Videoportrætter -proces og produkt   Målet med denne publikation er at videregive de overvejelser og erfaringer, der i projektforløbet er gjort med brug af videoportrætter i undervisningen og til prøver på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Første del, kapitel 1-3, indeholder en beskrivelse af projektforløbet og generelle overvejelser om brug af video som baggrund for casearbejde. Anden del, kapitel 4-7, indeholder konkrete forslag til anvendelse af de seks videoportrætter. Opgaverne heri kan frit kopieres, men er i lige så høj grad tænkt som inspiration til den enkelte lærer til udvikling af egen undervisning. Portrættet af Marie er i publikationen brugt som gennemgående eksempel. I opgaverne er der taget udgangspunkt i portrættet af Marie, men problemstillingerne er konstrueret af forfatterne.   Projektets baggrund og formål Baggrunden for projektet er de erfaringer, vi som lærere på Social- og Sundhedsskolen har fået med brugen af cases til undervisning og prøver i uddannelsen. De skriftlige beskrivelser af borgere, som man bruger på nuværende tidspunkt, er ikke udførlige nok og overlader alt for mange spørgsmål til elevens fantasi. Grunden er, at man ikke i tilstrækkelig kortfattet form er i stand til at give et fyldestgørende billede af en borger, når man "kun" anvender skriftlig information. Samtidig har vi i undervisningen oplevet, at et klip fra en video ofte er langt bedre som baggrund for casearbejde. Her skal man ikke forestille sig så meget - man får mange oplysninger ved at SE personen, HØRE vedkommende selv fortælle, OBSERVERE hvordan hjemmet er indrettet, hvordan personen bevæger sig rundt etc. Det auditive og det visuelle rummer så megen information, at det ville fylde mange sider at formidle det skriftligt. Når man tænker på elevernes fremtidige arbejdsområde, vil den dataindsamling, de foretager hos borgeren også foregå ved at de SER, LYTTER, OBSERVERER i højere grad end de LÆSER sig til information. Der findes forskellige portrætfilm om ældre. I undervisningen har vi benyttet os af flere forskellige, og især har vi fundet "6 billeder af en dom - alderdommen" af Tage Voss, velegnet som baggrund for casearbejde. Men da ingen af filmene er udarbejdet til undervisningsformål, mangler der altid vigtige oplysninger. Hensigten var således at fremstille nogle videoportrætter af ældre, som var skræddersyede til brug ved undervisning og prøver på hjælperuddannelsen. Portrætterne kan anvendes fra første teoriforløb på hjælperuddannelsen, hvor der bliver "lagt vægt på enkle, sundhedsfremmende og forebyggende opgaver." (4, s. 6). De omhandler derfor almene problemstillinger hos "almindelige" ældre. Ved at supplere portrætterne med en skriftlig tekst kan de udvides og gøres mere komplekse og kan dermed også anvendes på andre teoriforløb og på assistentuddannelsen. I portrætterne tilstræbes en helhedsorientering, således at der lægges op til en tværfaglig vurdering af borgerens situation. Der tages udgangspunkt i borgerens hverdagsliv, de grundlæggende levevilkår og livshistorien, kroppens basale behov, de sociale relationer, de daglige aktiviteter og den konkrete, praktiske hjælp, som borgeren har behov for. Der lægges vægt på at synliggøre og skildre borgerens ressourcer uden derfor at overse belastningerne.   Proces og produkt Personerne til portrætterne er udvalgt i samarbejde med to ergoterapeuter fra henholdsvis Kjellerup og Viborg kommuner. I udvælgelsen har vi lagt vægt på følgende kriterier: Personerne er hjemmehjælpsmodtagere i eget hjem. Personerne er ikke plejekrævende, de er ældre med almindelige aldersbetingede sygdomme, men ikke i et akut sygdomsforløb. Der er tilstræbt en spredning mht. alder, køn, land og by, enlige og ægtepar. Personerne skal både fysisk og psykisk kunne klare at blive filmet. De er grundigt orienterede om formålet med og omfanget af deres medvirken. I forløbet har vi besøgt hver af personerne 5-6 gange ialt. Ved de første besøg orienterede vi om projektets omfang, vi interviewede personerne om deres livsforløb og dagligdag, og vi fik en fornemmelse af om personerne var egnede, dels som "opgaver" for eleverne, dels som aktører på film. Derefter blev aflagt et forbesøg sammen med instruktøren, hvor de konkrete aftaler om optagelserne blev indgået. Selve optagelserne tog en hel dag hos hver person, foruden ekstra-optagelser på to forskellige dagcentre. Alle medvirkende har set og godkendt portrætterne af sig selv inden premieren. Filmene er produceret af Lars Arnfred Film, med Lars Arnfred som instruktør. Manuskriptet til portrætterne er udarbejdet i samarbejde med instruktøren. Der er taget udgangspunkt i den samarbejdsmodel, der bruges på skolen, og i spørgsmålene til den første interne prøve. (Bilag 1 og 3). Selve interviewnøglen er udarbejdet individuelt i forhold til hver enkelt person. Under hele forløbet har en baggrundsgruppe på skolen fulgt projektet tæt. Gruppen har medvirket ved udvælgelsen af personerne, udarbejdelse af interviewnøgle og faglig vejledning. Produktet er seks selvstændige videoportrætter på ca. 10 minutter hver. I portrætterne er intervieweren, så vidt det er muligt, klippet fra. Personen fortæller om sit livsforløb og sin dagligdag, klippet sammen med situationer fra dagligdagen. Råbåndmaterialet er omfangsrigt. Der foreligger mange timers videooptagelser, som på et senere tidspunkt vil kunne redigeres og blive til nye film. Forskellige temaer vil kunne problematiseres på tværs af portrætterne, eller bestemte emner vil kunne behandles mere grundigt. På længere sigt vil materialet kunne videreudvikles, således at man f.eks. fremstiller en CD-rom, som kan bruges mere fleksibelt, kombineret med forskellige opgaver. Man kunne forestille sig, at eleverne kunne arbejde alene eller i grupper med opgaver på forskellige niveauer, hvor de selv skal søge oplysninger om den enkelte borger.   Præsentation af personerne: Margit, 77 år.. Margit fortæller: "Jeg er uddannet laborant og lægesekretær og har været sekretær på en sygeplejeskole i 22 år. Jørgen og jeg har været gift i 51 år, og vi har et storartet ægteskab. Vi gør alting sammen. Haven betyder utrolig meget for mig, også selv om jeg ikke længere kan se, hvad der er krudt, og hvad der er ukrudt. Jeg har jo selv plantet hver eneste plante. I løbet af det sidste års tid er jeg blevet meget dårligt seende, og Jørgen må hjælpe mig med mange ting i dagligdagen." Edith, 74 år. Edith fortæller: "Jeg var glad for at gå ud og gøre rent. Jeg har jo ikke lært nogen ting. Vi fik seks børn. Dengang var der ingen hjælpemidler. Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle få en vaskemaskine - fuldautomatisk. Gustav og jeg flyttede hertil for et halvt år siden. Det er kommunens huse. Vi er glade for at bo her og snakker en del med naboerne. Om sommeren sidder vi uden for og drikker kaffe på terrassen. Vi kan få meget tid til at gå med lidt. Det er en ren drømmetilværelse." Mikael, 96 år.. Mikael fortæller: "Jeg købte jo gården i 31. Vi havde både karl og pige, men så kom børnene jo. Min første kone døde i 58, så var jeg enkemand i nogle år, inden jeg giftede mig igen. Min anden kone blev 99, hun var vel nærmest slidt op. Hun lærte mig at lave mad, så det klarer jeg selv nu. Men pigerne er flinke til at komme med noget, så det bare skal varmes. Børnene gav mig en ny damecykel, sidste år til min fødselsdag. Jeg har høreapparat, det er så svært at indstille, så jeg bruger det ikke." Mignon, 86 år. Mignon fortæller: "Min far var kunstner, og jeg har også selv malet, men kun blomster. Alle mine tre mænd har været købmænd. Jeg har altid hjulpet til i forretningen, men inde har jeg haft gode hjælpere, så jeg har aldrig selv skullet gøre rent. Jeg elsker at rejse og har rejst med alle mine børnebørn, men nu er de voksne. For et par år siden havde jeg en blodprop i hjernen, og så kom det: hukommelsen, den er væk." Asta, 82 år. Asta fortæller: "Jeg er glad for min hund, Lasse. Så er det ikke så ensomt. Der er mange, der siger jeg skal flytte, men det vil jeg ikke. Jeg er jo blevet knyttet til gården. Jeg har siddet i kørestol i 15 år. Dengang jeg var hjemmehjælper mødte jeg én, der var i samme situation som mig. Hun lå bare i sin seng og ville ikke noget - og da jeg så selv blev syg, tænkte jeg: Jeg vil ikke være lige som Kirstine." Marie, 86 år. Marie fortæller: "Min mand og jeg havde en musikforretning. Han døde i 90. Jeg var ked af at bo i huset, så jeg flyttede her til lejligheden. Man hører jo så meget om indbrud og sådan noget. Jeg bager meget, så jeg altid har noget i fryseren, når der kommer gæster. Jeg har en datter, der bor her i byen. Hun hjælper mig med mange ting. Jeg bliver tit så forpustet. Det er vist noget med hjertet. Det er en stor ting for mig at vide, hvad børnene går og laver, så vi ringer tit sammen.   Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel