2. Rammer

Inden præsentation af en mere detaljeret statistik for uddannelsessystemets områder, beskrives den ungdomsårgang, der lige begyndte i 1. klasse i 2002, det danske uddannelsessystems overordnede opbygning, antal elever, antal uddannelsesinstitutioner, gennemsnitlig uddannelsestid samt overordnede økonomiske rammer for uddannelsessystemet.

Hvordan vil det gå årgangen, der begyndte i skolen i år 2002?

For et lille års tid siden begyndte en ny årgang i grundskolen. Omkring 68.000 begyndte i 1. klasse, mens de nuværende ungdomsårgange i 16-19 års alderen kun er på ca. 58.000, så der bliver lidt mere trængsel, efterhånden som de nye elever bevæger sig op igennem uddannelsessystemet.

Af gode grunde ved vi ikke, hvordan verden vil se ud for de nye elever om 20-25 år, når hovedparten af dem vil have afsluttet i hvert fald en grundlæggende erhvervskompetencegivende uddannelse, som de så vil supplere med efter- og videreuddannelse i løbet af deres erhvervsaktive periode.

Vi ved, at selv når ungdomsårgangene igen om få år begynder at blive større, vil arbejdsstyrken ikke længere vokse på samme måde, som den har gjort indtil nu. Pga. det stigende antal ældre vil der være pres på arbejdsstyrken. Alt andet lige kan de nye elever således se frem til en entré på arbejdsmarkedet, hvor der vil være god brug for dem.

I 2002-uddannelsesprofilmodel beregnes, hvorledes slutsituationen vil se ud for de nye elever, hvis de agerer på samme måde som de nuværende årgange i uddannelsessystemet.

I 2002 vil ca. 94% fortsætte i det ordinære uddannelsessystem efter grundskolen, disse vil gå i gang med en ungdomsuddannelse (ekskl. egu, produktionsskoler, voksenuddannelse m.v.)

Med det nuværende mønster for afbrud vil 78,2% afslutte en ungdomsuddannelse. Mange med en erhvervsfaglig uddannelse vil herefter gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Endnu flere vil gå i gang med en videregående uddannelse.

Slutsituationen for de nye elever, hvis de følger det nuværende uddannelsesmønster, vil være, at 75,2% vil komme ud med en erhvervskompetencegivende uddannelse, 42,6% med en videregående uddannelse og 32,6% med en erhvervsfaglig uddannelse.

De sidste 24,8% i restgruppen vil være sammensat af 8,4%, der har en studiekompetencegivende uddannelse fra gymnasiet, hhx eller lignende, og så 16,4%, der ikke vil have fuldført andet end grundskolen.

2.1 Elever/studerende og uddannelsessystemet

Når det danske uddannelsessystem skal beskrives, inddeler man normalt uddannelserne i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og retning. Uddannelsessystemet er en stor og bevægelig størrelse, og igennem de seneste 10 år er der sket en række små og store strukturændringer. Dette giver ofte give store problemer i data med historisk og fremadrettet perspektiv, da man af hensyn til sammenlignelighed på den ene side skal prøve at få fortiden indpasset i nutiden og på den anden side skal få nutiden indpasset i fremtiden. I det efterfølgende har vi forsøgt at beskrive uddannelsessystemets struktur som det så ud frem til 2002 med et mindre tilbageblik til først i 1990'erne og en kort beskrivelse af kommende ændringer. I de fagspecifikke uddannelsesafsnit vil evt. nye reformer for det enkelte område beskrives.

Grundskolen

Grundskoleområdet under ét omfatter folkeskoler og private grundskoler (herunder folkeskoler, frie grundskoler, specialskoler samt efterskoler). De første skoleformer dækker hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til og med 10. klassetrin, mens efterskolerne alene omfatter 8. til 10. klassetrin.

Der er 9 års undervisningspligt, men ingen skolepligt, undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Børnehaveklassen og 10. klassetrin er frivillige for eleverne. Nogle skoler tilbyder endvidere et 11. klassetrin til elever, hvis udvikling kræver særlig hensynstagen eller støtte.

Ikke kompetencegivende almen uddannelse

De ikke kompetencegivende almen uddannelse, er pga. af kompetenceniveauet på samme niveau som grundskolen. Området indeholder introducerende uddannelses-/kursusforløb som: handel introduktion (HI), teknik introduktion (TI), indgangsår til social- og sundhedsuddannelserne samt kurser: i fx kursus i håndarbejde, almindelig husholdningskurser, værkstedsskole og tekniker forkurser m.v. Fra 1999 var HI og TI, som konsekvens af den nye EUD-reform, under afvikling. Uddannelser behandles ikke separat som de andre uddannelsesområder i denne publikation. Men indgår naturligvis i beregninger for fx overgangsmønstre m.v. Tallene vil tillige findes i Undervisningsministeriets centrale nøgletalsdatabase.

Produktionsskoler

Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, ikke umiddelbart har forudsætning for at påbegynde en sådan, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges med særligt henblik på, at de unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Produktionsskolerne adskiller sig fra de fleste andre skoleformer ved, at der er løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer gennemsnitligt 5 måneder.

Gymnasiale uddannelser

De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter to hovedområder: de almenymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. Pr. 1. januar 2001 trådte nye optagelsesregler i kraft for dette område, som betyder, at alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

De almengymnasiale uddannelser omfatter det 3-årige gymnasium, det 2-årige hf-kursus (3-årige hf-kursus) og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter- eller hf-eksamen. Eksamen kvalificerer til de videregående uddannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere teknisk eksamen (htx) og højere handelseksamen (hhx). For unge, der i forvejen har en studenter- eller hf-eksamen, er der et koncentreret 1-årigt hhx-forløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver en hhx- eller htx-eksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling. Den særlige 1-1½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne og maritimt forberedelseskursus regnes også som en gymnasial uddannelse varende i 5 måneder.

Erhvervsuddannelser

De erhvervsfaglige uddannelser m.v. omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne, pædagogisk grunduddannelse (pgu) samt øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug og søfart m.v. De erhvervsfaglige uddannelser forbereder direkte til job inden for bestemte brancher med erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse til en række relevante korte videregående uddannelser eller relevante mellemlange videregående uddannelser. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten

Erhvervsuddannelserne er af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3½-4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Uddannelserne skal også give de uddannelsessøgende grundlag for videreuddannelse.

EUD påbegyndes enten på skole eller i praktik. Der er fri adgang, dog er der enkelte adgangsbegrænsede uddannelser. Frem til den nye reform kunne den unge begynde på skole enten via den frivillige 1. skoleperiode eller ved at starte direkte på uddannelsen fra 2. skoleperiode. Der veksles mellem ophold på skole og i virksomhed, i mangel af praktikplads, i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) er også vekseluddannelser. Frem til udgangen af 2001 var uddannelsen til social- og sundhedshjælper varende et år, i dag varer de 1 år 2 måneder. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som varede 1 år og 6 måneder (i dag 1 år 8 måneder). For unge, der kommer direkte fra grundskolen, påbegyndes social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår.

Under SOSU hører den pædagogiske grunduddannelse (pgu), som også er en vekseluddannelse. Pgu er en grundlæggende uddannelse, som kvalificerer til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik og varede indtil reformen 1½ år, nu varer uddannelse 1 år 7½ måned.

Der findes yderligere en række andre uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, fx søfarts- og landbrugsuddannelser (grønt bevis).

Individuelle uddannelser

De individuelle uddannelser er primært personlighedsudviklende. Uddannelserne retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse (egu) kan give erhvervskompetence, mens en fri ungdomsuddannelse sigtede mod udvikling af den unges kompetence og fortsatte uddannelse i bred forstand.

Erhvervsgrunduddannelsen (egu) tager normalt 2 år, men kan forlænges med et ekstra år. Egu er også en vekseluddannelse. Uddannelsen er ikke specifikt brancheorienteret, men kan sammensættes inden for eller på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en egu-aftale, med kommunen eller en erhvervsskole. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver undertiden mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse. Denne uddannelse indgår ikke i statistikken for det ordinære uddannelsessystem, derfor indgår egu ikke denne publikation.

Den fri ungdomsuddannelse (fuu) blev sammensat individuelt af mindst 3 forskellige uddannelsesdele. Uddannelsen varede i 2 år og højst 3 år. Fuu ophørte pr. 31. januar 2002, men forbliver i kraft så de der fik godkendt deres uddannelsesplan, kan færdiggøre deres uddannelsesforløb.

De videregående uddannelser

De videregående uddannelser (DVU) giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed; korte videregående uddannelser (KVU), mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser, kandidatuddannelser samt philosophiae doctor (ph.d.).

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. Uddannelserne er teoretisk prægede, men nogle uddannelser har indlagt praktik i uddannelsesforløbet.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag, det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal.

Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Det korte videregående uddannelsesområde

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence.

I august/september 2000 blev der med KVU-reformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) varer normalt 3-4 år og giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf); også visse relevante erhvervsuddannelser giver adgang. Fx giver bestået SOSU adgang til de sundhedsfaglige uddannelser.

Med vedtagelse af MVU-loven indførtes professionsbachelorniveauet og –titlen, loven trådte i kraft fra 2003, for sundhedsuddannelsesområdet i 2001. Omlægningen betyder bl.a., at de mellemlange videregående uddannelser i dag er løftet op til bachelorniveauet og at undervisningen nu baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen knyttes tættere til professionen. Professionsbachelorerne giver adgang til relevante kandidatuddannelser. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori.

Bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.-uddannelse.

Bacheloruddannelser

Bacheloruddannelser på universiteterne er normerede til 3 år. Bachelor er en afsluttet teoretisk uddannelse, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb. Uddannelsen giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf) med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser; også visse relevante erhvervsuddannelser kan give adgang til uddannelsen.

De lange videregående uddannelser

Kandidatuddannelserne er videregående teoretiske uddannelser af normalt 2 års varighed efter en fuldført bacheloruddannelse - dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau (udelte uddannelser), Uddannelserne giver erhvervskompetence. Efterfag/videreuddan-nelse indgår også som lange videregående uddannelser.

Ph.d.-uddannelser

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.-grad og er normeret til 3 år. Uddannelserne giver erhvervskompetence.

Voksenuddannelse

Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v. Danmark har er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse.

Den formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenundervisning (avu), hf-enkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse.

Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem Forberedende Voksenundervisning (FVU), der erstatter læsekurser for voksne, og videregående voksenuddannelse (VVU), der kompetencemæssigt svarer til korte videregående uddannelser. Desuden findes master- og diplomuddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler.

Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis.

Generelle tal for uddannelsessystemet

I figur 2.1.1 vises en model af det danske uddannelsessystem. Til venstre i figuren ses en søjle, der angiver den alder, de studerende normalt mindst har på de respektive trin eller uddannelsesområder. Hertil kommer det antal uddannelsesår, der normalt vil ligge forud for elever på et givet trin. Uddannelsessystemet præsenteres som det så ud i 2002, derfor indgår fx fri ungdomsuddannelse (fuu).

I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne i 2002, hvor ungdomsuddannelserne og de ordinære uddannelser niveaumæssigt er indplaceret sammen med voksenuddannelse, efter- og videreuddannelse.

I tabel 2.1.2 og figur 2.1.3 opgøres antallet af elever/studerende som var under uddannelse i udvalgte år frem til 2002. Pr. 1. oktober 2002 var ca. 1.120 mio. elever/studerende i gang med et ordinært uddannelsesforløb. Det svarer til at ca. hver femte person i den danske befolkning var under uddannelse. Årgangenes størrelse påvirker elevtallets størrelse, specielt i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men også overgangsfrekvenser er afgørende. Tal for voksenuddannelse indgår ikke. I disse tal indgår; børnehaveklasse til og med 7. klassetrin og ikke kompetencegivende almen uddannelse.

Af tabel 2.1.1 fremgår det at, 61,7% af bestanden var ved grundskoleområdet (691.465 elever). 6.886 elever gik på en ikke kompetencegivende almen uddannelse (svarende til 0,6% af bestanden). Eleverne ved det gymnasiale område udgjorde 8,8%, svarende til 98.843 elever; heraf læste 64.972 elever på en almengymnasial uddannelse og 33.871 på en erhvervsgymnasial uddannelse). På det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. læste i alt 116.131 elever (10,4% af bestanden). Og 207.021 studerede på en videregående uddannelse. Dette svarer til 18,5% af bestanden. De videregående uddannelser havde en stigende andel studerende, i 1992 udgjorde de studerende ved de videregående uddannelser fx kun 17,7% af bestanden.

I tabel 2.1.3 og figur 2.1.4 præsenteres den gennemsnitlige forventede uddannelsestid fra 1993 til 2002 (ekskl. grundskolens børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.). Se noter under tabellen.

Fra perioden start til 2002 lå den forventede samlede gennemsnitlige uddannelsestid på omkring 15 år. Men pigerne læser længere end drenge.

Et barn der i 2002 påbegyndte grundskolens 1. klassetrin, forventes at være under uddannelse i 14,9 år. Af opgørelsen for 2002 ses, at pigerne forventes at være i uddannelsessystemet i 15,4 år, dette er et år mere end drengene.

Frem til 1994 var der ikke store forskelle på drenges og pigers forventede tid i uddannelsessystemet, herefter vendte billedet. En forklaring på forskellene, er at visse uddannelser hvor kvinderne var flest, som fx pædagoguddannelsen, blev forlænget. Drengene vælger oftere end pigerne at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, og flest piger fuldfører i dag en videregående uddannelse.

De mange elever/studerende, der var under uddannelse, valgte ikke nødvendigvis de direkte veje, der er antydet i figur 2.1.5. Figuren viser uddannelsesprofilen for 2002, der er en modelberegning af de dominerende bevægelser gennem uddannelsessystemet i udviklingen fra elev i 8. klasse til højeste opnåede uddannelse (mere herom i figur 2.1.5).

I tabel 2.1.4 opgøres uddannelsesprofilen i 2002. Der gives et overblik over slutniveauerne, og profilen kan kort beskrives som det slutresultat, årets årgang af elever når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, der præcis ligner den adfærd, deres ældre kammerater udviste i løbet af året. Rent praktisk kan man illustrere en ungdomsårgang som alle, der i et givet år begynder i 8. klasse. Alle tal angives som procentandele af årgangen. Strømmene af en ungdomsårgang tæller både elever, der har fuldført et uddannelsestrin, og elever, der har afbrudt et trin. Overgangene er som sagt vist på et overordnet niveau. En mere detaljeret præsentation af overgangsmønstrene vil kunne ses i de efterfølgende uddannelsesrelaterede kapitler.

Af tabel 2.1.4 og figur 2.1.5 fremgår, at 75,2% af 2002-ungdoms-årgangen forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse (hertil kommer i øvrigt en del voksenuddannelser m.v., der ikke i øjeblikket er medregnet i opgørelsen). 16,4% af ungdomsårgangen vil slutte i uddannelsessystemet uden hverken studie- eller erhvervskompetence, og 8,4% afslutter med alene studiekompetence.

Figur 2.1.5 viser, at den samlede afgang fra grundskolen i 2002 lå på 57.700 personer. Grundskolerestgruppen (inkl. egu, produktionsskoler, voksenuddannelse m.v.) var ca. 6%, det vil sige, at omkring 94% af ungdomsårgangen valgte at fortsætte i ungdomsuddannelsessystemet, enten direkte eller med afsæt i et produktionsskoleophold en egu-uddannelse eller et introduktionsforløb.

Af 2002-årgangen vil 78,2% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt med 27,1% med en erhvervsfaglig uddannelse, 40,5% med en gymnasial uddannelse og 10,6% med begge kompetencer.

9,2% af årgangen vil opnå en erhvervsfaglig merkantil uddannelse som den højest fuldførte, 18,4% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 5,0% en erhvervsfaglig social- eller sundhedsuddannelse. 42,6% af en ungdomsårgang vil slutte med en videregående uddannelse, heraf 6,2% med en kort videregående uddannelse, 23,7% med en uddannelse inden for det mellemlange videregående uddannelsesområde inklusive bacheloruddannelserne, og 12,7% en lang videregående uddannelse.

I alt 35,9% fuldfører en erhvervsfaglig uddannelse, medens kun 31,1% har en erhvervsfaglig uddannelse som de højest fuldførte. Forskellen betyder, at 4,8% har fuldfører en videregående uddannelse efter at have taget en erhvervsfaglig uddannelse.

Figur 2.1.1 Det danske uddannelsessystem – 2002.

1) International Standard Classification of education.
Anm.: Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser, dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter grundskolen er eleverne ofte ældre pga. sabbatår, ventetid, studieskift m.v. Stregerne mellem kasserne illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske overgange. Og figuren illustrer det ordinære uddannelsessystem, som det så ud - pr. 1. oktober 2002.

Figur 2.1.2 Videreuddannelsessystemet for voksne – 2002.

Forkortelser:
KVU: korte videregående uddannelser.
MVU: mellemlange videregående uddannelser.
EUD: erhvervsuddannelser.
VVU: videregående voksenuddannelse.
GVU: grundlæggende voksenuddannelse.
AMU: arbejdsmarkedsuddannelser.
hf: højere forberedelseskursus.
avu: almen voksenuddannelse.
FVU: forberedende voksenundervisning.
Kilde: "Taxametersystemet for de videregående uddannelser – 2001", Undervisningsministeriet.

Tabel 2.1.1 Antallet af elever/studerende, som var under uddannelse pr. 1/10 1993, 1996, 1999 og 2002.

1) 2002 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne. Indtil der bliver rettet op på disse mangler og fejl, bør 2002-tallene derfor betragtes som foreløbige.
2) Som følge af forsøg allerede fra 1999 forud for EUD-reformen i 2001 faldt tilgangen til HI og TI. Den fri ungdomsuddannelse blev afviklet med virkning fra udgangen af 2002, men forbliver dog i kraft for allerede indgåede uddannelsesaftaler. I 2002 mangler tal for elevbestanden på følgende uddannelser: køkkenleder 1, andre husholdningsskolekurser og kursus i håndarbejde. I forbindelse med reformen, som trådte i kraft 1. januar 2001, blev indgangsåret til social- og sundhedsuddannelserne erstattet af et grundforløb. I 2002 er tallene for produktionsskoler for lavt, fordi skolerne først indberetter den enkelte elev, når denne afslutter opholdet.
3) I 1994 og 1995 blev hhv. htx og hhx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Danmarks Statistik har dog i perioden op til og med 1995 kunstigt forlænget hhx ved af lægge efg-basis og skoleforløb til som et indledende år, derfor ses reformerne ikke af tallene for hhx. I 1998 og 1999 er indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til diplomingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2002.
4) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En hel del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den ny EUD-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse starter de elever, der før startede på HI og TI, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. Den tilgang der oprindeligt var til uddannelserne er desuden for lav, da Danmarks Statistik frem til 1995 kunstigt har forlænget hhx ved af lægge efg-basis og skoleforløb til som et indledede år af denne uddannelse. De seneste år er antallet af afbrud fra grundforløb for højt, det skyldes, at de som har fuldført et grundforløb og siden genstartet det samme grundforløb på samme skole vil få registreret et afbrud fra deres første forløb.
5) Bachelorreformen har generelt ført til usikkerhed i datagrundlaget i omlægningsperioden.
6) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og kandidatoverbygningsuddannelser.
7) Fra 2000 til 2002 er tallene for ph.d. behæftede med fejl.

Tabel 2.1.2 Elever/studerendes opgjort på uddannelsesområder som andel af den samlede bestand, opgjort pr. 1/10 i 1993, 1996, 1999 og 2002.

Se noter under tabel 2.1.1.

Figur 2.1.3 Procentvis fordeling af elever/studerende under uddannelse pr. 1/10 2002.

Se noter under tabel 2.1.1.

Tabel 2.1.3 Forventet samlet uddannelsestid for elever, der begynder i 1. klasse, fordelt på køn opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året fra 1993 til 2002. Opgjort som antal år.

Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v. I 2002 er tiden underestimeret pga. manglende indberetninger fra institutionerne til Danmarks Statistik.

Figur 2.1.4 Den samlede forventede uddannelsestid, opgjort fra 1/10 i året før til 30/9 i året fra 1993 til 2002.

Se noter under tabel 2.1.3.

Tabel 2.1.4 Forventet samlet uddannelsesprofil for en ungdomsårgang fordelt efter uddannelses- og kompetenceniveau – 2002.

1) 2002-tal er korrigeret for datamangel.
Summen af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger.
Ekskl. egu, produktionsskoler og voksenuddannelse m.v.
Ungdomsårgangen i 2002 lå på ca. 57.700 personer.
Kilde : Danmarks Statistik samt modelberegninger udført af UNI-C Statistik & Analyse.

Tabel 2.1.5 En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen 2002.

Se noter under tabel 2.1.4.
Kilde: Danmarks Statistik og Statistik Analyse UNI•C.

2.2 Institutioner

I dette afsnit præsenteres en optælling af samtlige registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark i 2002. Institutionerne er inddelt efter ejerforhold og efter nærmere retningsliner fastsat af Danmarks Statistik. Data stammer fra "Institutionsregisteret", som er bundet tæt sammen med elevstatistikken fra det integrerede elevregister (Danmarks Statistik).

De offentligt ejede institutioner kan være statslige, kommunale eller amtskommunale, disse skoler er helt finansierede af det offentlige. De selvejende private (fx frie grundskoler m.v.) eller selvejende offentlige institutioner (fx erhvervsskoler m.v.) er kun delvist finansieret af det offentlige.

Der er meget stor forskel på de forskellige institutionstyper både med hensyn til ressourcebehov og størrelse. Såvel lilleskolen som Københavns Universitet indgår i opgørelsen.

I tabel 2.2.1 opgøres det samlede antal registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark fordelt på regioner og ejerforhold pr. 1/10 2002 hvor der samlet var registreret 4.162 aktive uddannelsesinstitutioner.

Af den regionale fordeling ses, at Århus Amt var det amt, der havde registeret flest uddannelsessteder (481 institutioner) efterfulgt af Fyns Amt med 444 institutioner.

Færrest uddannelsesinstitutioner ses i Frederiksberg Kommune og Bornholms Regionskommune med hhv. 50 og 44 institutioner.

Af figur 2.2.1 fremgår det tydeligt, at langt hovedparten af uddannelsesinstitutionerne er af offentligt ejerforhold (65,3%). 26,5% var selvejende private institutioner og kun 8,2% var selvejende offentlige.Tabel 2.2.1 Antallet af registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark, fordelt på ejerforhold samt kommuner/amter opgjort pr. 1/10 2002.

Kilde: Danmarks Statistisk og egne beregninger fra Statistik & Analyse UNI•C.

Figur 2.2.1 Den samlede ejerforholdsfordeling af uddannelsesinstitutioner, opgjort pr. 1/10 2002.

Kilde: Danmarks Statistisk og egne beregninger fra Statistik & Analyse .UNI•C.

2.3 Økonomi

I tabel 2.3.1 og figur 2.3.1 opgøres de samlede offentlige udgifter til uddannelse fordelt på uddannelsesområder og bruttonationalproduktet (BNP) fra 1993 til 2002. Mange faktorer påvirker samfundets omkostninger, når det drejer sig om uddannelsessystemet: Ungdomsårgangenes størrelse har ændret sig, fx tager flere unge i dag 10. klassetrin med, inden de fortsætter til videre uddannelse. Uddannelsessystemet er blevet udvidet, og de store ungdomsårgange er blevet ældre, hvilket har betydet relativt flere unge på de højere og mere ressourcekrævende uddannelser. Endelig har omlægningen til en dyrere uddannelsesstøtte, opprioritering af de videregående uddannelser med ændrede optagelseskrav samt flere pladser og den intensiverede indsats på voksenuddannelsesområdet øget udgifterne. Tabellen indeholder også udgifter til uddannelse uden for Undervisningsministeriets ressort samt andre former for uddannelsesstøtte end SU

Danmark bruger årligt 110,9 mia. kr. til uddannelse svarende til 8,0% af bruttonationalproduktet. De samlede offentlige udgifter til uddannelse har været stigende siden 1993, både i faste priser og i forhold til BNP.

I 2002 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 110,9 mia. kr. De samlede udgifter er steget med 24,2 mia. kr. fra 1993 til 2002 (stigning på 27,8%).

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 9,6 mia. kr. eller 26,4% fra 36,3 mia. kr. i 1993 til 45,9 mia. kr. i 2002.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne steg med 4,5 mia. kr. eller 26,6% fra 1993 til 2002. I 2002 udgjorde udgiften til SU-stipendier til ungdomsuddannelserne 2,2 mia. kr. mod kun 1,7 mia. kr. i 1993.

Udgifterne til de videregående uddannelser er samlet set steget med 5,2 mia. kr. eller 29,3% fra 1993 til 2002. Udgifterne til de videregående uddannelser faldt dog fra 1996 til 1997. En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes øgede udgifter til SU. I 2002 udgjorde SU-udgiften til videregående uddannelser 6,5 mia. kr., i 1993 4,5 mia. kr.

Endelig er udgifterne til voksenuddannelse steget med 5,1 mia. kr. eller 40,2% fra 1993 til 2002. I 2002 udgjorde udgiften til området 17,9 mia. kr.

Fra periodens start til 2002 steg de samlede offentlige udgifter til uddannelse set i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) svagt fra 7,6% til 8,0%.

Tabel 2.3.1 Offentlige udgifter til uddannelse i mio. kr., fordelt efter uddannelsesniveau, 1993 til 2002.

Note Beløbene for 2000, 2001 og 2002 er foreløbige. Opgørelsen indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort. Opgjort på finansår.
Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 2003" og FL, diverse år og "Tal der taler - 2003", Undervisningsministeriet.

Figur 2.3.1 Udviklingen i samlede offentlige udgifter til uddannelse i procent af BNP, opgjort fra 1993 til 2002.

Note: Se noter og kilder under tabel 2.3.1.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse på kryds og tværs - 2004" som kapitel 2 af 9
© Undervisningsministeriet 2004