|
Forflyttelse
Både skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere
er ansat ved kommunens samlede folkeskolevæsen med ansættelse
indtil videre på en konkret skole. Kommunalbestyrelsen har derfor
mulighed for at flytte medarbejdere fra en skole til en anden i det omfang,
der skønnes at være behov for det.
Det kan fx være nødvendigt at forflytte leder og lærere
m.fl., når en skole bliver reduceret eller nedlagt. I de tilfælde
må medarbejderne fordeles på kommunens andre skoler i det omfang,
det kan lade sig gøre. Der kan også blive tale om forflyttelse
af personlige årsager.
Eksempel på retningslinier ved forflyttelser af lærere
inden for kommunens skolevæsen i tilfælde af reduktion i lærerantallet
på en eller flere skoler
Personalebehovet opgøres skolevis. Skolens leder udarbejder en
opgørelse over skolens lærerbehov i forhold til undervisningsplanernes
bestemmelser, så der sikres en forsvarlig fagdækning både
på kort og langt sigt.
Forflyttelse foregår ud fra følgende retningslinier:
- Hvis der ved den skole, hvorfra nogle skal forflyttes, findes lærere,
som erklærer sig villige til at acceptere tjeneste ved en af kommunens
andre folkeskoler, forflyttes disse først. Når der på
denne måde sker en frivillig flytning af en lærer til en anden
skole, har skolebestyrelsen på den modtagne skole ret til - ligesom
ved nyansættelser - at komme med en udtalelse til kommunalbestyrelsen
om den pågældende flytning.
- Hvis ingen frivilligt ønsker forflyttelse, og hvor intet taler
imod dette, kan fx faglige hensyn være et kriterium ved uansøgt
forflyttelse. Ved en uansøgt forflyttelse har skolebestyrelsen på
den modtagne skole ingen indflydelse på ansættelsen, men skolens
leder har pligt til at orientere skolebestyrelsen hurtigst muligt.
- Ved forflyttelse af fx tjenstlige årsager eller lignende har
skolebestyrelsen på den modtagne skole heller ingen indflydelse på
forflyttelsen.
- Hvis en fastansat lærer skal forflyttes, og det medfører
afskedigelse af en overenskomstansat lærer, indstiller skolelederen
på den skole, der skal modtage en af de overenskomstansatte, en lærer
til afsked. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige afgørelse.
- Ved uansøgt forflyttelse bør man af personalemæssige
hensyn tilstræbe, at den pågældende ikke flyttes igen
umiddelbart efter.
|
Når der er tale om strukturændringer eller lignende, der
gør det nødvendigt for en skole at afgive en eller flere lærere,
udarbejder skolens leder som før nævnt en opgørelse
over skolens lærerbehov. Når skolens leder skal pege på,
hvilke lærere der kan komme på tale i forbindelse med forflyttelse,
skal det så vidt muligt ske inden for de principper, skolebestyrelsen
har fastsat vedrørende arbejdets fordeling mellem lærerne.
Gennem disse principper har skolebestyrelsen en vis indflydelse på,
hvem der skal forflyttes. Skolebestyrelsen vil imidlertid aldrig kunne nedlægge
veto i forbindelse med flytning af en bestemt lærer.
Forsiden | Forrige Kapitel
| Næste kapitel |
|