10. Resumé

Kanonudvalget afleverer i enighed sin rapport som resultatet af et konstruktivt arbejde fra foråret 2004 til september 2004. Der har været væsentlige drøftelser, mange hensyn at afveje og vigtige valg at træffe; en kanon giver ikke sig selv.

Udvalget har arbejdet sig frem til en obligatorisk liste til brug i såvel folkeskole som i de gymnasiale uddannelser. Denne liste kalder vi den fælles kanon. Herudover fremlægger vi sektorspecifikke vejledende lister med forslag til læsning i henholdsvis folkeskole og de gymnasiale uddannelser, idet vi gør opmærksom på, at flere af de forfattere, der læses i folkeskolen, med lige så stor ret kan læses i de gymnasiale uddannelser, ligesom man kan gå den anden vej og undertiden introducere tekster fra gymnasielisten tidligere i forløbet.

Vi skelner altså mellem forfatterskaber, som efter udvalgets opfattelse skal læses, og forfatterskaber, som vi mener er så vigtige at læse, at vi varmt kan anbefale det. Hensigten med denne skelnen er på den ene side at sikre fælles litterære referencer for eleverne, på den anden side at undgå en gennemført stram binding af tekstvalget.

Vi tillader os i rapporten at spørge: Hvad har vi at byde på, på hvilken måde har vi forvaltet den europæiske og nordiske kulturarv, og hvad er det særlige ved dansk kultur? Hvorfor skal vi fastholde vores sprog, hvis vi ikke kan se værdien af den kultur, der er formet på dansk? Den gode litteratur kan være med til at besvare disse spørgsmål. Forfatterskaberne har ud over deres egen, individuelle sproglige og litterære kvalitet betydning ved at være særlig værdifulde vidnesbyrd om de historiske veje, ad hvilke vi er kommet til vores nutid. Her er stof, der er gået mod strømmen og med den. Samlet udgør de en fælles arv; de er ikke blot harmonisk overlevering af én bestemt tradition eller én kollektiv identitet.

Den litteratur, der er skrevet på det danske sprog, har de dansksprogede læsere særlige forudsætninger for at forstå; den rummer en bred vifte af læsemuligheder, som bør stå til fri disposition for alle i det danske samfund. En kanons opgave er at pege på de vigtigste af disse muligheder og dermed samtidig rejse en løbende diskussion, som inddrager mange andre værdifulde tekster.

Rapporten anbefaler, at en særlig pædagogisk indsats gøres for, at projektet kan lykkes. Nutidens børn og unge henter ikke hovedparten af deres oplevelser med fiktion i bøger, mere og mere ses og høres på skærme, i skolen, derhjemme – eller i biografen. Folkeskolens og ungdomsuddannelsernes dansklærere står over for en vigtig opgave og en stor udfordring.

Udvalget lægger vægt på, at kanonlæsningen indgår i en alsidig undervisningspraksis. Kanonlæsning er ikke en metode, og det er ikke det samme som værklæsning. Fordybelsesniveauet i arbejdet med de forskellige forfatterskaber må variere og fastlægges i et samarbejde mellem lærerne indbyrdes og mellem lærer og elev. Elever og lærere skal være parate til at arbejde med tekster, der måske ikke altid virker umiddelbart motiverende, men en ufølsom dosering af kanoniske forfattere kan dræbe læselysten.

De fremlagte forfatterskabslister omfatter alene danske og enkelte nordiske forfattere; udvalget lægger vægt på, at kanoniske forfatterskaber også kan og bør indgå i samspil med stof fra andre kulturer.

Rapporten oplister 15 forfattere på fælleslisten (den fælles kanon), 13 på folkeskolelisten og 12 på gymnasielisten. Om hver forfatter findes en kort motivering for placeringen. De tre lister kan ses i oversigten
s. 71.

Søjlen i midten opregner navnene på 15 forfattere. Udvalget mener, at alle elever i folkeskolen skal møde mindst én tekst af hver af disse 15 forfattere i danskundervisningen. Og at alle elever i gymnasiet skal møde mindst én tekst af hver af disse forfattere i danskundervisningen. Det er altså en kanon for både de gymnasiale uddannelser og folkeskolen, deraf navnet “Den fælles kanon”.

Listerne til højre og til venstre opregner forfatterskaber, som udvalget anbefaler, at man læser tekster fra i henholdsvis folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 10 af 10
© Undervisningsministeriet 2004