14. Kommunikationskompetence

14.1 Indledning

Det er veldokumenteret, at Danmark i internationalt perspektiv er aktiv på informationsmotorvejen, særligt med henblik på opkobling til og anvendelse af internet og brug af mobiltelefoni. Men mulighederne for og ressourcerne til at kommunikere deler danskerne. Hvis man definerer kommunikationskompetence som en treleddet størrelse, der består af: 1. evnen til at skabe kommunikativ kontakt, 2. evnen til at skabe forståelse hos andre for det, man mener, og 3. evnen til at skabe kommunikativ effekt, dvs. skabe resultater gennem kommunikation, så kan man identificere tre hovedgrupper: De passive ("lav"), de deltagende ("middel") og de aktive ("høj").

På det generelle niveau viser undersøgelsen, at en stor gruppe danskere kommunikerer på et relativt højt niveau. Mange af de deltagende i "middel"-gruppen har en klar mulighed for at udvikle deres kompetence og befinde sig blandt de aktive i gruppen med relativt høj kompetence, hvilket er positivt. Mere bekymrende er det, at "lav"-gruppen, på grund af det generelt høje niveau, i meget lavere grad end resten af befolkningen har udviklet eller har mulighed for at udvikle deres kommunikationskompetence (Anneks Validering og Analyse, 137).

Figur 14.1 Danskernes profil på kommunikationskompetence (kilde: NKR 2004) De indikatorer, der indgår i beregningen af profilen, er:

• Kommunikationsformer
• Kommunikationskompetence i arbejdslivet ⁵³
• Videndeling

14.1.1 Resumé

• Der er en skæv fordeling, med hensyn til hvem der har og har mulighed for at opbygge kommunikationskompetencer. De højtuddannede og højtlønnede er den gruppe, der hyppigst anvender såvel kommunikationsformer som kommunikationstyper. De kortuddannede og lavtlønnede kommunikerer væsentligt mindre, specielt i forhold til brugen af internettet. Dette kan medføre en skævhed i, hvem der opbygger relevante kommunikationskompetencer. Personer med folkeskoleuddannelse, erhvervsfaglig uddannelse eller gymnasial uddannelse som højeste uddannelse er generelt markant dårligere stillet på dette punkt end personer med videregående uddannelser.
• De højtuddannede deltager hyppigere og i flere kommunikationstyper end resten og har dermed højere kommunikationskompetence i arbejdslivet. De holder specielt flere foredrag/instruktioner og deltager mere i skriftlig kommunikation. Deres typiske arbejdsplads og stilling er meget betydende for deres høje kompetenceniveau.
• Hovedparten af danskerne deler efter eget udsagn faglig viden med hinanden og diskuterer også, hvordan deres arbejdsforhold kan forbedres. Dette er stort set uafhængigt af uddannelsesniveau, der ellers betyder meget for kommunikationskompetence som helhed. Det peger i retning af, at der er en fælles kultur på det danske arbejdsmarked, hvor alles erfaringer tæller og lyttes til.
• De unge er godt med, hvad angår brugen af mobiltelefoner og internet. Dette betyder, at de rent kommunikationsteknisk er godt rustet til fremtiden. Men når det kommer til kommunikationsformer (f.eks. hvor ofte man skriver breve eller e-mails) og arbejdsrelateret kommunikationskompetence, viser det sig, at de 40-49-årige er den gruppe, der anvender en bred vifte af kommunikationsformer i størst omfang. Deres bredere tilgang til forskellige kommunikationsformer slår også igennem i forhold til den faglige kommunikation i forbindelse med arbejdet, hvor denne gruppe også ligger i toppen.
• Det er i høj grad arbejdet, der dikterer, hvilke kommunikationsformer der er relevante. Generelt (og groft) set har servicesektoren et højere kommunikationsniveau end fremstillingssektoren. Der er ingen entydig generel forskel mellem det offentlige og det private erhvervsliv.
• En høj kompetence med hensyn til anvendelse af kommunikationsformer og kommunikationstyper i arbejdslivet betaler sig. Kontrolleret for faktorer som stilling, køn, uddannelse o.l. medfører et højere kompetenceniveau en højere løn.

14.1.2 Hvad er kommunikations kompetence?

Tidligere definerede man kommunikationskompetence ganske snævert. Helt op i midten af 1900-tallet dominerede den såkaldte "transportmodel" for kommunikation, ifølge hvilken kommunikation kan karakteriseres som transport af information fra ét sted til et andet.

Konsekvensen var, at man i forhold til begrebet kommunikationskompetence lagde meget vægt på beherskelsen af kommunikationsmidler, dvs. medier til kommunikation. Den, der havde evne til eller mulighed for at nå mange andre kommunikativt, eller som havde evne til eller mulighed for at skabe sig adgang til information, besad en høj kommunikationskompetence.

Men begrebet må i dag forstås bredere. At besidde kommunikationskompetence vil stadigvæk sige, at man er i stand til at transportere information fra ét sted til et andet, hvad enten man agerer som afsender eller som modtager. Kommunikationskompetence udtrykker evne til og mulighed for at bruge kommunikationsværktøjer. Men hertil kommer, at man også skal være god til at skabe forståelse hos modtageren, blandt andet ved som afsender at sætte sig i modtagerens sted. Empati er et nøgleord, men i nyere sprogbrug er evnen til videndeling et andet udtryk herfor.

Figur 14.2 Kompetenceindeks for danskernes kommunikationskompetence. Kompetenceindekset er gennemsnittet af indikatorernes indeksværdier N=5528 (kilde:NKR 2004)

Endelig er en person med høj kommunikationskompetence i stand til at fremkalde den handling hos modtageren, som han eller hun intenderede. Her handler kommunikationskompetence med andre ord om retoriske evner, evne til overtalelse og til at argumentere for sin sag.

I det følgende er disse tre aspekter ved kommunikationskompetence blevet operationaliseret. Den første, evnen til at skabe kommunikativ kontakt, udtrykkes med begrebet "kommunikationsformer", dvs. brugen af og adgangen til forskellige kommunikationsværktøjer. Den anden, evnen til at skabe forståelse, udtrykkes gennem begrebet videndeling, som repræsenterer et aspekt ved, men dog ikke hele bredden i forståelseskompetencen. Den tredje, evnen til at skabe kommunikativ effekt, udtrykkes – igen i en lidt smallere version – i begrebet om kommunikationskompetence i arbejdslivet, dvs. det at holde oplæg, deltage i møder og forholde sig til sager eller problemstillinger.

At spørge helt ind til individers kommunikationskompetence er vanskeligt, da denne kompetence bl.a. afhænger af evnen til at kunne sætte sig i modtagerens sted og derved skabe den fornødne konsensus i kommunikationsøjeblikket. Denne evne er meget vanskelig at dokumentere og ikke mindst kvantificere, eftersom det i høj grad er baseret på individers tavse viden.

Evnen til at kunne skabe kommunikativ kontakt og skabe kommunikativ effekt kan dog belyses ved at undersøge, i hvilket omfang individer anvender forskellige kommunikationsformer (som en telefon) og metoder (som et foredrag) til at kommunikere med. Relationen til kommunikationskompetence er, at jo mere individer praktiserer en given kommunikationsform eller metode, des mere kommunikationskompetente bliver de.

Evnen til at kunne skabe kommunikativ effekt kan undersøges ved at se på, i hvilket omfang viden deles på arbejdet. Jo mere dette gøres, des mere kompetente kommunikatører bliver medarbejderne.

Ingen af disse indikatorer beskriver det samlede omfang af individers kommunikationskompetence, men redegør hver for sig for vigtige dele af begrebet.

14.1.3 Hvorfor kommunikations kompetence?

Den samfundsmæssige udvikling mod et vidensamfund bliver ofte sammenkædet med udviklingen af informationsteknologi. Det er dog sjældent teknologien alene, der skaber forandringer, men snarere anvendelsen af teknologien, der skaber forandring. Det "nye" ved informationsteknologi er, at den har accelereret vores muligheder for at kommunikere med hinanden og derved dele vores viden med andre (dvs. gøre den "fælles") og selv søge ny viden. Denne udvikling har skabt en række helt centrale udfordringer, som både virksomheder/organisationer og det enkelte individ er nødt til at forholde sig til, hvis fremtidig vækst og velstand skal sikres.

Der er enighed om, at i en videnøkonomi er informations- og kommunikationsteknologi (IKT) en afgørende produktivkraft, og at forudsætningen for at bruge IKT hensigtsmæssigt og for i øvrigt at skabe viden, dele viden med andre og få adgang til viden er kommunikationskompetence. Evnen til at kommunikere er helt central for at kunne opbygge viden, hvad enten det drejer sig om mundtlig kommunikation mellem kolleger eller innovationssamarbejde mellem virksomheder.

Tabel 14.1 Indikatoroversigt for kommunikationskompetence med tilhørende spørgsmål og indekseringsværdier (kilde: NKR 2004)

Herudover er evnen til og muligheden for at kunne foretage kommunikativ tilkobling afgørende demokratiske og sociale værdier. For at kunne agere som borger i et moderne, globaliseret samfund må man være i stand til at indhente, sortere og vurdere omfattende mængder af information, og for at kunne agere som borger må man kunne komme i kommunikativ kontakt med andre. Det gælder i stigende grad i såvel det civile liv som i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Det betyder, at såvel individer som virksomheder i dag skal kunne kommunikere med flere forskellige kulturer og verdener. Evnen til at navigere i netværk er med andre ord afgørende i et moderne samfund.

Sidst, men ikke mindst, er mulighederne, hvormed man kan kommunikere med hinanden, steget, samtidig med at de er blevet mere komplekse. Alle har fået flere kommunikationsværktøjer til rådighed, der skal kunne mestres, hvis man skal være en del af fællesskaber. For eksempel er det nærmest utænkeligt at være ung uden at kunne anvende SMS, Messenger eller e-mail. Tilsvarende skal ansatte i større virksomheder i mange tilfælde kunne bruge intranet og telefonkonferencer.

Kommunikationskompetencer er altså blevet mere nødvendige, samtidig med at kravene til, hvad det vil sige at være kommunikationskompetent, er steget. Det betyder også, at omfanget af begrebet kommunikationskompetence er vokset.

14.2 Danskernes kommunikations kompetence

14.2.1 Indikator 1: Kommunikationsformer

Indikatoren baserer sig på tre spørgsmål, der udtrykker, hvor hyppigt man skriver breve og e-mails, taler i almindelig telefon og søger information på internettet. Denne indikator siger ikke noget om, hvorvidt de er kompetente til at anvende disse medier, men man må formode, at der er en sammenhæng mellem, hvor ofte brugerne anvender medierne, og hvor kompetente brugerne er til at anvende dem.

Hvor ofte brugerne anvender forskellige kommunikationsformer, indikerer, hvilken type information de primært efterspørger eller har behov for at dele. En telefon er velegnet til at dele information, mens dialog er nødvendig for at skabe forståelse. Et brev er velegnet til at dele mere selvforklarende, dvs. kodificeret, information, der ikke kræver en dialog for at blive forstået.

Det interessante ved at se på kommunikationsformer er, at der netop her er sket en omfattende udvikling af især elektroniske kommunikationsmedier, der på mange måder synes at være et emblem for udviklingen i det moderne samfund siden anden halvdel af det 20. århundrede.

En væsentlig del af at være kommunikationskompetent er at være i stand til rent teknisk at være i kontakt med andre ved at anvende forskellige kommunikationsformer.

I den overordnede analyse af indikatoren ses det, at uddannelsesniveauet klart spiller den dominerende rolle, i forhold til hvor meget kompetence man har med hensyn til kommunikationsformer. De højtuddannede har som gruppe det højeste kompetenceniveau, og lige under deres niveau ligger de andre videregående uddannelser.

Blandt de tre grupper med det laveste kompetenceniveau, der tæller de folkeskoleuddannede, de erhvervsfagligt uddannede og personer med gymnasial uddannelse, ligger de folkeskoleuddannede klart nederst. For de lavtuddannede og erhvervsfagligt uddannede kan deres særligt lave score komme til at udgøre en barriere for senere mobilitet i arbejdslivet. Groft sagt er uddannelsens længde helt afgørende for, hvilke muligheder man har for at udvikle sin brug af forskellige kommunikationsformer (Anneks Validering og Analyse, 41).

Kompetenceindikatoren er også skævt fordelt, målt på andre gruppekarakteristika. Der er stor forskel på anvendelse af kommunikationsformer mellem fremstillingsbranchen og servicebranchen, hvor de ansatte i fremstillingsbranchen som gruppe i langt lavere grad er kompetente på dette område. Den samme store forskel findes også mellem den offentlige sektor og den private, hvor kompetenceniveauet i det offentlige er lavest blandt de to (Anneks Validering og Analyse, 41).

Mere specifikt kan man se, at den kommunikationsform, de fleste danskere anvender, er den almindelige telefon. Den er den hyppigst anvendte kommunikationsform i såvel fritid som arbejdsliv. Dette ses særligt uden for arbejdslivet, hvor kun 4 pct. slet ikke anvender denne efterhånden gamle teknologi.

Telefonen anvendes ikke lige så bredt i arbejdslivet, hvilket primært må skyldes forskelle i arbejdsforhold, hvor telefonen ikke altid er en brugbar kommunikationsform. De højtuddannede bruger f.eks. telefonen hyppigere end de lavtuddannede, hvilket bl.a. kan forklares med, at de højtuddannede oftere arbejder på kontor (DST og MVTU, 2004; p.152) (jf. anneks Kommunikationskompetence, 1).

Der er generelt en større spredning i anvendelsen af mobiltelefoner end ved almindelige telefoner, hvilket man også må forvente af en nyere teknologi. Undersøgelsen viser, at jo ældre respondenterne er, des mindre anvender de mobiltelefonen i fritiden. 80 pct. af de 20-24-årige anvender mobiltelefonen dagligt sammenlignet med 24 pct. af de 60- 64-årige. Tendensen kan på sigt betyde, at mobiltelefonen vil overtage den almindelige telefons brede gennemslag. Dette betyder, at befolkningen i fremtiden vil blive betydeligt mere fleksibel med hensyn til kommunikation (jf. anneks Kommunikationskompetence, 2).

Figur 14.3 Indeks for kommunikationsformer fordelt på højeste uddannelse. N = 4432 v/spørgsmål 105, 106 og 107 samt N = 5528 v/spørgsmål 111, 112 og 113 (kilde: NKR 2004)

I arbejdslivet har mobiltelefonen som enkeltstående medie opnået størst gennemslag i bygge- og anlægsbranchen, hvor behovet for mobiltelefonens fleksibilitet må formodes at være større end inden for eksempelvis "finansiering og forretningsanalyse", der scorer dårligere. Derimod er bygge- og anlægsbranchen den branche, der mindst bruger almindelig telefon, mens finansierings- og forretningsservice scorer højest. Der er derfor en interessant tendens til, at de brancher, der hyppigt anvender mobiltelefon, anvender fastnettelefon mindst og omvendt. Dette er ikke overraskende da mobil- og fastnettelefonen er komplementerende og til en vis grad substituerende kommunikationsformer (jf. anneks Kommunikationskompetence, 3).

Mænd anvender mobiltelefon mere end dobbelt så meget i arbejdssituationer som kvinder. Den samme forskel gør sig gældende ved brug af mobiltelefon i fritiden, om end i betydelig mindre udtalt grad.

Den generelle tendens er, at de samme grupper, der skriver breve/e-mails i arbejdslivet, også bruger denne kommunikationsform i fritiden. Tendensen er dog, at breve og e- mails anvendes i større omfang i arbejdssituationen end i fritiden.

Undersøgelsen viser, at anvendelsen af skriftlige kommunikationsformer hænger sammen med længden af uddannelse. Lidt mere end 40 pct. af respondenterne med erhvervsfaglig uddannelse anvender aldrig skriftlig kommunikation på arbejdet, mens kun 4 pct. af de højtudannede ikke dagligt gør brug af denne type kommunikation (jf. anneks Kommunikationskompetence, 4).

I arbejdslivet bruges informationssøgning på nettet kun lidt af de faglærte arbejdere og endnu mindre af de ufaglærte. 78 pct. af de ufaglærte bruger aldrig internettet sammenlignet med 9 pct. af de ledende funktionærer, der typisk anvender det dagligt (59 pct.). Det samme mønster ses tydeligt i uddannelse, hvor de højtudannede anvender nettet mere end dobbelt så meget som de erhvervsfagligt uddannede (jf. anneks Kommunikationskompetence, 5).

Den skæve fordeling i, hvem der bruger nettet, kan også ses i de forskellige brancher. Brancher, der har mange personer med lang eller mellemlang videregående uddannelse ansat (som finansiering og forretningsser- vice), anvender nettet mere end f.eks. byggeog anlægsbranchen. Det betyder, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om forskellen i anvendelse af internetkommunikation alene er uddannelsesbaseret, eller om der også er helt praktiske forklaringer på forskellen. Hvis dette er rigtigt, vil man kunne forvente, at den voksende indtrængning af "pervasive computing" med trådløse opkoblingsmuligheder vil ændre denne fordeling betydeligt til fordel for de traditionelle håndværksprægede fag, i den grad det kan tilfredsstille behov, det ikke har været teknisk muligt at imødekomme førhen (jf. anneks Kommunikationskompetence, 6).

Brugen af internettet i fritiden er betydeligt mindre varieret. Dette skyldes formentlig, at adgang til nettet typisk defineres af den type job, respondenterne har, hvorimod adgang til nettet hjemmefra defineres af respondenternes/husstandens egne behov. Som ved mobiltelefoner anvender de yngre nettet betydeligt mere end de ældre. Mange af de samme tendenser, som man finder angående brug af nettet i arbejdslivet, går igen i fritiden. Indkomst, uddannelse og arbejdstid påvirker alle anvendelsen af internettet i fritiden, bare i mindre grad (jf. anneks Kommunikationskompetence, 7).

Figur 14.4 Udbredelsen af hurtige adgangsveje til internet (kilde: OECD 2002)

14.2.1.1 Et skævt Danmark?

Overordnet set viser NKR 2004, at ikke alle har samme forudsætninger for at tilegne sig bred kompetence for anvendelse af kommunikationsformer i arbejdslivet. De højtuddannede, lederne, de højtlønnede og dem med de længste arbejdsdage anvender flere kommunikationsformer hyppigere i arbejdslivet. Over for denne gruppe står de lavtuddannede og de lavtlønnede. Den største forskel ses ved de nye kommunikationsformer: mobiltelefon, e-mail/breve og internet. Respondenterne med de højeste indkomster anvender f.eks. mobiltelefon og mails op til tre gange så meget som dem med de laveste indkomster.

Spørgsmålet er, om dette er ensbetydende med, at man kan inddele den danske befolkning i kommunikationsstærke og kommunikationssvage grupper. Det er vanskeligt at drage håndfaste konklusioner på baggrund af ovenstående, eftersom kravene til relevant kommunikationskompetence i de enkelte virksomheder og organisationer varierer. Desuden viser NKR 2004 ikke, i hvilket omfang medarbejderne anvender mundtlig ansigt til ansigt-kommunikation, hvilket i mange brancher er den vigtigste kommunikationsform.

Endelig er der en række forhold, som tyder på, at den skæve fordeling ikke kun er betinget af uddannelsesforskelle, men også af forskelle, hvad angår de praktiske forudsætninger. Tilsyneladende afhænger indførelse af nye kommunikationsteknologier af de konkrete behov og muligheder, jf. den store brug af mobiltelefoni i de håndværksmæssige fag.

Udviklingen i arbejdslivet går dog mod, at stadig flere medarbejdere skal anvende nye kommunikationsteknologier i deres arbejde, hvorfor denne skæve fordeling kan udgøre et problem på sigt. Specielt bør man, som anført, være opmærksom på, at kommunikationskompetencer i forhold til brugen af computerbaseret kommunikation meget hurtigt vil blive efterspurgt i håndværksfag, dvs. blandt ikke-akademiske medarbejdere.

Figur 14.5 Befolkningens brug af internet inden for de seneste tre måneder i 2002 (kilde: Eurostat, 2003)

Det betyder, at man de kommende år skal være opmærksom på, hvilke konsekvenser "pervasive computing" vil have. Det må forventes, at disse nye teknologier vil ændre udbredelsen af internetkommunikation og, generelt set, af brugen af nye digitale teknologier drastisk.

Dertil er det vigtigt at bemærke, at der er væsentlige incitamenter for at udvikle kommunikationsformer. Kontrolleret for andre faktorer, eksempelvis stilling, køn o.l., er der en klar positiv sammenhæng mellem kompetenceniveau og lønniveau. Alt andet lige vil et hævet kompetenceniveau medføre en højere løn (Anneks Validering og Analyse, 46).

Det er i den forbindelse positivt at se, at de unge i stort omfang anvender mobiltelefon og internettet i fritiden. Det betyder, at de ved indgangen til et arbejdsliv har relevante tekniske kommunikationskompetencer, der vil være værdifulde for dagens virksomheder, der i stadig større grad anvender mere komplekse kommunikationsformer.

14.2.2 Indikator 2: Kommunikationskompetence i arbejdslivet

For denne indikator spørger NKR ind til, om man holder mundtlige oplæg eller præsentationer i forbindelse med arbejdet, og om man forholder sig til sager eller problemer på arbejdet, som andre taler med eller skriver til én om.

De to første spørgsmål omhandler mundtlig kommunikation, hvoraf det første spørgsmål (om man holder mundtlige oplæg) indikerer, om det at give information til andre er en vigtig del af den enkeltes arbejde. Det andet spørgsmål (om individet forholder sig til andres mundtlige kommunikation) indikerer, om det at deltage i mundtlig dialog på arbejdspladsen er vigtigt. Det sidste spørgsmål omhandler det samme, bare med skriftlig kommunikation.

En af forudsætningerne for at kunne deltage i et vidensamfund er, at man er i stand til at bruge og udvikle sin viden. Af denne grund er deltagelse i kommunikationstyper vigtigt.

At være kommunikationskompetent i arbejdslivet forudsætter, at man kan deltage i flere forskellige kommunikationstyper. Gennem disse kommunikationstyper kan individet skabe kommunikativ effekt, dvs. omsætte sine kommunikative bidrag til handlinger hos andre.

Medarbejderes deltagelse i kommunikationstyper betinges i høj grad af deres arbejdsopgaver, der definerer, hvilken type viden og information de efterspørger og deler. I en håndværksvirksomhed er mundtlig kommunikation den skriftlige overlegen (mobiltelefonen er det foretrukne kommunikationsredskab), hvorimod f.eks. et ministerium typisk har et stort behov for at kunne dokumentere de kommunikative bidrag, hvorfor skriftlig kommunikation er vigtig. Det er derfor vanskeligt at rangordne de forskellige kommunikationstyper, og det giver ingen mening at hævde, at der er en ligefrem proportionalitet mellem antallet af kommunikationstyper, en medarbejder deltager i, og niveauet for eller relevansen af vedkommendes kommunikationskompetence. At være kommunikationskompetent i arbejdslivet drejer sig derimod primært om at kunne mestre de relevante kommunikationstyper.

Når man ser på indikatoren for kommunikationskompetence i arbejdslivet som det samlede udtryk for de tre spørgsmål, bliver en række tendenser tydelige. Personers uddannelsesniveau er igen meget betydningsfuldt for, hvilken kommunikationskompetence de har i arbejdslivet. Gruppen med lang videregående uddannelse eller derover har mest kommunikationskompetence, og folkeskoleuddannede og erhvervsfagligt uddannede scorer igen lavest.

Inden for fremstillingsbrancherne har folk gennemsnitligt en lavere kommunikationskompetence end servicesektoren. En højere andel af jobbene dér er i højere grad præget af, at de ansatte udfører klart definerede opgaver uden for team, end de er det i servicesektoren, eller at arten af arbejdet er så relativt ensartet, at der er forholdsvis udbredt konsensus om, hvordan arbejdsopgaven løses.

Figur 14.6 Indeks for kommunikationskompetence i arbejdstiden fordelt på spørgsmål og stillingskategorier. N = 4432 v/spørgsmål 102, 103 og 104 (kilde: NKR 2004)

Hvor kompetence med hensyn til anvendelse af kommunikationsformer i arbejdslivet havde en sammenhæng med ansættelse i det offentlige eller privat, er det ikke tilfældet med denne indikator (Anneks Validering og Analyse, 43).

Undersøgelsen viser, at ledere deltager i flere kommunikationstyper end ikke-ledere. Dette ses, ved at såvel ledende funktionærer/tjenestemænd som personer med flest underordnede scorer betydeligt højere end medarbejdere uden ledelsesansvar. Det er mest tydeligt ved "forholde sig til problemstillinger, andre skriver til én om" og "holde mundtlige oplæg [...]".

14.2.2.1 Skævhed i, hvem der opnår kommunikationskompetencer

De højtuddannede skiller sig som nævnt ud fra mængden ved i højere grad at deltage i kommunikationstyper på arbejdet. 51 pct. af de højtuddannede holder oplæg mindst en gang om ugen, sammenlignet med at kun 22 pct. af de erhvervsfagligt uddannede gør det. Den samme fordeling gælder for de andre kommunikationstyper. I lighed med kommunikationsformer tegner der sig en skævhed i, hvem der har mulighed for at opbygge kommunikationskompetencer, og hvem der ikke har (jf. anneks Kommunikationskompetence, 8).

Undersøgelsen viser, at deling og anvendelse af viden er væsentligere for folk med lange arbejdsdage end ved deltid og i mindre grad ved 37 timer om ugen. Nedenstående figur viser, at denne sammenhæng mellem, hvor mange arbejdstimer man har og deltagelsen i kommunikationstyper, genfindes, når der ses på deltagelsen i kommunikationsformer og længden af arbejdstiden, jf. indikator 1.

Figur 14.7 Indeks for kommunikationsformer på arbejdstimer. N = 4432 v/spørgsmål 105, 106 og 107 samt N = 5528 v/spørgsmål 111, 112 og 113 (kilde: NKR 2004)

Det generelle billede er, at en stor del af arbejdsstyrken (71 pct.) deltager i mundtlig dialog om daglige problemer på arbejdspladsen, hvilket vidner om, at medarbejderne deltager i udviklingen af arbejdspladsen. Herudover indebærer det, at medarbejderne også selv opbygger værdifulde kompetencer.

Der er ikke noget overraskende i, at ledere deltager i flere kommunikationsprocesser end ikke-ledere. At varetage ledelsesfunktioner vil i høj grad sige at udøve beslutningskommunikation og formidle denne til mange andre. Man skal imidlertid være opmærksom på, at hvis man ønsker at decentralisere ledelsesfunktioner – og det er der mange gode grunde til i et stadig mere komplekst samfund – skal også den beslutningskommunikative kompetence udbredes til større grupper af arbejdsstyrken.

At være kompetent på den måde, som indikatoren beskriver, betaler sig på arbejdsmarkedet. Der er en tendens til, at man, alt andet lige, vil få mere i løn, hvis man formår at løfte sin kommunikationskompetence op på et højere niveau (Anneks Validering og Analyse, 46).

14.2.3 Indikator 3: Videndeling

I NKR 2004 er medarbejdere blevet spurgt om, i hvilket omfang de deler faglig viden med hinanden. De er desuden blevet spurgt, om de diskuterer, hvorvidt deres arbejde kan forbedres. Det første spørgsmål refererer til den almindelige videndeling, hvor en medarbejder søger en konkret information i forbindelse med en arbejdssituation, hvor det andet spørgsmål refererer til, om videndeling har til formål at forbedre en arbejdstype eller finde en ny løsning på et problem. Disse spørgsmål danner baggrund for indikatoren.

I takt med at omfanget af tilgængelig information stiger, og arbejdsopgaver bliver mere komplekse, bliver det sværere for den enkelte medarbejder alene at have den viden, der er nødvendig for at kunne løfte arbejdsopgaver. Derfor bliver det stadig vigtigere at kunne udnytte kollegers viden, ligesom det bliver vigtigere selv at dele viden med andre. Videndeling bliver derfor betragtet som en vigtig strategisk udfordring i de fleste større virksomheder.

Videndeling er på ingen måde en selvfølge, da viden repræsenterer en magtfaktor i de fleste virksomheder. Desuden er det ikke altid, at medarbejdere ser deres viden som relevant nok til at dele eller ønsker at få andres hjælp/viden, når problemer skal løses. At kunne gennemføre en effektiv videndeling forudsætter derfor, at den enkelte kommunikationsdeltager kan sætte sig i den andens sted. Videndeling kræver desuden, at medarbejderne har den ekstra tid, det tager, samt tilstrækkelig tiltro til omgivelserne. En effektiv videndelingskultur kræver derfor typisk en stor påvirkning af såvel organisation som medarbejder.

Når der ses på, hvordan forskellige grupper klarer sig på indikatoren helt overordnet, er der ikke mange forskelle. Kun gruppen af personer med folkeskolen som deres højeste uddannelse skiller sig ud ved at ligge på et niveau under de andre uddannelsesgrupper (Anneks Validering og Analyse, 45). Forskellen, selv om den er statistisk signifikant, er dog så lille, at konklusionen må være, at de danske virksomheder over en bred kam har givet muligheder for, at hele personalet kan engagere sig i videndeling uafhængigt af deres uddannelsesmæssige baggrund. Det lader til, at erfaring fra alle uddannelsestyper udveksles og lyttes til i den danske arbejdskultur.

Hvor sektor og branche har haft betydning på de andre indikatorer for kommunikation, er der på denne indikator kun meget små effekter. Det viser sig generelt, at der videndeles i lidt højere grad i det offentlige end i det private erhvervsliv og lidt lavere i fremstillingsbrancherne end i servicebrancherne. Det sidste spørgsmål, hvorvidt man diskuterer muligheder for at forbedre arbejdet, understreger et væsentligt potentiale ved videndeling. Ved at høre om, hvordan kolleger løser en konkret arbejdsopgave, vil en medarbejder se sine egne opgaver i et nyt lys. Dette kan medføre, at medarbejderen selv udvikler en ny metode til at løse en opgave. Denne løsning kan evt. inspirere andre til at forbedre deres arbejdsopgaver. Videndeling virker som en katalysator for såvel små som store innovationer på arbejdspladser.

De to første indikatorer viser et skævt billede af, hvem der kommunikerer i arbejdslivet. Dette burde betyde, at der er stor forskel på, hvem der deler viden, eftersom at videndeling kræver deltagelse i såvel kommunikationstyper som anvendelse af kommunikationsformer. Dette er dog ikke tilfældet, da 70 til 80 pct. af alle respondenter deler faglig viden og diskuterer, om arbejdsformen kan forbedres. Det interessante er, at kun få grupper deler viden signifikant mere eller mindre end andre. Bl.a. er der ingen sammenhæng mellem ledelsesansvar og videndeling. At der ikke er større forskelle, må skyldes, at der sker relevant kommunikation på arbejdspladser, men at denne sker via mundtlige kommunikationsformer eller som tavse videnoverførsler.

Blandt de få tendenser, der alligevel kan konstateres, ser det ud til, at gruppen af personer, der arbejder og tjener mest, har de bedste forudsætninger for at opbygge gode videndelingskompetencer, og til, at de ufaglærte, lavtlønnede og personer, der kun besidder en folkeskoleuddannelse, har de dårligste forudsætninger (jf. anneks Kommunikationskompetence, 9).

Figur 14.8 Hvor ofte man deler faglige erfaringer med kolleger fordelt på udvalgte stillingskategorier. N = 3886 v/spørgsmål 133 (kilde: NKR 2004)

Disse tal viser, at behovet for kommunikation (som værktøj til at dele viden) er til stede blandt den arbejdende del af respondenterne. Men fortolkningen af tallene peger på, at man skal være opmærksom på, at der findes mange forskellige former for videndeling, og at disse forskellige former kræver forskellige kommunikationsteknologier og forskellige kommunikationskompetencer. Der er stor forskel på at dele praktisk håndværksmæssig viden (såkaldt deling af "tavs viden") og teoretisk eller "eksplicit" viden. Mens den første ofte baserer sig på "sharing by showing" og derfor forudsætter visuel kommunikation, baserer den sidste sig som regel på skriftlig kommunikation.

14.3 Konklusion

Skal man sammenfatte resultaterne af undersøgelsen af danskernes kommunikationskompetence, kan man gøre det med udgangspunkt i de tre kommunikationsformer, som indledningsvis blev identificeret, og som de tre indikatorer helt eller delvist afspejlede.

For det første viser tallene, at brugen af kommunikationsteknologier (dvs. evnen til at skabe kommunikativ kontakt) dels er betinget af uddannelsesniveau, dels af de praktiske krav, der stilles i forskellige dele af arbejdslivet. Dette skaber en skævhed i befolkningen, der kan blive et problem, eftersom de nye kommunikationsformer bliver mere og mere almindelige. Meget peger på, at nye digitale kommunikationsteknologier vil udbrede brugen af digital kommunikation radikalt (jf. pervasive computing), hvorfor også internetkommunikation vil brede sig i typisk ikke-akademiske brancher. Dette understreger tydeligt nødvendigheden af at sørge for at matche medarbejdernes kommunikationsaktiviteter og -kompetence med den teknologiske udvikling.

Herudover kan man pege på den aldersbetingede fordeling af brugen af sådanne teknologier. Det betyder, at udbredelsen af disse teknologier også er et generationsspørgsmål. Det er positivt, at de unge er godt med, hvad angår brugen af de nye teknologier, set i lyset af, at de er fremtidens kommunikatører.

For det andet viser tallene, at evnen til at skabe forståelse hos andre – en kommunikationskompetence, som tallene for videndeling afspejler – findes bredt i befolkningen, eftersom flertallet deler faglig viden og deltager i udvikling af ny viden ved at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan deres arbejde skal udføres.

For det tredje viser tallene, at den hyppigste kommunikationstype er baseret på mundtlig kommunikation. Med andre ord skabes kommunikativ effekt primært gennem dialog. Kommunikationstyper, der i højere grad er baseret på skriftlig kommunikation og omhandler deling af eksplicit viden, findes primært i de mere akademiske fag.

Kommunikationskompetence, som udtrykkes af tallene for mundtlige oplæg, mødedeltagelse osv., er knyttet til ledelsesfunktioner, dvs. til såkaldt beslutningskommunikation. Hvis der er ønske om at decentralisere ledelsesfunktioner (og det er der meget, der taler for i et højkomplekst samfund), er det derfor vigtigt at udbrede denne kommunikationskompetence til bredere medarbejdergrupper.

Det er bl.a. åbenlyst, at medarbejdere med kun lidt uddannelse generelt vil have relativt sværere ved at beherske de eventuelt nye kommunikationskrav, der stilles til dem.

Fodnoter

53) Titlerne på disse to første indikatorer nødvendiggør en kort afklaring af deres indhold. Med hensyn til den første indikator er der tale om anvendelsen af forskellige former for kommunikationsteknologi: telefon, brev, e-mail, internet. Indikatoren for kommunikationskompetence i arbejdslivet beskæftiger sig mere med kommunikationstyper: om man holder oplæg, instruerer medarbejdere, holder præsentationer, og om man anvender mundtlig og/eller skriftlig kommunikation i forbindelse med problemløsning i det daglige arbejde.

54) Denne indikator baserer sig på spørgsmål stillet med henblik på at belyse læringskompetence, men har en sammenhæng og karakter, der begrunder, at de undtagelsesvist anvendes under kommunikationskompetence. Se kapitel 7 om læringskompetence.

Denne side indgår i publikationen "Det Nationale Kompetenceregnskab - hovedrapport" som kapitel 14 af 23
© Undervisningsministeriet 2005