[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

Indledning

 

 

 

Kapitel 2

Undervisningsministeriet, Folkeoplysningsafdelingen, nedsatte i 1995 en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de to voksenuddannelsesområder, som skulle forberede en fælles konference om brobygning mellem sprogskoler for indvandrere og den almene voksenuddannelse AVU på VUC. I konferencen, der blev afholdt november 1995 i Eigtveds Pakhus, København, deltog repræsentanter for amtskommuner, forstandere og skoleledere. Konferencen blev fulgt op med en ny konference for lærere og vejledere i Billund i april 1996.

Det blev på de to konferencer annonceret, at ministeriet ville udarbejde et fælles vejledningsmateriale, som kunne bidrage til skolesamarbejdet og brobygningen mellem de to skoleformer.

Arbejdsgruppen igangsatte et udviklingsarbejde om det indholdsmæssige i samarbejdet. Der blev dels drøftet forskellige organisatoriske samarbejdsmodeller, dels indholdet i danskundervisningen.

Arbejdsgruppen tog udgangspunkt i følgende fælles målsætning: Hvorledes kan de to skoleformer, sprogskoler og almen voksenuddannelse, organisatorisk og indholdsmæssigt samarbejde om at sikre, at tosprogede kursister, som ønsker kompetencegivende undervisning på VUC, på tilfredsstillende måde når frem til Dansk 1-niveauet på AVU?

Denne målsætning rejste efterfølgende spørgsmål om arbejdsdelingen mellem sprogskolen, som på grundlæggende niveau fokuserer på sprogtilegnelse, og AVU's danskundervisning, som foruden sproget i høj grad fokuserer på brugen af sproget i forbindelse med tekstproduktion og teksttilegnelse.

Arbejdsgruppen fandt det vigtigt at beskrive tosprogedes vej fra undervisningen på sprogskolen til Dansk 1-niveau gennem fem hovedsøjler": Lytteforståelse, mundtlig udtryksfærdighed, læsning, skriftlig udtryksfærdighed og kulturforståelse. Disse områder skal ses som en helhed for den enkelte kursist: Vejen starter på sprogskolen og slutter ved Dansk 1-niveau på VUC.

Herudover beskrives en række konkrete forsøg og erfaringer med brobygning og undervisning af tosprogede kursister på VUC.

Undervisningsministeriets øvrige udviklingsinitiativer for de tosprogede kursister

Det er ikke alle tosprogede kursister, som har gennemført et fuldt sprogskoleforløb før optagelse på VUC. Det er for denne gruppe vigtigt, at VUC vejleder tosprogede kursister, der ikke har de nødvendige kvalifikationer i dansk til at færdiggøre danskundervisningen på sprogskolen på den VUC-forberedende linie.

Den brede gruppe af tosprogede kursister - også kursister der har gennemført den afsluttende prøve på den VUC-forberedende linie eller tilsvarende niveau - vil have fortsat behov for en særlig læreropmærksomhed og andetsprogspædagogik. Det er derfor vigtigt med henblik på at styrke faget, at VUC prioriterer undervisningsindsatsen over for tosprogede kursister. Undervisningsministeriet har i 1997 nedsat et centralt landsdækkende netværk for dansklærere på AVU, som underviser tosprogede kursister, og ministeriet har i 1996-97 været med til at udbyde en række efteruddannelsestilbud.

I 1998 udgiver ministeriet en ny undervisningsvejledning for faget dansk på AVU. Et særligt afsnit beskriver de metodisk-didaktiske overvejelser i forbindelse med undervisningen af tosprogede kursister på VUC inden for alle niveauer: Dansk på basisniveau, Dansk som andetsprog, Dansk 1 og Dansk 2. I undervisningsvejledningerne for de øvrige AVU-fag vil også indgå overvejelser om de kursister, der ikke har dansk som modersmål.

På sprogskoleområdet er det nuværende 150 timers kursus for lærere, som skal undervise i dansk sprog, dansk kultur og samfundsorientering for voksne indvandrere, blevet afløst af en ny uddannelse for personer, som skal undervise voksne i dansk som andetsprog. Uddannelsen har varighed af ét studenterårsværk og bliver udbudt under lov om åben uddannelse. Uddannelsen indeholder praktik og afsluttes med eksamen. Adgangskravene til denne uddannelse vil være linjefag i dansk eller fremmedsprog (lærerseminarium), dansk eller fremmedsprog på BA-niveau (universitet) og tilsvarende sproglig eller voksenpædagogisk uddannelse. Denne uddannelse er et signal om, at undervisningen af tosprogede fordrer særlige lærerkvalifikationer.

Ministeriets arbejdsgruppe om brobygning mellem sprogskoler og VUC:

Martin Jespersen, Dansk Flygtningehjælps

Sprogskole, Hillerød

Henriette Kaspersen, Studieskolen, København
Ole Jespersgaard, Aalborg Produktionsskole

Else Lindberg, Dansk Flygtningehjælps Sprogskole,

København

Bo Rimmen, VUC Århus,
Annamette K. Andersen, Undervisningsministeriet

Helle Gram, Undervisningsministeriet

Peter Villads Vedel, Undervisningsministeriet

Redaktion af antologien:

Martin Jespersen, Dansk Flygtningehjælps

Sprogskole, Hillerød

Henriette Kaspersen, Studieskolen, København
Sys Wagner, VUC- Svendborg



Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel