Interkulturel Kompetence

af professor Hans Gullestrup, Institut for Erhvervsstudier, Aalborg Universitet

Indhold

1. Indledende bemærkninger
2. Begrebsafklaring
3. Karakteristika ved den interkulturelle kompetence.
4. De nødvendige holdninger samt viden og indsigt for den interkulturelle kompetence.
5. Afsluttende overvejelser samt overvejelser over de på side 3 i bilag af 11 april angivne 9 punkter
Litteratur

1. Indledende bemærkninger

NKR-Projektgruppens ”Notat om Revideret tilgang til udvikling af NKR”, version pr 31/1-02, er vedrørende Nøglekompetence nr. 8, som jeg er blevet bedt om at bidrage til afklaringen af, lidt uklar, idet der visse steder tales om Kulturel Kompetence (bl.a. i indholdsfortegnelsen på side 3 og i overskriften på side 29 i notatet), mens der andre steder tales om Interkulturel Kompetence” (bl.a. i listen over de 10 nøglekompetencer på side 8, samt i hele tekstens indhold på siderne 29-31 i samme notat). De to betegnelser, Kulturel Kompetence og Interkulturel Kompetence, er naturligvis ikke hinanden uafhængige, men alligevel også forskellige. Således vil man med betegnelsen Kulturel Kompetence skulle fokusere på kompetencen indenfor en bestemt, given kultur, f.eks. den danske kultur; madkulturen og/eller filmkulturen, mens man med Interkulturel Kompetence primært må fokusere på kompetence i forståelsen af kulturforskelligheder; i tværkulturel kompetence og/eller kompetence i flerkulturel forståelse. Ud fra hele oplæggets karakter og ikke mindst min forståelse af denne har jeg valgt at fokusere på den sidstnævnte opfattelse, og dermed på betegnelsen anført som nr. 8 på listen over de 10 nøglekompetencer på side 8 i notatet: Interkulturel Kompetence.

2. Begrebsafklaring

Kulturbegrebet er nok et af de samfundsvidenskabelige/humanistiske begreber, som er blevet defineret og opfattet på flest forskellige måder siden Tylor i 1871 i mere faglige termer definerede kultur som værende: ”…that complex whole which includes knowledge, belief, art, morals, law, customs, and other capabilities and habits acquired by man as a member of society” 1). Utallige definitioner har senere fuldt denne, ligesom utallige debatter om kulturbegrebets forståelse og indhold har været ført siden da 2).

1) Tylor, London 1871.
2) Denne debat kan naturligvis uddybes meget mere om ønsket, men skønnes ikke relevant i dette sammenhæng.

Trods et utal af forskelligheder i opfattelsen af kulturbegrebet mellem forskellige forskere inden for samfundsvidenskaberne og den humanistiske forskning, synes der dog i dag stort set at være enighed om at: 1) kultur-begrebet omfatter et meget bredt spekter af menneskets tankeverden og handlingsmønstre; 2) ingen kultur kan empirisk afgrænses med klart definerede og entydige grænser; 3) enhver kultur er under stadig forandring og derfor dynamisk; samt 4) at ingen kultur kan beskrives og analyseres objektivt, idet den altid vil være et resultat af iagttagerens egen kulturelle baggrund, hvad enten iagttageren så måtte ”komme udefra” eller selv være en del af den betragtede kultur. I virkeligheden kan en kultur derfor slet ikke beskrives, analyseres og forstås, eller med kulturantropologen Fredrik Barth’s ord: ”Man kan ikke håndtere noe som endrer grenser og endrer innhold på én og samme tid” 3).
Og så dog alligevel. Der synes nemlig ej heller at være uenighed om - heller ikke hos Fredrik Barth - at der stort set altid, til enhver tid og i enhver kontekst - vil være grupper af mennesker (sociale enheder) som indbyrdes tænker og tror mere ensartet, end de hver for sig gør i sammenligning med mennesker uden for denne sociale enhed, og som har en adfærd der indbyrdes er mere ensartet end den er med disse andre mennesker uden for den sociale enhed. Det kan derfor være meningsfyldt, at kalde mennesker, som tilhører en sådan - måske temporær og kontekstafhængig - social enhed for mennesker med en fælles kultur, samt at kalde denne ”fællesenhed” i tanke, tro, oplevelse, vurdering, handling etc. etc. for ”en kultur”. Interkulturalitet vil da udgøres af det, ”som går på tværs” af de kulturelle grænser - hvor uklare og udefinerbare disse så end i praksis måtte være - og interkulturel kompetence vil da være lig evnen til at håndtere sig og fungere i en sådan Interkulturalitet.

3) Barth: "Manifestasjon og prosess", Oslo 1994

Som det fremgår af nedenstående, er det enkelte menneske ikke bare ”medlem af” eller ”en del af” én kultur, f.eks. den danske, men af mange forskellige kulturer afhængig af tidspunkt og kontekst. Det enkelte menneske kan således i visse situationer (tidspunkter og kontekst) opleve sig selv - og af andre blive oplevet - primært som tilhørende Dansk Kultur, mens det i andre situationer, f.eks. under rejse i Sydeuropa, primært vil opleve sig - og blive oplevet - som repræsentant for Skandinavisk Kultur. Eller i Afrika måske som repræsentant for Europæisk Kultur. Omvendt kan det samme menneske, såfremt udgangspunktet er i Nordjylland, primært opleve sig selv som repræsentant for den Nordjyske Kultur overfor den københavnske etc. Vi kan her tale om et Kulturhierarki gående fra f.eks. Nordjysk Kultur til Europæisk Kultur, hvor hvert enkelt niveau er ligeværdigt gældende for den enkelte, men dog med forskellig vægt og tyngde afhængig af den konkrete kontekst. Og med medfølgende interkulturelle grænse- eller brydningsflader ligeledes afhængig af de konkrete kontekst. I visse situationer er en svensker således ”en af de andre”, og i andre situationer ”en af os”, i sidstnævnte tilfælde nemlig når det er Skandinavisk Kultur, der er i fokus. Figur 1 illustrerer denne hierarkiske kulturopfattelse 4).

4) Se i øvrigt yderligere i Kuada & Gullestrup: "Cultural Categories and Profile", Tartu 1998; og Kuada & Gullestrup: "Corporate Governance, Accountability, and Pressures to Perform an International Study", London 1998.

Figur 1

På tilsvarende måde, som det enkelte menneske kan opfatte sig selv som - og af andre blive opfattet som - en del af forskellige kulturelle hierarkier indenfor samme kulturkategori - eller sfære - af kulturel ensartethed, er det enkelte menneske en del af forskellige kategorier og/eller sfære af kultur. Den kulturelle ensartethed og forskellighed følger således ikke alene etniske og/eller nationale former for ensartethed. Kategorier eller sfære såsom uddannelse; erhverv eller beskæftigelse og organisatoriske tilhørs-forhold skaber ligeledes grupperinger af mennesker eller sociale enheder, hvor de enkelte individer har mere tilfælles indbyrdes end de har med mennesker udenfor denne kategori eller sociale enhed (se figur 2).

Danske økonomer eller læger kan således - i visse kontekst - have mere til fælles med økonomer og læger fra f.eks. Bosnien og/eller Sudan, end de har med danske landmænd, fiskere eller ingeniører.

Den enkelte person befinder sig således i en situation, hvor det - med varierende styrke i forskellige kontekst - oplever sig selv som en del af - og af andre bliver oplevet som repræsenterende - forskellige kulturkategorier (eksempelvis nationale kulturer; faglige kulturer; organisationskulturer og/ eller uddannelseskulturer) og indenfor hver af disse kulturkategorier på forskellige niveauer i det givne kulturelle hierarki 5).

5) Se Kuada & Gullestrup, o.p.c.

Det er således i en særdeles kompleks og dynamisk helhed begrebet ”interkultur” skal og kan forstås, og det er i en meget kompleks og dynamisk helhed, den interkulturelle kompetence skal kunne defineres, forstås og måles.

Åbenhed og beredskabsevne bliver i denne sammenhæng centrale begreber, ligesom tilstedeværelsen af en vis indsigt om sig selv samt om egne relationer til såvel det nære miljø, som til det noget fjernere og det meget fjerne miljø, vil have betydning.

Jeg skal i det efterfølgende søge at fokusere på karakteristika ved den interkulturelle kompetence i såvel et dansk som i et mere generelt, internationalt sammenhæng, ligesom jeg efterfølgende igen vil søge at fokusere på indikationer for de pågældende karakteristika.

3. Karakteristika ved den interkulturelle kompetence.

Givet den kulturelle og dermed interkulturelle kompleksitet, som på mange måder bliver stadig mere nærværende for de fleste mennesker, bl.a. på grund af den øgede globalisering og den øgede elektroniske og personlige kommunikation på tværs af alle former for kulturelle grænser, kan interkulturel kompetence med rimelighed forstås som en kombination af: 1) dette at have indsigt i samt evne til at kunne forstå den kulturelle kompleksitet; 2) dette at have indsigt i samt nuanceret at kunne forstå egne kulturers placering og rolle i denne kompleksitet; 3) dette at have indsigt i og i et vis omfang at kunne forstå og acceptere mennesker tilhørende andre kulturer samt disses egenopfattelse - uden dog nødvendigvis at acceptere ”hvad som helst”, samt 4) dette at kunne kommunikere og gøre sig forståelig i samvær med mennesker tilhørende andre kulturer end ens egne. Der må således med interkulturel kompetence forstås både tilstedeværelsen af en vis mængde viden og indsigt, og tilstedeværelsen af en vis mængde ikke-dogmatisk forståelse og accept af andre mennesker tilhørende andre kulturer.

Såvel den nødvendige viden og indsigt om egen og andres kultur samt relationerne dem imellem, som de nødvendige holdninger i retning af ikke-dogmatisk forståelse og accept af andre mennesker og disses kulturer påvirkes løbende og konstant gennem hele livet. På arbejdsmarkedet; i uddannelsessystemet såvel som i den daglige omgang med andre mennesker - i det civile liv. Afgørende for indholdet og styrken af en befolknings interkulturelle kompetence er derfor meget påvirket af de officielle såvel som af de mere uofficielle holdnings- og videnstilkendegivelser, som befolkningen møder ”hjemme”. Ligesom de enkelte befolkningsmedlemmers møde med repræsentanter fra andre kulturer betyder meget.

Fra ganske lille vil det menneskelige individ føle sig knyttet til en bestemt gruppe - eller en bestemt social enhed - som det i større eller mindre grad vil tage ved lære af både mht. hvorledes omgivelserne - de sociale såvel som de materielle - kan og bør opleves, og mht. hvorledes man selv kan og bør agere i den omgivende verden. Den aktuelle sociale enhed, i hvilket barnet fra første færd inddrages - i reglen den nærmeste familie - har således en afgørende indflydelse på barnets oplevelse af og ageren i sine omgivelser, både med hensyn til disse omgivelsers karakteristika og med hensyn til hvorledes de bør vurderes. Man kan kort sagt sige, at det aktuelle sociale system, i hvilket barnet vokser op, er stærkt medvirkende til skabelsen af barnets personlighed både på det individuelle plan og på det sociale, ligesom det er afgørende for hvorledes barnet vil fortolke omverdenen og hvad det fremover vil opleve som det ”naturlige” og/eller som det ”rigtige”. Geert Hofstede formulerer sig i en af hans bøger på følgende måde:

”Alle mennesker bærer i sig et mønster for tanker, følelser og handlemuligheder, der indlæres livet igennem. Størstedelen af dette mønster er erhvervet tidligt i barndommen, fordi man på dette tidspunkt er mest åben for indlæring og tilpasning. I samme øjeblik sådanne mønstre for tanker, følelser og handlinger er indarbejdet, må de afkodes, før man igen er i stand til at lære noget andet. Og at afkode noget er langt vanskeligere end at lære det i første omgang.”
(Hofstede 1999, p. 20)

Dette at tilhøre en gruppe, og dermed at blive indsocialiseret i et kollektivt samvær - i en kultur - skaber på en og samme gang følelsen af stabilitet og tryghed gennem dette at tilhøre et fællesskab (”tilhørsforhold”), samt gennem dannelsen og oplevelsen af en bestemt form for egenbevidsthed (”identitet”). Så længe det enkelte individ alene befinder sig i èn gruppe; og derfor alene har relationer til individer tilhørende samme sociale enhed eller kultur, opstår trygheden derved, at det kender til de forventninger der rettes mod det selv, ligesom dets egne forventninger til andres måde at være på, er kendte af disse. Forventninger som stort set deles af alle tilhørende samme sociale enhed og kultur, og forventninger som i ethvert fællesskab søges opretholdt og overholdt ved hjælp af sanktioner og alle former for social kontrol fra den svageste form for misbilligelse og ros til de stærkeste former for straf. Denne sociale kontrol - som behandles udførligt i sociologien og socialsociologien - kan være, og er vel ofte, uhyre styrende, indskrænkende og ensrettende for de individer, som tilhører den pågældende sociale enhed og kultur. Men i realiteten opleves og erkendes dette dog næppe, idet ”vores måde at tænke og opleve verden på” og ”vores måde at være på” jo betragtes som den eneste naturlige og rigtige måde at forholde sig til tilværelsen på. Eller som Fons Trompenaars udtrykker det:

”Når man med jævne mellemrum søger at løse det samme problem holder man til sidst op med at være bevidst om det og betragter det nærmest som en grundlæggende forudsætning.”

(Trompenaars & Hampden-Turner 1998, p. 9)

En stærk grad af socialisering vil dog i reglen tillige skabe en vis grad af usikkerhed og følelsen af utryghed, når individet bevæger sig bort fra sin egen sociale enhed eller kultur til en anden, eller når det - i sin egen kultur - af og til møder folk, tilhørende en anden social gruppering end det selv. Folk, som er indsocialiseret i en anden retning, og som derfor oplever og fortolker omgivelserne forskelligt i forhold til dem selv, og folk, som i konsekvens heraf, finder andre måder at reagere på, som værende de eneste ”rigtige” og ”naturlige”. Sidstnævnte oplevelse af usikkerhed ligger utvivlsomt bag megen af den udtrykte fremmedhad, som ikke mindst Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har nydt godt af i dansk politik op gennem 80'er’e og 90’erne. Barnet kan opleve dette allerede tidligt i sit liv, når det f.eks. besøger familier med andre normer end de normer, det selv har lært hjemme, eller når det begynder i børnehave og skole. Selv om et barn allerede i sådanne situationer er i færd med at krydse det, som vi normalt kalder kulturelle grænser, vil der dog være en tendens til, at de overordnede og dominerende værdier og adfærdsnormer i sådanne tilfælde vil have en vis form for ensartethed. Hvad barnet imidlertid allerede på dette tidlige stadium af livet oplever er, at der på den ene side findes kulturelle grænser som kan overskrides, men at der på den anden side indenfor samme sociale enhed eller kultur tillige kan findes forskellige ”underenheder” eller subkulturer. Det vil opleve, at der således ikke - eller kun sjældent - vil være tale om ”klart adskilte” sociale enheder, som man enten kan tilhøre eller være medlem af, eller ikke. Snarere vil der være tale om et hierarki af sociale enheder og kulturer, som i forskellige grader af forskelligheder vil have ensartede karakteristika eller det modsatte. Barnet vil med andre ord allerede tidligt i livet opleve kulturens mangfoldighed og relativitet, som allerede omtalt i det foregående.

Følelsen af usikkerhed og utryghed opleves ganske anderledes og mere dramatisk, når grænsekrydsningen medfører større grader af forskellighed i hvad de involverede individer finder er naturligt og hvad de finder ikke er det. Dette kan den enkelte naturligvis også opleve indenfor samme store fællesskab, som f.eks. i forbindelse med indgåelse af ægteskab, noget der nok er kommet bag på mange nygifte i den første tid efter brylluppet - eller efter det tidspunkt, hvor parret er flyttet sammen - men naturligvis først og fremmest, når der krydses egentlige kulturelle grænser, eller når der skal etableres samvirke på tværs af ganske forskelligartede grupperinger. For mange opstår der i sådanne situationer et stort behov for, at kunne forstå mennesker tilhørende andre grupperinger og kulturer end ens egen; til at kunne forstå disse menneskers ”måde at tænke på”, og til at kunne forstå, hvorfor de mon egentlig gør, som de nu engang gør, og hvordan de dog kan forstå verden - og herunder også MIG - som de nu gør. Lad os forsigtigt kalde dette, at der opstår et behov for at forstå - forstå i betydningen af at opnå indsigt i - de andres kultur. Men hvad får dette behov til at opstå? Og hvorledes bliver det i givet fald opfyldt?

4. De nødvendige holdninger samt viden og indsigt for den interkulturelle kompetence.

De nødvendige holdninger og den nødvendige viden og indsigt for opnåelsen af interkulturel kompetence går som nævnt ud på lysten og evnen til at søge og opnå ikke-dogmatisk forståelse og accept af andre mennesker og disses kultur. Eftersom oplevelsen af andres kultur, jf. det foranstående, er stærkt afhængig af iagttagerens egen kultur, kan en vurdering af en befolkningsgruppes vilje og evne til at opnå interkulturel kompetence meningsfuldt vurderes gennem en beskrivelse, analyse og vurdering af relevante dele af deres egen kultur 6). Eksempelvis kan en analyse af gruppens værdier og opfattelse af dens egen kultur ligge ”gemt” i gruppens mere generelle værdigrundlag og verdensopfattelse, ligesom en analyse af gruppens konkrete viden og faktiske efterspørgsel af viden ”om andre” kan være væsentlig. Vi må altså søge indsigt i og forståelse af kulturen i den iagttagne befolkningsgruppe - i dette tilfælde altså kulturen i den danske befolkningsgruppe - hvorledes denne så empirisk kan afgrænses. Vi må kort sagt lave en kulturanalyse - eller trække på eksisterende kulturanalyser - af relevante aspekter af den danske kultur, for nærmere at bestemme den danske befolknings interkulturelle kompetence.
En given kultur kan meningsfuldt beskrives, analyseres og forstås ved hjælp af tre kulturdimensioner, nemlig 1) den horisontale kulturdimension, 2) den vertikale kulturdimension samt 3) den tidsmæssige kulturdimension. I dette sammenhæng og til dette formål vil jeg koncentrere mig om den vertikale kulturdimension, og knytte nogle kommentarer hertil 7).

6) Se yderligere Hans Gullestrup: "Kultur, kulturanalyse og kulturetik", København 1995.
7) Hans Gullestrup: o.p.c. samt upubliceret manus til kommende bog

En given kultur kan ikke meningsfyldt beskrives, analyseres og forstås alene ud fra hvad der kan sanses (ses, høres og smages mm). Samtidig med at det sanselige - den manifeste - del af kulturen nemlig har en betydning i sig selv, kan det tillige have en symboliserende betydning for de ikke-sanselige dele af kulturen. Den såkaldte kernekultur. Den vertikale kulturdimension omfatter denne sondring mellem den manifeste kultur og kernekulturen, ved at omfatte følgende 6 kulturlag:

a. Manifeste kulturlag - eller de symboliserende kulturlag.
i. Det umiddelbart sansemulige proceslag med heraf følgende frembringelser.
ii. Det vanskeligt sanselige strukturlag
iii. Det formaliserede lov og regellag.

b. Kernekulturen - eller de symboliserede kulturlag.
iv. Det ikke-sanselige tilstedeværende.
v. Det fundamentale værdilag.

a. Partielt legitimerende værdier.
b. Alment accepterede højeste værdier.

vi. Den grundlæggende verdensopfattelse.

Ad. a. i: Det umiddelbart sansemulige proceslag.

Det, der umiddelbart og mest iøjnefaldende adskiller den ene kultur fra den anden er, at folk fra de forskellige kulturer opfører sig forskelligt. De sidder og klæder sig på forskellig vis, og de behandler hinanden forskelligt. De producerer måske samme produkter, men på forskellig vis, og de synger forskellige sange og spiller forskellig slags musik. Deres historie og myter har forskelligt indhold, selv om de måske forsøger at give svar på de samme spørgsmål, men først og fremmest taler og skriver de ofte med meget forskellige sprog til hinanden. Det, man således umiddelbart kan se og høre, bliver derfor ofte de første kriterier for de enkelte kulturers afgrænsning, og de umiddelbare kriterier for de involverede kulturaktørers fortolkning og forståelse af en anden kultur. Men stor ensartethed i det umiddelbart sanselige lag kan meget vel dække over store og afgørende forskelligheder i de dybere kulturlag, ligesom store forskelligheder i den sanselige kultur kan dække over stor ensartethed i de dybereliggende kulturlag.

Indikatorer for graden af interkulturel kompetence kan i dette lag bl.a. søges i informationer om følgende karakteristika i dette kulturlag (bør naturligvis uddybes meget mere): 1. kendskab til og beherskelse af forskellige produktionsmåder og færdige produkter; 2) kendskab og beherskelse af andre sprog end modersmålet; 3) kendskab til og accept af forskellige spiseretter, klædedragter, religiøse praksisformer, samt kunst og musik etc., etc.

Ad. a. ii: Det vanskeligt sanselige strukturlag.

Menneskelig adfærd og resultaterne heraf opstår og foregår som nævnt sjældent - om overhovedet - ganske tilfældigt, men følger i reglen over et vist tidsrum et mere eller mindre fast mønster i ensartede situationer. Kulturens enkeltindivider opfører sig forskelligt - men på en bestemt måde forskelligt - over for andre enkeltindivider i kulturen alt efter disse individers alder, køn og placering i samfundet etc., ligesom de i større eller mindre grad følger visse skrevne eller uskrevne regler og love, om ikke for andet, så for at undgå sanktioner fra andre. På denne måde opstår der visse sammenhænge og mønstre, som på forskellig vis danner et slags skelet for de forskellige kulturer. Disse mønstre eller ”skeletter”, hvis opbygning og indhold varierer fra kultur til kultur, er naturligvis centrale for forståelsen af en anden kultur, og selv om de ikke ligefrem kan ses eller høres, kan de dog over en vis tid sanses, og viden om deres eksistens og indhold udledes via en ”vågen iagttagelse”.

Indikatorer for graden af interkulturel kompetence må på dette lag bl.a. søges 1) i befolkningens kendskab til andre politiske, sociale og økonomiske strukturer end ”deres egne” samt i 2) en vurdering af måden hvorpå sådanne andre strukturer omtales og accepteres i dagliglivets praksis samt i den offentlige debat. Eksempelvis andre ægteskabsformer, organisationsformer i erhvervslivet etc. etc.

Ad. a. iii: Det formaliserede lov- og regellag.
Love, vedtægter, forordninger og regler mm. kan på en måde ses som en formalisering af den i kulturen eksisterende moral. Efter som dette med hvordan mennesker i et givet socialt- og kulturelt samvær ”bør” eller ligefrem ”skal” - eller modsætningsvis ”ikke bør” eller ”ikke skal” - opføre sig i forskellige sammenhænge. Man skal f.eks. i de fleste kulturer overholde diverse love og forordninger - principielt i alle tilfælde, for praksis i forhold til love kan variere ganske meget.

Love, vedtægter og regler mm. bliver dermed et udtryk for den formaliserede og nedfældede moral, som dog ikke nødvendigvis - eller på nogen måde - behøver at være i overensstemmelse med det fundamentale værdi-grundlag. De fundamentale værdier vil, såfremt disse ikke udtrykkes gennem de formaliserede love og regler, snarere komme til udtryk gennem de sociale normer, selv om også overgangen mellem hvad der kan betragtes som sociale normer og hvad der mere er formaliserede regler er glidende og vanskeligt at fastslå.

Indikatorer for befolkningens interkulturelle kompetence kan i dette lag bl.a. findes i 1) dens kendskab til relevante regler og sociale normer i andre kulturer, når de besøger disse, eller 2) modsætningsvis til at acceptere andre menneskers ukendskab til egne love og sociale normer. Alt sammen naturligvis inden for visse grænser. 3) En analyse af årsager og behandling af lov- og normbrud af danske i andre kulturer og ”andre” i den danske kultur, kunne her give en ganske god indikation.

Mens den manifeste kultur altså både vil have en betydning i sig selv for en given befolkningsgruppes interkulturelle kompetence, er det dog i den dybere liggende kernekultur, det egentlige grundlag for den interkulturelle kompetence skal findes. Selv om indikatorerne for indholdet af denne kernekultur empirisk kan og må findes, vil jeg dog nedenfor knytte nogle kommentarer til kernekulturens 3 lag.

Ad. B. iv: Det ikke-sansemulige tilstedeværende.
Enhver aktør i det interkulturelle samvær kender af erfaring situationer, hvor ”noget finder sted” uden at der tilsyneladende ”sker noget”. En information bringes videre, uden at nogen siger noget, og en reaktion fremkaldes, uden at man kan finde ud af hvorfor eller hvordan.

De, der har oplevet en fiskeriauktion i Skagen, Strandby eller Hvide Sande, kan måske fornemme, hvad jeg mener. Uden at noget tilsyneladende sker, forhøjes budene i hastigt tempo, og auktionarius ”rabler” stadig større tal af sig i hurtigt tempo, indtil han pludselig - tilsyneladende uden grund - slår hammeren i en fiskekasse og siger ”solgt” for dette eller hint til den eller den person. Hvis kulturaktøren imidlertid forstår sproget, eller hvis han er i stand til at tilegne sig dette under selve auktionen, kort sagt hvis han besidder den relevante interkulturelle kompetence, har han dog kunne se, at ét sted løftes en finger op til kasketskyggen under vejs, og et andet sted rømmer en person sig et par gange i hastig rækkefølge. Og et helt tredje sted vender en person lige pludseligt ryggen til auktionarius. Alt sammen signaler i et sprog, som den kulturkompetente kan sanse, tolke og forstå. Her sker altså noget, og der ”tales et sprog”.

Men hvad når der absolut intet sker? Eller hvad når dette, at der intet sker i sig selv er et udtryk for, at noget sker for de indviede? - at der rent faktisk foregår en kommunikation gennem dette, at der absolut intet sker? Eller som Øyvind Dahl udtrykker det:

”… kroppsspråk, ubevisste reflekser, brug av tid og rom og bruk av kontekster. Vi reagerer på tegn og signaler utenfra med en slags refleksbevegelse, eller sagt med et moderne bilde: Så lenge vi opptrer innenfor vår egen kulturelle referanseramme, kan vi ”gå på automatpilot”. Vi kan skru av styringen og bevege oss etter inarbeidede rutiner. Men straks vi møter et ukjent miljø, en ny atbeidsplass, eller et nytt land, må vi derimod over på manuell styring. Det er mye mer krevende, men også utfordrende og lærerikt”.

(Dahl 2001, p. 24/25)

Indikationer på dette kulturlag er noget vanskeligere at finde frem til. Men indholdet af den generelle uddannelse samt den mere internationalt orienterede uddannelse på de mellemlange og længerevarende uddannelser kan i det mindste give os en indikation heraf, ligesom antallet og arten af indhentede og registrerede erfaringer fra arbejdsmarkedet og de sociale institutioner kan give os en indikation af niveauet af en given befolknings kompetence for dette ukendte.

Ad. b. v, Det fundamentale værdigrundlag & b. vi, Den grundlæggende verdensopfattelse.
…rummer på mange måder de samme vanskeligheder med hensyn til at finde og anvende relevante indikatorer for en given befolkningsgruppes interkulturelle kompetence.

Hvor det grundlæggende værdigrundlag siger noget om de herskende kriterier for hvad der er godt og hvad der er skidt, og herunder naturligvis også om hvilke karakteristika ved andre kulturer der vurderes som acceptable og hvilke ikke, så angiver den grundlæggende verdensopfattelse noget om den betragtede kulturs forholden sig til sin egen stilling i verden og denne stilling eller position set i forhold til andre befolkningsgrupper og disses kulturer. Det giver næsten sig selv, at en grundlæggende verdens-opfattelse, som medfører en oplevelse af egen værd højt hævet over andre befolkningsgrupper, og egen kultur som noget af det ypperste, nogensinde frembragt, rummer ikke megen plads til accept og vilje til at lære andres ”måde at være på”. Et indhold af en sådan karakter må derfor næsten nødvendigvis føre til en meget lav interkulturel kompetence hos den pågældende befolkningsgruppe, og dermed evne til at indgå i interkulturelle sammenhænge. Visse befolkningsgrupper tilhørende store sproggrupper, eks. fransk og engelsk/amerikansk forventer således, at alle kan kommunikere med dem på deres modersmål, på samme måde som de forventer at disse andre i enhver sammenhæng ”opfører sig som dem selv”, såfremt ”de da er værd af regne med”.

Indikationer på tilstedeværelsen af en høj grad af interkulturel kompetence kan således dels 1) være evnen til at kommunikere på et eller flere andre sprog end det oprindelige modersmål. 2) Indholdet af den grundlæggende skoleuddannelse samt de videregående og højere uddannelser med henblik på viden om egen og andres kultur. Hvorfor en nærmere analyse af dette i dansk sammenhæng synes nødvendigt.

5. Afsluttende overvejelser samt overvejelser over de på side 3 i bilag af 11 april angivne 9 punkter

Som det vil være fremgået af det ovenstående mener jeg ikke, at man med hensyn til nøglekompetencen ”Interkulturel Kompetense meningsfyldt kan adskille en sådan kompetence for Arbejdslivet; for Uddannelse og forskning samt for det civile liv. Jeg mener ikke dette kan lade sig gøre, fordi der ved interkulturel kompetence er tale om en fundamental kompetence omfattende både en given, ikke-dogmatisk og åben holdning, samt en nødvendig viden om egen og andres kultur konkretiseret på forskellig vis (sprog etc.): Jeg har derfor talt om Interkulturel Kompetence mere generelt, ligesom jeg har eksemplificeret indikatormuligheder på forskellig vis. Jeg kan imidlertid forestille mig, at sekretariatet mere konkret kan udpege konkrete indikatorer inden for de tre arenaer, og såfremt I skulle ønske at drøfte dette yderligere, bidrager jeg gerne hertil på et tidspunkt efter midten af juni.

Med hensyn til de på side 3 i jeres oplæg af 11. april anførte 10 punkter (jf. bilag 3), har jeg følgende kommentarer til en del af disse, idet nogle dog allerede er indgået i behandlingen ovenfor. Jeg skal dog indledningsvis anføre, at de fleste punkter egentlig er så omfattende, at de kræver en mere udførlig behandling og drøftelse, end jeg på indeværende tidspunkt kan finde tid til.

Ad. Punkt 1.
Som det antydes ovenfor mener jeg, at i alle tilfælde hovedparten af nøglekompetenceområderne, nemlig numrene 1, 3-6, samt 8 og 9, er af generel karakter, som ikke med rimelighed kan behandles hver for sig for de tre arenaer. Enten har man kompetencen, og i så fald i alle tre arenaer, eller også har man dem ingen steder. Jeg føler derfor, at de nævnte må behandles nogenlunde som anført ovenfor. Kompetencerne 2, 7 og 10 er jeg dog mere usikker overfor.

Ad. Punkterne 2 til 8.
Her mener jeg egentlig, at de ovennævnte betragtninger gør det umuligt for mig at besvare disse yderligere, idet jeg grundlæggende mener, at vi med de 10 nøglekompetencer, som da lige så godt kunne være sammenfattet i 7 eller 8, eller forøget med yderligere 2-3 stykker, er fundamentale og grundlæggende nøglekompetencer, som i den udstrækning de nu måtte være tilstede i en given befolkningsgruppe, vil ligge til grund for alle de tre nævnte arenaer I arbejder med. I hver arena manifesterer eller konkretiserer de enkelte nøglekompetencer sig derefter på forskellig vis, men de bygger alle på de samme kompetencer, hvor omfattende disse så end måtte være.

Ovenstående holdning uddyber jeg naturligvis gerne yderligere, om I måtte ønske det. Men jeg ved jo ikke, om jeg er den eneste med denne opfattelse. I øvrigt har jeg ikke haft mulighed - og tid - til at kontakte nogen af de øvrige deltagere i panelet.

Ad punkt 9.
Dette punkt er besvaret ovenfor i selve behandlingen, i den udstrækning, jeg på indeværende tidspunkt har haft mulighed for at gøre.

Litteratur

Barth (1994): Manifestasjon og prosess, Oslo.

Dahl, Øyvind (2001): Møter mellom mennesker - Interkulturell kommunikasjon, Oslo

Gullestrup, Hans (1995): Kultur, kulturanalyse og kulturetik, København.

Hofstede, Geert (1999): Kulturer og Organisationer, København

Kuada & Gullestrup: Cultural Categories and Profile.

Kuada & Gullestrup (1998): Corporate Governance, Accountability, and Pressures to Perform an International Study, London.

Trompenaars, Fons & Charles Hampden-Turner (1998): Ledelse over Landegrænser - Sådan tackles kulturforskelle, København

Tylor, London 1871.

Denne side indgår i publikationen: "Nøglekompetencer - forskerbidrag til Det Nationale Kompetenceregnskab" som kapitel 9 af 13
© Undervisningsministeriet 2003