Et kig ind i fremtiden

I en workshop med titlen Fastholdelse i ungdomsuddannelserne kom deltagerne en tur i tidsmaskinen med tilhørende rollespil, hørte om erfaringer fra andre lande og blev præsenteret for et projektforslag, der skal give mere oplysning til minoritetsforældre.

Hvem er dine samarbejdspartnere, og er de rigtige nu og i fremtiden? Det spørgsmål skulle deltagerne i en workshop, der satte fokus på fastholdelse af eleverne i ungdomsuddannelserne, besvare. Men deltagerne skulle ikke svare som sig selv. De havde fået et klistermærke med en titel på tøjet, og det var så som den instans eller person, at svaret skulle komme. Og så blev tiden skruet frem til år 2009.
- Tænk over, om det er nok at samarbejde internt på skolen, eller om det kunne være smart at inddrage eksterne samarbejdspartnere, som I ikke har samarbejdet med før, sagde Susette Gam fra Teknologisk Institut, der har været med til at lave en undersøgelse for UVM om god praksis i forbindelse med fastholdelse af de unge. Rollerne var delt op i nogle overordnede grupper. Internt på skolen, sociale aktører, rådgivere i overgangsfasen, skoleniveau/institutionsniveau, erhvervslivet og det politiske niveau.
Og deltagerne blev sat på noget af en prøve, efter at »eleven« havde meldt ud om, hvem han så som sine vigtigste samarbejdspartnere om tre år. - Jeg er blevet så egoistisk, at jeg slet ikke vil samarbejde med nogen, sagde »eleven«. Det bragte beredskabet frem hos mange af deltagerne. - Han er frafaldstruet, så jeg forventer at have et samarbejde med UU og skolen, sagde »moderen«. Der blev også lagt op til, at samarbejdet med eleverne blev gjort bedre. - Jeg vil styrke samarbejdet med eleverne på skolen og elevorganisationerne. Jeg tror, der kunne komme noget godt ud af at se eleverne som samarbejdspartnere i stedet for som nogle besværlige størrelser, sagde »direktøren«.
»UU« fremlagde nogle drastiske fremtidsvisioner, hvor guleroden helt er forsvundet, men til gengæld bliver pisken svinget et par gange ekstra. - Nu er der ikke noget, der hedder SU mere, og børnepengene er også afskaffet, så eleverne er ganske simpelt mere motiverede. Og på skolerne er der indført gennemførelsestaxameterpenge, lød det fra »UU«. I fremtiden bliver der også mere brug for »SSP«, hvis deltagernes forudsigelser holder stik. - Eleverne bliver i højere grad ligeglade med konsekvenserne af deres handlinger, så vores samarbejde skal styrkes, sagde »SSP«. »Regionen« havde, efter at have fået udskiftet den forældede titel »amt«, en god idé til, hvordan de ville opkvalificere en af deres vigtigste samarbejdspartnere.
- En nærværende kontaktlærer, der hele tiden bliver efteruddannet, er vigtigt her i 2009. Vi vil lave uddannelse gratis for skoler og kommuner, for ellers sender de ikke deres lærere på efteruddannelse, sagde »Regionen «.
Det var noget, »kontaktlæreren« kunne bruge til noget, og han kvitterede med et andet forslag.

- Min nærmeste samarbejdspartner er eleven. Det gælder om at få skabt et netværk, som eleven kan bruge. I den forbindelse kunne jeg da godt tænke mig flere kolleger med en anden etnisk baggrund end dansk, sagde »kontaktlæreren«. Rollespillet bragte flere gode og underholdende indslag på banen, og denne form kan anbefales, når deltagere i en workshop skal have gang i den kreative del af hjernen.

Erfaringer fra udlandet

Inden rollespillet havde deltagerne hørt om, hvilke erfaringer fra andre landes uddannelsessystemer, vi herhjemme kan drage nytte af. Ole Dibbern Andersen og Rasmus Frimodt fra DEL havde indhentet erfaringer fra Tyskland, Nederlandene og Canada.
- Frafald er et stigende problem herhjemme, og derfor kan det være en god idé at hente inspiration fra andre lande, sagde Ole Dibbern.
Tyskland har en vekseluddannelse, som vi kender herhjemme, men de har store problemer. Nederlandene er eksponent for god praksis, og Canada er taget med i undersøgelsen, fordi de her har et andet system end det europæiske. Landet har også en udvælgelsesorienteret indvandringspolitik. Rasmus Frimodt redegjorde for, at de i Holland har en meget høj grad af selvbestemmelse på skolerne, og at der ikke er speciel fokus på flygtninge/ indvandrere, men mere på ressourcesvage elever i det hele taget. Samtidig er der indført højere lønninger til lærere, og det giver en større motivation. I skolernes introforløb er sprogtræning en naturlig del, og der er en stram rapporteringspligt, der giver mere præcise frafaldstal end i Danmark. Desuden bliver der tilført ekstra ressourcer til skoler i problemområder, og her er det værd at bemærke, at de ekstra bevillinger bliver givet uden modkrav fra regeringen. - Det, vi har kunnet konstatere, er, at sprog er nøglen til integration, men også mentorordninger og kammeratskabsgrupper er tiltag, der fungerer godt, sagde Rasmus Frimodt. Han og Ole Dibbern Andersen opstillede en række punkter, hvor vi kan lade os inspirere af udlandet:
- Behov for læreruddannelse med fokus på frafald.
- En kombination af sprog og erhvervsfaglige elementer i indslusningen.
- Vidensdeling.
- Brede netværk.
- Inddragelse af virksomheder.
- Rapporteringspligt.
- En taskforce centralt placeret og enheder, der kan rykke ud lokalt på skoler.
De to konsulenter havde undersøgt landenes forhold på et overordnet plan, og der havde ikke været tid til at gå ned på skole- og lærerniveau, men det bliver der måske næste gang.

Oplysning til minoritetsforældre

Jane Jakobsen fra DEL Syd fremlagde et forslag til et projekt, der skal give minoritetsforældre en bedre vejledning. Blandt andet via møder ude i lokalsamfundet og en DVD, der i ro og mag kan kigges igennem derhjemme.
- Der er en stor mangfoldighed i en forældregruppe i en enkelt nationalitet. Derfor hjælper det ikke bare at lave en generel informationskampagne til alle minoritetsforældre. Vi ved, at forældrene mange steder har stor indflydelse på deres børns valg. Det handler om prestige, og mange minoritetsforældre ser hellere deres børn i en gymnasial uddannelse end i en erhvervsuddannelse, sagde Jane Jakobsen.
En af barriererne for forældrenes kendskab til erhvervsuddannelserne er sproget. Informationsmateriale skal oversættes til forskellige sprog. Der skal laves en materialepakke til forældrene med en introduktion til det danske samfund og erhvervsuddannelserne. I studiekredse skal vejledere tale et sprog, som forældrene forstår.
Jane Jakobsen efterlyste input til et fremtidigt projekt fra deltagerne, og mange kender problemstillingen. En deltager pegede på vigtigheden af, at vejledere tager på hjemmebesøg. Det har vist sig, at de skoler, der gør meget ud af det, har et mindre frafald. En anden deltager stod og skulle i gang med det opsøgende arbejde i forhold til minoritetsforældre, og han efterlyste konkrete tips og råd til, hvordan han gjorde dette optimalt.
- Jeg har ikke en værktøjskasse klar, men det gælder om at opsøge de miljøer, de kommer i. Her skal man få fat i den rigtige person, der kan sætte gang i en kontakt til flere forældre, sagde Jane Jakobsen.
Hun inviterede alle, der havde lyst til at være med i et projekt om bedre vejledning til minoritetsforældre, til at kontakte hende.

Flere måder at lære

- De fleste undervisere ved, at der er mange måder at lære på. Den traditionelle, den eksplicitte læring, lever i bedste velgående – fordi den kan sprogliggøres, da den opstår på basis af logisk tænkning. Læring kan altså erhverves ved undervisning og læsning. Det ekskluderer andre slags viden, hukommelse og læring – f.eks. den eksplicitte.
Det siger bevidsthedsbiolog Theresa S.S. Schilhab, fra Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet i sit indlæg på konferencen. Et indlæg, hun har givet titlen: Implicit og eksplicit læring – en biologisk begrundelse.
Indlægget anskuer læringen primært ud fra et biologisk synspunkt, som hun sætter op mod den bogligt orienterede læring sammenholdt med den menneskelige læring i henholdsvis den virkelige verden og den uvirkelige verden – den virtuelle. Hun betoner dog det reelt umulige i at tale om implicit læring på basis af den eksplicitte lærings sprog- og symbolverden og understreger, at der er tale om kraftigt forenklede fremstillinger.

Fire biologiske læringsniveauer

- Hvis man bevæger sig, udsætter man sig for noget andet, end hvis man har slået rødder. Bevægelsen kræver et anderledes kognitivt system til f.eks. vurdering af, hvad der er godt eller dårligt for én, end hvis man er stillestående. At være i bevægelse kræver udvikling af det kognitive system, siger bevidsthedsbiologen.
Læringssystemer udvikler sig også, og man taler i dag om fire niveauer set ud fra en biologisk synsvinkel:
Darwin-organismer – den, der trænger bedst igennem med sine reaktioner i forhold til omgivelserne, får mest plads og mest afkom og vil overtage pladsen.
Skinner-organismer – handler om forstærkning af responssignaler. Man prøver mulige responser, og den, der forstærkes bedst af omgivelserne, bliver den første responsmulighed, hvis situationen opstår igen.
Popper-organismer – er kendetegnet ved at kunne lade hypotesen, responsmuligheden i forhold til omgivelserne, dø frem for sig selv. Disse mekanismer har forestillingsevne i forhold til svarmuligheder på respons udefra – og kan udvælge en respons fra den indre verdens forestillingsevne og gennemføre den i den ydre verden.
Gregorianske niveau. Her er vi mennesker kendetegnet ved, at vi spiser informationer. Derefter laver vi en indre repræsentation af, hvad der sker i den ydre verden. Og forestillingsevnen gør os i stand til at vælge den bedste respons.
- Så nu har vi altså en virtuel verden sideløbende med den ydre verden, uddyber bevidsthedsbiologen og fortsætter:
- Vi har alle trinene, så intet er smidt væk. Specielt for os mennesker er altså, at noget bygger på noget andet. Lige som kvisten på grenen på stammen.

Evnen til at tage tøj på

Theresa S.S. Schilhab arbejder med en skelnen overordnet mellem to slags læring for os mennesker.
Den handlingsorienterede læring, som er kendetegnet ved bl.a. at være uden bevidst erkendelse, ikke-intentionel og meget dreje sig om basal overlevelse.
Den sproglige (symbolske) læring, der arbejder med bevidst erkendelse, er intentionel og har vel nok ikke så meget med basal overlevelse at gøre som den handlingsorienterede læring.
Sidstnævnte kan også karakteriseres ved at være kropslig, implicit, ubevidst og non-deklarativ i modsætning til den sproglige læring, hvis yderligere kendetegn er, at den er symbolsk, eksplicit, bevidst og deklarativ.
- En række forskellige termer for det samme, men ingen af dem er i sig selv udtømmende, siger hun og giver nogle eksempler på implicit læring.
- Habituering – f.eks. ved lyden af et S-tog eller evnen til at tage tøj på. Kunsten at cykle kræver heller ikke bevidst læring, efter det først er lært. Vi kan ikke læse os til det via en bog, så der er altså noget det traditionelle læringssystem ikke kan bruges til læringsmæssigt, bemærker Theresa S.S. Schilhab og fortsætter:
- Vi har megen viden indeni, som vi ikke kan gøre eksplicit – f.eks. det at åbne en mælkekarton eller bage pandekager. Prøv f.eks. at forklare et lille barn, hvordan disse ting gøres. Det er ting, der kræver erfaring, når man gør dem. Ligeså kunsten at navigere – fysisk og socialt. Hvordan gøre rede for, hvordan vi ved, hvor tæt på et fremmed menneske man kan tillade sig at stå? Konklusionen må være, at en type læring findes i en form, så den ikke kan sprogliggøres. Se også blot på den sociale situation, det reelt er at færdes i trafikken. Her reagerer vi hensigtsmæssigt på en masse ubevidste signaler. Det er jo ikke sådan, at vi lige overvejer, om ham, der vinker os frem i trafikken, ser troværdig ud eller ej.
Viden om disse læringsformer, og hvad der er karakteristisk for hver af dem, har betydning for, hvordan der skal undervises. Og hvem der skal undervise i hvad. Handler det om learning-by-doing eller learning-bythinking. Begge er ligeværdige og nødvendige. Så den traditionelle læring har altså alternativer, fastslår bevidsthedsbiologen.

Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006" som kapitel 1 af 6
© Undervisningsministeriet 2006