Til forrige side Til forsiden Til næste side
 
 
Undervisningsministeriets logo

1 Begreber fra bekendtgørelsen

 

 

 

Kompetencebegrebet

Bekendtgørelsen indfører kompetencebegrebet og giver i § 1 definitionen på erhvervsfaglig kompetence og i § 2, hvad der efterfølgende forstås ved begrebet kompetence.

“§ 1. Formålet med de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser er at udvikle elevernes erhvervsfaglige kompetence.

De erhvervsfaglige kompetencer består af faglige kompetencer, jf. §§ 10, 15, 18 og 21 og personlige kompetencer, jf. kapitel 3.

§ 2. Eleven har opnået erhvervsfaglig kompetence inden for arbejdsområdet, når elevens kombination af viden, færdighed, holdninger og handlinger sætter eleven i stand til at leve op til de krav, arbejdet stiller til den færdiguddannede.”

Skematisk kan erhvervsfaglig kompetence beskrives som faglig kompetence, som det fremgår af fagrækken med tilhørende fagmål og praktikmålene for uddannelsen, og hvor personlige kompetencer er social kompetence og lærings- og udviklingskompetence:

Kompetencebegrebet er funderet i § 2, hvor elevens kombination af viden, færdigheder og holdninger skal omsættes til handlinger, der er fagligt på niveau med de færdiguddannede.

Meget kort kan kompetencebegrebet fra bekendtgørelsen omsættes til:

  • Det eleven ved (viden)
  • Det eleven kan (færdigheder)
  • Det eleven vil (holdninger)
  • Det eleven gør (mestring)

Hvor mestring er en integreret proces mellem viden, færdigheder og holdning og udføres i praksis.

Personlige kompetencer i social- og sundhedsuddannelserne

De personlige kompetencer i social- og sundhedsuddannelserne er defineret i § 11:

Uddannelserne skal udvikle personlige kompetencer.

Stk. 2. Personlig kompetence omfatter social kompetence samt lærings- og udviklingskompetence.

Stk. 3. Personlig kompetence har til formål at bidrage til udviklingen af elevens erhvervsfaglige kompetence samt udvikle faglig funderet selvtillid og selvværd.”

De personlige kompetencer, der er væsentlige i uddannelsen til arbejdet som social- og sundhedsarbejder, er social kompetence samt lærings- og udviklingskompetence. Kompetencedefinitionen er inspireret af den definition, som Per Schultz Jørgensen anvender i sin artikel i Uddannelse nr. 9 fra 1999, hvor kompetencer opdeles i faglige kompetencer, social kompetence og forandringskompetence.

Kompetencer i dybden

Kompetencer ses ikke blot gennem de handlinger, eleven udfører, men også gennem de overvejelser hun gør sig og ikke mindst den måde, det påvirker hendes selvværd og selvtillid som fagperson.

Kompetencer udvikler sig på flere planer, hvor især tre kompetenceplaner skal fremhæves: Et ydre plan (handlingsplanet) hvor kompetence fremstår som et ydre iagttageligt fænomen, der kan evalueres og testes. Et indre plan (kundskabsplanet), der er langt mere usynligt, og som knytter an til den enkeltes samspil med omgivelserne og den enkeltes evne til metakognition og evne til refleksion og selvvurdering. Dette plan kan til tider iagttages, men vil kun problematisk kunne evalueres. Et endnu dybere plan (selv- og meningsplanet), som er usynligt for omgivelserne, knytter sig til den enkeltes selvværd, selvtillid og evne til at se mening og muligheder i handlingerne.

I bekendtgørelsen er antydningen af dybereliggende udviklingsplaner fremhævet i §11, stk. 3 med “Personlig kompetence har til formål at bidrage til udviklingen af elevens erhvervsfaglige kompetence samt udvikle faglig funderet selvtillid og selvværd.”

Man kan opstille en kompetencematrix, der både rummer kompetencer i bredden og kompetencer i dybden.

Matrixen opfanger kompleksiteten i kompetencebegrebet og fremhæver, at det ikke er nok at udvikle kvalifikationer og færdigheder på handleplanen. Kundskabsplanet og det refleksive plan er afgørende for personens udfoldelse af kvalifikationerne og færdighederne, ligesom det inderste plan er en forudsætning (tro på sig selv og sine egne værdier og handlinger) for kompetenceudfoldelse.

Matrixen er først og fremmest et analyseredskab, som skal følges op med konkrete overvejelser over, hvordan kompetencerne identificeres på de forskellige niveauer. Det er vigtigt at fastholde, at i det daglige arbejde er det elevens potentiale og dermed muligheder for udvikling, der skal være i fokus.

Efterfølgende består arbejdet i at identificere indikatorer, der på hvert af planerne angiver, at den ønskede kompetenceudvikling har fundet sted. Indikatorerne skal være nøje forbundet med både de faglige mål og de personlige kompetencemål, som de fremstår i kapitel 3 i bekendtgørelsen.

Matrixen kan også bruges til etiske overvejelser over, hvor det er muligt og etisk forsvarligt at vurdere på den personlige kompetenceudvikling.

Det skal fremhæves, at kompetenceudvikling er et samlet hele, hvor udvikling af alle kompetencer er lige vigtige og indbyrdes afhængige, og uddannelserne har til opgave at fokusere på og udvikle alle kompetencerne i en integreret proces, og at personlige kompetencer udvikles, mens man lærer om noget.

Endnu en gang skal det pointeres, at adskillelsen mellem personlige kompetencer og faglige kompetencer er en analytisk adskillelse. I praksis vil de to typer af kompetencer altid være tæt forbundet.

En definition af personlige kompetencer, som er i overensstemmelse med social- og sundhedsuddannelsesreformens intentioner vil være:

Personlige kompetencer defineres som lærings- og udviklingskompetence og social kompetence, der både omfatter det synlige og udadrettede handleaspekt og det indadrettede refleksionsplan og selvværdsplanet på en sådan måde, at der er overensstemmelse mellem handlinger, refleksioner og selvværd.

Definitionen danner herefter grundlag for de følgende overvejelser over, hvad og hvordan personlige kompetencer kan evalueres i de afsluttende prøver.

Læringsbegrebet i bekendtgørelsen

Et egentlig læringsbegreb defineres ikke i bekendtgørelsen, men bekendtgørelsesteksten fletter sit læringssyn ind i formuleringerne om skoleundervisningen og praktikuddannelsen. Gennemgående er læringssynet, at læring er en individuel proces, der kræver elevens aktive deltagelse. Den enkelte elev konstruerer sin egen forståelse af omverdenen ud fra egne forudsætninger, og måden at tilegne sig læring på er individuel og forskellig.

Dette ses blandt andet i § 3:

Stk. 2. Den samlede erhvervsfaglige kompetence nås gennem undervisning i og elevens aktive tilegnelse af områdefag, grundfag og valgfag samt gennem undervisning og læring i praktikuddannelsen.

Stk. 3. Der skal i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af såvel skoleundervisningen som praktikuddannelsen ske en sammentænkning af de faglige og de personlige kompetencer, jf. stk. 1, og der skal tages udstrakt hensyn til elevernes individuelle forudsætninger for at tilegne sig uddannelsernes indhold og elevernes individuelle måder at tilegne sig faglige og personlige kompetencer på.”

Det er med afsæt i ovenstående definitioner, at den følgende tekst er udarbejdet.

Denne side indgår i publikationen "Evaluering af personlige kompetencer i sosu" som kapitel 1 af 6
Version 1. 8/14/2003

© Undervisningsministeriet 2003
 
Til forrige side Til forsiden Til næste side

Til sidens top