Forslag til undervisningsvejledning

Dansk tegnsprog impressivt og ekspressivt

Samtale

Samtalen er grundlæggende for samspillet mellem mennesker, og den rummer samtidig muligheden for selvrefleksion og indsigt i andre menneskers tanker, følelser, erfaringer og viden. Samtalens kvalitet har nøje sammenhæng med deltagernes engagement og nærvær og med de omgivende betingelser for samtalen (tid, sted, parter). Elevernes behov for at samtale om deres liv og oplevelser og de følelser, der er forbundet hermed, tilgodeses i tilrettelæggelsen af undervisningen.

Eleverne skal have lejlighed til at afprøve flest mulige samtalesituationer. Beretninger har stor betydning for opøvelsen af tegnsproglig opmærksomhed, men alle typer samtaler, der passer til elevernes alder og stoffet, er relevante. Det kan være dialoger, gruppesamtaler, foredrag, videosamtaler, webbaserede samtaler og samtaler via tolk.

I undervisningen er samtalen ofte emnerelateret og fælles, hvor læreren er formidler og eleverne aktive medspillere. Eleverne bringer hverdagssamtalen ind i undervisningen, hvor den underlægges andre krav om relevans i emnevalg samt tydeliggørelse af strukturen. I undervisningen skal der ikke blot skabes rum for mange forskellige typer af samtaler, men også for, at eleverne gennem øvelser og eksperimenter opnår erfaring med og dermed bevidsthed om samtalens mange facetter. Det er vigtigt, at læreren stiller autentiske spørgsmål, der viser ægte interesse for elevernes bidrag i samtalen. Læreren kan med sine spørgsmål bygge videre på det, eleverne har sagt, og dermed støtte elevernes egen refleksion. Antallet af ja/nej-spørgsmål bør reduceres til fordel for en interaktiv kommunikation.

Hyppig evaluering af klasse- og gruppesamtaler er nødvendig.

Herved får eleverne mulighed for at finde frem til, hvad der får en samtale til at fungere, og hvad der får den til at gå i stå, og for at forstå, at det mundtlige udtryk påvirkes af indholdet, situationen samt deltagernes personlige styrker og svagheder.

Det gælder primært om at rette elevernes opmærksomhed mod, om kommunikationen fungerer, snarere end mod detaljer i det sproglige udtryk. Og det handler om at skærpe elevernes kritiske sans for kommunikation, ikke blot i undervisningen, men også i det sociale liv. Træning i at opfatte, når en kommunikation fungerer eller ikke fungerer, vil give dem erfaring og analytisk opmærksomhed på samtalens nuancer.

Udtrykke og forstå

Kommunikation er af grundlæggende betydning for udvikling og trivsel. Ved at møde og selv udvikle evnen til at anvende et levende tegnsprog styrkes elevernes mulighed for kontakt og kommunikation med andre, der anvender tegnsprog.

Man kan i lighed med dansk talesprog betegne dansk tegnsprog som et flygtigt sprog, og begrebet mundtlig kommunikation kan også bruges om kommunikation på tegnsprog. Mundtlig kommunikation opstår i den aktuelle situation og i kraft af de mennesker, som medvirker. For den enkelte elev giver følelsen af at beherske dansk tegnsprogs muligheder et godt fundament for at komme igennem med sit budskab.

I den mundtlige kommunikation skærpes elevernes sans for tegnsproglig variation og præcision og for elementære fortælletekniske mekanismer. På alle klassetrin eksperimenteres med at formulere sig og fortælle, og der tilrettelægges situationer, hvor samtale- og fortællekonventer på tegnsprog opøves.

Gennem mødet med mange eksempler på dansk tegnsprog og gennem egne eksperimenter med videooptagelser om forskellige emner vil eleverne opfange, udnytte og efterhånden kunne diskutere dansk tegnsprogs forskellige virkemidler. Opmærksomheden på dansk tegnsprog trænes blandt andet gennem genfortælling og dramatisering af andres fremstillinger og gennem elevernes egne produktioner af tekster i forskellige genrer på dansk tegnsprog. Gennem hele skoleforløbet skal eleverne have lejlighed til at udtrykke sig på dansk tegnsprog i forskellige genrer og i mange sammenhænge. Efterhånden som deres tegnsproglige sikkerhed øges, kan eleverne påtage sig at være mødeleder eller forberede oplæg alene.

Eleverne skal kunne følge med i og forstå fortællinger og informationer, som gives af andre, der taler i en sammenhængende form. Når eleverne præsenteres for andres brug af tegnsprog, søger de efter mening i det, der bliver fortalt. Det er væsentligt, at undervisningen lægger op til elevernes udvikling af strategier til at forstå andres tegn og sætninger på tegnsprog ud fra indholdsmæssige sammenhænge. Eleverne støttes i at benytte forskellige forståelsesstrategier. Strategien kan være knyttet til kendskab til emnet, til anvendte begreber, til dansk tegnsprogs system eller til forhold i konteksten. En væsentlig støtte for at forstå det sproglige budskab er elevernes forforståelse. Ud fra emnet, der arbejdes med, eller titlen på en fremstilling kan eleven slutte sig til et indhold, for eksempel “Ældre fortæller” og “Lejrskole i 3. klasse”. Ligeledes kan eleven benytte sin viden om et emne til at slutte sig til meningen med et ukendt tegn. Eller eleven kan bygge sin forståelse på mimik, rytme og fremhævelse i tegnsprogsteksten. Disse strategier styrker en sikker forståelse af dansk tegnsprog.

En elev, som ikke har så mange erfaringer med at kommunikere på tegnsprog, vil ofte benytte en og samme strategi i lang tid, mens den erfarne elev vil kunne variere sit strategivalg i forhold til teksttypen, indholdet eller situationen. Eleverne må støttes i at benytte forskellige forståelsesstrategier både i forhold til tekster på tegnsprog og i forhold til kommunikationssituationer af voksende kompleksitet og sværhedsgrad.

Elevernes frie fortælling

Elevernes frie fortællinger inspireres af mødet med mangeartede fortællinger på dansk tegnsprog. Jo flere fortællinger, eleverne har mødt gennem deres opvækst, jo større er deres basis for udvælgelse af tema, indhold og fremførelse. Deres fortrolighed med døve og hørehæmmedes traditionelle fortællinger giver mulighed for at genbruge strukturer, genrer og indholdselementer herfra. Elevernes produktion af fortællinger på tegnsprog foregår med fordel som procesorienteret undervisning. Man kan dramatisere, lave brainstorm og mindmap. Eleverne kan tale sammen om det, de skal fortælle eller fremlægge. De kan finde oplysninger om det for eksempel ved at se tegnsprogede tv-udsendelser, videoer, cd-rom’er og dvd’er samt eventuelt ved at søge på internettet, i film, bøger, aviser eller tidsskrifter. Undervisningen skal hjælpe dem til variation i valg af genre og til præcisering af det tegnsproglige og fortælletekniske udtryk.

Eleverne kan arbejde med interaktive fortællinger, for eksempel lave en rundehistorie, hvor en starter og de andre fortsætter historien, eller de kan arbejde med historierouletter, hvor de opbygger en historie ud fra nogle oplysninger, de får ved lodtrækning. Man kan stoppe en tegnsprogsfortælling og lade eleverne alene, parvis eller i grupper digte videre på historien ud fra spørgsmålet: Hvad tror I, der sker nu?

Eleverne må lære at turde fortælle løs. De første uforpligtende udkast og ideer er vigtige, de sætter gang i processen. Ved spontan hurtigfortælling trækker sproget tankerne med sig – ideer og tanker kommer myldrende, uden at man nødvendigvis har tænkt det hele igennem på forhånd. Denne følelse er i sig selv befordrende for elevernes lyst til at fortælle. I næste omgang kan eleverne så strukturere og finde frem til, hvad de kan bruge til at komme videre på.

Ideer fra procesorienteret skrivning kan med fordel inddrages ligesom responsteknik. Ved inddragelse af elementer fra skriveprocessen er det imidlertid vigtigt, at underviseren holder sig for øje, at tegnsprog er et talt sprog, og at standardiserede regler og retningslinjer for kommunikation og tegnsprogede fremlæggelser har vide rammer for, hvad man kan og ikke kan. Dette gælder også ved bearbejdning af videooptagede fremlæggelser.

En særlig genre er elevernes beretninger fra deres eget liv, hvorved de individuelle oplevelser bliver tilgængelige for en fælles bearbejdning. Emner som oplevelser med familien, fritidsaktiviteter, en film, en sjov situation osv. kan fortælles enkeltvis i plenum eller i mindre grupper, og de individuelle beretninger kan inspirere til produktion af fælles fortællinger eller dramatisering.

Den gode fortælling er ikke en færdighed, som alle mestrer umiddelbart, hverken børn eller voksne. Den kræver forberedelse og træning og er en naturlig del af tegnsprogsundervisningen i hele skoleforløbet.

Bunden fremstilling

Bunden fremstilling dækker den formelle og forberedte tegnsprogsfortælling og -fremstilling. Eleverne skal arbejde med at formulere deres tanker og synspunkter på måder, som fanger andres interesse og får dem til at følge med i fremstillingen og eventuelt indgå i dialog. Det er væsentligt, at eleverne til stadighed får mulighed for at øve sig i at formulere sig og bearbejde og forbedre deres formuleringer. I denne proces er både lærerens og de øvrige elevers respons en væsentlig faktor. En form kan være at lade de øvrige elever fremhæve gode og mindre gode elementer i en fremstilling og kommentere både indhold og form.

Ved længere fremstillinger kan eleverne samarbejde om forberedelsen af et foredrag, oplæg eller en fremlæggelse og sammen vurdere sprogbrugen, stilen og argumentationen. I sådanne forløb kan eleverne få mulighed for mere eksperimenterende fremstillingsformer og for anvendelse af forskellige genrer med dertil hørende kendetegn.

Som oplæg til arbejdet med fremstillinger kan bruges forskelligt visuelt materiale samt forskellige tekster på dansk tegnsprog. Tekster på dansk tegnsprog som oplæg til elevernes egne fremstillinger er et vigtigt arbejdsmateriale, idet eleverne kan øve sig i at gengive kun det væsentlige, disponere teksten, samt kommentere den eller argumentere for og imod den oprindelige teksts påstande. Teksterne skal relatere til elevernes erfaringsverden og kunne inspirere til engagement og fordybelse. I arbejdet med teksterne indgår øvelser i referat, resume, genfortælling og kommentering.

Det er ligeledes væsentligt at beherske kommunikationsformen i debat og diskussion, hvor deltagernes indlæg bestandig fremtvinger krav om forståelse, vurdering og hensigtsmæssig reaktion. I undervisningen tilrettelægges situationer, hvor eleverne kan øve sig i at udtrykke synspunkter og kommentarer.

Lærerens fortælling

Lærerens spontane og forberedte fortællinger på tegnsprog er gennem hele skoleforløbet et vigtigt element for elevernes oplevelse, indlevelse og fortolkning af verden og en god inspiration for elevernes egne fortællinger. Lærerens fortælling er endvidere relevant i arbejdet med eventyr, ældre og nyere fremstillinger, rim og remser, vittigheder osv. på dansk tegnsprog.

En fordel ved lærerens og andre voksnes fortællinger er, at tema og indhold kan vælges i relation til klassens interesser, mens det sproglige niveau kan lægges, så eleverne bringes videre i deres sproglige udvikling. Gennem lærerens fortælling kan eleverne møde nye tegn og vendinger og få en oplevelse af dansk tegnsprog, der baner vejen for nye sproglige kompetencer. Lærerens fortælling kan således have værdi både som oplevelse og som grundlag for læring.

Lærerens tegnsprogsfortælling er således mere end underholdning og bør tildeles en stor del af undervisningstiden, især i begynderundervisningen. I de ældre klasser bør læreren også give sig tid til at fortælle for herved at inddrage eleverne i diskussion om indhold og sproglig form.

Tekster på dansk tegnsprog

I tegnsprogslitteratur og især i tegnsprogsdrama findes dialoger, samtaler, monologer osv., som kan bruges som grundlag for analyse af tegnsprog, og som kræver kendskab til dansk tegnsprogs variation for at blive forstået.

Tekster på dansk tegnsprog kan fastholdes elektronisk for at kunne bruges i undervisningen. Nyere tekster findes allerede på videobånd eller dvd, men i begrænset omfang. Ældre tekster må gøres tilgængelige gennem lærerens formidling eller ved at have gæstelærere i klassen.

Dansk tegnsprogspoesi er udviklet som genre, efter at tegnsprog har fået status som både redskabs- og dannelsesfag. Eleverne bør på alle klassetrin arbejde med at forstå og også udtrykke sig med de sproglige virkemidler, som er karakteristiske for billedlig og poetisk tegnsprogsbrug.

Elevernes arbejde med litteratur på dansk tegnsprog bliver i en overgangsperiode et pionerarbejde for lærer og elever i fællesskab, indtil der er produceret tilstrækkeligt med tegnsprogslitteratur til at kunne dække behovet for tekster på alle klassetrin inden for forskellige genrer og perioder.

Arbejdet med dansk tegnsprogslitteratur kan i de yngste klasser foregå i forbindelse med emneundervisning eller som leg med udtryk på tegnsprog. På mellemtrinnet kan der for eksempel inviteres døve med forskellig baggrund og alder som gæstelærere, når der fokuseres på nyere eller ældre litteratur. I de ældste klasser vil det være muligt at arbejde med at analysere og diskutere tegnsprogstekster i forskellige genrer og fra forskellige perioder.

Rollespil og drama

At agere en situation kan være en velegnet ramme for at forberede og bearbejde samtaleforløb. Ved at være aktiv medskaber af spillet og replikkerne får eleven mulighed for at eksperimentere med betydningen af formulering og præcision i kommunikationen. Man kan således før, under og efter spillet træne alle typer mundtlige situationer og sætte et bredt spektrum af sprogfunktioner i spil.

Gennem praktisk arbejde og oplevelser med forskellige former for improvisation, rollespil og teaterforestillinger udvikler eleverne færdigheder i at forstå og udtrykke kreativ tegnsprogsbrug.

Rollespillet rummer muligheden for at rette den sproglige opmærksomhed mod særlige sproglige og kommunikative forhold. Samtidig giver det at spille en rolle mulighed for at leve sig ind i andre menneskers tanker og følelser. Elevernes egne rollespil og opbygning af dramatiske forløb kan danne udgangspunkt for det videre arbejde med at analysere tegnsprogstekster for tilsvarende situationer.

Kreative tegnsproglige aktiviteter bør indgå i det tegnsproglige arbejde gennem hele skoleforløbet, og efterhånden som eleverne opbygger deres tegnsproglige opmærksomhed og bevidsthed, kan den dramatiske form varieres og tilpasses sammenhængen med andre faglige områder i tegnsprogsundervisningen og med andre af skolens fag.

Tegnsprog i Norden og i andre lande

Der er tradition for at døve i Norden mødes ved kulturelle arrangementer. Det er derfor en vigtig kompetence, at døve fra de skandinaviske lande kan kommunikere indbyrdes. Eventyr og poesi på norsk og svensk tegnsprog kan supplere tekster på dansk tegnsprog på mellemtrinnet, hvor det også vil være naturligt at inddrage elevernes egne oplevelser fra rejser eller børnefilm og teater for børn.

Der er ingen nedre grænse for, hvornår man kan inddrage norske og svenske tegnsprogstekster. I princippet kan alle lettilgængelige tegnsprogstekster og i særdeleshed børne-tv og -film indgå i undervisningen i dansk tegnsprog, hvis det kan skabe større vingesus, perspektiv eller humor i klassen. Det kan desuden anbefales at anvende tv-udsendelser på norsk og svensk tegnsprog samt fortællinger på video eller i anden elektronisk form på norsk og svensk tegnsprog. En anden mulighed er onlinekommunikation med nordiske venskabsklasser.

Elevernes færdighed i at forstå norsk og svensk tegnsprog udvikles gradvis gennem en tilvænning ved jævnlige møder med disse sprog. Hovedvægten ligger på de nordiske tegnsprog, men når folkeskolens undervisning begynder at omfatte fremmedsprogsundervisning, vil det være naturligt også at inddrage internationale tegn og andre nationale tegnsprog. I folkeskolens mellemste og ældste klasser præsenteres eleverne således for engelsk (BSL) og amerikansk (ASL) tegnsprog som et naturligt led i deres forståelse af døve og hørehæmmedes internationale samarbejde om tegnsproglige og kulturelle forhold.

Tolkning mellem dansk tegnsprog og dansk

Døve og hørehæmmede elever vil i forbindelse med uddannelse, erhverv og socialt liv have brug for tolkning mellem dansk tegnsprog og dansk. Udbyttet af tolkningen afhænger først og fremmest af, om eleven er en sikker tegnsprogsbruger, men også af elevens viden om tolkesituationens forskellige elementer, herunder for eksempel forsinkelse i meddelelsesforløbet og særlige turtagningsforhold.

I begynderundervisningen vil eleverne ofte opleve, at andres samtale på dansk bliver tolket til dansk tegnsprog eller genfortalt af de voksne, der er til stede. Brug af professionelle tegnsprogstolke forekommer efterhånden blandt andet, når skolen har fællesarrangementer så som foredrag og oplæg eller teater på et talt sprog, eller når klassen er på ture.

Gennem hele skoleforløbet skal undervisningen forberede eleverne på tegnsprogstolkede situationer og de kommunikative forhold, de rummer, for at eleverne kan udvikle deres viden om, at der her stilles særlige krav til deres opmærksomhed og særlige betingelser for deres aktive medvirken.

Dansk tegnsprogs egenart og variation

Sproglære

At kende sproglige varianter har stor betydning for elevernes tilegnelse af dansk tegnsprogs grammatik. Gennem mødet med forskellige tekster på tegnsprog får eleverne erfaringer med tekstopbygning og grammatik. I arbejdet med tegnsprogstekster er fællesskabet og samtalen om teksten af stor betydning. Tegnsprogsteksten kan være udgangspunktet for en samtale, men også genstand for en fælles undersøgelse eller analyse, der får eleverne til at involvere sig og inddrage deres erfaringsverden.

Sproglæren omfatter regler og normer og konventioner for brugen af dansk tegnsprog. I tegnsprogsundervisningen drejer det sig om, at eleverne udvikler deres ubevidste beherskelse af sprogregler til bevidst viden. Denne undervisning må i høj grad bygge på elevernes egne undersøgelser, eksperimenter og ræsonnementer. Tegnsprogsundervisningen bør også sigte mod, at eleverne opnår kendskab til grammatisk terminologi.

Elevernes opfattelse af dansk tegnsprog må ikke blive låst fast i regler og skemaer. Tværtimod bør deres opfattelse af sprogets nuancer og deres opmærksomhed og nysgerrighed over for sproglige fænomener stimuleres mest muligt; der arbejdes således gennem hele forløbet med den sproglige opmærksomhed.

Gennem lærerens fortælling og forskellige tekster på tegnsprog møder eleverne varianter, der er regionalt, alders- eller socialt betinget. Ved valget af tegnsprogstekster til arbejdet med sproglære må læreren være opmærksom på, at teksterne har et indhold, som appellerer til eleverne, samt et passende niveau i forhold til elevernes sproglige formåen.

Mange sproglige områder kan med fordel behandles i et “tegnsprogshjørne”, der i perioder afsættes til dette formål i tegnsprogsundervisningen. På alle klassetrin kan man samle på tegn med en bestemt håndform, mærkelige tegn og vendinger, lånetegn, fagudtryk, metaforer, tegnsprogsrim og remser. Desuden kan man tale om tegnnavnes historie og betydning. I nogle tilfælde er det nødvendigt, at eleverne lærer et stof, for eksempel grænsemarkører med henblik på at dele en tekst i sekvenser, gennem målrettede træningsopgaver.

I andre perioder kan større dele af tegnsprogsundervisningen anvendes til lege og eksperimenter med dansk tegnsprog. Allerede i indskolingen startes der med lege, der støtter udviklingen af elevernes sproglige opmærksomhed, for eksempel lege med håndstillingsremser, håndalfabetsrim og mimik.

For at blive bevidste om forskellige tegnsproglige fænomener og få kendskab til dansk tegnsprogs opbygning skal eleverne arbejde med tegnforråd, tegnsprogsrytme, brugen af tegnrummet, mimik og mundbevægelser samt syntaks og sprogbrug. Arbejdet med tegnforråd indebærer ud over begrebsdannelse blandt andet, at eleverne gør erfaringer med, hvordan tegnene får deres betydning gennem variation i tegnudførelsen, for eksempel tempo, gentagelser, stilstand, placering i tegnrummet, samt i samspil med mimik, mundbevægelser og andre tegn. Et tegn kan for eksempel ændre betydning ved ændring af mundbevægelsen.

Der skal arbejdes med at identificere kategorier som faste tegn og proformverber, modificerede tegn, enkelttegn (tidligere kaldt udvalgte tegn), pegninger, tidsudtryk etc.

Eleverne skal udbygge deres bevidsthed om dansk tegnsprog, for eksempel om dansk tegnsprogs systematik, virkemidler og de variationer, som det tegnsproglige udtryk giver mulighed for. Eksempelvis kan der i undervisningen indgå aktiviteter, hvor eleverne ud fra forskellige sproglige eksempler enkeltvis, parvis eller i mindre grupper arbejder med at få øje på sproglige regler.

Undervisning i dansk tegnsprogs system omfatter blandt andet håndstilling, placering, bevægelse, tegn i grundform og andre tegn, tegnmodifikation, pegninger, negation, tidslinjer, mimik og mundbevægelser, brugen af rummet, tegnforråd m.m. Afhængigt af elevernes alder bør arbejdet med disse områder relateres til de grundlæggende færdigheder i kommunikation på tegnsprog.

Eleverne må fra starten opmuntres til at stille spørgsmål om sproglige forhold: Kan man sige sådan? Hvordan er det tegn opstået? Ligeledes kan eleverne opfordres til at samle på sproglige eksempler inden for et bestemt område.

Udtryk og indhold

Dansk tegnsprog er dels et system med regler og konventioner for sætningers opbygning og dels et system til at udtrykke tanker og følelser, påvirke andres handlinger, indhente oplysninger m.m. Disse to sider af sproget findes i enhver ytring, og der viser sig utallige rige nuancer heraf i samtaler og monologer på tegnsprog og i kunstneriske og poetiske fremstillinger på tegnsprog.

Undervisningen i dansk tegnsprog bygger på elevernes eksperimenter og lege med dansk tegnsprog, på deres arbejde med at udvikle eget tegnsprog, og ikke mindst på samtaler både om tegnsprogstekster, eleverne selv producerer, og om tegnsprogstekster, andre har produceret. Spontane og uformelle samtaler om tegnsprog bør være almindelige igennem hele skoleforløbet. Det kan blot være en bemærkning til en sjov, rammende, usædvanlig eller karakteristisk formulering. Det kan være en diskussion om, hvad der egentlig menes med et tegn eller en sekvens. Eller det kan være en leg med nogle tegn, der pludselig byder sig til. Gennem en bred vifte af aktiviteter styrkes elevernes lyst til at bruge dansk tegnsprog, og de får erfaring med og analytisk gehør for sproglige nuancer.

Elevernes bevidsthed om sammenhæng mellem udtryk og indhold fremmes ved forberedelse af fremlæggelser. Efterhånden som eleverne får træning i dette, øges kravene til valg af genre og beherskelse af forskellige genrer. Ved arbejdet med systematiserede fremførelser kan video og videooptagelser med fordel inddrages. Både som del af en kreativ proces og som redskab til fastholdelse af det fremlagte og den respons, der blev givet.

Situation og sprogbrug

Kendskab til den enkelte elevs forudsætninger for at indgå i forskellige kommunikationssituationer er vigtig. Kan eleven forstå en gruppebesked? Kan han holde opmærksomheden på lærerens fortælling? Følger han med, når en kammerat fortæller? Kender han genrerne i tegnsprogsfortællinger? Hvordan holder han andres opmærksomhed, når han fortæller? At blive bedre til at udtrykke sig inden for de forskellige genrer kræver, at eleven bliver bekendt med den sammenhæng, genrerne fungerer i og kommer til at kende de krav, som tegnsprogsfremstilling indebærer. De mundtlige former, man kan træne og arbejde med individuelt, parvis og i grupper, kan blandt andet være at genfortælle et tegnsprogsdigt eller en anden fiktiv tegnsprogstekst for andre, fortælle frit om en oplevelse, gengive en fortælling med egen formulering, for eksempel krimi, prosa, fiktion mv., fremlægge noget, eleverne har arbejdet med, holde et foredrag om et emne, eleverne selv har søgt informationer om, give et resumé af for eksempel en film eller en tekst på tegnsprog, lave tegnsprogspoesi, udarbejde et mødereferat.

Sammenligninger mellem dansk tegnsprog og dansk

Eleverne skal gøres opmærksomme på og reflektere over forskelle og ligheder mellem dansk tegnsprog og dansk og mellem situationer, hvor henholdsvis det ene og det andet sprog anvendes. Elevernes erfaringer med begge sprog udgør et vigtigt grundlag for deres øvrige læring og udvikling.

Endvidere arbejdes i undervisningen med, hvordan dansk tegnsprog påvirkes af dansk. Undervisningen omfatter sammenligninger af elevernes tegnsprog, dansk og eventuelt andre landes tegnsprog, som eleverne har kendskab til. Herved gives eleverne mulighed for at udnytte og videreudvikle deres forståelse for, at man i forskellige sprog grundlæggende kan udtrykke samme indhold på forskellige måder.

Faste udtryk vil i nogle tilfælde kunne oversættes, mens andre udtryk ikke findes parallelt på begge sprog. For eksempel sammenlignes enkeltord og faste vendinger på dansk tegnsprog og dansk.

Kommunikation på tegnsprog er baseret på visuel perception, og dermed er det vigtigt, at eleverne bliver opmærksomme på præmisser for gode signal/støj-forhold. Belysning, placering i forhold til lyskilder, baggrunde, påklædning og visuel støj er eksempler på temaer i undervisningen. Endvidere sættes fokus på betydningen af øjenkontakt, hensigtsmæssig kommunikationsafstand og tilpasning af tegnstørrelse i forhold til afstand. Som sammenligning diskuteres det, hvad der udgør gode signal/ støj-forhold for dansk.

For at kommunikation overhovedet kommer i stand, er det vigtigt at være bevidst om, hvordan der på hensigtsmæssig måde skabes kontakt til en anden person i forskellige situationer. Det sammenlignes, hvordan der skabes kontakt henholdsvis på dansk og på dansk tegnsprog, og hvilke kontaktformer der er hensigtsmæssige i hvilke situationer. Hvornår er det for eksempel hensigtsmæssigt at tænde/slukke lyset, og hvornår vil prik på skulderen være tilstrækkeligt?

Notation

Til fastholdelse af tegnsprog er det nødvendigt med notationssystemer. Det kan være uformelle systemer som stregtegninger og egne skriblerier eller mere formaliserede systemer som tegnskrift eller et transskriptionssystem. Eleverne bør stifte bekendtskab med disse systemer for at kunne fastholde dansk tegnsprog. Desuden er fotos, video og digitaliserede print gode redskaber, når det gælder fastholdelse af tegnsprog og tegn.

Dansk tegnsprog som identitets-, historie- og kulturbærende element

Identitet

Elevernes sproglige baggrunde og forudsætninger kan være meget forskellige og er blandt andet påvirket af, hvordan der kommunikeres i familien og i daginstitutionen. I nogle klasser vil der være stor spredning i elevernes beherskelse af dansk tegnsprog. For mange elever vil dansk tegnsprog være tæt knyttet til oplevelsen af personlig identitet.

Elevernes nysgerrighed og lyst til at lære er afgørende for deres læring, og undervisningen skal derfor så vidt muligt tage udgangspunkt i deres personlige erfaringer og forhåndsviden om dansk tegnsprog. Undervisningen må tilrettelægges, så elever på alle niveauer oplever at bidrage positivt til og drage nytte af den fælles undervisning.

En vigtig opgave i undervisningen i dansk tegnsprog er at bidrage positivt til elevernes identitetsudvikling. Alle børn og unge tænker i perioder på, hvem de er, deres baggrund og deres fremtid. Undervisningen bør derfor blandt andet beskæftige sig med, hvordan det er at leve i Danmark som hørehæmmet eller døv, og hvordan man kan forme sin egen kulturelle og sproglige identitet i årene fremover og blive en aktiv samfundsborger. De personlige oplevelser og erfaringer med det at være døv eller hørehæmmet indgår i klassens samtaler og ligger til grund for behandlingen af fælles temaer som for eksempel pudsige kommunikationssituationer og stereotype opfattelser af hørende, døve og hørehæmmede.

Gennem undervisningen får eleverne mulighed for at reflektere over betydningen af forskellige betegnelser for hørenedsættelser i forhold til deres selvopfattelse. Ligeledes kan indgå sammenligninger mellem døve og hørende og sammenligninger mellem at vokse op i en familie, hvor der er andre døve, og en familie, hvor der ikke er andre døve. Endvidere kan klassen undersøge, hvem der bruger tegnsprog i Danmark, og hvilke særlige kommunikationsmuligheder tegnsprog giver (tale over afstande, gennem ruder osv.).

Faget dansk tegnsprog er både et kundskabs-, færdigheds- og dannelsesfag. For mange af eleverne er det væsentligt at reflektere over, diskutere og perspektivere dansk tegnsprogs rolle i eget og andres liv. Elevernes personlige udvikling er dermed tæt forbundet med deres stigende bevidsthed om eget valg og brug af sprog i forskellige situationer.

I undervisningen skal der gives plads for, at ikke alle elever opfatter dansk tegnsprog som deres primære sprog i samme grad, og for individuelle variationer i brugen af dansk tegnsprog. Eleverne skal lære i en atmosfære af sproglig tolerance.

Tosprogethed

Sprog opstår og udvikles i et menneskeligt fællesskab og udtrykker derfor også fællesskabets kultur. Børns sproglige udvikling sker i mødet med forskellige sproglige påvirkninger og udfordringer. Det særlige for tosprogede børn er, at deres sprogudvikling finder sted på to eller flere sprog. Det tosprogede barn vil typisk beherske nogle sprogområder og have ord for nogle begreber på det ene sprog, andre på det andet og andre igen på begge sprog. Gennem undervisningen oplever eleverne, at det er vigtigt for dem som døve og hørehæmmede at udvikle sproglig beherskelse af dansk tegnsprog og dansk for at kunne fungere i et samfund, hvor majoriteten er hørende.

Det er vigtigt for elevernes opfattelse af selvværd, at undervisningen tilrettelægges med en anerkendelse af elevernes tosprogethed og deres tosprogede udvikling, og at der opbygges et trygt sprogmiljø. Og det er væsentligt at arbejde med, hvad deres tosprogethed betyder for dem. Hvilket sprog, der vælges, er afhængigt af flere forskellige forhold i de enkelte situationer, for eksempel hvem der er samtalepartner, hvad temaet for samtalen er, og hvilke sociale relationer samtalen foregår i. Det er i denne sammenhæng vigtigt at arbejde med forbindelsen mellem sprog og følelser. Eleverne bør både arbejde med, hvordan følelser udtrykkes forskelligt på dansk tegnsprog og dansk, og med, hvilket sprog de vælger at bruge i forskellige følelsesmæssige situationer.

Sproget i sociale relationer

En positiv selvopfattelse fremmer elevernes læring. En forudsætning for, at elever, som adskiller sig fra flertallet, kan udvikle det nødvendige selvværd, er, at de oplever, at deres forskelligheder respekteres og værdsættes. I skolen mødes børn med forskellig baggrund. Det er i skolen, børn og unge konfronteres med krav om samspil og samarbejde med mennesker, som de ikke nødvendigvis selv har valgt at være sammen med. Her skal de udvikle sig selv og fællesskabet.

Børns meninger bygger på de værdier, som de bevidst eller ubevidst har tilegnet sig. Undervisningen i dansk tegnsprog medvirker til at skærpe elevernes opmærksomhed på, hvordan grundlæggende værdier i vores samfund gennem tiden har præget døve og hørehæmmedes livsvilkår.

Historie

Baggrunden for menneskers stillingtagen og handlen er blandt andet de personlige og fælles forestillinger om fortiden, nutiden og fremtiden. Derfor er døve og hørehæmmedes historie et vigtigt element i undervisningen. Historien om døve og hørehæmmede i Danmark kan medvirke til at forklare disse gruppers samfundsmæssige liv i et forandringsperspektiv. Døve og hørehæmmedes dannelse af grupper og fællesskaber gennem tiden sættes i relation til de samtidige samfundsforhold. Når begivenheder, forandringer og historiske forløb sættes i relation til hinanden, får eleverne indsigt i deres egen samtid, og hvad forskellen er på før og nu.

Eleverne skal i mødet med de historiske temaer arbejde med at forstå fortidens præmisser for døve og hørehæmmedes forhold. Eleverne skal endvidere beskæftige sig kritisk med brug af historiske sammenhænge i argumentationen om nutidige spørgsmål. Dette gælder også for arbejdet med døves historie i andre lande. Her er for eksempel Gallaudet Universitys historie et særdeles relevant tema i undervisningen.

Endvidere skal eleverne præsenteres for udviklingen i brug af tegnsprogstolke i Danmark.

Kultur

Undervisning i dansk tegnsprog har både en sproglig og en kulturel dimension. Begge dimensioner danner fundament for elevernes fortsatte samlede sproglige og kulturelle udvikling. Det er vigtigt, at den enkelte elev får mulighed for at erkende sin sproglige identitet. Eleverne er forskellige og identificerer sig forskelligt.

Omgivelsernes syn på døve og døves kultur gennem tiden – medicinske, sproglige og politiske – bringes til debat i undervisningen. Forskelle og ligheder på døvekulturen og andre kulturelle minoriteter i Danmark undersøges i forhold til majoritetskulturen, og forskelle på opfattelsen af døve som en handicapgruppe og som en minoritetsgruppe undersøges. Her er det også vigtigt at fokusere på døves særlige kulturudtryk – for eksempel via kendskab til døve kunstnere – og på de døve, der gennem historien er blevet kendt nationalt eller internationalt.

Elevernes fortsatte sproglige og begrebsmæssige udvikling kræver, at læreren har en stor viden om døve og hørehæmmede, og at denne viden hele tiden er opdateret, så læreren er i stand til at vælge relevante og aktuelle emner og materialer. I samarbejde med eleverne vælges emner og tekster, som er motiverende for eleverne, og som samtidig giver en nuanceret opfattelse af det at være døv eller hørehæmmet i Danmark.

Det er vigtigt, at den nordiske dimension i skolen bliver integreret i arbejdet med dansk tegnsprog, hvor det er naturligt, blandt andet i forbindelse med kulturelle og organisatoriske arrangementer.

Til sidens top