3. Sundhed og helbredDe fleste elever vurderer, at de har et godt helbred. 75% (78% af drengene og 69% af pigerne) angiver, at deres helbredstilstand er "god" eller "virkelig god". Kun 3% betragter deres almene helbredstilstand som "dårlig" eller "meget dårlig". I alt 21 % af drengene og 27 % af pigerne angiver, at de har en langvarig sygdom. På trods heraf er der 61 % af denne gruppe, som alligevel mener, at deres almene helbredstilstand er "god" eller "virkelig god". 9,5 % har fået diagnosticeret "astma" hos en læge. Det er kun 5% af astmatikerne, som vurderer, at deres tilstand er "dårlig" eller "meget dårlig". Der er store kønsforskelle, hvad angår smerter i skulder og nakke, idet 37 % af pigerne og kun 20 % af drengene har haft sådanne smerter. 20% af dem, der har haft smerter i rygmuskler eller led, har søgt læge for smerterne. Hvis også dem, der har søgt fysioterapeut eller kiropraktor, tælles med, har i alt 25 % søgt en af disse tre former for hjælp. 5 % af drengene og 7 % af pigerne har måttet blive hjemme på grund af smerter i bevægeapparatet. Det er således bemærkelsesværdigt, at antallet af elever, der søger hjælp for deres smerter, er fire gange så stort som antallet af elever, der bliver hjemme på grund af smerter. Dette afspejler sig også i pilleforbruget, hvor 35% af eleverne har brugt en eller anden form for smertestillende medicin inden for de sidste 14 dage (45 % blandt pigerne og 20 % blandt drengene). Der er mange elever, der lider af hovedpine. Igen er det pigerne, der er mest generet af smerterne, idet 44 % af pigerne og 20 % af drengene har lidt af hovedpine inden for en 14 dages periode. Der er tilsyneladende behov for at dæmpe smerterne med medicin, idet 30 % af pigerne og 17 % af drengene har taget medicin for hovedpinen inden for en 14 dages periode. |