Skolebestyrelsens samarbejde med skolelederen

 

Folkeskoleloven giver skolelederen ansvaret for skolens daglige drift og for skolens samlede pædagogiske og administrative aktiviteter. Men det er skolebestyrelsens opgave at føre tilsyn med, hvordan det udføres i praksis og dermed medvirke til at de vedtagne principper efterleves i hverdagen.

Det hører også med til skolebestyrelsens ansvarsområde at sikre, at de lokale styrelsesvedtægter overholdes. Hver kommune skal udarbejde en vedtægt for, hvordan kommunens skolevæsen styres, og den skal indeholde oplysninger om alle de beslutninger, kommunalbestyrelsen har truffet vedrørende folkeskolen.

Skolens leder har ansvaret for, at de principper, der er udarbejdet af skolebestyrelsen, udmøntes i konkrete handlinger, og at hensigterne i principbeslutningerne bliver fulgt

Det fremgår af folkeskolelovens § 43, hvad vedtægten blandt andet skal indeholde - fx beslutninger om skolestrukturen (som antallet af skoler og deres omfang), rammer for klassedannelsen, elevernes timetal, SFO samt en beskrivelse af alle de beføjelser, kommunalbestyrelsen har givet de enkelte skoler. Hver skolebestyrelse bør derfor have et eksemplar af kommunens styrelsesvedtægt.

Skolens leder har ansvaret for, at de principper, der er udarbejdet af skolebestyrelsen, virkeliggøres gennem konkrete handlinger, og at hensigterne i principbeslutningerne bliver fulgt.

Samarbejdet med skolens leder kan fx foregå ved at

 

  • bestyrelsesformanden og skolens leder sammen tilrettelægger møderne
  • have et fast punkt på skolebestyrelsens dagsorden, hvor der er mulighed for at tage mere principielle forhold op til drøftelse. Skolebestyrelselsens medlemmer kan på skift påtage sig at komme med en artikel eller et personligt indlæg om et konkret emne. Ud fra oplægget diskuteres emnet bredt og uden en egentlig konklusion
  • lade lærerne præsentere læseplanerne - en lærer fremlægger læseplanen for et fag og giver eksempler på, hvordan mål, planer og ideer omsættes til konkret undervisning
  • der orienteres om principperne for specialundervisning på skolen - ud fra et læreroplæg drøftes mål og ideer med specialundervisningen, de lovmæssige forhold, procedurer og resultaterne af den særligt tilrettelagte undervisning. Hvis orienteringen betyder, at man i bestyrelsen vil se nærmere på principperne for fx undervisningens organisering med hensyn til specialundervisningen, tages det op til drøftelse i bestyrelsen som et punkt på dagsordenen, men først på et efterfølgende møde.

Det er ofte en fordel, at et emne tages på dagsordenen flere gange, og at bestyrelsen løbende orienteres.

Det er naturligt, at skolens leder eller et medlem af skolebestyrelsen som forberedelse til et punkt på dagsordenen udarbejder en grundig beskrivelse af et emne eller en problemstilling, så medlemmerne på forhånd kan sætte sig ind i emnet.

Eksempel

Eksempel vedrørende behandlingen af principperne for fordelingen af skolens ø-timebudget (ø - øvrig tid - den tid der er afsat til opgaver ud over selve undervisningen og forberedelse).

Ø-timebudget

Samlet ø-timebudget:

ø-tid til 75 timers puljen (hvis normperioden er et år) til klasselærerfunktionen:

ø-tid til 70 timers puljen (hvis normperioden er et år) til hver lærer til uforudsete opgaver, forberedelse til mødevirksomhed, løbende evaluering af eleverne mv.:

ø-tid til ledelse:

ø-tid til konsulentfunktioner:

ø-tid til efteruddannelse

ø-tid til forældrekontakt

ø-tid til skolebibliotek

ø-tid til udflugter

ø-tid til lejrskoler mv.

ø-tid til øvrige opgaver

 

Forløb:

Januar

Vurdering af principperne for fordeling af årets ø-timer. Hvordan vurderer forældrerepræsentanterne resultatet af fordelingen? Var antallet af skole-hjem samtalerne tilstrækkeligt? Bør der være tid til, at alle lærere deltager i forældremøder, skolefester mv.? Blev der brugt passende tid til lejrskoler og udflugter?

Principperne for ø-time fordelingen kan justeres på grundlag af denne evaluering. Et skoleår kan være planlagt, så der i løbet af året kan ske ændringer eller justeringer, hvis udviklingen viser, at det kan være hensigtsmæssigt.

Marts

Skolelederen udarbejder forslag til ø-time fordelingen med udgangspunkt i de overordnede principper.

April

Efter drøftelser i pædagogisk råd og i skolebestyrelsen foreslår lederen den endelige fordeling. Det er skolelederen, der har denne kompetence, ligesom lederen har ansvaret for skolens budget, og for at der er overensstemmelse mellem de fastlagte mål og midler.

 

 



Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel