 |
 |
7 Specifikke
pædagogiske redskaber anvendt i forløbene
Kompetenceafdækning i Svendborg
Som beskrevet i kapitel 3 er der i Pro-Tek-regi i Svendborg foretaget et
udviklingsarbejde omkring kompetenceafdækning af deltagerne og efteruddannelse af
medarbejdere til kompetenceafdækningskonsulenter i samarbejde med Steen Hilling.
Medarbejdernes vurdering
Medarbejdernes vurdering af kompetenceafdækningerne er generelt meget positive. Det er
tydeligt, at de synes, de via kompetenceafdækningen har fået en større forståelse for
de unges problemfelter. Dels har afdækningerne hos nogle deltagere afsløret en række
fysiske svagheder, der i større eller mindre grad kan rettes op på. Det gælder for
eksempel defekter på syn og hørelse. Dels har de åbnet medarbejdernes øjne for andre
årsagsforklaringer end de gængse. Når en deltager for eksempel ikke udfører de
arbejdsopgaver, han får pålagt, er det ikke sikkert, det er fordi han er doven. Måske
er det simpelthen fordi han ikke kan overskue en besked, der består af flere elementer.
Da evalueringsgruppen var på det første besøg i slutningen af 1998, var de første
medarbejdere netop færdige med de grundlæggende kurser i kompetenceafdækningen. De
havde foretaget en række tests på deltagere. Ved hjælp af Hillings supervision havde de
analyseret videooptagelserne og fundet frem til de styrker og svagheder, de testede
deltagere havde i indlæringsmæssig henseende. Processen var på dette tidspunkt først
og fremmest en læreproces for medarbejderne og man gjorde da også deltagerne, der blev
testet, opmærksom på at: I øjeblikket er det ikke så meget fordi vi skal teste dig,
det er mere for at du skal hjælpe os med at lære det her.
Arbejdet med kompetenceafdækningen blev set som ressourcekrævende på flere måder: Det
er jo heller ikke omkostningsfrit at lave de her tests, altså tidsmæssigt og muligvis
heller ikke psykisk, sagde en af medarbejderne på det tidspunkt. At opdage eller få
påvist hvor svage nogle af deltagerne var, kunne være psykisk hårdt for medarbejderne,
især hvis det var svagheder, der var svære at afhjælpe. Hvordan testen, der for nogles
vedkommende varede i flere timer, virkede på deltageren, var der, så vidt
evalueringsgruppen kunne fornemme, ikke særlig stor fokus på på dette tidspunkt.
Det skridt, man i oktober 98 skulle til at tage, var at implementere den viden,
kompetenceafdækningerne havde tilført medarbejderne, i den daglige undervisning: Vi
har taget et kørekort, nu skal vi til at køre, som vejlederen udtrykte det. En
linieleder havde allerede fået sendt en deltager til ørelæge, en anden linieleder var
blevet opmærksom på, hvordan han gav sine informationer til deltagerne. Enkle og ikke
så mange udsagn ad gangen. Alligevel var det ikke nogen lige sag. For eksempel fortalte
en linieleder om, hvordan en ung ved testen havde vist stor styrke i visuel opfattelse,
men alligevel så: ...den her uge, den har været meget praktisk og meget visuelt
orienteret, vi har jo slet ikke haft papir eller blyant eller noget lignende i hænderne,
og på trods af det, så magtede han det ikke. På trods af at vi via den test har
konstateret at hans styrke det er omkring det visuelle. Eksemplet viser, hvordan
testen ikke kunne gøre medarbejderen i stand til at forudse al ting. Men på trods af
alle vanskeligheder var der dog stor optimisme og begejstring for arbejdet.
Da evalueringsgruppen var på besøg i marts 1999, var man så småt i gang med et nyt
intensivt kursusforløb. Samtidig havde man både i styregruppen og blandt medarbejderne
fået fokus på nogle af de punkter, hvor afdækningerne kunne forbedres, og som der blev
arbejdet videre med resten af året. For eksempel mente nogle, at det, fremfor at foretage
afdækningen i et særligt rum løsrevet fra den unges dagligdag, ville være en stor
fordel at tillempe den, så den kunne foretages i værkstedets vante omgivelser, og med
reference til det daglige arbejde.
Man havde også fået øjnene op for, at de pædagogiske konsekvenser af afdækningerne
ikke var så enkle. Hvor man fra starten forestillede sig, at der var en mere direkte
sammenhæng mellem de anlæg, den unge viste under kompetenceafdækningen, og de
aktiviteter, der skulle sættes i værk, så indså man nu, at man snarere skulle forsøge
at tilrettelægge de igangværende aktiviteter på værkstederne, så de tager hensyn til
disse anlæg. Dette kan i nogle tilfælde gøres rimeligt enkelt, i andre er det mere
kompliceret.
Der var i foråret 99 også kommet mere fokus på det etiske aspekt: for eksempel i
forhold til de oplysninger materialet fra hver enkelt afdækning indeholder, og som i
nogle tilfælde kan være følsomme.
Deltagernes vurdering
Der skal indledningsvis gøres opmærksom på, at materialet angående deltagernes
vurdering af kompetenceafdækningen er for lille til at bedømme de unges vurdering
generelt. Dels er der kun få deltagere, der i evalueringen husker at de har fået
foretaget en afdækning, dels ville dyberegående individuelle interviews med de fire
deltagere, evalueringsgruppen interviewede sammen med resten af holdet, måske have givet
rum for lidt mere nuancerede udtalelser. Situationen med hele holdet som tilhørere
opfordrede de fire til hurtige og smarte bemærkninger. At udtalelserne fra de unge
umiddelbart virker negative kan dels være en tilfældighed, eftersom medarbejderne efter
eget udsagn får mange positive tilbagemeldinger. Dels kan det som sagt bero på
situationen.
Det følgende må altså ses som enkeltstående udtalelser og ikke en bedømmelse af
deltagernes holdninger og udbytte som helhed.
At deltagelsen af nogle blev opfattet som tvungen er måske kendetegnende for en gruppe
produktionsskoledeltagere, der ikke er vant til at være kritisk eller sige fra.
Spørgeskemaerne: Ud af de 22 Pro-Tek'ere, evalueringsgruppen fulgte via spørgeskemaer
og interviews i 1999, var tre på tidspunktet for det sidste interview blevet tilbudt en
kompetenceafdækning. Den ene deltager ventede endnu på at få foretaget denne
afdækning, da evalueringsgruppen sidste gang i efteråret havde kontakt med vedkommende.
Den ene af de to andre kunne ikke huske ret meget fra forlø-bet omkring og efter testen,
hverken hvilke forklaringer der var blevet givet før, eller hvad der var blevet snakket
om senere. Den sidste huskede ikke, hvem der havde foretaget testen, men derudover huskede
han, at han havde lavet forskellige øvelser, og at der var blevet taget tid på, hvor
længe han havde været om øvelserne. Han huskede ligeledes, at han før afdækningen
havde fået at vide, at de ville finde ud af, hvad han var god til. Efterfølgende havde
han fået at vide, at han var god til sprog. Denne deltager afveg fra de andre ved at
være forholdsvis reflekteret omkring afdækningen. Dette gav sig også udtryk i, at han
havde taget stilling til videooptagelsen og ikke ønsket at blive filmet under
afdækningen.
Interviewene: Den forholdsvis lave bevidsthed omkring kompetenceafdækningerne gik
igen, da evalueringsgruppen i foråret 1999 var på besøg på Produktionshøjskolen i
Svendborg, hvor den havde lejlighed til at tale med holdet på metallinien. Fire af de
unge, der var tilstede den dag, erindrede, at de havde fået foretaget en
kompetenceafdækning af deres linieleder.
Der var generelt blandt disse deltagerne en forholdsvis lav forståelse for og
interesse i, hvad seancen nærmere skulle føre til. Direkte adspurgte, om det ikke var
noget med at finde sine stærke sider, svarede de, at det havde de ikke fået noget at
vide om, og hvis de havde, havde de i al fald glemt det.
Uden nogen grundlæggende forståelse for afdækningen kom de konkrete øvelser til at
virke absurde. Især de motoriske øvelser som krydsbevægelsestesten at hoppe
sprællemandshop, vakte munterhed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle lave sprællemand,
men det var vel for, at de kunne sidde og grine af det bagefter, sagde en deltager,
med henvisning til at seancen blev optaget på video. Da en anden fortalte, at han skulle
blæse i en imaginær trompet, var kommentaren fra den første: Nej, det skulle jeg
sgu' alligevel ikke! Underforstået: så tosset blev jeg dog ikke anset for at være.
Medarbejderne har senere gjort opmærksom på, at der slet ikke er nogen øvelse med at
trutte i trompet, men at der sandsynligvis er tale om den "klavertest" der
skulle tjekke deltagernes fingerkrydsudvikling.
På spørgsmålet om, hvorfor deltagerne gik med til at deltage i seancen, når de
åbenbart opfattede den som fjollet, svarede en: Jeg var jo nødt til at gøre det,
når de sagde det. Igen må man stille sig spørgsmålet, om dette bare er en smart
bemærkning, eller om afdækningen, der selvfølgelig har været frivillig for alle
deltagere, har været opfattet som tvungen. Er det sidste tilfældet, vidner det om, hvor
stort et pædagogisk arbejde, der ligger i at opnå deltagernes bevidste medvirken.
Fordele og faldgruber
En fordel, der er kommet ud af udviklingsprojektet, er at medarbejderne har fået et
pædagogisk løft. De har fået et redskab, de kan bruge til at forholde sig til
deltagerne og deres situation på. En medarbejder siger: Vi har fået øjne og ører i
en grad, som vi ikke har haft før... Dette udsagn udtrykker klart medarbejdernes
oplevelse af, at de har fået en bedre forståelse for deltagernes vilkår i forhold til
muligheder og begrænsninger. Samtidig kan man stille spørgsmålstegn ved, om ikke en del
af denne viden var tilstede i forvejen. Medarbejderne har blot nu fået sat fokus på den
og fået den systematiseret. En linieleder siger en passant: Egentlig har man
praktiseret det på produktionshøjskolen før, men uden at vide det.
Ligeledes kan man spørge, hvorvidt de pædagogiske konsekvenser, Hilling peger på, er
særligt nye. For eksempel skriver han afslutningsvis i den foreløbige rapport over
værkstedsprofilerne omkring metode og indhold i undervisningen, at: Serieproduktion
med et antal elementer er en god mulighed, og det er vigtigt for deltageren at vide, hvad
elementerne bruges til. De skal altså kunne arbejde med delene frem mod helhed. For
en erfaren medarbejder i produktionsskoleverdenen er der ikke meget nyt i dette. Ligeledes
er et af resultaterne, at mange af kompetenceafdækningerne viste, at deltagernes svage
sider generelt er deres sproglige og matematiske kompetencer, mens de er stærkere inden
for de visuelle kompetencer. Også dette er en gammel erfaring på produktionsskolerne.
Her har man hele tiden vidst, at mange deltagere nemmere lærer arbejdsfunktioner ved at
se på sidemanden end ved at læse en skriftlig instruks.
Set i sammenhæng med, at medarbejderne har været meget glade for udviklingsarbejdet
og føler, at de har fået et pædagogisk løft, kunne man måske konkludere, at arbejdet
først og fremmest har haft sin force og sin berettigelse i forhold til medarbejderne. Der
er blevet sat fokus på det vigtige arbejde, de laver i en dagligdag, hvor fremskridtene
hos de enkelte deltagere nogle gange kan virke meget små. Og der er blevet sat fokus på
vigtigheden af deres egen pædagogiske og faglige udvikling.
For medarbejderne på teknisk skole har der måske været flere nye tanker i Hillings
rapport end for medarbejderne på produktionshøjskolen. Under alle omstændigheder giver
medarbejdere fra begge skoler udtryk for, at de via kompetenceafdækningerne fik et
fælles sprog, hvilket har været en stor fordel i samarbejdet.
Den pædagogiske udvikling hos medarbejderne vil altid blive en fordel for deltagerne
også - måske især på lidt længere sigt. For de deltagere, der har været inddraget i
udviklingsarbejdet, kan effekten af kompetenceafdækningerne imidlertid ikke udskilles fra
det øvrige arbejde, der er gjort i Pro-Tek. Generelt oplever medarbejderne at deltagerne
i forløbet er blevet mere aktive og modne og har fået mere lyst til at gå på teknisk
skole. En del af denne positive udvikling kan stamme fra den opmærksomhed, der har været
på den enkelte deltager i forbindelse med kompetenceafdækningerne.
Nogle af medarbejderne har selv gjort opmærksom på, at der i forhold til de konkrete
deltagere er et skisma i at låse sig fast på at inddrage netop 7 afdækninger på hvert
værksted i den sidste runde, i stedet for at vurdere, hvilke deltagere der har brug for
og kunne få glæde af at få foretaget en afdækning.
Men her må man igen pege på, at et udviklingsarbejde først og fremmest har virkning
- og berettigelse - på længere sigt. Og kompetenceafdækningen er stadig under
udvikling. En nuværende svaghed ved afdækningen er, som medarbejderne peger på, at
afdækningen foregår i et særligt rum, adskilt fra værkstedet. Med de erfaringer, der
på skolen er gjort med at knytte den almene undervisning tættere til værkstedet rent
fysisk, ville det være nærliggende også at forsøge at knytte kompetenceafdækningen
til værkstedet, der for de fleste deltagere på disse linier er det sted, de føler sig
bedst tilpas. Det ville formodentlig også være en fordel, hvis testmaterialet kunne
korrespondere mere med de aktiviteter, der foregår i værkstedet. Det nuværende
testmateriale er udviklet til andre grupper end produktionsskoledeltagere. Selv om der
også er motoriske og visuelle øvelser i materialet, så minder det i sin umiddelbare
form (A4-samlemappe med papirark med hver øvelse, som testpersonen i vid udstrækning
løser siddende ved et bord) meget om den skolesituation, mange af de unge har reageret
imod, før de kom på produktionshøjskolen. Man kan derfor frygte, at hele situationen
for nogle deltagere kommer til at virke helt løsrevet og irrelevant, hvis ikke direkte
ubehagelig.
Til sidst må det påpeges, at der - som medarbejderne selv er blevet opmærksomme på,
og er begyndt at arbejde med undervejs i forløbet - er en etisk problematik omkring
arbejdet med kompetenceafdækningerne og lignende udviklingsarbejder.
Evalueringsgruppen mener, det er vigtigt at have sig denne problematik for øje i et
arbejde som dette, med blandt andet følgende spørgsmål:
- Hvor bevidste skal deltagerne være omkring forsøget, for at man kan inddrage dem som
forsøgspersoner på den måde, det er gjort især i begyndelsen af projektet?
- Er det rimeligt over for den unge, at man optager afdækningen på video?
- Hvor længe kan en test med rimelighed vare (Hvor længe kan den unge arbejde
koncentreret)?
- Hvordan har man formidlet resultaterne af de efterfølgende analyser af
videooptagelserne videre til de unge?
- Bør deltageren ikke inddrages mere direkte i den efterfølgende analyse af videoen og
resultaterne, så de har bedre mulighed for både at tilegne sig den og supplere den?
- Hvem skal have ret til at se materialet - både video og de udførte test -
efterfølgende, og hvordan kan man sikre sig, at det ikke bliver misbrugt?
- Hvordan sikrer man sig, at de medarbejdere, der foretager afdækningerne, er
"professionelle" nok? Og i sammenhæng hermed:
- Hvordan skal de første "begynder" afdækninger og videooptagelser behandles?
Kan de have samme status som de afdækninger, mere øvede medarbejdere foretager, eller
skal de udelukkende betragtes som kursisternes "undervisningsmateriale"?
Indlæringskinesiologi i Randers
I Randers og Virring tilbydes alle deltagere i Pro-Tek test og afbalanceringer af en
uddannet kinesiolog, som det er beskrevet i kapitel 3.
Medarbejdernes vurdering
Ved evalueringsgruppens besøg i efteråret 98 var det endnu den oprindelige
medarbejder med kinesiologisk uddannelse, der udførte muskeltest og afbalanceringerdog
ikke i Pro-Tek-regi. Ved interviewet fortalte hun blandt andet, at deltagerne selv følte,
de blev bedre til at læse og skrive: De kan holde ud at se på det! Før blev de
svage, når de så på det, de havde skrevet, de kunne næsten ikke klare at se det. 'Nej,
jeg kan pludselig se, hvad jeg skriver', 'Jeg kunne forstå, hvad jeg læste!' - bare at
få den oplevelse.
I følge kinesiologen kan man aflæse et manglende samarbejde mellem hjernehalvdelene
ved at iagttage den måde, hvorpå nogle af de unge bevæger sig: Nogle gange kan man
se på dem, at de ikke 'er krydset over', de der, der går med hænderne i lommen
konstant. Det er ikke fordi de er sløve, men hvis man går og svinger igennem (med
armene) så kommer ens elektriske system totalt ud af balance, eller også skynder de
sig at få et eller andet i hånden, så er man fri for den der bevægelse, siger hun.
Højre hjernehalvdel styrer venstre side og omvendt. At en person ikke er krydset over
betyder, at hjernehalvdelene ikke samarbejder særlig godt, og kan blandt andet give sig
udslag i, at personen får tendens til at være pasgænger. Da en pasgænger svinger
armene parallelt med benene, når han går, føler han at armene er i vejen, og hele
bevægelsen virker negativt ind på hele personens system i øvrigt. Med
indlæringskinesiologens teknikker og øvelser kan man krydse personen over sådan
at hjernehalvdelene arbejder bedre sammen. Man kan se skiftet, når de laver øvelserne,
siger kinesiologen videre. Men som regel skal man dog fortsætte øvelserne en tid, for at
få en varig virkning.
Med hensyn til de øvrige lærere og værkstedsledere, så har opfattelsen af
indlæringskinesiologien generelt været positiv. Nogle er meget begejstrede og kan se
forandringer hos deltagerne efter afbalanceringerne. Flere deltagere har for eksempel
ifølge disse medarbejdere fået en tydeligere skrift. En enkelt medarbejder har selv
fået foretaget afbalanceringer efter et uheld, hvor han blev overfaldet af en deltager,
der gik amok. Han har mærket på sin egen krop, hvordan afbalanceringen hjalp ham. Andre
er mere skeptiske: Det undrer mig, hvis man nu kan gå ind i folks indre og aflæse
nogle affaldsstoffer og så kan man snakke og så få affaldsstofferne ud... altså det er
fjernt for mig, men jeg respekterer det, er en typisk kommentar. Samme medarbejder
fortæller om en konkret deltager, at der er kommet et klarere lys i ansigtet og
slutter lidt skeptisk, men alligevel med en vis respekt: det er jo de der fandens
energibaner!
Den særegne blanding af skepsis og accept, ja endog respekt, der kendetegner en stor
gruppe af medarbejderne, bunder formentlig i flere ting. For det første en respekt for
udøverne af indlæringskinesiologien - måske især koordinatoren, som de kender og
respekterer for hendes solide arbejde også på andre områder. For det andet en stor
åbenhed for ethvert tiltag, der kan støtte deltagerne og hjælpe dem videre. En af
produktionsskoleforstanderne siger: Hvis bare det hjælper vores deltagere, så kan du
for min skyld kalde det hokus-pokus. Hvis det hjælper, så skal vi prøve det! På
spørgsmålet om det ikke kan være andre faktorer, der har gjort de unges skrift mere
læselig, siger en medarbejder: Det er for så vidt ligegyldigt, om det skyldes andre
grunde, bare der er noget der virker, lad os bare tro det virker.
Med hensyn til medarbejderne på teknisk skole har de ikke været involveret i
forsøget med indlæringskinesiologi.
Intern evaluering af indlæringskinesiologiens effekt: Internt i forsøget har
koordinatoren selv udfærdiget spørgeskemaer til deltageren, en af hans forældre eller
anden nærtstående person, samt deltagerens værkstedslærer. Spørgeskemaet blev uddelt
inden afbalanceringen og et stykke tid efter, og der blev stillet en række enslydende
spørgsmål til de tre parter om deltagerens faglige, sociale og personlige færdigheder.
Det var dog svært med de tilstedeværende ressourcer at gennemføre evalueringen, da
det var meget svært at indsamle skemaerne fra deltagerne selv og deres nære. Man fik kun
5 besvarelser. Her tegnede der sig dog for de fires vedkommende et generelt billede af
fremgang og øgede færdigheder. Man kan dog ikke slutte, at denne fremgang udelukkende
skyldes indlæringskinesiologien, da der også har været andre indsatser i forhold til
deltagerne.
Deltagernes vurdering
Lige som for kompetenceafdækningens vedkommende skal der gøres opmærksom på, at
materialet for deltagernes vedkommende er meget spinkelt og ikke må opfattes som et
generelt udtryk for alle deltagere, samt at det ikke kan danne grundlag for egentlige
konklusioner.
Spørgeskemaerne: Alt i alt fik 9 personer foretaget kinesiologiske afdækninger i
1999, de 5 af personerne fik den foretaget 2 gange. Af de 17 Pro-Tek'ere,
evalueringsgruppen fulgte via spørgeskemaer, havde 5 fået tilbudt en muskeltest med
eventuel efterfølgende afbalancering. En afslog. Af de fire resterende var to blevet
testet af koordinatoren og to af Jarle Thamsen. De to, der blev testet af koordinatoren,
kunne begge huske, hvad der var blevet sagt før. For den enes vedkommende at det ville
løsne nogle blokeringer, for den andens at det var noget med, hvilken hjernehalvdel man
bruger mest. Den ene af de deltagere, der blev testet af Jarle Thamsen, snakkede ikke
efterfølgende om resultatet af testen, fordi han selv ønskede at gå. Han syntes, det
havde været ubehageligt, og havde følt sig lidt til grin. Af de øvrige tre følte en
sig mere selvsikker efterfølgende, mens de to resterende ikke syntes, seancen havde haft
nogen rigtig effekt.
Interviewene: Under vores samtaler med Pro-Tek-holdene i foråret spurgte vi til
deltagernes egen oplevelse af afbalanceringerne og det udbytte, de havde fået ud af det.
Kun to af de interviewede unge i Randers og to af de interviewede unge i Virring havde
fået foretaget muskeltest og afbalancering og havde lyst til at fortælle om det. En ung
mand var positiv. Han var ordblind og syntes, at han havde fået mere tålmodighed med
hensyn til at læse. Før smed han hurtigt bogen fra sig, når han ikke kunne læse
ordene, nu prøvede han en ekstra gang. Den anden unge mand havde ikke nogen kommentarer,
mens de to unge piger var særdeles skeptiske. Det havde været ubehageligt, den ene havde
fået ondt i ryggen bagefter, og den anden fortalte, at koordinatoren havde tilbudt hendes
barn en afbalancering, hvilket hun mente ville være børnemishandling. Ifølge
koordinatoren er der dog ikke blevet tilbudt noget til deltagernes børn.
Fordele og faldgruber
Medarbejderne er generelt enige om, at indlæringskinesiologiens påvirkning er en
trossag: når du kommer hen til den her seance med den overbevisning, at det her virker
ikke en skid, så virker det heller ikke, siger en værkstedsleder. Men koordinatoren
peger også på, at ikke alle deltagere er bevidste om det, de går ind til. Nogle
opfatter faktisk ikke, at der sker en ændring for eksempel med deres bevægelser, selvom
andre, der kender dem, kan iagttage sådanne ændringer.
Man skal komme til muskeltesten med åbent - eller måske ureflekteret - sind. I
efteråret 98 fortæller kinesiologien, at især drengene på metalværkstedet har været
åbne overfor at gå ind i testene. I følge hende kom de selv, når de havde brug for en
afbalancering, og bad om lidt yoga eller lidt hypnose.
Dette kan tyde på en fornemmelse af, hvad der har en god virkning på deres krop og
sind, uden at de derfor sætter sig ind i, hvad der egentlig foregår; det er lidt
hypnose, eller det kan være behovet for opmærksomhed og omsorg, der her bliver
dækket.
Samtidig beskrives deltagerne på metal- og autoværkstederne paradoksalt nok ofte som
nogle af de deltagere, der er mest intellektuelt ureflekterede omkring deres egen
situation. Det er derfor en nærliggende tanke, at de gode resultater på netop disse
værksteder hænger sammen med, at deltagerne ikke tænker så meget over tingene, inden
de handler eller - i dette tilfælde - lader sig teste og afbalancere. Hvor mere
reflekterende deltagere måske på forhånd stiller flere kritiske spørgsmål til det,
der sker, og herved også blokerer for testen. Som nogle medarbejdere også påpeger, så
er det svært for en udenforstående at sige, hvad det helt nøjagtigt er, der hjælper.
En af de ting, man kan forestille sig er en medvirkende faktor, er opmærksomhed. Alene
det, at der på en positiv måde bliver sat fokus på ens person, kan føre noget positivt
med sig. I den forbindelse har formodentligt også det personlige aspekt en betydning. En
væsentlig del af lærerrollen på produktionsskolerne er af personlig art, og det var
tydeligt i efteråret 1998, at den daværende almenlærer og kinesiolog havde et meget
godt forhold til deltagerne på metalværkstedet på Randers Produktionshøjskole, som
evalueringsgruppen besøgte sammen med hende. Her gik hun helt naturligt ind i den
specifikke kultur og lagde for eksempel arm med en af de unge - og vandt til stor morskab
for hele værkstedet.
Ligesom med kompetenceafdækningerne i Svendborg må man være opmærksom på den
etiske problematik, der ligger omkring testning/afbalancering af unge, der ikke
reflekterer specielt meget over de processer og aktiviteter, de indgår i. Dette har de
involverede medarbejdere da også været opmærksomme på og har opstillet en række
etiske regler for indlæringskinesiologisk afbalancering. De indebærer blandt andet
tavshedspligt, respekt for deltagerens grænser og at afbalanceringen snarere er et
samarbejde end en "behandling", altså at man arbejder med deltagerens bevidste
medvirken. Som antydet ovenfor kan det være en stor pædagogisk opgave, at opnå denne
bevidste medvirken.
Derudover kan man pege på, at kinesiologen er meget opmærksom på den unges
indstilling til afbalanceringerne, fordi de virker bedst, hvis den unge er positivt
indstillet. I selve muskeltesten er desuden indbygget den sikkerhed, at kinesiologen eller
terapeuten begynder hver muskeltest med at teste på spørgsmålet om den unge ønsker
testen. Det er kinesiologiens grundregel, altid at spørge (kroppen): 'Må jeg
teste? ' siger kinesiologen. Herved undgår man den situation, at en ung har sagt ja
for at føje lærerne. Kroppen vil i et sådant tilfælde svare nej.
Styregruppen og koordinatoren har været meget bevidste om, at arbejdet med
indlæringskinesiologien kræver stor professionalitet. Da det blev besluttet at knytte en
kinesiolog til projektet, valgte man en, der var professionel og erfaren. Koordinatoren,
der selv var i gang med en uddannelse som kinesiolog, valgte ikke at gå ind i arbejdet,
da hun ikke var langt nok i uddannelsen. Senere i hendes uddannelsesforløb valgte hun kun
at foretage de indledende muskeltester, ikke de dyberegående, der berører mere
personlige aspekter.
Afsluttende bemærkninger
På trods af de spørgsmål, man kan stille til de to forsøg med særlige pædagogiske
tiltag, må man slå fast, at et udviklingsarbejde på området er vigtigt. Begge de to
forsøg - så forskellige de end er - finder nye forklaringer på nogle af de
karakteristika, der har været med til at sætte de unge i bås som "dovne"
eller "sløve". Og det er her ikke mindst vigtigt, at det er forklaringer, der
indebærer en konstruktiv handlemulighed for at forandre disse karakteristika. Den ene
forklaring viser hen til øvelser, den unge selv kan gøre for at opløse de blokeringer
for aktivitet og indlæring, kroppen har skabt. Den anden forklaring viser nye veje inden
for pædagogikken til at udnytte de ressourcer, de unge også er i besiddelse af.
Umiddelbart kan især indlæringskinesiologien måske virke som hokus-pokus, dens
virkninger kan ikke efterprøves efter naturvidenskabelige metoder. Vurderinger af dens
effekter må derfor bygge på kvalitative empiriske målemetoder.
Man kan spørge, om det ikke er det etablerede uddannelsessystems ansvar at udvikle nye
pædagogiske redskaber og metoder? Hertil må man sige, at den største nytænkning
generelt set ofte kommer fra de ikke-etablerede dele af samfundet. Det er ofte ildsjæle,
der i deres daglige arbejde oplever akutte behov for nytænkning. Gennem deres
udviklingsarbejde er de med til at stille krav om forandring til de etablerede
institutioner indenfor for eksempel uddannelsesområdet. Indenfor både
produktionsskoleområdet og erhvervsskoleområdet er der behov for andre pædagogiske
redskaber end de traditionelle. Det er dette behov, vi ser konsekvenser af her.
Samtidigt skal det understreges, at det er vigtigt at fastholde både et etisk
perspektiv og en kritisk distance. Der er mange "alternative" pædagogiske
værktøjer. Den praksis, man vælger på den enkelte skole, må være konsekvensen af et
bevidst valg mellem flere mulige. Den må aldrig blive en selvfølgelighed som "det
eneste rigtige". Ligeledes må deltagernes medvirken være et bevidst valg fra deres
side. Her ligger formentlig den største pædagogiske opgave: At give deltagerne den
rigtige information i tilstrækkelig grad til, at de kan foretage dette valg.
Denne side indgår i
publikationen "Mellem to skoleformer" som kapitel 7 af 9
© Undervisningsministeriet 2000
|
 |