[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

Forord af undervisningsminister Margrethe Vestager


Kapitel 1

Gennem en årrække har Undervisningsministeriet haft skolesamarbejde og brobygning mellem sprogskolen for indvandrerundervisning og voksenuddannelsescentre (VUC) som et prioriteret indsatsområde. Der har været afholdt fælles konferencer, fælles forsøgs- og udviklingsprojekter, og der har været etableret en række efteruddannelsestilbud for indvandrer- og VUC-lærere for at intensivere samarbejdet mellem de to voksenuddannelser.

Formålet med initiativerne er at lette overgangen for ind-vandrere og flygtninge fra sprogskolerne til den kompetencegivende almene voksenuddannelse (AVU) på VUC.

Gennem klare samarbejdsaftaler og en rollefordeling mel-lem de to voksenuddannelsesinstitutioner sikres, at flere tosprogede kursister på tilfredsstillende måde gennemfører et kompetencegivende uddannelsesforløb på VUC.

Dette kræver en prioriteret indsats inden for begge skoleformer. Det er væsentligt på såvel sprogskole- som VUC-området at sikre, at lærerne har de nødvendige kvalifikationer, samt at der afsættes de nødvendige ressourcer til at undervise kursister, som har et andet modersmål end dansk. Det er vigtigt internt at prioritere undervisningen af de tosprogede kursister, bl.a. ved at sikre lærerne efteruddannelse samt konsolidere fagmiljøer og faglige netværk, som kan løfte denne opgave.

Ligeså vigtig som den interne faglige prioritering er den eksterne institutionalisering af samarbejdet. Hvis den overordnede målsætning skal nås, skal de to voksenuddannelsesinstitutioner etablere faste samarbejdsaftaler om kursisternes overgang fra sprogskole til VUC.

Mit ønske er, at de to skoleområder finder sammen om fælles mål og indgår i et tæt samarbejde om de kursister, som kan og vil gennemføre den almene voksenuddannelse på VUC. Det fælles projekt er i sidste instans, at den enkelte kursist på tilfredsstillende måde gennemfører en kompetencegivende uddannelse.

Jeg vil godt understrege, at der ikke kun er én bestemt vej fra sprogskole til VUC. Der er naturligvis tale om mange forskellige samarbejdsmodeller og adgangsveje. Vi ser i dag eksempler på forløb, hvor kursister på sprogskolen supplerer deres undervisning med fag på VUC. Som en anden mulighed kan sprogskolens VUC-forberedende undervisning være placeret på VUC. For mange kursister kan det være motiverende at færdiggøre sprogskolens afsluttende danskundervisning, medens man påbegynder undervisning på VUC. Det er således muligt at kombinere de to undervisningsformer i samtidige forløb.

En arbejdsgruppe i Undervisningsministeriet med repræsentanter fra de to skoleformer har udarbejdet antologien Fælles mål - om samarbejdet mellem sprogskole og VUC", der er en pædagogisk vejledning for danskfagets mål for de to skoleformer.

Det er mit ønske, at dette arbejde må bidrage til den pædagogisk-faglige diskussion om indholdet i samarbejdet mellem de to voksenuddannelsesområder om og med den enkelte kursist.

 

Margrethe Vestager



Forsiden | Næste kapitel