3. Ressourcer

Uddannelsessystemet er en af de største sektorer i Danmark. Meget store beløb strømmer hvert år gennem denne sektor.

Uddannelsessystemet er primært offentligt finansieret. Det gælder fra den helt grundlæggende almene del til den specialiserede og videnskabelige del af systemet.

Støtteordninger til at dække de studerendes leveomkostninger, fx SU-stipendier, kan bruges som et mål for, hvor meget ekstra samfundet yder til uddannelse ud over de rent undervisningsbundne udgifter.

For at relativere/perspektivere omfang og prioritering i ressourceanvendelsen i Danmark præsenteres oplysninger om, hvordan og hvor meget Danmark investerer i uddannelse i forhold til andre lande.

Udgifter til uddannelse angiver alt i alt noget om et lands muligheder for at give de nye generationer gode kvalifikationer og om mulighederne for at skabe en velkvalificeret arbejdsstyrke og befolkning, der er parat til at møde fremtidens udfordringer og ændringer på arbejdsmarkedet.

3.1 Samlede offentlige udgifter til uddannelse

Danmark bruger årligt 114,8 mia. kr. til uddannelse svarende til 8,2% af bruttonationalproduktet. De samlede offentlige udgifter til uddannelse har været stigende siden 1994, både i faste priser og i forhold til bruttonationalproduktet.

I 2003 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 114,8 mia. kr. De samlede udgifter til uddannelse er steget med 23,5 mia. kr. fra 1994 til 2003 svarende til en stigning på 20,5%.

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 11,4 mia. kr. eller 22,9% fra 38,4 mia. kr. i 1994 til 49,8 mia. kr. i 2003.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne er steget med 0,79 mia. kr. eller ca. 4% fra 1994 til 2003. Bag denne moderate stigning ligger en del udsving i udgifterne til ungdomsuddannelserne, der toppede i 1997 med en udgift på 22,2 mia. I 2003 udgjorde udgiften til SU-stipendier til ungdomsuddannelserne 2,4 mia. kr. mod 1,9 mia. kr. i 1994.

Udgifterne til de videregående uddannelser er samlet set steget med 8,2 mia. kr. eller ca. 31,0% fra 1994 til 2003. Udgifterne til de videregående uddannelser faldt dog fra 1996 til 1997. En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes øgede udgifter til SU. I 2003 udgjorde SU-udgiften til videregående uddannelser 9,0 mia. kr., mod 4,7 mia. kr. i 1994.

Endelig er udgifterne til voksenuddannelse steget med 4,0 mia. kr. eller 21,7% fra 1994 til 2003. I 2003 udgjorde udgiften til området 16,4 mia. kr.

Fra periodens start i 1994 til 2003 steg de samlede offentlige udgifter til uddannelse set i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) fra 7,4% til 8,2%.

Det skal bemærkes, at opgørelsen i dette afsnit også omfatter udgifter til uddannelse uden for Undervisningsministeriets ressort samt andre former for uddannelsesstøtte end SU.

Tabel 3.1 Offentlige udgifter til uddannelse fordelt efter uddannelsesniveau, 1994–2003

Note: Beløbene for 2001, 2002 og 2003 er foreløbige. Opgørelsen indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort. Opgjort på finansår.

Figur 3.1 Udviklingen i de offentlige udgifter fordelt på uddannelsesniveau, 1994–2004

Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 2004", Finansloven, diverse år og beregninger foretaget af Undervisningsministeriet.

3.2 Offentlige udgifter til uddannelse i procent af samlede offentlige udgifter i Danmark og i udvalgte lande

De offentlige udgifter til uddannelse i Danmark udgjorde i 2001 15,4% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var lidt over gennemsnittet i OECD. Danmark satser meget på uddannelse, og der er tradition for offentlig finansiering af undervisningssektoren.

I 2001 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse 15,4% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var over OECD-gennemsnittet på 12,7%. Andelen var dog højere i Korea (17,7%) og Mexico (24,3%), mens USA ligger lidt over Danmark, idet de brugte 17,1% af de samlede offentlige udgifter.

Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, dvs. inkl. uddannelsesstøtte m.v.

De offentlige udgifter til grundskole og ungdomsuddannelser udgjorde 8,7% af de samlede udgifter i Danmark mod et OECD-gennemsnit på 8,9%. I Island, USA og Australien var andelen lidt over 10%, og i Korea og Mexico udgjorde udgifterne til grundskoler og ungdomsuddannelser hhv. 12,8% og 18% af de samlede udgifter.

Til de videregående uddannelser udgjorde de offentlige udgifter 4,9% af de samlede offentlige udgifter i Danmark, hvilket var ca. det dobbelte af gennemsnittet i OECD (2,8%).

Danmark er det land, der bruger den største andel af offentlige udgifter på videregående uddannelse.

Opgørelsen skal ses i lyset af, at Danmark har meget store offentlige udgifter i forhold til andre lande. De samlede offentlige udgifter udgjorde i 2001 ca. 55,3% af BNP og var internationalt set helt i top, idet kun Sverige lå over med 57,2%. Så selv om de faktiske uddannelsesudgifter er store i Danmark, er der mange andre poster, der vejer tungt på det offentlige budget (fremgår ikke af tabellen).

At et land bruger en stor andel af det offentlige budget til uddannelse, kan være udtryk for, at uddannelse prioriteres højt, men også, at uddannelse er et område, der i høj grad påhviler det offentlige. I de fleste lande er uddannelse i højere grad privat finansieret end i Danmark og de andre nordiske lande.

Tabel 3.2 Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande – 2001

1) Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, idet enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser.

Figur 3.2 Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande – 2001

Kilde: (EAG tabel B4.1) ”Education at a Glance 2004”, OECD.

3.3 Samlede udgifter til uddannelsesinstitutioner efter niveau i procent af BNP i Danmark og i udvalgte lande

Sammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer til uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. De samlede udgifter (offentlige og private) til uddannelsesinstitutioner i Danmark udgjorde i 2001 6,7% af bruttonationalproduktet.

De samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) lå i Danmark i 2001 på alle niveauer over gennemsnittet i OECD.

Danmark brugte således svarende til 7,1% af BNP til uddannelsesinstitutioner, hvilket i OECD kun er overgået af USA og Korea med hhv. 7,3% og 8,2%.

Denne opgørelse indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, så udgifter til uddannelsesstøtte m.v. er således ikke inkluderet. De private udgifter omfatter bl.a. skolepenge/deltagerbetaling, der er betydelig i en række lande. Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige.

Til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter udgifterne både undervisning, hjælpetjenester og forskning. Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på uddannelsesniveauer. Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, idet enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Prioriteringen mellem de forskellige uddannelsesniveauer varierer en del imellem landene.

I forhold til de øvrige lande ligger især udgifterne til førskole og grundskole højt i Danmark. I Danmark udgør udgifterne til grundskolen 3% af BNP mod et OECD-gennemsnit på 2,5%.

I Danmark udgør udgifterne til ungdomsuddannelserne 1,3% af BNP, hvilket også er gennemsnittet i OECD. Andelen i fx Belgien og UK ligger på hhv. 2,8% og 2,6%.

Udgifterne til de videregående uddannelser svarer til 1,8% af BNP i Danmark mod et gennemsnit i OECD på 1,3%. I USA og Korea prioriteres de videregående uddannelsesinstitutioner højt, og udgifterne hertil udgør 2,7% af BNP i både USA og Korea, efterfulgt af Canada med 2,5% af BNP.

Tabel 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner, fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til bruttonationalproduktet i Danmark og udvalgte lande - 2001

Note: Luxembourg er ikke med i opgørelsen.

1) Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige. 2) Udgifterne til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter både undervisning, hjælpetjenester og forskning. 3) Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, i det enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Figur 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner, fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til BNP i Danmark og udvalgte lande – 2001

Kilde: (EAG tabel B2.1c) ”Education at a Glance 2004”, OECD.

3.4 Udgift pr. studerende i Danmark og i udvalgte lande

Sammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer pr. elev i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Danmark bruger også mere pr. studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD, men nogle landes udgifter pr. studerende ligger højere.

Udgiften i 2001 til en elev i grundskolens 7.–10. klasse i Danmark svarede til ca. 7.653 USD (justeret efter den reelle købekraft i landet). Danmarks udgifter pr. elev er dermed betydeligt over gennemsnittet for OECD, og for 1.-6. klasse er udgiften den næsthøjeste pr. elev overhovedet (7.572 USD).

På ungdomsuddannelserne er udgifterne 8.531 USD pr. elev i Danmark i forhold til et OECD-gennemsnit på 6.752 USD. I Norge, Frankrig, Tyskland og Schweiz er udgifterne dog højere pr. elev, hvor Schweiz brugte mest (13.701 USD pr. elev).

I 2001 kostede en studerende ved de videregående uddannelser i Danmark i gennemsnit 14.280 USD. Gennemsnittet i OECD var 10.052 USD.

USA, Schweiz og Sverige er de lande, der har større udgifter pr. studerende ved de videregående uddannelser i forhold til Danmark.

For en række lande er det muligt at udskille udgifterne til undervisning pr. studerende fra de samlede udgifter til de videregående uddannelser. De øvrige udgifter går til forskning og hjælpetjenester.

I Danmark er udgifterne pr. studerende alene til undervisning 10.771 USD, hvilket er relativt højt i forhold til de øvrige lande, der kan udskille udgifterne til undervisning. USA var det land, der brugte mest, nemlig 17.515 USD.

Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på samtlige uddannelsesniveauer.

Denne type opgørelser er behæftet med en vis usikkerhed, men tallene afspejler, at der er reelle forskelle mellem, hvordan landene traditionelt prioriterer ressourcer til de forskellige uddannelsesniveauer.

Tabel 3.4 Udgift pr. elev/studerende i Danmark og udvalgte OECD -lande omregnet ved hjælp af PPP i USD - 2001

Note: Omregnet til USD ved hjælp af PPP vil sige, at omregningskursen er justeret efter den reelle købekraft i landet.

Figur 3.4 Udgift pr. elev (1.-6. klasse) i Danmark og udvalgte OECDlande – 2001

Kilde: (EAG B1.1 & B6.2, ved e.d.s.) ”Education at a Glance 2004”, OECD.

3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelse

De offentlige udgifter til voksenuddannelse udgjorde 6,4 mia. kr. i 2002, svarende til ca. 10% af de samlede offentlige uddannelsesudgifter.

Staten, amterne og kommunerne brugte ca. 6,4 mia. kr. i 2002 på drift af voksen- og efteruddannelse. Disse bruttoudgifter svarer til ca. 10% af de samlede offentlige uddannelsesudgifter, hvis man ser bort fra de forskellige tilknyttede godtgørelsesordninger som SU, uddannelsesorlov o.l.

Frem til 1998 var udgifterne til voksen- og efteruddannelse konstant stigende i perioden 1993 til 1998 steg udgifterne med ca. 40% eller ca. 2,4 mia. kr. Fra 1998 til 2002 er udgifterne faldet med ca. 23%, svarende til ca. 1,9 mia. kr. Udgiftsfaldet skyldes især udgiftsudviklingen på daghøjskolerne, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og Åben Uddannelse (ÅU), som alle har haft betydelige aktivitetsfald fra 1999 og frem (fremgår ikke af tabellen).

Fra 2001 til 2002 er der sket fald i udgifterne på flere områder, hvilket selvfølgelig også skal ses i sammenhæng med den faldende aktivitet. Udgifterne til AMU-ud-dannelse faldt ca. 9%, mens udgifterne til folkehøjskolerne faldt ca. 4%. På Åben Uddannelse steg de samlede udgifter med ca. 12%, heri er inkluderet den del af aktiviteten, der fra og med 2001 finansieres af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF), og de udgifter, der fra 2002 afholdes af Videnskabsministeriet. Udgifterne til danskundervisning for voksne udlændinge steg ligeledes fra 2001 til 2002 med ca. 6%.

I 2002 var AMU-uddannelserne den største enkeltstående udgiftspost blandt voksen- og efteruddannelserne. De udgjorde 19% af de samlede udgifter. I de tidligere år har AMU-området også været den mest udgiftstunge på området, bl.a. på grund af de kostbare maskiner, materialer m.v., der benyttes i undervisningen.

De næststørste udgiftsposter var i 2002 voksenuddannelsescentrene (VUC), danskundervisning og Åben Uddannelse.

Kompenserende specialundervisning for voksne er en helt særlig foranstaltning, som tager udgangspunkt i den enkeltes handicap og de muligheder, der er for at kompensere herfor. Undervisningen afvikles oftest som eneundervisning, hvilket gør den særdeles udgiftstung. Udgifter til specialundervisning for voksne er steget fra 601 mio. kr. i 1993 til 710 mio. kr. i 2002 (se note til tabel).

Tabel 3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelse i offentligt regi, 1993–2002

Note: Tallene er afrundede. Da redaktionen lukkede, lå der endnu ikke nyere tal.

1) Den kommunale andel af udgifterne før 1996 er skønnet. Kun udgifter til 1/7 2002, hvorefter daghøjskoler ved lovændring blev overført til kommunalt regi. Der er endnu ikke indberettet kommunale daghøjskoleudgifter for andet halvår 2002. 2) Ekskl. deltagerstøtte. 3) Indbefatter fra og med 2001 også udgifter for Åben Uddannelse finansieret af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (FL §20.72.31). Fra 2002 finansieres udgifter delvist af Videnskabsministeriet. 4) Omfatter frem til 2001 alene tillægstaxametret for voksendeltagere, hertil kommer eud-grundtaksten. Tillægstaxametret ophørte 2002, hvorefter voksenelever ikke er dyrere end almindelige eud-elever. 5) For 1993-99 regnes med en timepris på 61,70 kr. For 2000 61,60 kr., for 2001 63,60 kr. og for 2002 67,70 kr. Udgifterne i 2001/02 er opgjort efter antal afregnede betalingstimer, som er den reelle undervisningsudgift. Pga. ændrede registreringsmetoder er udgifterne i 2000 og før underestimerede. 6) Der er ikke foretaget indberetninger siden 1999. Derfor er 1999-tal anvendt som vejledende udgift. 7) Læsekurser udfaset i 2001 og afløst af fvu. For 2002 udgangspunkt i ARF's årselevtal og standardtaksten i 2002 (55.079 kr. pr. år). Den samlede udgift kan henføres til statslig refusion til amterne, AF's udgifter under aktivrammen til forsikrede ledige samt kommunale udgifter til ikke-forsikrede ledige under lov om aktiv socialpolitik. 8) Ekskl. indtægtsdækket virksomhed. 9) Pga. ændret konteringspraksis har det ikke været muligt at opgøre udgifter for 2000. Derfor er 2001-udgifter anvendt vejledende. Frem til 1999 indeholder udgiftstallet også deltagerbetaling m.v. 10) Direktoratet for FødevareErhvervs uddannelser.

Figur 3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelse, opgjort på samtlige udgifter og udvalgte uddannelsesområdeudgifter i offentligt regi, 1993-2002

Kilde: "Voksenuddannelser i tal 2003", Undervisningsministeriet.

3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte

I 2003 lå den samlede tildeling af SU-stipendier og SU-lån på ca. 11,3 mia. kr. Ca. 303.000 personer modtog 9,1 mia. kr. af dette beløb som stipendier (80,5%); resten blev modtaget som lån.

I slutningen af 1988 blev klippekortsystemet introduceret. Reglerne for SU er opdelt efter, hvorvidt støtten tildeles studerende ved en ungdomsuddannelse (uden for klippekortet) eller ved en videregående uddannelse (inden for klippekortet). SU tildeles som stipendium og SU-lån (frivilligt). Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en sats for udeboende studerende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles i forbindelse med stipendium. For alle uddannelsestyper gælder, at støttemodtagere tildeles et fribeløb til egenindkomst for hver måned i støtteåret. De unge har altså ret til at have en månedlig indtjening i form af løn.

Fra 1994 til 2003 steg udgiften til Statens Uddannelsesstøtte med 3,6 mia. kr. fra 7,7 mia. kr. til 11,3 mia. kr. Dette kan hovedsagelig forklares ved en stigning i stipendieudgifterne fra 6,5 mia. kr. i 1994 til 9,1 mia. kr. i 2004. Udgiften til SU-lån steg dog også med 1,2 mia. kr. i perioden.

At udgifterne til stipendier steg, er en naturlig følge af, at bl.a. flere uddannelser blev stipendieberettigede, og at alle forældreafhængige støttemodtagere kunne få et grundstipendium uanset forældrenes indkomst. Desuden betød indsatsen for de unge markant lavere kontanthjælps- og dagpengesatser til unge under 25 år, hvilket fik flere unge til at uddanne sig på stipendier.

Niveauet for SU-lån lå nogenlunde stabilt fra 1994 til 1995. Herefter ses en stigning i udgifterne. I 2003 er udgiften til SU-lån 2,3 mia. kr. Stigningen i låneudgiften fra 1995 til 1996 skyldes bl.a., at lånesatsen steg ekstraordinært som kompensation for en samtidig nedsættelse af stipendiesatsen for hjemmeboende. Fra 1996 valgte også en stigende andel at optage lån.

I 2003 fik den gennemsnitlige SU-støtte-modtager ved ungdomsuddannelserne 19.500 kr. i stipendium og 15.700 kr. i lån. For de videregående uddannelser er de tilsvarende gennemsnitsbeløb 37.500 kr. og 20.200 kr.

Tabel 3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte, 1994-2003

Note: Pga. afrundinger kan der forekomme afvigelser i summerne. Omregnet til 2003-priser.

Figur 3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte (stipendier og SU-lån), 1994–2003

Kilde: "SU-støtte og SU-gæld" diverse udgivelser, SU-Styrelsen.

3.7 Udgifter til forskning

De samlede udgifter til forskning steg konstant fra 1993 til 2002, hvor der blev brugt rundt regnet 34,4 mia. kr. til forskning. Erhvervslivets forskningsudgifter blev mere end fordoblet i perioden.

I 2002 udgjorde de samlede udgifter til forskning ca. 34,4 mia. kr., fordelt på ca. 23,7 mia. kr. fra erhvervslivet (69,0%) og ca. 10,7 mia. kr. fra det offentlige (31,0%).

Fra 1993 til 2002 steg de samlede udgifter til forskning med 85,4%. Erhvervslivets forskningsudgifter steg i samme periode med 119,5%; for de offentlige udgifter ses en stigning i perioden på 37,7%.

Der er betydelig forskel på, hvor stor en andel af de offentlige udgifter der bevilges til de enkelte videnskabelige områder. I 2002 blev der brugt flest penge på det naturvidenskabelige område, ca. 2,9 mia. kr., efterfulgt af det sundhedsvidenskabelige område med ca. 2,6 mia. kr.

I 2002 blev der givet 7.937 mio. kr. til de højere læreanstalter, 2.535 mio. kr. til offentlige forskningsinstitutioner og 195 mio. kr. til den private ikke-erhvervsdri-vende sektor.

Den samlede stigning i de offentlige udgifter til forskning dækker over forskellige bevægelser i opgørelsesperioden. Sammenlignes 1993 med 2002, ses, at alle forskningsfelter havde en stigning i udgifterne.

Den største stigning i de offentlige udgifter fra 1993 til 2002 ses for det samfundsvidenskabelige område med en stigning på 101,3%, efterfulgt af det humanistiske område (inkl. psykologisk/pædagogisk område) med en stigning på 58,0%.

I 2002 var jordbrugs-/veterinærvidenskab det forskningsfelt, der havde de laveste offentlige forskningsudgifter (1.222 mio. kr.).

Det offentliges udgifter til det teknisk videnskabelige forskningsfelt udviste den laveste stigning fra 1993 til 2002; for dette forskningsfelt steg de offentlige udgifter kun med 7,9%.

Tabel 3.7 Private og offentlige udgifter til forskning, fordelt på sektorer og forskningsfelt, 1993–2002

Note: Summerne kan afvige pga. afrundinger.

Figur 3.7 Offentlige udgifter til forskning, fordelt på forskningsfelt, 1993–2002

Kilde: ”Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor Forskningsstatistik 2002” og ”Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde Forskningsstatistik 2002”, Dansk Center for Forskningsanalyse Aarhus Universitet.

3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i Danmark og i udvalgte lande

Danmark ligger i den bedre ende af midterfeltet i denne undersøgelse af fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene. Forskellen mellem piger og drenges færdigheder i avanceret computerbrug er både internationalt og i Danmark betydelig.

Avanceret computerbrug defineres i PISA 2003 bl.a. som evnen til at konstruere programmer og hjemmesider samt evnen til at bruge regneark. Deltagerne i undersøgelsen er de 15-årige uddannelsessøgende. Danmark markerer sig i den øvre del af midterfeltet. Der er en betydelig overvægt af drenge, der er fortrolige med avanceret computerbrug.

Tabellen viser et konstrueret indeks, som opsummerer det samlede niveau for færdigheder med avanceret computerbrug i PISA-landene. Indekset er beregnet således, at gennemsnittet for OECD-landene er 0, og standardafvigelsen er 1. Landsgennemsnittet er beregnet på baggrund af data fra PISA 2003, og forskellen mellem drenge og piger er udregnet som drengenes udsagn om egne evner ved brug af computer minus pigernes udsagn om brug af computer. Disse data er således et udtryk for den enkelte unges vurdering af egne evner.

Sverige, USA, Island, Canada og Østrig placerer sig helt i toppen af indekset. Mens Danmark ligger i den bedre ende af midterfeltet sammen med Tyskland, Schweiz og Belgien. Endelig følger lande som Irland, Portugal, Ungarn og Grækenland, inden de baltiske lande og bl.a. Mexico og Tyrkiet ligger i den anden ende.

Forskellene mellem drenge og pigers færdigheder i avanceret computerbrug er både internationalt (simpelt gennemsnit) og i Danmark betydelige. Kønsforskellen i Danmark viser sig at være mindst på andre mindre komplicerede computerfærdigheder og størst på det avancerede brug (0.88), som det ses af tabellen.

Kønsforskellen i Danmark (0.88) er den største sammen med Island (0.88) og Finland (0.90) med hensyn til fortrolighed med avanceret computerbrug. Generelt er de nordiske lande (uden Norge, der ikke deltog i undersøgelsen) karakteriseret ved stor forskel mellem kønnenes avancerede brug.

Tabel 3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene PISA - 2003

Landsgennemsnittene er beregnet på baggrund af de officielle PISA, 2003 data. Forskellen mellem piger og drenges fortrolighed med avanceret computerbrug er beregnet som drengenes færdighedsniveau minus pigernes færdighedsniveau.
Note: Lande markeret med 1, har en forholdsvis lav svarprocent (80-90%), men er medtaget i rangordningen.

Figur 3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene (alle) - 2003

Kilde: PISA 2003 - Danske unge i en international sammenligning og supplerende data indhentet fra Beatrice Schindler Ranvid, AKF, PISA 2003, figur 9.6.

3.9 Antal uddannelsessteder

I 2003 var der i alt registreret 3.556 uddannelsessteder i Danmark. Af disse udgjorde grundskolerne alene 68,1%.

I 2003 var der registreret 3.556 uddannelsessteder i Danmark.

I 2003 var der 2.420 grundskoler, hvilket svarer til 68,1% af alle registrerede uddannelsessteder i Danmark. Folkeskolerne udgjorde 70,5% af grundskolerne, de selvejende private skoler 19,4% og efterskolerne 10,1%.

Sammenlignes 1994 med 2003, ses ikke den store forskel i antallet af folkeskoler. I 2003 var der i alt 1.707 folkeskoler mod 1.696 i 1994.

For de selvejende private grundskoler ses også et stigende antal skoler. Fra 1994 til 2003 steg antallet af skoler med 12,2%, og i 2003 var der i alt 469 selvejende private skoler.

Også for efterskolerne ses en stigning i antallet af skoler fra 1994 til 2003 (stigningen svarer til 9,4%). Fra 1999 til 2000 faldt antallet af efterskoler med 15 skoler. I 2003 var der i alt 244 efterskoler.

I 2003 var der 152 gymnasier, hf-kurser og studenterkurser. Heraf var 23 selv ejende private skoler (udgjorde 15,1%).

Antallet af erhvervsskoler m.v. (inkl. afdelinger) var 283 i 2003. Af disse var ca. 57% handels- og tekniske skoler, ca. 14% var social- og sundhedsskoler, og 16% var landbrugs-, husholdnings- og levnedsmiddelskoler.

I 2003 var der registreret 210 videregående uddannelsesinstitutioner (inkl. univer-sitetslovsinstitutioner og afdelinger). I 1994 var tallet 199 institutioner.

Antallet af lærerseminarier var ca. 20 fra 1994 til 2003. For sygeplejerskeskolerne ses et fald, her fra 26 til 21 skoler (flere har indgået CVU-samarbejde).

For de øvrige uddannelsessteder ses et fald i antallet af skoler fra 1994 til 2003, fra 540 til 491 skoler. Faldet skyldes især folkehøjskoler, produktionsskoler og daghøjskoler. Til gengæld steg antallet af VUC-centre fra 81 til 120 i perioden.

I 2003 var der i alt 31 AMU-centre (inkl. Landtransportskolen) mod 39 i 1994. I 2003 var der 105 daghøjskoler, i 1994 i alt 175.

Tabel 3.9 Antallet af registrerede uddannelsessteder i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1994–2003

Note: Søgt klassificeret efter højeste uddannelsesniveau. Undtaget er dog erhvervsskoler m.v., som henviser til ungdomsuddannelse, selv om en række skoler udbyder korte videregående uddannelser. Nogle institutioner kan have flere institutionstyper på en adresse, fx lærerseminarier og pædagogseminarier, og er derfor registeret 2 steder.

1) Ekskl. specialskoler for børn og voksne, sprogskoler og kommunale ungdomsskoler.
2) Ekskl. hf på seminarierne, som indgår i lærerseminarierne.
3) Inkl. Danmarks Statistiks registrering af afdelinger under hovedskolerne. For handels- og tekniske skoler er det i 2003 ekskl. 26 hovedskoler, som ligger på samme adresse som en afdeling.
4) Fra 2003 inkl. 10 nyoprettede statsfængsler.
5) Status som fri ungdomsuddannelse (fuu), fx skolen for økologiske igangsættere. En række skoler udbød også fuu, men skolerne er registreret efter hovedformål under fx folkehøjskoler, håndarbejdsskoler m.v. Uddannelsen er nedlagt.

Figur 3.9 Antallet af registrerede folkeskoler, selvejende private skoler og efterskoler i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1994–2003

Kilde: ”Institutionsregisteret”, Danmarks Statistik samt beregninger fra UNI•C Statistik & Analyse.

3.10 Elev/lærerratio og normalklassekvotient

Der er flest elever pr. lærer ved 1-årig hhx og erhvervsuddannelsernes merkantile uddannelser. I 2003 var der på disse uddannelser hhv. 14,1 og 12,6 elev pr. lærer. For de erhvervsfaglige tekniske uddannelser var der 8,7 elever pr. lærer.

I 2002 udgjorde elev/lærerratioen i folke-skolen 10,8 mod en ratio på 11,4 for de frie grundskoler. Fra 1997 til 2000 steg elev/lærerratioen i folkeskolen fra 10,6 til 10,8 (for folkeskolen findes ikke tal før 1997). I de frie grundskoler lå elev/lærer-ratioen stabilt mellem 11,3 og 11,4. I 1994 var den dog 11,7.

Normalklassekvotienten angiver antal elever i en klasse, der modtager såkaldt almindelig undervisning. Det betyder, at rene specialklasser ikke indgår i normalklassekvotienten. I folkeskolen var der i 2003 gennemsnitligt 19,9 børn i klassen. For de frie grundskoler var normalklassekvotienten i samme år lavere (17,2).

I 2000 var elev/lærerratioen ved de almengymnasiale uddannelser 8,6. Elev/ lærerratioen har for det samlede almengymnasiale område udvist et fald i perioden - i 1994 var den 9,0.

For det almengymnasiale område ses tillige, at normalklassekvotienten i 2003 var højst for gymnasiet med 24,3, hvor kvotienten for hf og studenterkurser lå på hhv. 23,4 og 20,2. Sammenlignes 1994 med 2003, ses, at for hf faldt normalklassekvoten med 2,3. For studenterkurser ses en næsten konstant stigning i normalklassekvotienten fra 1995 til 2001. Sammenlignes 1994 med 2003, ses en stigning på 1,7 elever flere i hver klasse.

I 2003 var elev/lærerratioen for 1-årig hhx 14,1 mod 11,6 i 1994. For den flerårige hhx var elev/lærerratioen 11,9 mod 13,7 i 1994.

I 2003 var ratioen for htx 8,6 mod 7,4 i 1994. Htx var den uddannelse af de erhvervsgymnasiale uddannelser, der havde den laveste elev/lærerratio.

For de erhvervsfaglige uddannelser (merkantile og tekniske erhvervsuddannelser) varierer elev/lærerratioen en del efter skole- og uddannelsestype.

På de merkantile uddannelser var der i 2003 12,6 elever pr. lærer; samme tal ses i 1994. På de tekniske uddannelser m.v. udgjorde elev/lærerratioen i 2003 8,7 mod 8,4 i 1994.

I de seneste år ses, for de erhvervsfaglige merkantile uddannelser, en stigning i elev/lærerratioen.

Tabel 3.10 Elev/lærerratio og normalklassekvotient, opgjort for folkeskolen, de frie grundskoler, gymnasiale uddannelser, merkantile og tekniske uddannelser m.v., 1994–2003

Note: Elev/lærerratio er beregnet ud fra det samlede antal lærerårsværk, dvs. én lærer på fuld tid i ét undervisningsår. Normalklassekvotienter er det gennemsnitlige indberettede antal elever/klasse, ekskl. specialklasser. Eks.: 1994 svarer til undervisningsåret 1994/95. For det almengymnasiale område findes ikke nyere tal end frem til år 2000.

1) Ekskl. efterskoler.
2) Omfatter både grundforløb (før 1999: 1.+2. skoleperiode) og hovedforløb på merkantile og tekniske uddannelser.
3) Budgettal taget fra Finansloven.

Figur 3.10 Elev/lærerratio, opgjort for erhvervsgymnasiale uddannelser, merkantile og tekniske uddannelser, 1994–2003

Kilde: Beregninger baseret på indberetning fra skolerne til UNI•C Statistik & Analyse samt Finansloven for beregninger for de erhvervsgymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser.

Denne side indgår i publikationen "Tal der taler 2005" som kapitel 3 af 5
© Undervisningsministeriet 2004