Kapitel 3:
Attraktive uddannelser i nye faglige miljøer - korte og mellemlange videregående uddannelser i bevægelse

3.1 Den professionsrettede videregående uddannelsessektor

De professionsrettede og praksisnære videregående uddannelser har en anden profil end de lange forskningsbaserede uddannelser. De er via bestyrelser for skolerne og uddannelsernes praktik udviklet i tæt tilknytning til det arbejdsmarked, de uddanner til.

Uddannelsernes målretning gør dem til et attraktivt tilbud for unge, hvor et konkret jobønske spiller den afgørende rolle for uddannelsesvalget, og for unge som lægger vægt på en bredere indlæringsform end blot den teoretiske.

Uddannelsernes institutionsstruktur spiller en afgørende rolle for tilstedeværelsen af et geografisk spredt uddannelsesudbud. Universiteternes koncentration omkring de 4 store universitetsbyer brydes af de professionsrettede videregående uddannelser, der udbydes over hele landet. Det giver en sund og værdifuld spredning ikke blot af de videregående uddannelsestilbud, men også af borgere med en videregående uddannelse.

Denne uddannelsessektors betydning for et varieret videregående uddannelsestilbud, for kvaliteten og udviklingen af de offentlige og private virksomheder og for tilstedeværelsen af et regionalt udbud af videregående uddannelser hæver det over enhver tvivl, at sektoren skal bevares. At bevare den i sin nuværende form vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt til at fremtidssikre den.

De mellemlange (MVU) og de korte videregående uddannelser (KVU) har fællestræk, men også hver deres selvstændige profil og udgangspunkt for den målrettede politiske indsats.

KVUsektoren

KVU omfatter i dag et bredt spektrum af 75 uddannelser inden for tekniske, naturfaglige, merkantile og agrare områder. De eksisterende uddannelser har typisk 11/₂-2 års varighed efter endt ungdomsuddannelse, og en lang række af de merkantile uddannelser har en lokal forankring.

Med KVUreformen samtænkes alle uddannelserne på en gang i 12 behovsområder, som fremover skal tilgodeses med langt færre og bredere uddannelser. Behovsområderne består af

• tekstil, beklædning og design
• forsyning og energi
• bygge og anlæg
• jordbrug
• produktion
• laboratorie
• levnedsmiddel og proces
• logistik og transport
• IKT
• finans
• handel og markedsføring
• service, hotel og turisme

Ministeriet har i forlængelse heraf nedsat en række arbejdsgrupper, der skal forestå arbejdet med udviklingen af nye korte videregående uddannelser med henblik på at igangsætte de nye uddannelser fra september 2000.

Hovedsigtet med reformen er:

• at der etableres en attraktiv vifte af korte videregående uddannelser, der matcher de unges uddannelsesønsker om uddannelse og behovsudviklingen på arbejdsmarkedet
• at skabe grundlag for et kvalitetsløft på uddannelsesfeltet
• at sikre landsdækkende kompetence i den enkelte KVU
• at placere KVU tydeligt i det samlede uddannelsessystem
• at give KVUuddannede reelle muligheder for at fortsætte i længerevarende uddannelser

Med loven er der etableret en overordnet fælles ramme for KVU med hensyn til adgang, varighed (2årige), formål, afgangsniveau, udbud, rådgivning og kvalitetssikring.

Hovedbudskabet er, at fremtidige KVU henvender sig til både gymnasialt uddannede og personer med en relevant erhvervsuddannelse/landbrugsuddannelse suppleret med en vis studiekompetence, jf. de nye muligheder med erhvervsuddannelsesreformen. Studiestarten skal tilrettelægges med respekt af de to gruppers forskellige indgangsforudsætninger. Enkelte KVU vil dog stadig kunne have den ene af disse adgangsveje og andre den anden.

Loven fastlægger, at den enkelte institution for fremtiden først kan udbyde en uddannelse efter konkret godkendelse. Der vil blive udarbejdet kvalitetskriterier for godkendelse af nye KVU’er og for en fortsat kvalitetssikring, som udmøntes i en kvalitetssikringsbekendtgørelse.

Kvalitetsreglerne skal medvirke til, at institutioner, der udbyder KVU’er, skal opbygge og anvende et kvalitetssystem, som kan fremme løbende kvalitetsudvikling af uddannelserne. Kvalitetssikrings-systemet skal sikre en procedure for løbende selvevaluering og kvalitetsudvikling af den enkelte uddannelse, og de studerende og aftagerne skal inddrages i arbejdet med kvalitetssikring.

MVU-sektoren

De mellemlange videregående uddannelser under Undervisningministeriet omfatter uddannelserne nedenfor, hvor også uddannelsernes varighed og udbudssteder er angivet:

Fig. 1. Mellemlange videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet pr. aug. 1999

MVU-uddannelserne er ikke samlet i &eacuten lovgivning, som det er tilfældet på KVUsektoren og på universitetssiden. Det har været med til at fastholde billedet af en atomiseret sektor, selv om samarbejdet inden for de enkelte uddannelsesområder har været stigende inden for de seneste år.

Uddannelsesinstitutionernes type, størrelse, ledelsesform og personaleforhold varierer i modsætning til KVU- og LVUområdet - fra uddannelse til uddannelse. MVU-uddannelserne er hjemlet i hver deres lovgivning, og institutionerne er oprettet med udgangspunkt i denne specifikke uddannelseslovgivning. Det bidrager til det atomiserede indtryk, men også til en meget sårbar dimensioneringssituation. Antallet af udbudssteder ligger fast, mens ansøgertallet svinger, og den enkelte institution har kun dette ene udbud som sit kernegrundlag. Det har gjort de enkelte MVU-institutioner meget sårbare over for svingninger i søgningen til de enkelte uddannelser, og især sat institutionerne uden for universitetsbyerne i en svær situation.

3.2 Nye udfordringer for den professionsbaserede videregående uddannelsessektor

Målet er at bevare en stærk videregående uddannelsessektor uden for universiteterne med en attraktiv vifte af uddannelser, der imødekommer de unges uddannelsesønsker og samtidig dækker behovsudviklingen på arbejdsmarkedet:

• Flere uddannelsesniveauer - til at matche kompetenceniveauerne og arbejdsdelingen i samfundet
• Forskellige uddannelsesprofiler - til at matche de uddannelsessøgendes og aftagernes ønsker om variation i graden af målrettethed i kompetenceopbygningen
• Bredde i fagområderne - til at uddannelsesdække alle faggruppers behov
• Spredning af udbuddet - til at dække alle regioners behov

At bevare den praksisnære og professionsrettede videregående uddannelsessektor i sin nuværende form vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt til at fremtidssikre den. Den uddannelsespolitiske ambition rækker derfor videre.

Ambitionen er at skabe et samlet nationalt kompetenceløft og give bedre vilkår og muligheder for den enkelte borger, for arbejdsmarkedet og for samfundet generelt. Det er derfor, der er opstillet en målsætning om, at 50% af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Hensigten er, at unge, der har gennemført en ungdomsuddannelse, skal afslutte med erhvervskompetence på et af de tre videregående niveauer, og at unge, der har opnået erhvervskompetence, skal kunne videreuddanne sig. Men udbygningen skal ske på områder, hvor det giver et positivt beskæftigelsesmæssigt sigte og tilfører vækst og kvalitet til det private og offentlige arbejdsmarked. Samtidig er det vigtigt, at udbygningen gennemføres på uddannelsesområder, hvor det praktisk kan lade sig gøre.

Inden for navnlig de sidste 10 år er universiteternes kapacitet blevet væsentlig forøget på en række fagområder. Denne kapacitet bør fastholdes, og for visse områder er det ønskeligt at styrke optaget, nemlig inden for de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser.

For at få en generel kapacitetsforøgelse vil det være naturligt nu at satse på den øvrige sektor af videregående uddannelser. De færdiguddannede herfra vil hurtigere kunne komme ud på arbejdsmarkedet, som i en årrække fremover vil mangle veluddannet arbejdskraft, og størstedelen af denne del af uddannelsessektoren har et potentiale med hensyn til kapacitetsudbygning, lærerkræfter, uddannelsesfaciliteter m.m.. Til gengæld er det lige så vigtigt, at udbygning af efter- og videreuddannelserne følger med. En sådan satsning ligger i tråd med den internationale udvikling.

Det regionale aspekt spiller også en rolle for denne satsning. Disse uddannelser er karakteriseret ved en institutionsstruktur, som dækker hele landet og ikke kun de store universitetsbyer. Det spiller godt sammen med strukturen på både det offentlige og det private arbejdsmarked. Hovedparten af den offentlige service leveres uden for de fire store universitetsbyer.

Danmarks erhvervsstruktur er domineret af små og mellemstore virksomheder, som ligeledes ligger spredt over hele landet. Virksomheder anvender og udvikler viden, der løbende omsættes i nye produkter, ydelser eller processer inden for en kort tidshorisont. Små og mellemstore virksomheder anvender ikke forskningsinstitutioner som den primære kilde til at få ny viden. Et tæt samspil mellem virksomhederne og de praksisnære uddannelser kan derfor være et stærkt udgangspunkt for høj kvalitet begge steder.

En udbygning vil imidlertid ikke kunne gennemføres inden for sektorens nuværende rammer, og det er derfor ambitionen rækker ud over at bevare sektoren. Udbygningen kræver styrkede institutionelle rammer til at øge uddannelsernes kvalitet og en klar profilering af sektorens uddannelsestilbud, så den kan fremstå som et selvstændigt, attraktivt og konkurrencedygtigt alternativ til universitetssektoren.

Udgangspunktet for indsatsen på de to sektorer er forskellig, men målet er det samme: At sikre og styrke de faglige miljøers størrelse og kvalitet.

3.3 Barrierer for en stærk og selvstændig professionsrettet uddannelsessektor.

Den største barriere for målsætningen er de unges studievalg. De unge tiltrækkes af magneterne i det videregående uddannelsesbillede: Universiteterne og universitetsbyerne.

Knap 50% af alle videregående uddannelsesinstitutioner, herunder samtlige universiteter¹, er i dag placeret i eller omkring universitetsbyerne, København, Århus, Odense og Aalborg. De øvrige 50% af de videregående uddannelsesinstitutioner ligger spredt over resten af Danmark. 25% af alle videregående uddannelsesinstitutioner er placeret i hovedstadsregionen. KVUreformen kan dog ændre dette billede.

80% af de studerende læser i de 4 store universitetsbyer. Uddannelsesinstitutionerne uden for de 4 universitetsbyer har i udgangspositionen kun en "markedsandel" på 20% af de studerende. 60% af de uddannelsessøgende optages ved institutioner i enten Københavns- eller Århusområdet.

Halvdelen af de videregående uddannelsesinstitutioner (de regionalt placerede) optager således ca. 20% af det samlede antal studerende. Det betyder, at de regionale uddannelsesmiljøer er meget små. Langt de fleste institutioner med en samlet bestand på under 100 ligger uden for de 4 store universitetsbyer.

For at kunne bryde denne selvforstærkende tendens i de unges uddannelsesvalg, som på længere sigt vil kunne true selve eksistensgrundlaget under uddannelsessektoren uden for universiteterne, men også vækstmulighederne for virksomhederne, skal sektoren gøres til et attraktivt og overbevisende alternativ til universitetssektorens uddannelser.

Det kan kun gøres på &eacuten måde: Ved at sikre en konkurrencedygtig kvalitet i sektorens uddannelser. Fra centralt hold kræver det initiativer, der sikrer, at uddannelsesinstitutionerne har de rigtige rammer til selv at skabe den nødvendige kvalitet og til at synliggøre den på "uddannelsesmarkedet". På decentralt niveau kræver det ledernes, lærernes og de studerendes vilje, evne og engagement til at gennemføre en målrettet omstilling og opkvalificering.

3.4 Reform af institutionsstrukturen

Folketinget drøftede den 4. februar 1999 redegørelsen om de videregående uddannelsers institutionelle struktur og tilsluttede sig, at en udvikling af institutionsstrukturen er vigtig for at sikre de mål, der blev opstillet for den videregående uddannelsessektor. Målene var navnlig kvalitative: Vi skal opretholde, udbygge og udvikle de professionsrettede videregående uddannelser. Men der indgår også det aspekt, at vi skal bevare et geografisk bredt udbud af uddannelserne.

De erhvervsrettede uddannelser kan bidrage positivt til udviklingen af det omgivende samfund og fremme regional økonomisk vækst. Uddannelsernes særlige profil sikrer en hurtig og direkte formidling af forædlet viden til samfundet i sin helhed. Etableres der samtidig gode og tætte forbindelser mellem dem og de forskningsbaserede institutioner, kommer den nyeste forskning også hurtigere ud i både private og offentlige virksomheder.

Det fremgik af redegørelsen og debatten, at målet ikke skulle være at nedlægge uddannelsessteder. Tværtimod. Strukturreformen skulle sikre, at uddannelsesstederne kan opretholdes også under svingninger i søgningsmønstret.

Der var enighed om, at hvis uddannelsesinstitutionerne skulle slutte sig sammen, skulle det være frivilligt og baseres på institutionernes egen interesse og engagement.

Inden for MVU-niveauet pegede redegørelsen på dannelse af Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) med skabelse af større og bredere faglige miljøer som det centrale redskab i en strukturreform. På KVUområdet blev den tilsvarende centerform kaldt "Erhvervsakademier". Men det var tanken, at der skulle skabes grobund for, at det bliver nemmere og mere oplagt for de to sektorer at etablere nye samarbejdsstrukturer. En sammenkobling af de to typer centre, hvor dette er relevant og muligt, var en ambition yderligere.

Centerdannelserne skulle føre til udvikling af attraktive uddannelses- og vidensmiljøer gennem

• fastholdelse af landsdækkende uddannelsesudbud, men udvikling af større uddannelsesmiljøer
• fastholdelse af kvaliteten i professionsforankringen, men øget samspil med forskningsmiljøerne
• fastholdelse af undervisningen som kernefunktion, men udvikling af videncenterfunktion i forhold til profession, regionen og de internationale fagmiljøer.

Centre for Videregående Uddannelser (CVU’er)

I løbet af foråret blev CVU-konstruktionen konkretiseret gennem dialogen med sektoren og andre interessenter. For at give dialogen en retning lagde ministeren ud med, at hun anså det for centralt, at CVU-betegnelsen blev forbeholdt institutioner med fælles ledelse og med personalefællesskab, hvis CVU’er skulle være et centralt element i en omdannnelse af institutionsstrukturen Men det blev samtidig slået fast, at den enkelte institution skulle kunne videreføres som uddannelsessted på egen lokalitet og med egen identitet under den fælles ledelse.

I dialogen mellem ministeriet og sektoren stod det klart, at et helt centralt uddannelsespolitisk perspektiv i centerdannelsen ville være at skabe en ny institutionsform, som ville være tilstrækkelig stærk til at kunne bære ansvaret for en sammenhængende faglig udvikling af grund, efter- og videreuddannelse inden for beslægtede uddannelsesområder. Der blev lagt vægt på, at sammenhængende faglig udvikling af grund, efter- og videreuddannelser også indebar et samarbejde om beslægtede grunduddannelser. Et tættere samarbejde og samspil mellem læreruddannelsen og pædagoguddannelsen ansås derfor som helt centralt i processen på det pædagogiske uddannelsesområde.

På baggrund af disse konkretiseringer bad Undervisningsministeren det pædagogiske uddannelsesområde om at afprøve mulighederne i en sådan CVU-konstruktion gennem regionale drøftelser. Institutionerne tog opgaven på sig og gennemførte over sommeren sådanne afprøvende CVU-drøftelser, hvor muligheder, betingelser og barrierer for CVU-dannelser blev gennemgået.

I de tilbagemeldinger, ministeren modtog efter sommeren står tre vurderinger centralt:

• Der viste sig på landsplan en ny interesse for et tættere samarbejde inden for det pædagogiske uddannelsesområde mellem læreruddannelsen og pædagoguddannelsen, hvis mulighederne for et samtidigt tættere samarbejde om efter- og videreuddannelserne realiseres samtidig.
• Der viste sig ligeledes på landsplan en positiv vilje til at medvirke til en ændring af institutionsstrukturen i retning af centerdannelser.
• Endelig viste der sig på landsplan en vilje til at arbejde videre med CVU-konstruktionen, hvis de nye centre kan overtage efter- og videreuddannelsesopgaverne til og med diplomniveau, og hvis CVU-konstruktionen kan udformes, så partnerinstitutionerne som uddannelsessted på egen lokalitet og med egen identitet under den fælles ledelse kan videreføres.

Det er på den baggrund, der nu arbejdes videre med at konkretisere CVU-konstruktionen med henblik på fremsættelse af lovforslag herom i slutningen af året, hvis høringsrunden over lovforslaget giver et tilstrækkeligt perspektiv.

Dannelsen af de nye centre vil i givet fald skulle ske frivilligt ved at inddrage de eksisterende MVU-monoinstitutioner i CVU’er. Det er tanken, at CVU’erne skal ledes af bestyrelser, sammensat med udgangspunkt i brede aftagerinteresser og solide personlige egenskaber. I det lovforberedende arbejde indgår overvejelser over, hvilke ledelsesmodeller der kan sikre den rette balance mellem en dynamisk CVU-ledelse og sikring af partnerinstitutionernes identitet og handlerum. Der vil desuden blive lagt vægt på at sikre de studerende og medarbejderne indflydelse gennem råd og udvalg, f.eks. som i de eksisterende seminariers styreform.

CVU’er skal være selvejende institutioner for at sikre den nye institutionsform den rette dynamiske ledelsesform, den selvstændighed og det økonomiske råderum, som er nødvendig for en moderne og kompleks uddannelsesinstitution.

Erhvervsakademier

Akademi som institutionsbegreb blev introduceret i Institutionsredegørelsen fra januar 1998. Et akademi er tænkt som et videns- og udviklingscenter, som udbyder korte videregående uddannelser med landsdækkende kompetence.

Akademier skal understøtte KVUreformens intentioner om kvalitetsløft og koncentration af uddannelserne, men også danne rammen for, at uddannelsesinstitutionerne kan udgøre en væsentlig stærkere dynamisk faktor i forhold til (den regionale) kompetenceudvikling.

Formålet med et akademi er:

• at fungere som regionalt udviklings- og videnscenter, som bl.a kan indgå i et samarbejde med teknologiske udviklingsmiljøer og lignende miljøer,
• at bidrage til et tættere samspil mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, herunder det regionale erhvervsliv.

Akademier kan indgå i et samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, herunder MVU-institutioner og dermed CVU’er.

Tilsvarende et CVU indeholder et akademi noget nyt og noget gammelt, men i modsætning til et CVU er det ikke nødvendigt at basere et akademi på en fusion mellem en række institutioner. Akademiet er tænkt som en afdeling ved en erhvervsskole og under dennes bestyrelse, daglige ledelse og med fælles personale. Det er tanken at sikre et tæt samspil mellem kvalitetssikringsreglerne på KVU og akademiets funktion som udviklings- og videnscenter.

3.5 De nye uddannelsesinstitutioner

Professionsbasering

Det centrale kendetegn ved de nye centre skal være deres tætte tilknytning til det arbejdsmarked, de uddanner til. De nye centre adskiller sig ikke fra de gamle uddannelsesinstitutioner på dette område, udover at centeret vil have et stærkere udgangspunkt for og større overskud til at sikre dette samspil.

Udviklingsbasering

De nye centre vil få en selvstændig forpligtelse til udvikling både af uddannelserne, af institutionens vidensressourcer og af selve institutionen og dens samspil med det omgivende samfund. Centerdannelsen vil ændre profilen fra en ren uddannelsesinstitution med undervisning som den centrale ydelse til et lokalt/regionalt videncenter, hvor undervisning fortsat indgår som kerneydelsen, men sammen med nye typer af opgaver, der løses i samspil med andre uddannelsesinstitutioner, private og offentlige virksomheder og relevante organisationer.

Som lokalt/regionalt videncenter skal centeret tage aktiv del i den regionale erhvervspolitiske udvikling og løfte konkrete uddannelses- og vidensudviklingsopgaver i forhold til behovene i regionens offentlige og private virksomheder. Det vil være helt centralt for kvaliteten i undervisningen, at også de studerende inddrages i aktiviteter af den type.

Centrene kan dermed også bygge bro mellem virksomhederne og uddannelserne, således at virksomhedernes erfaringer og kompetencebehov kanaliseres ind i uddannelserne og dermed sikrer den løbende udvikling af uddannelserne.

Forskningstilknytning

Mens professions- og udviklingsbasering vil være fælles karakteristika for centerdannelserne på KVU- og MVU-områder, vil forskningstilknytning være et særligt kendetegn ved Centre for Videregående Uddannelser, CVU’erne.

CVU’ernes ændrede opgavegrundlag og aktive rolle vil gøre dem til en central aktør over for forskningssektoren. Dermed skabes et bedre
udgangspunkt for et ligeværdigt samarbejde med universitets- og sektorforskningsinstitutionerne og de professionsbaserede institutioner, så den praktiskerfaringsbaserede viden og teoretiskvidenskablige viden kan mødes i konkret samarbejde og aktiv dialog og øge kvaliteten begge steder.

CVU’ernes forskningstilknytning kan opbygges via forpligtende partnerskaber med alle universitetslovsinstitutioner og relevante sektorforskningsinstitutioner. CVU’ernes forskningstilknytning kan understøttes ved, at

• undervisere ved CVU’er får mulighed for at videreuddanne sig indtil ph.d.niveau,
• universiteter deltager i CVU’ernes udviklingsprojekter,
• ansatte ved CVU’ere deltager i relevante forsknings- og udviklingsprojekter ved forskningsinstitutionerne,
• der på CVU’er kan etableres et udviklingsråd med deltagelse af universiteter og sektorforskningsinstitutioner

Sikring af CVU’ernes forskningstilknytning kan ske ved etablering af økonomiske rammer herfor, f.eks. med henblik på at sikre, at CVU’erne kan købe "ydelser" i universitetssektoren (ressourcepersoner til udviklingsprojekter, finansiering af forskeruddannelse, faglig sparring, undervisere m.m. ved universiteter og andre forskningsinstitutioner).

På det pædagogiske uddannelsesområde kan CVU’ers forskningstilknytning varetages gennem samarbejde med det nye påtænkte universitet, Danmarks Pædagogiske Universitet og de øvrige pædagogiske nationale og internationale forskningsmiljøer. DPU skal drive forskning og give forskningsbaseret videregående uddannelse indtil det højeste videnskabelige niveau på ph.d., kandidat- og masterniveau inden for pædagogik, læring og omsorg. I samarbejdet med andre universiteter og sektorforskningsinstitutioner skal DPU bidrage til et kvalitetsløft af den samlede forskning og uddannelse i pædagogik og læring til gavn for den enkelte og samfundet i sin helhed.

CVU’erne på det pædagogiske uddannelsesområde vil også få mulighed for at understøtte deres forskningstilknytning og udviklingsforpligtelse i forhold til et nyt forsknings- og udviklingscenter med titlen Learning Lab Danmark (arbejdsgrupperapport, juni 1999). Learning Lab Danmark (LLD) skal udføre forskning og udvikling i konsortier på tværs af erhvervs, forsknings- og uddannelsessektoren med deltagelse af konkrete virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner og er tænkt som en central parnerskabsinstitution for DPU.

Institutionskvalitet

Gode institutionelle og ledelsesmæssige rammebetingelser og ressourcer er en forudsætning for, at disse nye muligheder faktisk også kan udnyttes i sektoren, så CVU’erne og Akademierne er i stand til på kvalificeret grundlag at få fuldt udbytte af udviklingsbaseringen og - for CVU’ernes vedkommende - forskningstilknytningen.

CVU-konstruktionen vil stille nye og øgede krav til ledelsen på CVU’er og erhvervsakademier og dermed fortsætte den historiske udvikling mod en øget lokal selvbestemmelse, som har været det særlige kendetegn ved de sidste 10 års decentralisering.

Internt i institutionen skal lederne have overblik over institutionens pædagogiske, økonomiske og administrative opgaver. I en overgangsfase vil evnen til at kunne integrere forskellige institutionskulturer og undervisningskulturer være meget central. Samtidig skal lederne kunne markere institutionen udadtil i forhold til de mange interessenter og ikke mindst i forhold til de uddannelsessøgende. De skal også kunne håndtere flere samarbejdsformer, der involverer forskellige finansieringsformer og kilder og have forudsætninger til at indgå i flere typer af kontakter og netværk. Videncenter- og brobygningsfunktionen skal være en fast bestanddel af den måde, hele institutionen arbejder på.

"Institutionskvalitet" vil derfor blive et centralt begreb. Lederne af de nye centre vil blive vurderet på deres evne til at få både centret og de lokale uddannelsessteder til at leve og spille sammen. Udfordringen vil være at bevare og udvikle partnerinstitutionerne, så den geografiske spredning fastholdes gennem bevarelsen af regionale uddannelsessteder med et stærkere fundament. Det kræver en ubureaukratisk organisation og en dynamisk ledelsesstruktur, hvor CVU-ledelsens klart markerede beslutningskompetence ikke må kvæle initiativet, dynamikken og identiteten på de øvrige niveauer i organisationen.

Institutionskvalitet vil således også være evnen til at realisere "partnerinstitutions"begrebet. De lokale uddannelsessteder i centrene - CVU’ernes "partnerinstitutioner" - skal ikke overleve på CVU’ernes nåde. De skal overleve på deres faglige kvalitet, og på deres og CVU-ledelsens evne til i samspil at prioritere og bruge de muligheder, der ligger i centerkonstruktionen.

3.6 Kvalitetsudvikling i uddannelserne

På de korte videregående uddannelser er der sideløbende med uddannelsesreformen sat en proces i gang, der skal sikre fortsat kvalitetsudvikling. Det samme vil ske på MVU-området parallelt med reformen af institutionsstrukturen.

MVU-lov

På MVU-uddannelsesområdet startes nu en lovgivningsproces, som sigter mod en samling af alle de mellemlange videregående uddannelser i én lovgivningsmæssig ramme og mod indførelsen af en ny titel, professionsbachelortitlen. Målet med uddannelseslovgivningen er dobbelt: Dels at skabe grundlag for et samlet kvalitetsløft for de eksisterende MVU-uddannelser, dels at skabe en ramme for udvikling af nye MVU-uddannelser.

MVU-uddannelserne spænder over store indbyrdes forskelle, og det er ikke tanken, at en MVU-lov skal "harmonisere" de eksisterende uddannelser gennem en udligning af disse forskelle. Men loven skal angive en fælles ramme for de variationsmuligheder, uddannelserne fortsat skal have. Loven forventes derfor at skulle indeholde bestemmelser om

• formål
• uddannelsernes indhold
• uddannelsernes længde
• uddannelsernes tilrettelæggelse
• adgangsniveau
• udbudsplacering,
• de studerendes indsats/studiernes tilrettelæggelse
• forholdet mellem praktik og teori, praktikkens indhold og tilrettelæggelse og aflønning af praktikperioderne
• lærerkvalifikationer

Professionsbachelortitlen

MVU-loven skal desuden fastslå, hvorledes bachelortitlen opnås. Professionsbachelortitlen skal indikere, at de uddannelser, der opnår den, er på niveau med universiteternes bacheloruddannelser, men samtidig adskiller sig fra disse med deres større grad af professions- og praksisorientering.

Professionsbachelorniveauet skal fastlægges med udgangspunkt i beskrivelsen af MVU-uddannelsernes ramme, men i kravene til professionsbachelorniveauet vil det desuden blive fastslået, at undervisningens vidensgrundlag skal være på et højt niveau karakteriseret ved

• nem og hurtig adgang til viden om centrale tendenser i professionen (professionsbaseringen),
• undervisning baseret på egne forsøgs- og udviklingsprojekter (udviklingsbasering),
• nem og hurtig adgang til viden om forskning og forskningsresultater inden for uddannelsens fagområde.

Disse tre karakteristika spiller sammen med de krav, der vil blive stillet til sektorens nye institutionsform, Centre for Videregående Uddannelse, men titlen vil ikke blive forbeholdt MVU-uddannelser, der bliver udbudt på et CVU. Det ville ikke harmonere med den frivillighed, som er et styrende princip i CVU-processen, og det ville desuden føre til, at samme uddannelser ville få forskellige titler. Omvendt vil udbud af en MVU-uddannelse, der fører frem til en professionsbachelortitel stille krav om, at institutionen honorerer de krav til uddannelsens vidensgrundlag, der fremgår af den enkelte uddannelsesbekendtgørelse.

I kravene til professionsbachelortitlen skal desuden indgå, at praktikkens indhold og tilrettelæggelse skal

• sikre reflekteret kobling mellem erfaringsdannelse og teoridannelse.
• sikre udveksling af viden, færdigheder og værdier mellem uddannelse og profession.

Flere uddannelsesevalueringer har fremhævet problemer i tilrettelæggelsen af MVU-uddannelsernes praktik: at sammenhængen mellem teori og praksis i visse tilfælde har været for ringe; at de studerendes erfaringer fra praktikken ikke inddrages i undervisningen; at praktikken enten er for generel eller for specialiseret; at praktikstederne, som har det reelle ansvar for at gennemføre praktikken, mangler forudsætningerne for at gennemføre praktikken som en egentlig integreret del af uddannelserne. Nye praktikformer skal derfor udvikles som justering af, supplement til eller erstatning af de eksisterende.

De eksisterende MVU-uddannelser vil blive inddraget under den ny MVU-lov², men professionsbachelorniveauet vil blive fastsat som et niveau, de enkelte MVU-uddannelser skal have som udviklingsmål. Det giver mulighed for, at de enkelte MVU-uddannelser med udgangspunkt i de nuværende studietidsrammer selv fastlægger en strategi for, hvordan de kan medvirke til at bevæge uddannelsen fra det nuværende MVU-niveau til professionsbachelorniveauet.

• Institutioner og ministerium vil skulle drøfte fastlæggelsen af en proces, hvor de eksisterende MVU-uddannelser vurderes i forhold til professionsbachelorniveauet og enten tildeles graden eller får angivelser på, hvad der skal til at opnå tildeling af graden.
• Nye MVU-uddannelser skal udvikles på professionsbachelorniveau med udgangspunkt i kriterierne herfor. Specielt CVU’ernes får en opgave i løbende at vurdere behovet for udvikling af nye uddannelser inden for kendte og nye fagområder og nye kombinationsmuligheder/kombinationsuddannelser.

Samlet set er det ambitionen, at indførelsen af professionsbachelortitlen skal

• klargøre niveauet for de mellemlange videregående uddannelser og fungere som et kvalitetsstempel for uddannelserne. Det vil dels give bedre vejledning til omgivelserne om de mellemlange videregående uddannelsers niveau, dels lette mulighederne for det mindretal, der ønsker at videreuddanne sig på relevante kandidatuddannelser.
• klargøre de mellemlange videregående uddannelsers placering i den samlede uddannelsesstruktur.
• bidrage til at fjerne barrierer for dimittendernes videreuddannelse og beskæftigelse i udlandet.

3.7 Sammenhæng, merit og videreuddannelsesmuligheder

Et stort og fælles problem for KVUområdet og MVU-området har været at sikre "vej igennem" til relevante efter- og videreuddannelsesmuligheder. Uddannelserne skal være selvstændige uddannelser, men må på den anden side ikke være blindgyder med de store personlige og samfundsmæssige omkostninger, det har til følge.

Derfor skal vi sikre gode meritmuligheder og fastlægge hensigtsmæssige adgangsveje i forhold til relevante videreuddannelser, som kan medvirke til personlig og professionsmæssig udvikling.

I det ordinære videregående uddannelsessystem vil de lange forskningsbaserede uddannelser spille en vis rolle som videreuddannelsesmulighed for de korte og mellemlange videregående uddannelser. Personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse skal dog generelt ikke videreuddannes ud af deres profession, men videreuddannes inden for deres profession, så tidligere kompetenceopbygning ikke spildes, og så videreuddannelsesindsatsen kommer professionerne til gode.

Hovedvejen skal derfor være videreuddannelsessystemet for voksne (jf. kap. 4), mens adgang til universiteternes ordinære uddannelser skal forbeholdes som en mulighed primært for personer, der ønsker at justere eller ændre deres faglige profil. Samspillet med universitetssektoren på dette område vil derfor primært skulle koncentreres om at udvikle relevante masteruddannelser og i enkelte tilfælde særligt tilrettelagte tværfaglige kandidatuddannelser, som kan give en samlet overbygning for et helt uddannelsesområde (jf. f.eks. de nye tværfaglige kandidatuddannelser inden for det sundhedsfaglige område).

3.8 Udvikling og samspil

Der synes historisk set at være vokset en arbejdsdeling frem mellem den korte og den mellemlange videregående uddannelsessektor, hvor den korte primært sigter mod at dække kompetencebehovene på det private arbejdsmarked, mens den mellemlange primært sigter mod at dække kompetencebehovene på det offentlige arbejdsmarked.

Det indgår derfor også som en målsætning for reformindsatsen på det professionsrettede videregående uddannelsesområde at vurdere, om denne arbejdsdeling er fornuftig eller kun historisk, ligesom det indgår i opgaven at tage stilling til, hvordan de to uddannelsesniveauer og - koncepter kan spille sammen i fremtiden, når der opstår behov for at udvikle uddannelser på nye områder. Opgaven indgår i fastlæggelsen af nye rammer for tilrettelæggelse af udviklingsopgaven på det videregående uddannelsesområde, hvor der både skal være et aktivt samarbejde mellem centralt og lokalt niveau og indbyrdes mellem institutionerne på de tre uddannelsesniveauer.

___________________________________________________

¹ Etableringen af Syddansk Universitetet har dog skabt en regional spredning på universitetsområdet, der rækker ud over de 4 traditionelle universitetsbyer: København, Århus, Odense og Aalborg.

² De eksisterende uddannelseslove på MVU-området opretholdes indtil videre. Indholdet af en MVU-lov komplementerer indholdet af de eksisterende love.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel