Resumé   Den foreliggende evaluering af erhvervsgrunduddannelsen - egu - er udarbejdet som led i forarbejdet til den revision af Lov om erhvervsgrunduddannelse, der skal finde sted i Folketingsåret 1998/99. Evalueringen er udarbejdet på grundlag af et kommissorium fra Undervisningsministeriets erhvervsskoleafdeling og opsamler, strukturerer og sammenfatter de erfaringer, der er gjort med egu gennem de sidste fire og et halvt år. Evalueringen inddrager såvel tidligere arbejder som en nyligt gennemført undersøgelse (1997/98), således at det bliver muligt at formidle et totalbillede af egu-historien. I evalueringen redegøres nærmere for den arbejdsmetode, der har været anvendt mhp. at indsamle og analysere egu-erfaringerne. Metoden kan karakteriseres som en kombination af kvantitative og kvalitative tilgange, kombineret med en tæt kontakt med egu-miljøerne i Danmark. I fremstillingen af erfaringerne med egu beskrives de aktører, der er centrale: egu-eleverne, kommunerne, uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne. Hver aktør er kendetegnet ved at have særlige erfaringer med egu, og disse erfaringer undersøges og analyseres, således at karakteristiske mønstre fremstår.   Eleverne Billedet af egu-eleverne er sammensat og mangfoldigt, men der danner sig klare mønstre på visse områder. For det første står det klart, at egu har fat i den målgruppe, den var tiltænkt: de bogligt svage elever, der har vanskeligt ved at identificere en vej i det øvrige uddannelsessystem, og som ikke finder fodfæste på arbejdsmarkedet. Egu-eleverne er typisk elever, som har brud-oplevelser med i bagagen, og som ikke sjældent har lidt nederlag i de bogligt betonede områder, og som derfor nu søger en vej, hvor den praktiske tilgang sætter dagsordenen. Forventningen er at kunne klare sig, at kunne skabe et liv i rimelig tryghed i erkendelse af, at den slagne - boglige - vej ikke er farbar. En betragtelig del af egu-eleverne finder vej til egu direkte fra folkeskolen, vejledt af kuratorer og skolevejledere, der har set mulighederne i at kunne åbne nye perspektiver for de elever, for hvem fremtiden ellers kunne synes usikker. De unge går ind i egu, dels fordi det for nogle er en sidste udvej, dels fordi muligheden for den individuelle og praktisk betonede uddannelsesvej virker attraktiv for unge, der har svært ved at se en fremtid, og som har et stort behov for at prøve kræfter med og afklare sig i forhold til det uddannelsessystem og det arbejdsmarked, der skal bemestres for at skabe sig en fornuftig fremtid.   Kommunerne Mange kommuner gør en stor indsats i arbejdet med egu. Fra egu's start i 4. kvartal 1993 og indtil 1.10.1997 er der indgået 3.558 egu-aftaler. 206 kommuner, svarende til 75% af alle kommuner, har i det tidsrum indgået minimum én egu-aftale, og endnu 19 kommuner planlægger at starte med egu inden udgangen af 1998. Derved kommer andelen af egu-aktive kommuner op på 82%. Det årlige antal indgåede egu-aftaler er omkring 1000 til 1100, og kommunerne forventer at indgå ca. 950 aftaler i 1998. Antallet af egu-aftaler ligger således på et stabilt leje, men fordelingen mellem kommunerne har forskudt sig. Der er en stigning i antallet af egu-aftaler indgået af de store kommuner, mens der er et fald i antallet af egu-aftaler indgået af de små kommuner. Dette på trods af, at antallet af små kommuner, der indgår egu-aftaler, bliver større. De store kommuner har efterhånden etableret egu i faste systemer og arbejder professionelt, både i det daglige arbejde og mht. de ydre rammer for egu såsom de økonomiske betingelser. For de mellemstore kommuner er der store forskelle. Nogle arbejder meget systematisk, mens andre kan virke mere usikre. Mange af de små kommuner har haft svært ved at sætte egu i system, grundet det lave antal egu-aftaler i den enkelte kommune, hvilket er ensbetydende med få muligheder for at systematisere kommunernes erfaringer på området.   Uddannelsesinstitutionerne Uddannelsesinstitutionerne udgør gennem deres udbud af skoledelene et centralt led i forhold til de enkelte egu-elever. Da det samtidig er kommunernes egu-vejledere, som har sammensat de enkelte elevers egu-forløb, opstår der en fare for, at disse to systemer ikke hænger sammen. Vejlederen har et stort ansvar i denne sammenhæng, idet han/hun repræsenterer elevens interesser og helheden, mens uddannelsesinstitutionerne ikke kan forventes at have samme interesse og engagement i den enkelte egu-elevs uddannelsesplan, da de oftest ikke har det overordnede ansvar. Samspillet mellem vejleder og uddannelsesinstitution bliver derfor af afgørende betydning for den enkelte egu-elevs udbytte af forløbet. I de store kommuner er der en tendens til, at uddannelsesinstitutionerne ofte arbejder med hold af egu-elever, hvilket kan have den betydning, at der her vil være en person, som direkte kan overtage flere af vejlederrollerne. I de mindre kommuner er antallet af egu-elever mere begrænset, og dermed er antallet af egu-elever på de enkelte lokale uddannelsesinstitutioner heller ikke stort. Modsat er der også mange eksempler på, at netop i de mindre kommuner er samarbejdet tæt mellem vejledere og personalet på uddannelsesinstitutionerne, en løsning som kan kompensere for "huller i nettet".   Praktikstederne Antallet af praktiksteder i den enkelte aftale er faldende. Der er cirka lige mange aftaler med praktik inden for det private og det offentlige område. Inden for det offentlige område er social- og sundhedssektoren den absolut vigtigste, mens de vigtigste brancher inden for det private område er jern og metal, handel og kontor samt transport og lager. Kommunerne gør meget for at finde egnede praktikpladser, og det lykkes i langt de fleste tilfælde. Egu's omdømme er godt blandt de arbejdsgivere, der kender egu, hvilket dog ikke er mange. En stor effekt vil opnås ved at gøre noget ved kendskabet til egu blandt arbejdsgivere. Med udgangspunkt i de fire aktørers erfaringer er det muligt at beskrive de centrale problemstillinger, der har kendetegnet den praksis, der har udfoldet sig omkring egu. Et væsentligt kendetegn ved egu er, at det er en uddannelse med meget store lokale differentieringer, således at det kun vanskeligt lader sig gøre at beskrive egu som en helhed. Analysen af de centrale problemstillinger i egu er koncentreret om seks forhold:   1. Den organisering, kommunerne har valgt for at løse opgaven med egu Kommunernes håndtering af egu afspejles både i egu's administrative placering, håndteringen af egu-forløbene, arbejdsopgaverne og i de mange forskellige samarbejdsmodeller, som hersker inden for egu. Egu's administrative indplacering varierer - ligesom forvaltningernes antal, navne og arbejdsområder - kommunerne imellem. Generelt har der været en udvikling i egu's placering fra Beskæftigelsesforvaltninger til hhv. Socialforvaltninger og forvaltninger for børn og unge. Den administrative indplacering indikerer en tolkning af, om egu skal opfattes som en uddannelse eller en social aktivitet. Egu-forløbene gennemføres ligeledes på en række forskellige måder, hvoraf holdforløb og individuelle forløb for eleverne er de to mest markante modeller. Modeller som er tæt knyttet til kommunernes størrelse og dermed til antallet af (potentielle) egu-elever. Arbejdsopgaverne i de egu-ansvarlige enheder varierer kommunerne imellem. Hos de mest egu-aktive er arbejdsopgaverne både dybe og brede, idet de omfatter alt fra elevvejledning til deltagelse i tværorganisatoriske samarbejder. Både den enkelte kommune, kommunerne imellem, amterne imellem samt mellem kommunerne og amterne er der udviklet en række samarbejdsmodeller. Generelt har modellerne til formål at kompensere for de ofte små egu-miljøer, som findes i de enkelte kommuner. Udarbejdelsen og brugen af informationsmaterialer er et konkret eksempel på et velfungerende samarbejde på tværs af institutioner og geografi.   2. Den praksis, der har udfoldet sig i forbindelse med visiteringen til egu Betydningen af visitationen i egu-sammenhæng er svær at se bort fra, og erfaringerne har vist, at der på dette felt har udviklet sig praksisformer, der - afhængigt af de givne udgangspunkter - har givet svar på nogle af de mange spørgsmål, som påbegyndelsen af egu har rejst i den enkelte kommune. De store kommuner gennemfører således typisk deciderede introduktionskurser, der har til formål at give et kendskab til den enkelte elev. Kurserne fungerer som en slags udvidet visitation. For mange af de mindre eller små kommuner, tegner der sig et andet billede, idet man her ofte giver udtryk for, at et grundigt kendskab til den enkelte potentielle egu-elev på forhånd gør visitationsarbejde ulige lettere. Vejledere og kuratorer har ofte kendt eleven igennem flere år, hvilket gør, at vurderingen af egu-egnethed her kan træffes på et helt andet grundlag. Dog findes der også her eksempler på, at mindre kommuner har udviklet introduktionsforløb i fællesskab med indhold, der i mangt og meget minder om det indhold, de store kommuner har lagt ind i disse forløb.   3. Den position egu befinder sig i ift. det øvrige uddannelsessystem Muligheden for merit/godskrivning i egu var det væsentlige led, som skulle gøre en overgang til det øvrige uddannelsessystem eller beskæftigelse mulig og attraktiv. Det forholdsvis store antal meritgivende aftaler, som blev angivet i den første spørgeskemaundersøgelse af egu-aktiviteterne i kommunerne, bygger først og fremmest på forventninger til elevernes og skolernes adfærd ligesom på en "holden-sig-til-reglerne-attitude". Der var ved starten af egu en række forholdsvis stærke elever, som faldt inden for egu-målgruppen. Erfaringerne gennem årene har dog vist, at målgruppen i større og større omfang kom til at bestå at svagere elever, elever for hvem faglig merit ikke var så afgørende som personlig og social merit. En del af eleverne har desuden ikke troen på, at der kan lægges realistiske planer seks eller tolv måneder frem - de tror ikke på, at de om seks måneder kan have lært dette eller hint, samt at de på basis af denne læring kan gå videre mod nye mål. En del vejledere har derfor ikke angivet merit i uddannelsesaftalerne, men afventet egu-elevens udvikling. Andre har tænkt merit ind i forløbene, men stadig uden at angive disse. Generelt har der været fokuseret på at give eleverne personlig og social merit, som ikke kan skrives ind i en uddannelsesaftale. Kommunerne kan give en lang række eksempler på tværgående egu-forløb, og dermed tyder det på, at egu ikke er låst fast inden for de eksisterende brancheskel.   4. Den pædagogik, der har været taget i anvendelse Egu's pædagogiske profil er vanskelig at tegne pga. den sammensathed, der kendetegner uddannelsen. Kommunerne træffer meget forskellige valg mht. en række af de centrale parametre, der bestemmer den konkrete udfoldelse af egu-undervisningen og pædagogikken heri: holddannelse, individuel gennemførelse, faste uddannelsespakker, ressourcer til opsøgende arbejde og samarbejde etc. Dog synes det sikkert, at der de seneste par år er sket en klar konsolidering af praksis, ikke mindst med baggrund i en række udviklingsarbejder, der har sat sig spor. Underviserne er mange steder blevet meget bevidste om de særlige hensyn, der skal tages til eleverne, hvis egu-forløbene skal have succes: praktiske udgangspunkter er forudsætning for at motivere teoriundervisningen, der ikke kan stå alene. Den praksisnære læring, hvor arbejde og skoleundervisning smelter sammen, er efterhånden mere blevet regelen end undtagelsen, når det gælder undervisningen i egu.   5. Den organisering og gennemførelse af vejledning, der har været tale om Vejledningen ifm. egu-forløb er fra alle sider erkendt som et nøgleområde. Loven foreskriver det, eleverne har et klart behov, og kommunerne arbejder intensivt med området. Egu-vejledningen skal ofte favne vidt og sammenknytte mange elementer, der ellers risikerer at atomiseres. Samtidig skal vejlederne hjælpe og støtte elever, der er kendetegnet ved at have mange personlige problemer - udfordringer, der tilsammen stiller ganske store krav til den enkelte vejleder. Selv om indsatsen på det seneste er udviklet og konsolideret, oplever mange vejledere, at ressourcerne ikke står mål med udfordringerne. Det kan knibe med den tilstrækkelige tid, og fraværet af uddannelsesmuligheder og centrale støttefunktioner stiller ofte vejledere i især mindre kommuner i en isoleret position. Vejledningen skal drives af engagement i målgruppen, og selv om dette ofte faktisk er tilfældet, er mange vejledere betænkelige ved den sårbarhed, der således kendetegner området.   6. Den situation eleverne befinder sig i efter egu Der er 656 unge, der pr. 30.9.1997 har gennemført egu. Heraf er de ca. 23% gået i gang med en anden uddannelse, og de ca. 44% har fået et arbejde. Dvs. at 2/3 af de færdige med sikkerhed kan siges at være aktivt i gang med noget, hvilket må formodes er noget højere, end hvis gruppen ikke var gået i gang med egu, da de netop var i en utilfredsstillende uddannelses- eller arbejdsmæssig situation inden egu. Blandt dem, der er i gang med en uddannelse, er næsten halvdelen startet på en teknisk skole, og den mest populære branche for dem, der er i arbejde efter endt egu, er social- og sundhedsområdet, hvilket ikke er overraskende, når der huskes på, at det også er det største område inden for egu-aftalerne. Ca. 950 unge har indtil 30.9.1997 indgået en egu-aftale, men er sprunget fra igen. De 40% er dog sprunget fra til fordel for enten en anden uddannelse eller et arbejde. Dvs. maksimalt 60% af de frafaldne er gået tilbage til en utilfredsstillende uddannelses- eller arbejdsmæssig situation. På baggrund af en nærmere analyse af disse seks nøgleproblemstillinger kan evalueringen konkludere, at egu: På mange måder har løst sin opgave Opfattes forskelligt fra kommune til kommune, og synes at balancere mellem en socialpædagogisk forståelsesramme og en uddannelses-/beskæftigelsespolitisk forståelsesramme Har fået den intenderede målgruppe i tale Har givet kommunerne nye udfordringer, som er blevet mødt med engagement Er i færd med at etablere solide og kvalitetsbetonede praksisformer og netværk Ikke er blevet etableret i alle kommuner Ikke er blevet en reel uddannelsesmulighed i erhvervsskoleregi Har etableret sig i demografiske mønstre, der virker ind på pædagogik og vejledning Har stabiliseret sig med et årligt optag på 1000-1100 Er karakteriseret ved rimelige gennemførselsprocenter, og at 2/3 af de elever, der gennemfører, går videre i arbejde eller uddannelse Befinder sig i en ungdomsuddannelseskontekst, der giver potentielle egu-elever en række andre muligheder, som benyttes. Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel