Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Ekstremisme og demokratiet

Den 11. september 2001 har påvirket hele verden. Terror, fundamentalisme og ekstremistiske synspunkter er kommet til at fylde mere, og ekstremisme er blevet en del af debatten om demokrati og ytringsfrihed.

Ekstremisme er også blevet en del af nogle skolers virkelighed. Selv om kun få skoler har erfaringer med egentlig ekstremistisk adfærd, oplever flere skoler problematiske tendenser.

Det drejer sig for eksempel om racisme eller om, at elever kan finde på at udøve social kontrol med andre, for eksempel ved at tvinge dem til at gå klædt på en bestemt måde eller få dem til at overholde religiøse højtider. Nogle elever kan også finde på at advare deres kammerater om lærerens undervisning i emner som demokrati, ligestilling mellem kønnene, seksualundervisning og udviklingslære.

Elever med ekstremistiske synspunkter kan være påvirket af holdninger i hjemmet, religiøse vejledere, kammerater og ekstremistiske websider på internettet. Enkelte skoler har oplevet, at højreekstremistiske eller religiøse ekstremistiske bevægelser har forsøgt at få adgang til skolen for at hverve tilhængere blandt eleverne.

Det er skoleledelsens opgave at forebygge ekstremistiske tendenser, holde øje med, om de forekommer, og, hvis de forekommer, at sætte gang i et beredskab.

Selv om enhver skole som udgangspunkt skal give rum for elevernes forskellige holdninger, bør den enkelte skole også gøre sig nogle tanker om, hvordan den vil forholde sig til, at elever kommer med ekstremistiske udtalelser. Ikke mindst fordi skolen har ansvar for, at børn i dens varetægt ikke bliver underlagt tvang fra andre elever eller kræfter uden for skolen, og at de ikke intimideres personligt eller holdnings- og værdimæssigt.

Med andre ord må skoleledelser og lærere landet over forholde sig til, hvordan de vil håndtere ekstremistiske udtalelser og handlinger på eller omkring skolen. Det er skoleledelsens opgave at forebygge ekstremistiske tendenser, holde øje med, om de forekommer, og, hvis de forekommer, at sætte gang i et beredskab.

Sådan et beredskab kan indebære:

  • At skolen formulerer en række klare normer og værdier for, hvordan man behandler hinanden på skolen. Og at man sørger for, at alle elever kender dem.
  • At alle lærere ved, hvordan de skal håndtere ekstremistisk adfærd eller tendenser til det.
  • At skolen har faste procedurer, som forhindrer, at det er den enkelte lærer, der står med ansvaret. Det kræver, at skoleledelsen melder klart ud, så der ikke er usikkerhed om linjen.
  • At skolen kan trække på et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde.

Ekstremisme:

Man bruger betegnelsen om yderligtgående politiske holdninger eller strømninger, der i deres radikalitet afviser det demokratiske system, retsstaten, pluralismen og demokratiets metoder til at skabe politiske løsninger uden brug af vold og terror. Set fra en demokratisk forståelse er ekstremisme demokratiets modsætning.

Fundamentalisme:

Betegner en bogstavtro religiøsitet, der kan være forbundet med et politisk og/eller ideologisk program. Der kan eksempelvis være tale om kristen, jødisk eller islamisk fundamentalisme. Ordet fundamentalisme bruges ofte negativt synonymt med fanatisme og irrationalitet, men fænomenet er i sin kerne snarere et alternativ til sekulariserede samfunds relativistiske skriftssyn og dets tillid til naturvidenskabelige landvindinger.

Kilde: Den Store Danske Encyklopædi

Interview

Lise Egholm

Konsekvens er vejen frem

Hvis skoler skal komme ekstremisme og ekstremistiske tendenser i forkøbet, kræver det klare regler og konsekvens. Og at man aldrig går på kompromis med værdierne i folkeskoleloven. Sådan siger skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgade Skole på Nørrebro.

En enkelt gang har de haft besøg af den fundamentalistiske bevægelse Hizb-ut-Tahrir på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København. De var kommet ind via skolens crickethold. Men da skoleleder Lise Egholm fandt ud af det, handlede hun lynhurtigt. Hun lukkede holdet midlertidigt, og hun talte med meget klare ord til de elever, der havde gået på holdet:

“Jeg sagde til dem, at de selvfølgelig må tro på, hvad de vil, men at det ikke skal foregå her på skolen. Og så fortalte jeg dem også, at jeg synes, Hizb-ut-Tahrir er skidt for dem”, siger Lise Egholm.

Hendes reaktion på denne hændelse er meget dækkende for, hvordan hun mener, at man på skolerne skal komme ekstremistiske tendenser i forkøbet. Nemlig ved at handle hurtigt og konsekvent. Og gøre det hver gang – ligegyldigt hvor små tendenserne eller hændelserne er:

“Man skal både som leder og lærer være lysvågen og handle på de mindste hændelser. For der er masser af tendenser i det små”.

Fat i både elever og forældre

Og heldigvis er det mest de små tendenser, de møder i hverdagen på hendes skole, hvor 80 procent af eleverne er tosprogede. Palæstinensiske elever, der klipper det israelske flag ud af klassens atlasser. En elev, der for det første ikke selv vil deltage i musik, fordi han siger, at Koranen forbyder det – og bagefter også påvirker kammeraterne med sin holdning. Og elever, der jublede og flagede i skolegården efter terrorangrebet den 11. september 2001.

Når sådan noget sker, tager Lise Egholm eller den relevante lærer oftest fat i både elever og forældre for klart og tydeligt at fortælle dem, at sådan opfører man sig ikke i skolen:

“Alle vores lærere kender holdningen på skolen og er klædt på til at tage det, vi kalder en kulturel samtale med forældrene. Det er en del af vores hverdag. Men alle lærerne ved også, at jeg er bagstopper for dem, og at de altid kan komme til mig”.

Lise Egholm advarer mod den misforståede overhumanistiske tilgang, som mange lærere har til elever med en anden etnisk baggrund.

“Det er den der med, at man ser igennem fingre med, at de gør noget, som egentlig er for galt, fordi det jo nok bare er på grund af deres anderledes kultur.

Men det er dødfarligt, for i den ånd er man med til at fremme de sorteste kræfter”, siger Lise Egholm, der ikke kan sige sig fri for selv at være overhumanist en gang imellem.

“Det er nok et typisk dansk træk. Heldigvis har jeg min souschef, der er kurder, og som stopper mig, hvis jeg er ved at falde i. Han er en gave til vores skole, for han ser altid sagerne fra en lidt anden synsvinkel end min”.

Kompromis på det praktiske plan

Hun vil dog gerne understrege, at hverdagen på hendes skole bygger på dialog, og at hun hele tiden indgår masser af kompromiser for at få det hele til at hænge sammen:

“På en skole med så mange tosprogede elever er man nødt til at indgå kompromiser”, siger Lise Egholm og giver et eksempel med en elev, der ikke måtte tegne mennesker i billedkunst, fordi faren sagde, at Koranen forbyder det. Efter megen snak frem og tilbage blev faren og Lise Egholm enige om, at sønnen måtte tegne mennesker, hvis de var dækket lidt af træer og grene.

“Det kan da virke fjollet, at jeg må gå med til det, men på den anden side kan jeg jo ikke blive ved med at diskutere, og jeg fik da drengen til at tegne mennesker. Det er den slags praktiske kompromiser, jeg laver masser af. Til gengæld går jeg aldrig nogensinde på kompromis på værdiplanet, for vi skal hele tiden værne om de værdier, der står i folkeskoleloven”.

Læs mere om konfliktmægling og håndtering af ekstremisme

Center for konfliktløsnings websted, www.konfliktloesning.dk, indeholder blandt andet artikler om konfliktløsning og strategier mod mobning.

Dansk Center for Undervisningsmiljø har igangsat en oplysningskampagne, som skal udbrede kendskabet til – og brugen af – “konstruktiv konflikthåndtering” i grundskolen. www.brugkonflikten.dk. Se litteraturlisten.

I det følgende eksempelkatalog findes eksempler på skolers håndtering af ekstremistiske ytringer: Demokrati, ligeværd og tolerance fra Søholtskolen og indlæggene Demokrati og integration i skolen af Palle Kristensen og Henning Grønborg samt Værdibaseret ledelse af Eva Hofman-Bang.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Undervisning i demokrati - inspiration til grundskoler og ungdomsuddannelser"
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top