Netværksrelationer i samarbejdet omkring AMU-uddannelse

Anvendelsen af arbejdsmarkedsuddannelserne i den nordjyske elektronikindustri har gennem en årrække været kendetegnet ved en særdeles stærk interaktion mellem efterspørgsel og udbud. Efterspørgslen har været ført frem med stor styrke, ligesom der har eksisteret et mangfoldigt udbud af kurser på flere niveauer som er blevet kraftigt markedsført af AMU-Nordjylland. Det står klart for os, at det er meningsfuldt at omtale denne relation som ”forbundne kar”. Selvom situationen for længe siden har antaget en blivende, strukturel karakter så er der ingen tvivl om, at den både er skabt og vedligeholdt gennem indsatser fra en lang række aktører.

Det har i længere tid været karakteristisk for såvel offentlige som private indsatser, at de formuleres og iværksættes gennem såkaldte netværkskonstruktioner. Det er typisk for sådanne, at de er frivillige og består af mange forskellige aktører, der finder sammen i en form for fællesskab, som kan etablere fremstilling af fælles goder, som den enkelte aktør alene ikke ville kunne præstere. Dette er også tilfældet for samarbejdsrelationerne mellem de nordjyske arbejdsmarkedsuddannelsesaktører. Derfor udgør netværksforståelsen også den analytiske ramme for den efterfølgende analyse.

Det er hensigten på systematisk vis at give et portræt af de eksisterende netværksrelationer med særligt henblik på at afdække succesbetingelserne bag ”De forbundne kar”.

Symbioselignende tilstande i at anvende arbejdsmarkedsuddannelse

Som allerede nævnt er der afdækket et symbioselignende forhold mellem efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedsuddannelse i den nordjyske elektronikindustri. Forholdet er udtryk for en gensidig afhængighed om at få tilvejebragt et tilstrækkeligt volumen i efteruddannelserne samtidig med, at de skal være uddannelser af en høj kvalitet. Der vil blive beskrevet en række konkrete samarbejdsopgaver, der dokumenterer denne sammenhæng. Indledningsvist finder vi det formålstjenligt at fastslå en overordnet relation om ”de forbundne kar” fast. Nemlig dette at det tyder på, at der eksisterer såvel cykliske som anticykliske forbindelser mellem aktiviteten i virksomhederne og aktiviteten i branchens arbejdsmarkedsuddannelser. Forholdet er illustreret med simple kurver i figur 1, hvor betegnelser A-, B- og C-niveau refererer til den tidligere omtalte kursustypologi.

Figur 6: Illustration af sammenhæng mellem beskæftigelsesudvikling og kursusaktivitet 

Figuren illustrerer for det første, at når virksomhederne afgiver varsler om aktivitetsnedgang, så kan AMU-centret antage, at behovet for niveau-A-kurser vil falde samtidig med, at virksomhederne vil efterspørge kurser på niveau B og C, både som buffer og som led i en opkvalificering af medarbejderne i den faste stab. For at kunne klare en sådan omstilling godt har AMU-centret brug for at være velorienteret om både, tekniske, arbejdsorganisatoriske og markedsmæssige udviklingstendenser i virksomhederne. Niveau A-kurserne kan dermed siges at være cykliske - de følger med konjunkturudviklingen - mens niveau -B- og C-kurserne er anticykliske - deres volumen svinger modsat af konjunkturudviklingen.

For det andet fremgår det af figuren, at når virksomhederne afgiver melding om aktivitetsopgang, så kan AMU-centret også antage, at virksomhederne ikke har tid til at sende deres kærnemedarbejdere på kursus i den kommende periode. De vil derimod have stigende efterspørgsel efter nye medarbejdere, der helst skal opfylde indgangskvalifikationskravet, dvs. have gennemgået kurser på niveau-A. Også i dette tilfælde har AMU et stærkt behov for indgående viden om virksomhedernes udviklingstendenser.

Denne overordnede sammenhæng fortæller tillige, at arbejdsmarkedsuddannelserne fungerer som integrerede elementer i virksomhedernes personalefunktion. De har en meget stærk rolle i rekrutteringssituationer og de fungerer som en fastholdelsesfaktor for medarbejdere der tilhører - eller er på vej til det - gruppen af kærnemedarbejdere. Endelig spiller de en vigtig rolle i afviklingssituationer, hvor en bufferfunktion tjener fremadrettede formål ved at opretholde en pulje af kvalificerede medarbejdere, der kan træde ind ved stigende beskæftigelse, ligesom uddannelserne klæder fyrede medarbejdere på til at søge nye jobs på arbejdsmarkedet.

Den efterfølgende netværksanalyse vil afsløre en lang række mekanismer der med AMU-Nordjylland i netværkets centrum understøtter denne personaleudvikling.

Det nordjyske uddannelsesnetværk

I litteraturen om netværksdannelser er det et grundlæggende træk, at netværksdannelsen hviler på aktørernes ressourceudvekslinger og endvidere ofte på, at der er tale om ressourceafhængigheder. Deltagelse i netværk er frivilligt og er dermed forbundet med, at deltagerne kan se egne fordele ved at være til stede. Netværk karakteriseres yderligere ved deres fasthed eller rettere ved hvor stærkt integrerede aktørerne er med hinanden. Netværk med høj grad af integration omtales ofte som ”communities” eller såkaldte fællesskaber med mange berøringsflader og konkrete samarbejdsanliggender. Løsere integrerede netværk eller såkaldte ”issuenetværk” er derimod kendetegnet ved, at det er helt konkrete sager, der fører aktørerne sammen, hvor afklaringen af en konkret sag samtidig kan markere afslutningen af et netværks funktionsperiode. I ”communities” kan konkrete samarbejdsforløb til gengæld over tid føre til dannelse af et værdibaseret fællesskab om det overordnede formål, hvor sammenholdet kan bære eventuelle interessekonflikter mellem netværksdeltagerne.

I figur 7 er det illustreret hvem der deltager i det nordjyske AMU-uddannelsesnetværk. Figuren gør klart, at netværket rummer deltagere fra flere samfundsniveauer - fra det nationale over det regionale til det lokale niveau.

Figur 7. Det nordjyske uddannelsesnetværk indenfor elektronikindustrien

nm.:  Fuldt optrukket linie angiver de primære netværksrelationer.  Stiplet linie angiver de sekundære etværksrelationer

Det er vores almene vurdering, at vi i stor udstrækning har at gøre med et ”community”-netværk. Netværket har AMU Nordjylland, herunder HYTEK (Jf. den nærmere præsentation side 30f.) som den centrale aktør, hvorimod visse andre aktører indtager en mere marginal rolle. Egeninteressen er bærende for netværkets integrationskraft men dets eksistens og resultater gør, at der over tid for de centrale aktørers vedkommende også er etableret værdifællesskaber omkring varetagelsen af opgaven med at udbyde erhvervsrettet voksenuddannelse for ufaglærte.

Netværkets baggrund og almene vækstbetingelser

Det ligger i sagens natur, at et netværk skabes omkring en given aktivitet. I denne situation er der tale om, at det er arbejdsmarkedsuddannelserne som offentligt, politisk program, der er akse for netværksdannelsen. Dette offentlige policyprogram har udviklet sig siden 1960 under skiftende vilkår, ikke mindst på det finansielle område. Fra i starten at have været medfinansieret af arbejdsmarkedets parter til en periode med fuld statsfinansiering er der siden midten af 1980‘erne med tiltagende styrke introduceret forskellige elementer af brugerbetaling for kursusdeltagelse. Derimod er godtgørelsessystemet indtil i dag en fuldgod statsopgave.

Arbejdsmarkedsuddannelserne har altid været meget praksisorienterede og der har været et stærkt indslag af partsstyring på området gennem alle årene. Også et direkte forhold mellem AMU-centrene og virksomhederne som brugere af systemet har været en kendsgerning selvom der stort set altid har været efterlyst en mere dybtgående kontakt mellem bruger og leverandør af kurser.

Det er i denne situation, at elektronikbranchen som en relativ ny kursusbranche står foran udbygning i 1980‘ernes anden halvdel. Opgaven er klar på dette tidspunkt. Der skal bygges et nyt, mere vidtforgrenet kursussystem op og der er så småt tilkommet nye finansieringsvilkår med mulighed for at lave helt eller delvist brugerbetalte aktiviteter på AMU-centrene. Dette udgør nogle af rammerne for det daværende AMU-Aalborg og en initiativrig gruppe af faglærere, der har fået ansættelse med henblik på at videreudbygge og -udvikle elektronikuddannelserne i Nordjylland. Det branchemæssige underlag er på daværende tidspunkt ret spinkelt, idet firmaet SP-radio med ganske få aflæggere udgør elektronikbranchen i regionen. Samtidig er der grøde på forskning- og udviklingsområdet, idet der på Aalborg Universitet er en løfterig forskningsudvikling i gang på mobiltelefoniområdet. Det har blot endnu ikke sat sig kraftige spor i erhvervsudviklingen.

Gruppen af faglærere finder hurtigt sammen i hvad eftertiden kan se er et helt unikt frugtbart samarbejdsforhold. Der er stærk pionerånd og kraftigt personligt drive i alt hvad der sker og da der kommer et lederskifte i faggruppen betyder det et voldsomt spring fremad i retning af at puste endnu mere dynamik i foretagendet. Denne team-spirit fremmes betragteligt af den ledelsesfilosofi som gøres gældende af AMU-centrets ledelse. Der sker en vidtgående delegation af kompetence til elektronikgruppen, således at den selv kan tilrettelægge arbejdet og træffe beslutninger af økonomisk art, f.eks. i forhold til udstyrs- og materialeanskaffelser i betydelig målestok. Der deponeres altså fra centrets ledelse en betydelig risikovillighed hos afdelingslederen som i øvrigt delegerer den videre til de menige medarbejdere.

Elektronikgruppen forvalter den udstrakte autonomi med stor ansvarsfølelse og arbejder målbevidst ud fra en række principper. Den helt afgørende faktor er, at virksomhedskontakten anses for at være det allermest afgørende. Selvom der bl.a. hos AMU-personalet er en god og lang tradition for at være udadvendte i forhold til brugerne så anlægger denne faggruppe en langt mere ambitiøs målestok for pleje af virksomhedskontakter. Man tager for et godt ord ud i virksomhederne for at opspore de nyeste tendenser indenfor teknologi, arbejdsorganisering og markedsforhold m.h.p. at drage nytte af denne indsigt til forbedring af kursusudbuddet. Dertil kommer, at man får en primær viden om virksomhedernes kadencer i produktionsudviklingen. Man ved dermed på et meget tidligt tidspunkt hvilke behovsændringer der er på vej af såvel kvantitativ som kvalitativ art.

For yderligere at stimulere disse udviklingstendenser modnes der sidst i 1980‘erne en ide om at formere en særlig kompetenceenhed omkring elektronikfaggruppen, som skal være i stand til at yde specialistservicering af virksomhederne og som skal hvile på rene markedsmæssige vilkår. Enheden får navnet HYTEK og bemandes med elektronikgruppens faglærere, der samtidig delvis fortsætter deres faglærervirksomhed indenfor det ordinære AMU-program. Endelig baseres HYTEK på reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Tankegangen var den, at den særlige ekspertise der var opbygget i faglærergruppen kunne videreudvikles og gøres til et stort aktiv for virksomhederne såvel som for AMU-centret og dets medarbejdere. De større frihedsgrader der knyttede sig til konstruktionen kunne udnyttes til alles fordel, hvilket uddybes i et senere afsnit.

Samtidig foregår der også en række andre udviklinger i den nordjyske region der fremmer netværksdannelsen.

Amtskommunen ruster op på den erhvervspolitiske indsats med hjemtagning af store social- og regionalfondsmidler fra EU til erhvervsfremme og styrkelse af arbejdsmarkedsintegrationen. En del af disse tilfalder elektronikindustrien som infrastrukturinvesteringer og som tilskud til uddannelsesaktiviteter, både direkte via amtets projektstyring og indirekte via de midler der tilflyder primærkommunerne. Andre indgår i opbygningen af forskerparken NOVI med tæt tilknytning til det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet.

Arbejdsformidlingen kommer endvidere til at indgå i en række uddannelsesaktiviteter for ledige i takt med, at aktiveringslinjen slår igennem i arbejdsmarkedspolitikken, bl.a. med en ambitiøs anvendelse af jobrotationskonceptet.

Også andre skoleformer deltager i netværket, således bliver Teknisk Skole inddraget i og med der åbnes op for diskussion af relevansen af erhvervsfaglige grunduddannelser på elektronikområdet, bl.a. i skikkelse af voksenerhvervsuddannelsen som industrioperatør.

I overensstemmelse med traditionen for partsstyring indenfor arbejdsmarkedsuddannelserne valgte elektronikgruppen på AMU-Nordjylland også at inddrage lokale fagforeningsrepræsentanter aktivt i netværksaktiviteterne. Rækkevidden heraf var dog begrænset.

Derimod blev efteruddannelsesudvalget på nationalt plan en vigtig netværkspartner. Dels i forhold til at pleje kontakter med de nordjyske elektronikvirksomheder, men nok så meget i forhold til at understøtte elektronikfaggruppen i Aalborg med råd og vejledning og som en hyppig anvendt partner i udviklingsprojekter. Efteruddannelsesudvalget leverede i samarbejde med styrelse og ministerier et vigtigt ressourcemæssigt bidrag til, at Aalborg-miljøet kunne udvikle sig til en kompetenceenhed med en landsdækkende position indenfor en række områder. Dertil kom, at ansvaret for udviklingsarbejdet omkring nye uddannelser og iværksættelsen af disse ofte blev placeret i Aalborg-miljøet som efteruddannelsesudvalget skønnede at have de bedste forudsætninger for at løfte opgaven. Situationen gik hen og blev helt selvbekræftende i og med understøttelsen fra efteruddannelsesudvalget førte til et endnu stærkere udgangspunkt for Aalborg-miljøet i forhold til at få del i de kommende udviklingsopgaver. AMU Nordjylland stod dermed endnu stærkere i konkurrencen med andre AMU-centre om at blive det – uformelle - hjemsted for elektronikbranchens kompetencecenter.

Sammenfattende kan man fastslå at etableringen af netværket med AMU-Nordjylland som det naturlige centrum kan siges at være resultatet af et sammenfald af en række heldige omstændigheder og dermed ikke en følge af en på forhånd udtænkt masterstrategi. Men efter etableringen har udviklingen været understøttet at en lang række aktører der med større eller mindre vægt har ydet materiel og verbal støtte til netværkskonstruktionen.

Netværkets funktion og præstationer

I det følgende beskrives og analyseres udvalgte netværksaktiviteter. Gangen er den, at vi først beskæftiger os med de primære netværksrelationer for derefter at bevæge os ud i de mere perifere netværksrelationer og mindre vitale aktiviteter. Endvidere vil der være en kort beskrivelse af AMU-uddannelsernes rolle for kvalificering af ledige.

AMU-Nordjylland og ERFA-grupperne

Den intensiverede indsats for samarbejde mellem AMU-centret og virksomhederne førte på et forholdsvis tidligt tidspunkt til en institutionalisering idet der blev nedsat såkaldte erfaringsgrupper (ERFA-grupper). Strukturen er i dag den, at der i disse deltager to faglærere samt AMU-afdelingslederen fra AMU’s side samt ca. elleve personer repræsenterende hver sin virksomhed. Disse personer er ofte produktionschefer eller andre områdechefer fra virksomhederne. Arbejdet er organiseret med ca. tre møder om året og suppleres af og til med aflæggelse af virksomhedsbesøg. I starten deltog der også fagforeningsrepræsentanter men i forbindelse med lovændringen der påbød oprettelse af lokale uddannelsesudvalg ved AMU-centre er de gledet ud af ERFA-arbejdet. Opfattelsen hos AMU-centret er også den, at det arbejde der laves i ERFA-grupperne ikke ligger i centrum for de uddannelsespolitiske opgaver, der er fagforeningernes naturlige arbejdsfelt.

De statistiske oplysninger fra notat 2, bekræfter, at vores fire casevirksomheder er flittige anvendere af AMU-systemet. Dette kan efter vores vurdering ikke alene henføres til et strukturelt betonet behov for medarbejderkvalificering. Det er nemlig et klart indtryk, at denne anvendelse nøje hænger sammen med den netværksdannelse, der igennem de sidste 10-15 år er blevet skabt mellem virksomhederne og AMU-Nordjylland. Alle fire casevirksomheder har været medlem af den nordjyske ERFA-gruppe (p.t. dog med undtagelse af casevirksomhed B, hvor produktionschefen netop har forladt sin stilling).

Dagsordenen ved disse ERFA-gruppemøder er i følge virksomhedernes og AMU-lærernes udsagn ganske mangfoldig.

For det første sker der en betydelig informationsudveksling om teknologiudviklingen i branchen. Omfattet er også om der er optræk til nye former for arbejdsorganisation samt hvordan markedsudviklingen tegner sig. Det opfattes som et fælles anliggende at spore sådanne nye udviklinger. Et aktuelt eksempel er de udfordringer der kommer fra mikroelektronikken. Tilsvarende gives der informationer fra AMU-medarbejdere om udviklingen på kursusområdet, og om der er nye, udækkede uddannelsesbehov. Alt dette foregår naturligvis til gensidigt udbytte for virksomhederne og AMU-personalet og i med, der arbejdes med et tydeligt handlingsperspektiv hvor der vurderes om der er forandringsbehøvende tilstande. Er det sidste tilfældet er vejen let til at inddrage efteruddannelsesudvalgets medlemmer i det opfølgende arbejde. Men også til styrkelse af den almindelige driftsudvikling er informationsudvekslingen værdifuld. Såvel virksomhederne som AMU-centret er langt bedre i stand til at afstemme deres kalendere for hvornår medarbejderuddannelsen bedst kan foregå. Uddannelsesplanlægning får her et vitamintilskud. Nogle virksomheder har oplyst, at AMU-repræsentanterne udviser stort overskud idet man klart tilkendegiver, hvis man ikke selv kan magte opgaven og derfor er med til at henvise til andre udbydere, f.eks. Teknisk skole.

For det andet diskuteres der kursusafvikling og pædagogik. Målgruppen for AMU-uddannelserne er især ufaglærte kvinder. Mange af dem er fastlåste i bestemte jobsituationer og de kan være frygtsomme overfor forandringer. Ligeledes er der mange, der har begrænset motivation for at efteruddanne sig, bl.a. af frygt for at gå ind ad døren på en uddannelsessinstitution. De kan virke uddannelsesfremmede. Sådanne situationer er genstand for drøftelse i ERFA-arbejdet. Et længere citat fra en produktionschef illustrerer meget godt, hvad problematikken kan handle om set fra et virksomhedsperspektiv:

Drøftelser af disse forhold kan også være direkte operationelle. Der er et eksempel, hvor et kursus fremtrådte teoritungt og dermed skræmte medarbejderne fra at deltage. Der har ERFA-gruppedrøftelser ført til konkret omorganisering af kursusindholdet således, at tilgangen blev mere praksisorienteret og deltagervenlig.

For det tredje er ERFA-gruppen et forum for diskussion af vilkår for medarbejderuddannelse. Man diskuterer ønsker til ny lovgivning og ikke mindst hvilke implikationer der er af ny lovgivning. Et spørgsmål som vilkårene for deltagelse i Arbejdsmarkedsuddannelser er et emne der påkalder sig stor interesse. Bekymringen er udtalt for at en forøget brugerbetaling vil få virksomhederne til at renoncere på medarbejderuddannelsen, desuagtet, at uddannelserne er funktionelle for virksomhederne og den service de opnår på mange måder opleves som nødvendig.

For det fjerde udnyttes den tætte dialog også til at tale om de pågældende virksomheders beskæftigelsessituation. Skal der afskediges i en virksomhed drøftes en sådan situation ofte med henblik på om andre af de deltagende virksomheder med vækst er villige til at aftage disse overtallige medarbejdere. Derved bidrages der til, at branchen opretholder et arbejdskraftspotentiale gennem en aktiv ansættelsespolitik ud fra et bevidst fastholdelsesperspektiv.

Sammenfattende er det vores klare indtryk, at der i et netværksperspektiv i ERFA-arbejdet er tale om ikke bare ressourceudvekslinger i betydelig målestok men også en situation der på mange punkter nærmer sig afhængighed. Vi finder der er tale om en visualisering på aktørplan af vores antagelse om, at der er tale om forbundne kar mellem udbuds- og efterspørgselssiden.

Kompetenceenheden HYTEK under AMU-Nordjylland

Vi har både i notat 1 og i notat 3 redegjort for HYTEK’s etablering samt for de funktioner som kompetenceenheden varetager, men kort genfortalt består HYTEK’s opgaveportefølje i:

• IDV-kurser om fx specialteknologier
  
• Certificering i ESA og IPC⁷
  
• konsulentopgaver fx rådgivning i forbindelse med nye teknologier, fremstilling af road maps
  
• test og analyse af de anvendte teknologier fx røntgenfotografering
  
• forskning fx i hvordan teknologianvendelsen i fremtiden kan foregå mere hensigtsmæssigt
  
• IPC distribution (HYTEK er autoriseret international distributør af IPC standarder og materialer og HYTEK oversætter standarder til dansk).
  

Derudover har printvirksomhederne mulighed for at anvende den højteknologiske mini-printfabrik der er opbygget på AMU-Nordjylland. Printfabrikken muliggør efteruddannelse af alle medarbejdergrupper i særligt avancerede teknologier. Niveauet er højt hvilket illustreres af, at stedet som det eneste sted i Skandinavien har opnået en certificering hos den europæiske rumfarts- og forsvarsindustri. Virksomhederne er meget tilfredse med at have en sådan pilotfabrik liggende tæt på. Situationen er den, at AMU-Nordjylland, herunder HYTEK, på printområdet udstyrsmæssigt formentlig ofte er foran branchens virksomheder.

De opgaver, som HYTEK varetager udføres under tavshedspligt, hvorfor der i forbindelse med opgaveudførelsen kan tilgå de samarbejdende parter informationer af konfidentiel karakter. Caseundersøgelserne har bekræftet denne bredde i indsatsen. Der er således registreret serviceringer af virksomhederne på en lang række af ovenstående områder. For nærmere beskrivelse af den opgaveportefølje, som HYTEK arbejder med henvises der til notat 1.

Ærindet på dette sted er at gå tættere på den funktion som kompetenceenheden varetager for især at vurdere HYTEK’s betydning for tilstedeværelsen af de forbundne kar mellem udbud og efterspørgsel.

Det giver således mening, ud fra beskrivelsen af HYTEK’s opgaveportefølje, at pointere, at der er tale om en forskningsfunderet aktivitet. Umiddelbart virker det overraskende for AMU-centrene er jo ikke just kendt som værende forsknings- og udviklingsinstitutioner. Men gennem den opnåede kompetence og evnen til at være på absolut forkant med de nyeste teknologier, f.eks. indenfor loddeteknik og montage og de systematiske afprøvninger der sker heraf, er der næppe tvivl om, at HYTEK blandt sine funktioner bedriver teknologisk forsknings- og udviklingsaktivitet. Denne pointe stilles klart i relief ved et offentligt interview givet af Virksomhed B-direktøren hvor han modstiller HYTEK indsatsen med skuffede forventninger til forskningen på Aalborg Universitet. Branchens virksomheder havde høje forventninger til det nyetablerede Center for Industriel Produktion (CIP) omkring foreningen af elektronik og produktionsstyringsindsigt. CIP-Centerlederen bekræftede i samme artikel, at han ikke havde kontakt med de virksomheder, der er beskrevet som mulige deltagere i et kommende nyt cluster for printproducerende virksomheder, jf. projekt Nordstjernen, omtalt i notat 1.

Der forekommer ganske enslydende positive tilkendegivelser fra casevirksomhederne omkring deres samarbejde med HYTEK. Det forekommer udenfor diskussion, at kompetenceenhedens ydelser indgår med stor nødvendighed i virksomhedernes drift. Derfor gennemføres aktiviteterne også selvom de i følge en af virksomhederne ”koster en bondegård”. Når udfaldet ser så positivt ud skyldes det en række forskellige forhold. Der er tale om klare spilleregler, hvor fortroligheden spiller en betydelig rolle. Det betyder, at konsulenterne får kendskab til forretningshemmeligheder hvilket tilsyneladende håndteres professionelt og uden problemer, selvom konsulenterne samtidig indgår som væsentlige ressourcepersoner og undervisere på AMU Nordjylland. En anden parameter af stor betydning er naturligvis HYTEK-medarbejdernes stærke kompetencer, hvor de samtidig er helt på det rene med hvor langt deres kompetencer rækker. De evner tilsyneladende at sige til og samtidig fra overfor opgaver hvor kompetencen ikke rækker. Endelig udgør det tætte personlige kendskab en succesbetingelse. Et årelangt bekendtskab i netværket har givet stor gensidig respekt, troværdighed og tillid til hinandens formåen. Det er denne situation som vi slagordsmæssigt har sammenfattet i ”Det åbne sind” og ser som en væsentligt befordrende faktor for opnåelse af velfungerende netværksrelationer. Men netop den stærke personafhængighed gør ikke bare HYTEK, men hele elektronikgruppen såvel som de netværksrelationer den indgår i til en sårbar størrelse.

For AMU Nordjylland optræder der et mærkbart spin off af denne HYTEK-virksomhed. Det siger sig selv, at bevidstheden om HYTEK lægger en positiv grundstemning i ERFA-gruppe samarbejdet. HYTEK er også generelt positivt imageskabende for AMU Nordjylland og er med til at forlene deres uddannelsesudbud med høj kvalitet og en betydelig troværdighed. Der breder sig en overbevisning hos branchens virksomheder om, at her må man da forvente at få de mest opdaterede uddannelser der findes indenfor branchen, i kraft af HYTEK’s vidensbase men også i kraft af den eksplicitte overførsel heraf der sker i kursusudviklingen. I videre forstand forekommer HYTEK således at være en vigtig forudsætning for, at det har kunnet lykkes at gøre AMU Nordjylland til formentlig det stærkeste kompetencecenter på landsplan indenfor elektronikbranchens arbejdsmarkedsuddannelser.

Efteruddannelsesudvalgets og Undervisningsministeriets rolle i netværket

Det er allerede tidligere omtalt, at efteruddannelsesudvalget og dets ressourcepersoner har understøttet udviklingen af elektronikuddannelserne i Nordjylland ganske kraftigt. Det er som sagt sket ved at understøtte ansøgninger om udstyrsanskaffelser, placere udviklingsopgaver og understøtte et kursusudbud af betydelig udstrækning.

Det kan være væsentligt, at fremhæve dette nationale element i netværket af en række grunde. For det første fordi støtten fra centralt hold har været en afgørende faktor for de gode udviklingsbetingelser iAMU-Nordjylland. Alene af den grund, at efteruddannelsesudvalget i kraft af gældende lovværk har kompetence til at indstille til Undervisningsministeriet om godkendelse af aktiviteter. Det er dem, der sidder inde med mange kompetencer til at fremme aktiviteter. Denne position bunder i, at der i AMU-systemet stadig ligger et systemperspektiv til grund for uddannelserne udformning. Det er branchens arbejdskraftsbehov, der fundamentalt er det grundlæggende rationale for driften af det offentligt finansierede efteruddannelsessystem. For at udøve denne funktion og gennemsætte nationalt eller brancheorienterede uddannelser er efteruddannelsesudvalget og Undervisningsministeriet dybt afhængige af positiv medvirken fra lokale, kompetente kræfter. Derfor repræsenterer udvalgets deltagelse i netværket om end den måske er lidet synlig en betydelig ressourceudveksling. Så hvor udvalget og ministeriet er kommet med ressourcer, opgaver og har støttet tilladelser, så har disse til gengæld opnået konkret indsigt og viden om virksomheds- og kursusudviklinger – og den tætte dialog har givet opbakning og dermed legitimitet til egne initiativer.

Igen må det bemærkes, at dialogen har været båret af ”åbne sind”. Efteruddannelsesudvalgets medlemmer og - måske mest vigtigt i dagligdagen - sekretariatets medarbejdere og ministeriets embedsmænd har været i stand til at knytte tætte, tillidsfulde kontakter til Aalborg-miljøet. Dette har efter vores vurdering haft afgørende indvirkning på opbygningen af ressourceenheden i Aalborg. Også i dette forhold kan man spørge om relationerne mellem aktørerne har været så personafhængige at generationsskifteproblematikken vil kunne gøre netværksdeltagelsen unødigt sårbar.

Teknisk skole som netværksdeltager

Teknisk skole indtager en tilbagetrukket rolle i netværket. Først og fremmest af branchestrukturelle grunde. Elektronikbranchen beskæftiger næsten udelukkende ufaglærte i produktionen. Faglærte optræder alene som medarbejdere med hjælpefunktioner som f.eks. installation, opsætning, vedligeholdelse og reparation af maskiner og automater. Alligevel har der op igennem 90‘erne været en hel del tilløb til, at Teknisk Skoles uddannelsesudbud skulle få større relevans for branchen. Den faglærte uddannelse som industrioperatør kom på banen fra 1995 uden at opnå større attraktivitet i virksomhedernes øjne. Tilsvarende er elektronikmedarbejderuddannelsen et bud på et kompetenceløft i branchen. Denne uddannelses trin 1 har fundet pæn anvendelse men kun den kommende tid kan vise om denne uddannelse bliver afsæt for et gennembrud i branchen for faglært arbejdskraft. Måske har den ringe tradition for erhvervsuddannelse i branchen haft negativt afsmittende virkning på Teknisk skoles engagement i branchens kursusudvikling. Således har medarbejdere herfra på et tidligt tidspunkt deltaget i ERFA-grupperne men samarbejdet er lige så stille gledet ud. Der er samtidig påpeget fra casevirksomhederne, at Teknisk skole har været alt for fokuseret på grunduddannelse af de unge og ikke har ydet voksnes efteruddannelse nogen særlig interesse. Måske fordi grunduddannelserne i sig selv har leveret tilstrækkeligt med opgaver og ressourcer til, at Teknisk skole ifølge casevirksomhederne kunne tage indtægtsgrundlaget for givet. Med den ikke uvigtige tilføjelse, at Teknisk skole har indset, at de er en servicevirksomhed, der også er forpligtet på servicering af voksnes efteruddannelse. I forlængelse heraf har flere casevirksomheder tilkendegivet, at manglen på voksenpædagogisk tradition på teknisk skole har sat sig negative spor hos de kursister, som virksomhederne trods alt har haft på et kursus der. Efteruddannelsen af de faglærte i branchen foregår i dag ofte i på teknisk skole i Sønderborg, bl.a. fordi det siges, at der på Aalborg Tekniske Skole optræder alt for mange aflysninger, da der ofte ikke har kunnet samles tilstrækkeligt med kursister til at hold har ladet sig oprette.

AF’s deltagelse i uddannelsesnetværket

Elektronikbranchen er et attraktivt arbejdsområde for mange ufaglærte i Nordjylland. De traditionelle industribrancher med mange ufaglærte jobs har vigende beskæftigelse og selve arbejdet virker tiltalende for mange, især kvinder. De er tiltalt af arbejdets udfordring af arbejdets finmotoriske karakter og af arbejdsmiljøer med bl.a. de rene og lidet støjende fabrikslokaler.

I den åbne rekruttering af nye medarbejdere spiller AF ikke nogen central rolle. AF’s rolle som jobformidler tildeles ikke megen positiv omtale hos casevirksomhederne. De har alle erfaring med AF som de langt hen ad vejen beskriver som mindre gode. De mener ikke AF magter, at finde de relevante ledige når der formidles personer til mulig ansættelse. Dog formulerer en virksomhed en form for selvkritik, idet opfattelsen er, at virksomhederne selv er for dårlige til at præcisere deres ønsker til nye medarbejderprofiler og frem for alt er de for dårlige til at melde klart ud til AF hvad det er, de har brug for. Men virksomhederne anvender typisk andre rekrutteringskanaler. En virksomhed får nye unge medarbejdere fra en nærliggende produktionsskole, en anden får nye folk ind via et vikarbureau, en tredje via at være praktikplads i de 4 uger i AMU’s 12 plus 4 ugers sammenhængende grundkursus, hvortil bl.a. AF visiterer, mens alle trækker på evt. overtallige medarbejdere fra andre virksomheder i clusteret.

Da vejen direkte ind fra gaden under alle omstændigheder er blevet mindre tilgængelig rejser det konkrete spørgsmål sig, hvordan man erhverver de basiskvalifikationer der er tilstrækkelige til at kunne finde en første ansættelse. At skaffe sig et passende antal AMU-kurser på A-niveau er naturligvis svaret, ikke mindst set fra virksomhedsside.

Men da mulighederne for at ledige selv kan tilmelde sig AMU-kurser imidlertid er blevet indskrænket gennem de seneste år er situationen den, at det er ledige, der er aktiveringsparate der får tilbudet. Det betyder, at ledige typisk kommer ind over et daghøjskoleophold, via almene jobsøgningskurser på AMU-centret, IKA-kurser (individuel kompetenceafklaring) eller direkte via AF’s aktive medvirken. Selvom AF generelt som jobformidler har en ret perifer placering i virksomhedernes øjne er det imidlertid ikke det samme som, at AF er ude af billedet. Tværtimod findes der tætte samarbejdsrelationer mellem AMU-centret og AF omkring visitering af ledige ind på grundkurserne. Efter første interessemarkering samarbejder AF og AMU om gennemførelse af IKA-kurser, hvor der introduceres nærmere til branchen, herunder de krav der stilles til medarbejderne. For en stor casevirksomhed findes der endda et særligt arrangement hvor virksomhedens personalekonsulent optræder på IKA-kurserne for at fortælle om egen virksomhed og de jobmuligheder der måtte findes efter velgennemført grundkursus. Fra virksomhedens side er der meget stor tilfredshed med ordningen og der uddeles mange anerkendende ord om AF’s betydelige fleksibilitet i samarbejdet.

Der er m.a.o. tale om, at der gennem AMU-grundkurserne udøves en meget vigtig funktion i retning af at understøtte virksomhedernes rekruttering af nye medarbejdere til jobfunktioner, der i dag synes præget af et højere kvalifikationsniveau ved indgangen til ansættelsen. Det højere kvalifikationsniveau skyldes primært ønsket om, at medarbejderne skal være funktionelt fleksible og kunne flyttes til de mest presserende jobfunktioner. I projektet er der gennemført en række interviews med kursister, både ansatte og ledige. Set med kursistøjne skildres der en klar bevidsthed om AMU-kursernes værdi for deres muligheder på arbejdsmarkedet. Bevidstheden kommer bl.a. fra et stærkt indbyrdes netværk, hvor familie og venner sammen med forbindelser til allerede ansatte i branchen kan råde til at tage AMU-kurser. Dertil kommer at praktikindslaget i 12 plus 4 ugers modellen styrker tiltroen til, at AMU-kurserne kan give adgang til job i branchen.

Mange af de ansatte kursister beretter om hvorledes AMU-kurserne - ofte på opfordring fra AF - har været adgangsbilletten til deres nuværende job. Der berettes ligeledes om, at kursusdeltagelsen opfattes som et middel til at fastholde jobbet hvis der er nedskæringer i vente, idet snævre kvalifikationer (lav fleksibilitet) på mange arbejdspladser i branchen er et vigtigt afskedigelseskriterium. Endelig er der ansatte, der siger de er sendt på kurser af virksomheden som led i en udskilning af hvem der skal fastholdes som fremtidige kernemedarbejdere. Disse beretninger fortæller om, hvordan kursusdeltagelse måske nok officielt er kommet på tale som led i et medarbejderudviklingsprojekt men alligevel af de pågældende kursister opleves at ske i skyggen af et ledighedsspøgelse fra det åbne arbejdsmarked.

De ledige beretter i deres udsagn om dels en stærk motivation for at få adgang til branchen og dels om arbejds- og livserfaringer, der ofte er særdeles facetterede. Det er vores vurdering, at der alene ud fra dette mindre udsnit af kursistsamtaler (se notat 3) er belæg for at sige, at AMU-uddannelserne på afgørende vis bidrager til at fremme integration og mobilitet på arbejdsmarkedet blandt ufaglærte. Billedligt talt er der tale om Fredericia Banegård, hvor personer i alle aldre ankommer fra alle verdenshjørner, kommer ind og orienterer sig og på et afklaret grundlag rejser videre i en velvalgt retning. Af erfaringer og motivationer der er med i rygsækken er der tale om alle hånde - lige fra kvalifikationsmangler, helbredsproblemer, bristede illusioner, lyster til at prøve nyt, et stærkt nødvendighedspres fra en fastgroet arbejdsmoral over til den simple nødvendighed af at skulle have en rimelig indkomst fra et fast arbejde.

Amter og kommuner som netværkspartnere

De kommunale aktører spiller ikke nogen specielt stærk rolle i uddannelsesnetværket. Det er tidligere anført, at de har haft og formentlig stadig har en betydelig rolle som understøtter af brancheudviklingen på infrastrukturommrådet og i forbindelse med tildelingen af udviklingsmidler til udviklingsorienterede virksomheder i elektronikbranchen. På uddannelsesområdet optræder de stadig fra tid til anden som hovedsponsor for uddannelsesprojekter for især langtidsledige ufaglærte. Amtskommunen har i perioder i samarbejde med AF været en stærk drivkraft for anvendelsen af jobrotationsredskabet. I disse sammenhænge har AMU-uddannelserne været taget i brug, også med kurser fra elektronikområdet.

Virksomhedernes indbyrdes samspil

Virksomhederne har generelt givet udtryk for, at man i branchen kender hinanden særdeles godt, hvilket ikke mindst skyldes deltagelsen i ERFA-grupperne

Men virksomhederne samarbejder en del udover dette. Fordi de kender hinanden og stoler på hinanden er der gennem årene blevet udviklet et netværk, hvor virksomhederne hjælper hinanden. Denne hjælp kan bl.a. bestå i at levere manglende råvarer til en produktion f.eks. hvis casevirksomhed B står og mangler laminat, så kontakter de helt naturligt en anden virksomhed i branchen og hvis denne ligger inde med råvaren, jamen så kan virksomhed B købe det. Hjælpen kan også bestå i deling af en større ordre, deri ligger der, at hvis f.eks. en virksomhed i branchen får en ordre, hvori der er nogle processer, som virksomheden ved, at en anden virksomhed i branchen er bedre og evt. hurtigere til at gennemføre, jamen så outsources ordren i forhold til de specifikke processer. I branchen henviser virksomhederne også kunder til hinanden, f.eks. hvis en virksomhed nok kunne gennemføre en ordre, men ved, at en anden virksomhed i branchen har speciale i netop den type produkt, så henvises der til denne.

Mellem virksomhed B og en anden virksomhed har der i en overgangsperiode sågar været deling af en sælger. Delingen opstod fordi Virksomhed B på et tidspunkt havde nedgang og derfor ikke længere kunne beskæftige en af deres sælgere gennem lang tid på fuld tid. For at hjælpe sælgeren tog Virksomhed B kontakt til en lignende virksomhed i branchen og derved lykkedes det at blive enig om en deling, hvilket betød, at sælgeren kunne beholde sit fuldtidsjob. I dag er denne sælger ansat på fuld tid ved den anden virksomhed. Hvad angår medarbejdere, så hersker der tilsyneladende også en klar enighed om, at man ikke stjæler medarbejdere fra hinanden. Som en produktionschef udtalte:

”Vi stjæler ikke fra hinanden fordi vi bl.a. er gode til at tale sammen, men også fordi vi efterhånden er tordenskjolds soldater, som sidder i lederstillingerne og kender hinanden så godt, at vi ikke vil træde hinanden over tæerne, hvis det kan undgås.”

Virksomhederne påpeger, at denne form for gensidig hjælp virksomhederne imellem er en nødvendighed, da alle er enige om, at man så vidt muligt hjælper hinanden med overlevelse i branchen. Denne netværksaktivitet blandt clusterets virksomheder kan naturligvis ikke alene føres tilbage til uddannelsesnetværket. Men ERFA-arbejdet bidrager hertil og der er ingen tvivl om at disse tætte virksomhedsrelationer virker stærkt befordrende for diskussionen om uddannelse i ERFA-grupperne.

⁷ HYTEK er bl.a. akkrediteret af ESA (European Space Agency – den europæiske rumfartsorganisation) og af IPC (Internationnal standardiseringssammenslutning).