[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]



 

3. Fremtidens deltagere i voksenuddannelse

"Fremtiden" ligger allerede gemt i det nuværende. I kimform er meget af næste århundredes særlige sociale forhold indeholdt i de aktuelle relationer og udviklinger. Men ofte er det først ved at se i bakspejlet, at man kan gøre sig klart, hvor "det nye" manifesterede sig i "det gamle". Eller som Karl Marx sagde: "Menneskets anatomi indeholder en nøgle til abens anatomi. Antydningerne om det højere hos de laverestående dyrearter kan derimod kun forstås, efter at det højere selv allerede er bekendt" (Marx 1857 (1974), p. 25).

En indsats inden for de erhvervsrettede voksenuddannelser vil så afgjort også skulle tage bestik af de ændrede erhvervsmæssige og sociale relationer og indrette virke- og undervisningsformer efter dem.

3.1 Ændringer af arbejdslivet og - det sociale liv

I den forandring af arbejdslivet, som pågår i disse år, ligger der en nøgle til at forstå grundlæggende sociale forandringer, der vil gøre sig gældende flere årtier frem. Stadig flere mennesker vil være henvist til en status som lønafhængige, men der vil ske en yderligere differentiering af lønmodtagerne. Og her antog Marx reelt det modsatte!

[ Billede:  Sjov tegning af en lærer som har en lyspære i stedet for et hoved]

Industrisamfundets massegørelse og delvise ensliggørelse er så afgjort et forladt stadie i samfundsudviklingen. Arbejdsopgaver vil i de kommende år blive defineret i form af problemløsning, informationsbearbejdning, idéudvikling, reaktionsdygtighed og behovstilpasning. Der skal søges innovative løsninger på stedse nye problemtyper. Vi vil skulle tale om beskæftigelse i stedet for faste jobs. Og individuelt bliver der fremover behov for en kreativ hjerne og et kompleks selv.

Det sociale liv vil så også skulle leves efter langt færre faste normer og retningslinier: Vores sociale roller vil blive ændret, så de ikke bliver så rutineagtige, de bliver mere personaliserede, og de bliver mere præget af rollekonflikter, da der bliver stillet skiftende og forskelligartede forventninger til een. Så man vil i faldende grad kunne læne sig op af en traditionel rollebeskrivelse. Videnseksplosionen, teknologiudviklingen og de personligt skiftende rollesæt vil bevirke, at nye rolledefinitioner kommer til at blive et hverdagsfænomen. Den mentale mobilitet kommer i centrum. Vores indbyrdes samspil, den sociale interaktion, bliver berørt heraf på måder, som gør det vanskeligere og vanskeligere at læne sig op af ydre normer og konformitetskrav. Stabiliteten i det sociale samspil, skal komme indefra, ved at folk selv er i stand til at give mening til deres handlinger og sociale forbindelser. Både et vidensmæssigt, et praktisk og et følelsesmæssigt plan vil være involveret i forsøgene på at udvikle meningsfuld interaktion. Endelig vil vores sociale netværk blive forandret, idet de bliver mere foranderlige og skiftende over tid. Vi må alle kunne hente hjælp og ideer i et stadigt foranderligt samspil med andre, der bruger deres forbindelser, talenter og indsigt. Netværk bliver meget vigtige for hver enkelt, men de bliver også mere flydende. Vores netværk vil være sociale koordinationsmekanismer, som stærkere vil definere den sociale organisering af både vores arbejds- og fritidsliv. Der sker altså det, at meget af vores sociale liv vil blive lagt i nye baner.

Hvis disse betragtninger over det efter-industrielle samfunds sociale relationer og livsformer har noget på sig, siger det sig selv, at kvalificeringen til et sådan vekslende, foretagsomt liv fordrer bredere "livskompetencer" end dem, de erhvervsrettede voksenuddannelser hidtil har kvalificeret til. Det er f.eks. ikke kun den faglige og geografiske mobilitet på arbejdsmarkedet, der skal sikres fremover, men i lige så høj grad den mentale. I modsat fald får vi ikke udviklet den omstillingsparathed og fornyelsesevne, der bliver så hårdt brug for i arbejdslivet, og socialt set bliver vi måske ellers ikke kapable til at kunne tackle ombrydninger af roller og netværk.

3.2 De nye voksne

Kvalificering vil dog ikke kun skulle tage hensyn til morgendagens arbejde og arbejdsmarked, men også til morgensdagens mennesker. Og det næste årtis deltagere i voksenuddannelse er for størstedelens vedkommende allerede erhvervsaktive: det er dem, der er kommet på arbejdsmarkedet gennem de senere år, men som stadig bliver betragtet som "unge". Ved at tage bestik af deres erhvervsmæssige og kulturelle erfaringer, vurderinger og aspirationer, kan der gives et første signalement af nye generationer i erhvervsrettet voksenuddannelse ved årtusindskiftet og årtiet derefter. Dermed er ikke sagt, at de unge ikke forandrer sig ­ hvad der er selvfølge ­, men undersøgelser i udlandet tilbage til begyndelsen af 1950šerne har vist, at indvundne erfaringer og etablerede værdisæt og vurderinger fra ungdomsårene er meget faste over tid (Inglehart 1990), og derfor vil mange mønstre være stabile. De unge fastholder således, når de bliver ældre, præferencer og værdier, der dengang adskilte dem fra forældregenerationen. Forandringer, der kan konstateres i en periode, må altså forventes at blive videreført. Det gælder bl.a. bevægelsen fra materielle mod immaterielle værdier.

En tværsnitsanalyse af arbejdstageres erfaringer, vurderinger og holdninger i 1990šerne kan således forventes at give oplysninger om ønsker, krav og forventinger, som også vil blive gjort gældende, når de "unge" mere massivt sætter sig på efter- og videreuddannelsesbænkene fremover. Man må tage hensyn til kursisters forudsætninger, erfaringer og ønsker i en voksenudannelsessammenhæng ­ det modsatte vil i stigende grad kunne vise sig at blive fatalt. Derfor er der god grund til at interessere sig for, hvorledes de unge i dag ser på arbejdsliv, politik og kvalificering.

En sådan mulighed byder sig for med resultater fra det såkaldte APL-projekt ­ forskningsprojekt om Arbejdsliv og Politik set i Lønmodtagerperspektiv ­, som blev gennemført i 1993, og som omhandlede LOšs næsten 1,5 mio. medlemmer (se Jørgensen m.fl. 1993, Bild m.fl. 1993 a og b samt Akkerholm m.fl. 1993). APL-undersøgelsen etablerede to datasæt: en postspørgeskemabaseret og en interviewbaseret. Den første er gennemført med 3.390 udfyldte spørgeskemaer, repræsenterende en besvarelsesprocent på 64. Gennem bortfaldsanalyse og gyldigheds- og pålidelighedstests er det konstateret, at det er et ganske solidt datamateriale, som der er foretaget videre analyser af. Resultater herfra skal gengives i det følgende, idet der er arbejdet videre med at udskille de unges særlige forhold og vurderinger.

30% af LOšs medlemmer er under 30 år og 13% er under 25 år. De sidste er således nystartere på arbejdsmarkedet. De er alle børn af velfærdssamfundet og med voksenlivserfaringer hidrørende fra 1980šernes og begyndelsen af 90šernes omstillinger, arbejdsløshed og "højrebølge". Når der zoomes ind på deres værdier og holdninger, fås en indirekte strategisk pejling af deres fremtidige uddannelsesfordringer ­ hverken mere eller mindre!

Et af de markante APL-resultater er, at de unge i klart mindre grad end de ældre medlemmer bakker op omkring fagforeningsinstitutionen, og i særdeleshed har de en kritisk holdning til handlemåder og værdisæt fra et traditionelt, "solidarisk" fagforeningsvirke. Men også på en lang række arbejdslivs- og uddannelsesforbundne dimensioner adskiller de unge sig. Ved at foretage en aldersopdeling i tre grupper, får vi et mere nuanceret grundlag til at fastslå differencer. Grupperne er: under 25 år, 25-30 år og over 30 år. Særlig gruppen af unge under 25 år vil blive sat i centrum for kommentarer.

3.3 De unge og arbejdslivet

Den yngre generation har tydeligt orienteret sig mere mod immaterialle værdier end forældregenerationen. Det viser sig bl.a. i svarene på et spørgsmål om, hvad der ville betyde mest, hvis man frit kunne vælge omkring arbejdet. Der blev bl.a. givet prioriteringsmuligheder som "at arbejdet er interessant og spændende" og "at lønnen er høj". Målt på dem, der har en ubetinget holdning til prioritering herimellem, giver det en svarfordeling, som vist i figur 1.

Figur 1:[ Billede:  graf der sammenligner arbejde med løn]

Medlemmernes vægt på et interessant arbejde i forhold til løn, fordelt på aldersgrupper (pct.-andel "stor betydning")

Jo yngre man er, jo stærkere slår prioriteringen af et interessant og godt arbejde igennem i forhold til en høj løn. Og går man bag om tallene for dem, der er over 30 år, afsløres det, at man prioriterer løn relativt højere, jo ældre man er. Når nogle af de unge under 25 år stadig prioriterer løn relativ højt, har det dog klart en sammenhæng med lav løn som lærling eller elev og som nystartet på arbejdsmarkedet. I øvrigt er det sådan, at jo højere uddannelsesniveau, man har, jo stærkere prioriterer man immaterielle værdier.

Vi kan få et mere detailleret billede af de unges immaterielle værdier ved at se på svarfordelingen på spørgsmålet om, hvad der ville betyde mest, hvis man frit kunne vælge (se tabel 1). Niveauforskellen mellem materielle værdiers og immaterielle værdiers betydning for den enkelte fremgår klart.

Tabel 1:

Tilslutning til elementer i arbejdet, fordelt på aldersgrupper (pct.-andel "stor betydning")

 

Hvad ville betyde mest for dig, hvis du frit kunne vælge arbejde?

Under 25 år 25-30 år Over 30 år
At arbejde er interessant og
spændende
86 80 75
At jeg kan føle, at jeg laver et godt
arbejde
82 81 83
At der er et godt kammeratskab
på arbejdspladsen
75 71 77
At arbejdsmiljøet er i orden 71 71 79
At der er tryghed i ansættelsen 68 68 78
At ledelsen udviser forståelse og
respekt for de ansatte
67 73 82
At lønnen er høj 29 27 36

Det fremgår, at de unge er knap så orienterede mod fælles sikre og trygge rammer i beskæftigelsen som medlemmer over 30 år. I "interessant og spændende arbejde" ligger også mere individuelt bundne forhold, der har med kvalifikationer, personligt engagement m.v. at gøre ­ altså forhold, hvor uddannelse også kommer stærkt ind i billedet. Fællesønsket er at få frie rammer for udfoldelse af individualiteten. Mange unge vurderer da også de personlige udviklingsmuligheder på deres nuværende arbejdsplads som relativt gunstige, og især gælder denne positive vurdering unge kvinder ­ og stærkest dem beskæftiget i det offentlige, på social-, undervisnings- og sundhedsområdet. Det peger også i retning af, at arbejdet med mennesker opleves som mere personligt givende end f.eks. rutinepræget fabriksarbejde.

Undersøgelsen har ligeledes godtgjort, at de unge ikke oplever så stærkt et skæbnefællesskab med arbejdspladsen som de ældre. De unge er mobile og søger gerne nye græsgange, nye jobs, nye forbindelser. Et højt uddannelsesberedskab hører med i dette billede.

I APL-undersøgelsen har vi også spurgt til eventuelle ønsker om en anden uddannelse, end den man aktuelt har. Samlet tilsluttede 34 % sig helt eller delvis udsagnet: "Jeg kunne godt tænke mig en anden uddannelse". 23 % var hverken enige eller uenige, mens resten så var delvist eller helt unige. Det interessante i denne sammenhæng er, at ønsket om anden uddannelse også er aldersafhængigt. Det er de unge, der bærer de stærkeste ønsker frem om en anden uddannelse, jvf. tabel 2.

Tabel 2:

Ønsket om anden uddannelse, fordelt på aldersgrupper (pct.-vandret)

Jeg kunne godt tænke mig en uddannelse

Helt eller
delvist enig

Hverken enig
eller uenig

Delvist eller helt uenig

Under 25 år

25-30 år

Over 30 år

41

42

30

26

26

22

34

33

48

Der kan ligeledes konstateres en sammenhæng med, hvilken skole- og erhvervsuddannelsesbaggrund, man har. Mens det er 39 % af de unge medlemmer under 25 år med en 8.-10. klasses baggrund, der godt kunne tænke sig en anden uddannelse, er det hele 50 %, der bifalder udsagnet, når man har en HF- eller gymnasiebaggrund. De sidste har formodentlig ønsker om en boglig uddannelse, som de på grund af adgangsbegrænsning og dårlige karakterer ikke har fået. For helt unge uden erhvervsuddannelsesbaggrund er der et stærkt udbredt ønske om anden uddannelse, og stærkest blandt mænd beskæftiget indenfor fremstillingsvirksomhed og i den offentlige sektor. Videre er uddannelsesønsket stærkere rodfæstet hos aktuelt ledige end hos beskæftigede, endda fordelt sådan, at jo højere ledighedsgrad, man har, jo stærkere tilbøjelighed er der også til at ønske sig anden uddannelse. Og endelig forholder det sig sådan, at blandt dem, der er i arbejde, er det de unge med mest rutinepræget arbejde, der tilslutter sig ønsket om anden uddannelse, jvf. figur 2. Hele 41 % af de unge under 25 år, der har stærkt rutinepræget arbejde, tilslutter sig ubetinget ønsket om anden uddannelse.

Figur 2:

Aldersgruppernes erfaringer med rutinepræget arbejde sammenholdt med andelen af "helt enig-svar" på spørgsmålet om anden uddannelse (pct.)

[ Billede:  Graf som sammenholder rutinepræget arbejde med ønske om uddannelse]

Erfaringer fra arbejdspladsen spiller åbenlyst en stor rolle for uddannelsesønsker og i særdeleshed gør det sig gældende for de (helt) unge. Det er også dem, der ikke føler at have tilstrækkelige personlige udviklingsmuligheder på arbejdspladsen, der stærkest ønsker at komme i en anden situation, hvor uddannelse kan ses som en vej hertil.

3.4 Institutionernes attraktivitet blandt de unge

Det anderledes værdimønster, som unge har i relation til arbejde og virksomhed i forhold til de voksne, slår også igennem ved indstillingen til samfundets etablerede institutioner. Fagforeningsinstitutionen mødes som nævnt med en udtalt skepsis. De unge opfatter langt hen ad vejen fagforeningen mere som et "apparat" end som en "aktivitet". Apparater føles fjerne, kolde og stive ­ for ikke at sige truende ­, mens aktiviteter er noget, man selv kan være nærværende deltager i. Følger de unge en sådan apparat-distance, er den naturlige reaktion, at man ikke involverer sig. Der sker da også det, at de helt unge i klart lavere grad deltager i fagligt arbejde end de ældre. Samfundets øvrige etablerede institutioner må således også regne med at blive vurderet ­ og brugt ­ efter, hvor attraktive, de er i de unges øjne. De unge fordrer aktivitet, frivillighed og åben dialog ­ ikke "kæft, trit og retning". Appellerer aktiviteter ikke, så er de unge hurtige til at vælge fra. Den forbrugerdefinerede adfærd er godt indlært allerede.

Den enkelte skole skal altså heller ikke regne med, at efterspørgslen efter uddannelse er noget givet og ret konstant fremover; den må sikres i forbindelse med, at skolen forstår at give attraktive tilbud til potentielle deltagere og et godt læringsmiljø. Det forholder sig generelt sådan, at de unge ikke længere "skubbes" til bestemte holdninger og handlinger, men selv skal "trækkes". Individet frisættes. Det faste kompas er forsvundet. Og med den mere forbrugerdefinerede adfærd kan taber- og vinderkonstellationer på "sælger"-side meget hurtigt forandres. Der er ingen garanti for, at succesrige tilbud i dag også vil give succes i morgen.

3.5 Unge og velfærdsstat

Det har gennem flere år været hævdet, at når unge ikke længere bakker op om de samfundsbærende institutioner (som fagforeningen er taget som eksponent for), så skyldes det, at de er "borgerliggjorte". Dette synspunkt synes at have en hel del argumenter på sin side, hvis man alene hæfter sig ved unges aktuelle stemmeafgivning. Unge over 30 år stemmer langt hyppigere på et lønmodtagerparti end unge under 30 år, jvf. tabel 3.

 

Tabel 3:

Regelmæssig stemmeafgivning, fordelt på alder (pct.)

Hvad stemmer du som regel på?

Lønmodtager parti 
(S, SF m.fl.) 

Borgerligt
parti(C, V, Z m.fl.)

Midterparti
(R, KF, CD m.fl.)

Skifter mellem
blokkene

Stemmer ikke

Under 25 år

25-30 år

Over 30 år

37

48

66

25

24

16

5

6

6

10

11

9

23

11

3

Fokuserer vi nærmere på værdimønstret bag de unges politiske adfærd, får vi imidlertid et langt mere nuanceret billede, jvf. tabel 4. Bag det billede gemmer sig også nogle overraskelser, som skal trækkes frem i det følgende.

##Tabel 4:

De under 25-åriges holdninger til udvalgte solidariske og individualistiske/liberalistiske udsagn, fordelt på lønmodtagerpartistemmer, borgerligt stemmende og ikke-stemmende (pct.-andel "helt enig")

Lønmodtager parti Borgerligt parti Ikke stemmende
Solidariteten skal udbredes; lønmodtagerne skal stå sammen 49 18 24
Medlemskabsbegrundelse: for at være solidarisk med mine arbejdskammerater 26 8 21
Lønnen skal tilpasses den enkelte lønmodtagers indsats 20 35 45
Det skal i højere grad kunne betale sig at yde en ekstra indsats på sit arbejde 45 56 54
Markedsmekanismerne skal udbredes – også inden for det offentlige 9 20 11
De dygtige skal anerkendes mere 16 30 11

De helt unge støtter grundlæggende op om den velfærdsstat, de selv er børn af. De ønsker den ikke afviklet. De unge er såmænd også bærere af en form for solidaritet; men det er en "hverdagssolidaritet", som de praktiserer. De vil gerne hjælpe kammerater og kolleger i hverdagen, de springer til, når det er nødvendigt, de er ofte bange for at stå uden for en gruppe osv. De vil være med på holdet; de er også indstillede på gruppearbejde, eksperimenterende undervisningsformer, fælles søgning og læring. Men deres hverdagssolidaritet har fået brudte bånd til den store "samfundssolidaritet", som nogle af samfundets etablerede grundinstitutioner påberåber sig at repræsentere. De unge kan ikke bruge forældregenerationens historiske erfaringer med opbygning af "velfærdsstaten" og dens fastlagte indordningsprincipper.

APL-undersøgelsen dokumenterer, at der på tværs af aldersgrupper er et bredt værdifællesskab om ansvar og social sikring. Opfattelsen af, hvad der giver "livskvalitet", er dog noget forskellig, målt på aldersvariablen. Her spiller værdiforskelle og interessetolkninger stærkt ind. For de unge er der ikke noget, der hedder automatisk indordning under en institutions interessetolkning. De vil selv tolke og artikulere interesser. Politiske værdier og vurderinger er blevet mere vagabonderende. Også tolkningen af, hvad demokrati indebærer, varierer. De unge ser med større skepsis på det repræsentative demokrati end de ældre. Delegationsdemokratiet ser noget midaldrende og lidet "sexet" ud i de unges øjne. De fordrer nærhed og deltagelsesmuligheder, der tilsvarer deres kommunikative kultur. Det sætter også perspektiv på den måde, voksenuddannelse fremover kan være med til at bære demokratiske funktioner i samfundet.

Selv om de unge lægger stærkere vægt på individualiteten end ældre, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at de kan betegnes som udprægede individualister. Der er en stor forskel på individualitet og individualisme som grundværdi. Måler vi på en række spørgsmål indstillingen til rene liberale værdier, viser det sig nok en kende overraskende, at de unge har en lavere ubetinget positiv tilslutning end de ældre, jvf. tabel 5.

Tabel 5:

Tilslutning til liberale værdier (pct.-andel "helt enig")

Under 25 år 25-30 år over 30 år
Det skal i højregrad kunne betale sig at yde en ekstra indsats på sit arbejde 52 53 56
De dygtige skal annerkendes mere 22 19 26
Markedsmekanismerne skal udbredes - også i det offentlige 14 12 25

De unge har ikke en stærk ideologisk præget holdningsdannelse. De er ikke låst fast i snævre (parti)politiske tænke- og handlemåder. De er så at sige mere "ufærdige" i nogle orienteringer (jvf. videre Bild og Madsen 1994). Solidariske og individualiserede værdier blander sig med hinanden på måder, der gør det vanskeligt at bruge gamle vurderingsskalaer som f.eks. et højre-venstre-kontiniuum til at karakterisere dem ud fra. Til gengæld står det klart, at de unge er mindre orienterede mod traditionelle pligt- og ordensværdier, jvf. tabel 6.

##Tabel 6:

Tilslutning til traditionelle pligts- og ordensværdier værdier (pct.-andel "helt enig")

Under 25 år 25-30 år over 30 år
Ro og orden skal sikres; især politiets indsats skal styrkes 40 38 49
Den enkelte lønmodtager skal være mere 18 22 32
Tradition og moral bør spille en større rolle i samfundet 14 12 27


Der er ikke megen "ny-konservatisme" at udlæse heraf. Hverken dem under 25 år eller dem mellem 25 og 30 år vil bindes fast. Det er ikke svært at se en parallel fra denne værdimæssige afstandtagen til de unges generelle skepsis over for etablerede institutioner, der blot forventer de unges accept og retten sig ind. De unge er netop kendetegnet ved "at være ung", og dvs. have en håbefuld fremtid foran sig, hvor de endnu ikke er bundet af store økonomiske og familiære forpligtelser ­ og ikke er slæbt gennem forældregenerationens erfaringer. De må lære at stole på egne erfaringer. Det er faktisk farligt at stole på forældres erfaringer i en forandret verden. De unges egne erfaringer bliver gjort på ganske anderledes økonomiske, politiske og kulturelle betingelser, og de har lært at vælge det fra, som ikke umiddelbart kan forenes med deres fremtidsprojekter. Der er indbygget distance heri til gamle traditioner, formyndere og "apparatbundne" former for aktivitet. For erhvervsskolerne stiller det således også krav om lydhørhed i forhold til kursistønsker, forandringsvilje og mindre traditionsbundne undervisningsformer, hvor der i stedet lægges vægt på et trygt og godt socialt klima.

[ Billede:  Sjov tegning af to personer som sparker til papirer med moral-ord]

De unge søger på samme tid nærhed og fælles opgaveløsning, selvudfoldelse og ekspressivitet. Ønsket er øget udfoldelse af individualiteten, men under gode, fælles rammer og med respekt for andres forudsætninger og ønsker. De unge er generelt meget tolerante. Det er en slags ny identitetsformning, der foregår, og som bliver båret med over i voksen- og efteruddannelsessammenhænge.

3.6 Unge bliver voksne

De sociale orienteringer og selvbevidstheden, som de unge bringer med ind på skolerne fremover, har det fællespræg, at de forstærker individuelle adfærdsmønstre og værdiorienteringer: de er mere differentierede. Det skyldes ikke snævert arbejdslivserfaringer, men er resultat af anderledes socialiseringer og længerevarende sociale forandringsprocesser. Individualiseringen af erfaringer hænger sammen med en række faktorer, som tegner de sidste tre-fire årtiers velfærdsstatsudviklinger. Velfærdsstaten har afgørende grebet ind over for tidligere mangelsituationer, begrænsninger og frygtsomhed som lønafhængig. Arbejdsmarkedsrisici er blevet afdramatiseret ­ og det samme er sket med de industrielle arbejdskonflikter. I stedet for begrænsninger er nu sat muligheder. Det er den individuelle udnyttelse af disse muligheder, der giver indhold til et positivt frihedsbegreb. Og det er måske ikke langt fra, hvad Marx for over 100 år siden talte om som en situation med målrettet menneskelighed, hvor "enhver yder efter evne og modtager efter behov"?

[ Billede: tegning af en dør med påskriften: Det klasseløse klasseværelse]

Velfærdsstatens succces ligger dernæst også bag opløsningen af de traditionelle sociale arbejdermiljøer. Der tænkes og handles ikke længere så stærkt i fælles risici, fælles problemer og strategier, men nok så meget i individuelle og gruppemæssige baner. Eller sagt på en anden måde: fra en "horisontal" tænke- og handlemåder er der sket en bevægelse mere over mod en "vertikal". De unge er "karriereorienterede" langt mere end før, samtidig med at ungdomskulturer, medier, reklamer etc. dyrker billedet af individuel succes. Et klasseløst livsstilsbudskab sælges uden for arbejdslivet. I forlængelse heraf er det også blevet meget vanskeligere at få identificeret og politiseret social ulighed. Ulighed og uretfærdighed er vanskeligere at "se" med kollektive briller, og så tilskrives succes og fiasko lettere individuelle træk. De unge selv har en stærk optagethed af egen emotionalitet og personlighedsudfoldelse ­ mindre af faste politiske og ideologiske spørgsmål og mærkesager. Men de er bestemt ikke uden blik på behovet for fælles rammer og oplevelser: de opsøger dem vedvarende.

De sociale forandringer og ændringen af de subjektive værdier og adfærdsdispositioner er ganske enkelt blevet synkroniserede mere med hinanden gennem de senere år, og det giver distance til forældregenerationens oplevelsesverden, der meget var industrikapitalismens. Den unge vil i dag behandles som en hel person -ikke kun som isoleret rolleindehaver med karaktermasker som "kontorassistent" eller "rørsmed" f.eks. Udfoldelse af individualiteten i og omkring arbejdet er et første krav, som de unge møder op med ­ også i uddannelsessammenhæng. Det er naturligvis ikke noget nyt, at der fremføres subjektorienterede krav til undervisning: det nye er, at det bliver et alment udbredt krav for alle grupper og alle typer af undervisning, og at det selvforståelige heri vil skulle forpligte aktiviteter både på arbejdspladsen og udenfor. Det er blevet integral del af den personlige identitet.

"Unge" vil altså ikke bare indordne sig. Heller ikke når de bliver ældre. De vægrer sig, forlanger begrundelser, taler imod - laver indviduel korrektur til ordrer, krav og ønsker ovenfra. Et job bedømmes ikke på lønnen alene, på arbejdstid eller andre enkeltstående momenter ved arbejdssituationen, men ved vurdering af hele arbejdssammenhængen og dens individuelle kvalitet og attraktivitet. Det samme gælder efter- og videreuddannelsessammenhænge. Her vil man også trygt kunne sige sin mening samtidig med, at man lærer noget, og har det rart sammen. Skoler bliver også vurderet på det moralske gulv, de lægger for forhåbentligt engagerede og dygtige læreres samspil med "krævende" deltagere.

Det giver baggrund for en vigtig konstatering: De erhvervsrettede voksenuddannelsers "moralske kvalitet" bliver fremtidigt lige så vigtig som deres kortsigtede instrumentelle anvendbarhed for den enkelte og virksomheden. I samme åndedrag skal det dog også tilføjes, at det sidste ikke bliver overflødiggjort; det er stadig forankringspunktet. Det er naturligvis en forudsætning for en heldig gennemført voksenuddannelse, at læreren er engageret, vidende og motiverende, at rammerne er tilfredsstillende osv. Men det er lige så afgørende, at uddannelse tilrettelægges og gennemføres med et indhold og en pædagogik, der ikke neglicerer kursisternes nye erfaringer, baggrund og aspirationer. Her kan billederne af de unge fra APL-projektet give en klar indikation af, at det bliver påkrævet med flere revisioner af indarbejdede syn på "lønmodtagerbevidsthed" og med en mere differentieret og udfordrende undervisningspraksis, som kommer ændrede værdier og holdninger i møde. De, der er unge i dag, "gider ikke", hvis det ikke er sjovt, engagerende og personligt udviklende. De vil ikke passivt lære noget og tilpasse sig, men selv være med til at sætte deres præg på undervisning og udvikling.



Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel