6. Mundtlig kommunikation

Vores sprog og mundtlige udtryksfærdighed er næsten konstant til diskussion i sprogkredse, skolemiljøer og i medierne. Der er mange meninger om, hvad et godt talesprog er, og det kan derfor være vanskeligt at definere dette. En mulig bestemmelse af et godt sprog kunne være et klart, levende og nuanceret sprog med et personligt præg.

Flere elever på forsøgsholdene har givet udtryk for, at deres største vanskeligheder ligger i læsning, skrivning og stavning. Mange elever anser ikke mundtlig kommunikation for at være det store problem - alle kan jo snakke!

Imidlertid tænker de færreste elever på, at den mundtlige kommunikation bygger på bestemte strukturer, og at den kan udformes efter regler og metoder, som ligner den skriftlige kommunikation. Mundtlig kommunikation er væsentlig at træne, fordi det kan være svært at fastholde et mundtlig budskab. Man kan ikke gå tilbage i teksten, hvis man ikke fik alt med. Sagt med andre ord, mundtlig kommunikation er flygtig. Arbejdet med mundtlig kommunikation kan desuden udvide elevernes ordforråd, lære dem at formulere sig klart samt at lytte.

Som tidligere beskrevet vægtes læsning, skrivning og mundtlig kommunikation lige, fordi de tre discipliner hænger nøje sammen og supplerer hinanden.

Det er væsentligt at anskueliggøre for eleverne at ligegyldigt hvilken disciplin i faget, de aktuelt arbejder med, handler det om at bruge og arbejde med sproget, klargøre målet med arbejdet, at indlære nogle brugbare arbejdsformer samt konstant at træne. Denne fremgangsmåde er nødvendig og uafhængig af faglig disciplin. Hvis eleverne yderligere trænes i at stille spørgsmål til sig selv og det, de vil sige, kan sproget og kommunikationsprocessen blive en erkendelsesproces, som kommer til udtryk ved, at eleven siger noget som den person, hun er.

Ved arbejdet med mundtlig kommunikation vil det være muligt at tage udgangspunkt i de sproglige ressourcer, eleverne besidder i forvejen. På denne måde kan man komme til at arbejde med elevernes tale- og brugssprog netop med den hensigt at udvide ordforrådet og udvikle talesproget og udtryksevnen. Fonologisk opmærksomhed vil ligeledes kunne trænes ved mundtlighed og træning i at lytte. Aktiv lytning er i det hele taget en væsentlig del også af samtaletræningen.

De fleste elever har en fornemmelse af forskellen mellem (ene)tale og samtale, men de øvrige variationer i den mundtlige kommunikation har kun de færreste øje for. Mundtlig kommunikation kan betragtes som et stykke arbejde på linie med læsning og skrivning, forstået på den måde, at det er hensigtsmæssigt at overveje og tilrettelægge den mundtlige kommunikation efter strategier, som ligner dem, man tager i anvendelse ved læsning og skrivning.

Det at tale og samtale betragtes ofte af elever som en automatisk færdighed, som vi alle kan - vi kan alle snakke, hvis vi har de fysiologiske forudsætninger.

Hvem man skal tale til, hvad man vil sige, og hvordan man siger det bedst muligt, er ofte ikke overvejelser, som eleverne gør sig.

Mange elever har således ikke en forståelse af, at mundtlig kommunikation kan deles op i enkeltdele, fx med udgangspunkt i en traditionel kommunikationsmodel:

Afsender (A) Budskab/medie Modtager(M)
Indhold/Form (I/F)
Tilbagemelding (T)

Som afsender og som den talende kan man gøre sig klart, hvad formålet og målet er med kommunikationen. Man kan arbejde med strategier på samme måde som omtalt ved læsning og kommunikationsskrivning - dvs. hele tiden holde sig hensigten med kommunikationen klar, "hvad er det jeg vil sige og til hvem?"

Ved at arbejde bevidst med formål og mål med kommunikationen er der tillige en mulighed for at bryde et stereotypt arbejdsmønster, nemlig "bare at snakke", som ligger helt på linie med læsearbejdsformen at læse alt "fra ende til anden".

Som afsender kan man gøre sig klart, hvorfor vil jeg fortælle andre det, jeg har på hjerte? Ved at gøre sig hensigten klar kan man netop indrette sit budskab og måden, man viderebringer budskabet, efter den eller de personer, der lytter i den anden ende. Der er forskel på venindesnakken og kundesamtalen - både for én selv og for modtageren.

Ved at sætte fokus på den mundtlige kommunikations fire faktorer (A ,I / F, M, T) kan man arbejde med:

- afsenderens formål med kommunikationen (A)
- det indhold, man vil viderebringe (I)
- hvordan man kan sige det bedst muligt (F)
- hvordan modtageren kan bringes til at forstå indholdet på en hensigtsmæssig måde (M), samt endelig
- hvordan en tilbagemelding og dialog kan tilvejebringes (T).

Den sprogbrug, vi anvender, er forskellig til forskellige modtagere. Sædvanligvis vil man bruge forskelligt tonefald, intonation, artikulation m.v. alt efter hvem, man henvender sig til. Intuitivt bruger vi forskellige fortælleformer eller strukturer, når vi samtaler, alt efter hvem vi er, hvad vi vil sige, og hvem vi skal sige det til. De fleste er opmærksomme på, at der er forskel på at tale til ens mester, ens mor og telefonsælgeren. Det er hensigtsmæssigt at sætte denne intuition på formel og gøre sig klart, hvilke metoder man kan bruge, fx når man laver kundebetjening, når man taler i telefon, eller når man laver en instruktion.

Endelig kan man sige, at mundtlig kommunikation også indeholder elementer af personlig gennemslagskraft. Ud over indholdsmæssige forhold kan man arbejde med formidlingsformen. Det kan være forhold som stemmebrug, kropssprog, udstråling eller brug af hjælpemidler (AV-midler).

At blive bevidst om brug af talesproget og kommunikationsprocessen indeholder en del tekniske og formelle forhold. Det er dog vigtigt, at den røde tråd gennem al kommunikation er personligheden, det levende menneske, som prøver sine meninger og holdninger af i et samspil med andre levende mennesker.

I forbindelse med tilbagemelding eller dialogen i kommunikationen kan man arbejde med aktiv lytning. Mundtlig kommunikation handler i mange tilfælde om tovejskommunikation, hvor afsender og modtager skifter roller. Som modtager skal man kunne lytte, sortere, fastholde og vurdere, og ofte skal man samtidig med arbejde på at formulere et gensvar.

Det er således muligt og hensigtsmæssigt at arbejde med de enkelte dele af kommunikationsprocessen både indholds- og formmæssigt, og det er væsentligt at få eleverne gjort opmærksomme på sammenhængen i de enkelte dele af processen.

6.1 Mundtlige kommunikationsformer

Mundtlig kommunikation handler om at viderebringe sansninger, oplevelser, informationer og holdninger med skyldig hensyntagen til formålet eller hensigten med udtalelsen. Der findes mange varierende former for mundtlig kommunikation. Nogle af de centrale vil blive behandlet i det følgende, der fokuserer på formerne (F) og kun i mindre omfang inddrager afsender- og modtagerforhold.
Når det drejer sig om mundtlig kommunikation, vil et oplagt sted at starte være fortællingen. Den kan deles op i fri fortælling og fortælling med fast struktur.

Fortælling med fast struktur
En fortælling med faste rammer og en bestemt fortællestruktur, er eventyret. Man kan arbejde med de faste elementer, som indgår i eventyret, fx faste figurer og personer (konger, prinsesser, drager, onde og gode feer, en gammel mand/kone), som i en psykologisk terminologi kaldes arketyper. Man kan arbejde med fortællestrukturen og den skematiske opbygning af fortællingen, tiden i historien eller de magiske tal, fx. 3-tallet.

Eventyret er med sin oprindelig mundtlige form en god mulighed for at træne den mundtlige dimension ved at lade eleverne fortælle kendte eventyr eller selv digte fortællinger til lejligheden. Da eventyrets fortællemåde er grundlæggende for den vestlige kulturs liniære fortælleform, kan eventyrtræk indgå i arbejdet med mange forskellige former for tekst.

Der er en del medieprodukter, fx film, musikvideoer og tegneserier, der også benytter sig af eventyrtræk eller direkte gør brug af fortælleformen. Eventyret som temaramme kan varieres meget og er oplagt til at træne alle fagets discipliner.

Et andet mundtligt fænomen, som kan nævnes i tilknytning til tekster med fast struktur er ordsprog og talemåder. Ved at diskutere og arbejde med talemåder kan man blive klogere på, hvorfor siger man sådan, er det rigtigt? osv. Sådant tekstarbejde vil få betydning for elevernes ydre ledetråde og dermed omverdensforståelse.

Mundheld og talemåder kan også være udgangspunkt for fortællinger med en fast eller fri struktur.

Fri fortælling
Den frie fortælling kan nogle elever have vanskeligheder med, fordi de ofte har en selvopfattelse i retning af "jeg har da ikke noget at sige om mig selv eller mit liv". Selv en fri fortælling kræver struktur eller holdepunkter, og det er netop denne "strukturtænkning", som læseuvante ikke er trænede i.

Med udgangspunkt i holdepunkter, som lærerne definerer, kan eleverne arbejde med fri fortælling, som fx fortæl om dig selv, dit jobønske, din familie, dine hobbyer, musiksmag eller en god oplevelse inden for det sidste år. Det frie kan også ligge i, at eleven fortæller en historie. Det kan være en vittighed eller en historie, eleven har hørt eller læst. Endelig kan det være fortælling ud fra et billede. Hvad sker der på billedet, hvad kan der være sket før og efter, billedet blev produceret?

Argumentationsteknik
Man må formode, at eleverne under alle omstændigheder både i skolen og i deres fremtidige job og liv vil blive udsat for at skulle fremlægge en sag eller synspunkter. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at arbejde med argumentationsteknik. Læseuvante elever kan have svært ved at argumentere, føre bevis for en sag. Dette kan skyldes manglende omverdensforståelse (ydre ledetråde), lille ordforråd (indre ledetråde) og manglende øvelse af den simple grund, at når man ikke synes, man har noget på hjertet, så offentliggør man sjældent sine synspunkter. En mulig øvelse til træning i argumentationsteknik er at lade elever argumentere henholdsvis for og imod samme sag.

Erfaringerne viser, at læseuvante elever kan have svært ved at deltage i diskussioner på en konstruktiv måde. Ikke mindst ordstyrerfunktionen med dens mange facetter kan eleverne have svært ved at praktisere og respektere. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at træne diskussionsformen med argumentationsteknik og eventuelt kombinere med ordstyrerfunktionen.

Det mundtlig elevoplæg
I mange tilfælde vil eleverne i uddannelsen skulle fremlægge en opgave, et gruppearbejde, en hjemmeopgave, men også senere i arbejdslivet vil de skulle fremlægge synspunkter, forklare forskellige sammenhænge for kunder og lignende.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at arbejde med de forskellige elementer, der indgår i en fremlæggelse. Her tænkes fx på opbygning af et indlæg, indledninger, afslutninger og formidlingsteknik. Det at lave manuskript til et oplæg vil oftest være den skriftlige del af arbejdet. Den formidlingstekniske del af arbejdet indbefatter således den direkte mundtlige dimension. Til dette formål kan det være hensigtsmæssigt at arbejde med indledninger og afslutninger. Det volder ofte mange vanskeligheder at få startet og sluttet på en god måde. Mange gør sig ikke klart, hvordan de skal slutte deres indlæg. Derfor kan afslutninger komme til at virke meget tilfældige eller "løbe ud i sandet" med replikker som: "det var det", "og sådan noget" eller blot et undskyldende træk på skuldrene. Da sådanne afslutninger ikke virker overbevisende, kan det tolkes som om vedkommende ikke tror på sig selv og sit udsagn.

Andre elementer man kan arbejde med i denne forbindelse er tempo og timing. Mange utrænede oplægsholdere vil ofte tale for hurtigt, og det gør eleverne også, sikkert fordi de tillige er nervøse for at stille sig frem. Lærernes vejledning i retning af bedre og mere kontrolleret stemmebrug og åndedræt kan være:

- Træning i at trække vejret - og roligt. Når man er nervøs, holder man ofte vejret eller trækker vejret hurtigt (hyperventilerer). Dette kan den få betydning, at tilhørerne vanskeligt kan høre, hvad oplægsholderen siger.
- Træning i at bruge bugstøtte til vejrtrækning - det vil sige at trække vejret helt "ned i maven", bruge lungernes fulde kapacitet. Denne åndedrætsform giver ro og åbner mulighed for, at der billedlig talt kan lægges vægt bag ordene. Dette skyldes, at man bruger udåndingsluften til at "skubbe" ordene ud med.
- Holde pauser (i den rette længde). Da det er vanskeligt at opfatte hurtige talestrømme, er det nødvendigt at kunne holde (tænke)pauser både for oplægsholderen og for tilhørerne.
- Variation i toneleje og betoning. Stemme- og åndedrætsøvelser kan være medvirkende til at give indlægget og dermed personen større gennemslagskraft.

Interview - interviewteknik
Mange elever vil i deres skoleliv og i det hele taget få behov for at udspørge andre om deres meninger, oplevelser og forståelse af livet. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at stifte bekendtskab med spørgeteknik og interviewformer. Eleverne kan præsenteres for åbne og lukkede spørgsmål og ligeledes hv-spørgsmålenes mulighed for at få interviewofret til at fortælle.

Det er muligt at lave mange øvelser med interviewteknik; her kan blandt andet nævnes indledende præsentationsøvelse, interview af familie om arbejdsliv, interview af virksomhedsfolk om branchens vilkår, en handelsvirksomheds historie og lignende.

Besked og telefonbesked
Den mundtlige besked kan være svær at høre, opfatte og fastholde, ikke mindst for personer, hvis sproglige opmærksomhed i forvejen er ringe. Ved telefonbesked har man kun hørelsen at støtte sig til, og derfor er det nødvendigt at træne nogle rutiner - hvad skal man være opmærksom på under samtalen, og hvad skal man have forstået, når der ringes af.

Nogle kommunikationseksperter mener, at 90% af kommunikation er kropssprog, stemmeføring og betoning, og at det verbale, ordene, kun tæller 10%. Det betyder, at det er vanskeligt at forstå især en mundtlig besked. Eleverne skal derfor trænes i at høre mundtlige beskeder, trænes i fonologi, trænes i at sortere, øve notatteknik, turde bede om gentagelse mv. På dette felt kan man lave mange gruppebaserede øvelser og rollespil.

Instruktion
Det kan være vanskeligt at give både skriftlig og mundtlig instruktion. Da man må formode, at eleverne ofte i deres fremtidige arbejdsliv vil stå over for at skulle give en besked eller instruktion om, hvordan en arbejdsgang udføres, vil dette emne være aktuelt og kan relativt nemt gøres fagspecifikt. Man kan starte med de dagligdags ting såsom at lappe cykel og bage brød for siden at tage andre og fagligt orienterede emner op til bearbejdning.

At instruktion kan være et vanskeligt område vidner mange lærebøger om. Dette åbner for at arbejde med at forbedre dårlige eksempler på instruktion, vejledninger og brugsanvisninger. Eller at øve sig i at beskrive arbejdsgangen i hverdagshandlinger som fx at binde et snørebånd, at stille et vækkeur eller at folde en serviet til et festdækket bord.

Højtlæsning
Det kan anbefales, at lærerne læser højt for eleverne. Oplæsning kan indgå som et fast element i hver time. Det at høre sproget, udtale og intonation, træner og skærper opmærksomheden over for sprogets nuancer. Med hensyn til oplæsning, ved eleverne, skal man være opmærksom på, at det at læse op i sig selv kan være en selvtillidsrøvende opgave. Det er derfor ikke anbefalelsesværdigt, at elever læser op for hele klassen.

Mange af de mundtlige aktiviteter, der kan arbejdes med, træner fonologisk opmærksomhed - en skærpelse af at kunne lytte sig til lydene. Da mundtlige aktiviteter også formidler betydning, trænes også forståelse. Aktiv lytning vil træne den indholdsmæssige side af det at lytte og forstå.

En udtalelse som: "Du siger ikke det, du siger. Du siger det, den anden hører" kan muligvis skærpe forståelsen for, at mundtlig kommunikation er vanskelig at fastholde, og at det er nødvendigt at sætte sig i modtagerens sted, når man kommunikerer.

Endelig kan man sige, at der er mange forhold, der kan tage ens opmærksomhed ved mundtlig kommunikation fx kropssprog, intonation, stemmeleje, påklædning, støj i lokalet, manglende koncentration og lignende. Men nogle af disse kan også bruges bevidst i formidlingen af budskabet i den mundtlige kommunikation.


Til kap. 7. Selvværd og selvtillid


Tilbage til startside