|
|
Besættelse af en ledig stilling sker som hovedregel efter opslag. Det gælder også ledige tidsbegrænsede stillinger og vikariater.
Eksempel på retningslinier vedrørende opslag af stillinger:
Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen først træffe beslutning om ansættelse af ledere, lærere og børnehaveklasseledere, når den berørte skolebestyrelse har udtalt sig. Ifølge § 44, stk. 7, er skolebestyrelsen forpligtet til at afgive udtalelse til kommunalbestyrelsen om ansættelse af ledere og lærere ved skolen.
Skolebestyrelsens udtaleret og -pligt er som hovedregel en gyldighedsbetingelse. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke ansætte en leder, lærer eller børnehaveklasseleder, før skolebestyrelsen har udtalt sig. Men skolebestyrelsens udtalelse er ikke bindende for kommunalbestyrelsen. Selv om skolebestyrelsen kommer med en enig indstilling, kan kommunalbestyrelsen frit vælge blandt de ansøgere, der opfylder kravene til den ledige stilling.
Der stilles ikke krav om, at skolebestyrelsens udtalelse skal omfatte et bestemt antal personer, eller at de skal opstilles i prioriteret rækkefølge. Udtalelsen bør dog omfatte mindst to ansøgere.
Da skolebestyrelsen kun udøver sin kompetence på møder, er det på et sådant møde, skolebestyrelsen skal beslutte sin udtalelse.
De enkelte medlemmer af skolebestyrelsen kan ikke hver for sig tegne skolebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke beslutte, at et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra kommunen og fra den pågældende skolebestyrelse afgiver udtalelse på skolebestyrelsens vegne.
En ansættelsesprocedure kan foregå på flere forskellige måder i de forskellige kommuner, blandt andet på baggrund af de forskellige kommuners forvaltningsstruktur. Endvidere kan proceduren afhænge af, hvilken type stilling, der skal besættes.
I enkelte, særlige situationer kan det forekomme, at der ikke er tid til at foretage den sædvanlige ansættelsesprocedure. Der kan være tale om en lærers sygdom, hvor der hurtigst muligt skal ansættes en vikar eller lignende. Ved besættelse af vikariater og tidsbegrænsede stillinger i sådanne tilfælde skal skolens leder snarest orientere skolebestyrelsen om ansættelsen. Hvis det midlertidige ansættelsesforhold ønskes fortsat det følgende skoleår, skal kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra skolebestyrelsen før starten af det følgende skoleår.
Selv om en skolebestyrelse efter en omfattende ansættelsesprocedure har afgivet udtalelse om to-tre personer til den ledige stilling som skoleleder, viceskoleinspektør eller afdelingsleder ved skolen, kan det forekomme, at kommunalbestyrelsen vælger en anden af ansøgerne. Det giver naturligvis anledning til frustration i skolebestyrelsen, som kan få den opfattelse, at arbejdet er spildt, og at den ingen reel indflydelse har.
For at forebygge dette anbefales det, at man koordinerer proceduren lokalt. Det kan fx ske ved, at kommunen nedsætter et bedømmelsesudvalg, der består af repræsentanter for den kommunale forvaltning og repræsentanter for de berørte skolebestyrelser. På disse fælles møder kan det afklares, hvilke forventninger man hver for sig har til en kommende leder, hvorefter man i fællesskab kan nå frem til den ansøgerprofil, der passer bedst.
Der er ikke centralt fastsatte regler om, at skolebestyrelsen skal inddrages ved besættelsen af andre stillinger end ledere og lærere. Det gælder både de ansatte i skolefritidsordningen, herunder den daglige leder, og alle andre personalegrupper. Kommunalbestyrelsen har derfor ikke pligt til at inddrage skolebestyrelsen i sager om ansættelse af disse personalegrupper. Men der er ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen beslutter, at skolebestyrelsen også kan få mulighed for at udtale sig i disse sager.
Kommunalbestyrelsen kan ikke delegere sin arbejdsgiverkompetence til skolebestyrelsen. Derimod er der intet til hinder for, at økonomiudvalget, der varetager kommunens løn- og personaleforhold, overlader det til administrationen at træffe visse afgørelser herom inden for de beslutninger og retningslinier, der er fastsat af økonomiudvalget. Da skolelederen er en del af den kommunale forvaltning, er det muligt at delegere visse afgørelser i sager om ansættelse og afsked af skolens personale til denne.
Eksempel på
|
Skolebestyrelsen har altid ret til en samtale med ansøgerne, hvis den ønsker det.