Forord
Folkeskolen er en omfattende virksomhed, som i sagens natur har en lang
række menneskers og myndigheders bevågenhed. Forældre,
elever, skoleleder, lærere og andet personale har den daglige kontakt
med skolen. De overordnede beslutninger for kommunens skolevæsen træffes
af kommunalbestyrelsen, som til gengæld skal leve op til de mål
og rammer, som følger af lovgivningen. For at samarbejdet omkring
folkeskolen skal foregå bedst muligt, er det vigtigt, at alle parter
har kendskab til både rettigheder og pligter.
Det skal ikke være uklarhed om kompetencefordelingen, der lægger
hindringer i vejen for et godt samarbejde på de enkelte skoler. Målet
med denne serie hæfter er derfor - med fokus på skolebestyrelsen
- at give et samlet billede af, hvem der har kompetence til at bestemme
hvad i folkeskolesammenhæng.
Hæfterne bygger til dels på bidrag fra personer, der beskæftiger
sig med folkeskolen i praksis. De indeholder en beskrivelse af skolebestyrelsens
råderum, der ligger mellem de rammer og retningslinier, som fastlægges
af de overordnede myndigheder, og den kompetence, der er tillagt den enkelte
skoles leder.
Hæfterne peger på de muligheder, skolebestyrelsen har for
at opnå medindflydelse på den lokale skole og indeholder en
række eksempler på, hvordan man i praksis kan behandle forskellige
spørgsmål.
Dette hæfte er det femte i rækken og vedrører skolebestyrelsens
samarbejde med politikerne, forældrene og andre uden for skolebestyrelsen.
Ivan Sørensen
direktør, Folkeskoleafdelingen
Forsiden | Indledning |