|
Uddrag af folkeskoleloven
Kapitel 6
Styrelsen af kommunens skolevæsen
Kommunalbestyrelsen
§ 40. Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar
for kommunens skolevæsen og påser, at alle undervisningspligtige
børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning,
der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med skolernes virksomhed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om følgende:
- Bevillinger til skolevæsenet og økonomiske rammer for
de enkelte skoler.
- Ansættelse og afskedigelse af ledere og lærere. Beslutningerne
om ansættelse af ledere og lærere træffes efter udtalelse
fra vedkommende skolebestyrelse, jf. § 44, stk. 7.
- Skolestrukturen, herunder antallet af skoler og hver enkelt skoles
omfang med hensyn til klassetrin, specialundervisning og specialpædagogisk
bistand efter § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, undervisning i fritiden
efter § 3, stk. 3, og skolefritidsordning efter § 3, stk. 4.
Beslutningerne træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne
ved de berørte skoler.
- Kommunens inddeling i skoledistrikter. Beslutninger om distriktsændringer
som følge af strukturændringer træffes efter indhentet
udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.
- Rammer for klassedannelsen, elevernes timetal og specialundervisningen
m.v.
- Generelle retningslinjer for skolernes virksomhed efter § 3, stk.
5 og 6.
- Andre spørgsmål, der ikke er henlagt til de enkelte skoler,
herunder specialpædagogisk bistand efter § 4, stk. 1, henvisning
til undervisning på andre skoler, retningslinjer om indskrivning
og optagelse, hel eller delvis fri forplejning samt skolebiblioteksordningen
i kommunen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen godkender skolernes læseplaner efter
forslag fra de enkelte skolebestyrelser.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis delegere sine
beføjelser efter denne lov til skolebestyrelserne bortset fra de
beføjelser, der følger af bevillings- og arbejdsgiverkompetencen.
§ 41. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter
indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen
af kommunens skolevæsen. Vedtægten skal indeholde bestemmelser
bl.a. om:
- Antallet af forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen.
- Udpegning af eventuelt kommunalbestyrelsesmedlem til skolebestyrelsen,
jf. § 42, stk. 3.
- Fremgangsmåden ved valg af medarbejderrepræsentanter til
skolebestyrelsen.
- Sammensætning af eventuelle fælles rådgivende organer
for kommunens skolevæsen.
Stk. 2. Vedtægten skal endvidere indeholde en beskrivelse
af eventuelle beføjelser, der er delegeret til skolebestyrelsen i
medfør af § 40, stk. 4.
Stk. 3. I et bilag til vedtægten optages de beslutninger,
som kommunalbestyrelsen har truffet vedrørende skolestrukturen m.v.,
jf. § 40, stk. 2, nr. 3-7.
Skolebestyrelsen
§ 42. Ved hver selvstændig skole oprettes
en skolebestyrelse, der består af:
- 5 eller 7 repræsentanter for forældrene valgt af og blandt
personer, der har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet
i skolen, jf. dog § 43, stk. 1. Antallet af forældrerepræsentanter
skal være 7, hvis skolen omfatter en specialklasserække, og
forældrerepræsentationen for denne skal udgøre mindst
1.
- 2 repræsentanter for lærerne og de øvrige medarbejdere
valgt af og blandt skolens medarbejdere.
- 2 repræsentanter for eleverne valgt af og blandt skolens elever,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved skoler, der kun har til og med 5. klassetrin, kan
kommunalbestyrelsen efter anmodning fra skolebestyrelsen fravige bestemmelsen
om elevrepræsentation i skolebestyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fra skolebestyrelsen bestemme,
at et af dens medlemmer deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 4. Alle skolebestyrelsens medlemmer, jf. stk. 1, har stemmeret.
Stk. 5. Formanden for skolebestyrelsen udpeges blandt forældrerepræsentanterne.
Stk. 6. Skolens leder og dennes stedfortræder varetager
bestyrelsens sekretærfunktioner og deltager i skolebestyrelsens møder
uden stemmeret.
Stk. 7. Elevrepræsentaterne må ikke overvære
den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende
enkelte elever eller lærere.
Stk. 8. Forældrerepræsentanternes valgperiode er
4 år, jf. dog stk. 9, gældende fra den 1. april i det år,
der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelse,
jf. dog stk. 11. De øvrige medlemmers valgperiode er 1 år.
Personer, der er ansat på skolen, kan ikke være forældrevalgte
medlemmer af skolebestyrelsen.
Stk. 9. Kommunalbestyrelsen kan, uanset bestemmelsen i stk.
8, 1. pkt., bestemme, at der skal foretages nyvalg til skolebestyrelsen
ved den skole, der modtager alle eller en væsentlig del af eleverne
fra en nedlagt skole.
Stk. 10. I de tilfælde, hvor 2 skoler sammenlægges,
kan kommunalbestyrelsen beslutte, at alle skolebestyrelsesmedlemmer fungerer
sammen indtil udløbet af de enkelte medlemmers valgperiode.
Stk. 11. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne
i stk. 1 ved kommunale specialskoler, herunder kommunale heldagsskoler eller
lignende i særlige tilfælde. Undervisningsministeren kan endvidere
i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i stk. 8, 1. pkt., om
valgtidspunktet for forældrerepræsentanterne, herunder godkende
forskudte valg.
§ 43. Undervisningsministeren fastsætter
regler om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen.
Stk. 2. En forældrerepræsentant mister sin valgbarhed,
når barnet optages i en af de skoler, der er nævnt i §
33, stk. 2. En forældrerepræsentant kan forlange at blive fritaget
for medlemskab af skolebestyrelsen, hvis barnet udskrives af skolen. Om
fritagelse for valg og for medlemskab i øvrigt gælder de samme
bestemmelser, som er fastsat i lov om kommunale valg.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan yde forældre- og elevrepræsentanter
vederlag og erstatning for dokumenterede merudgifter i forbindelse med varetagelsen
af medlemskab af skolebestyrelsen. Undervisningsministeren fastsætter
nærmere regler herom.
§ 44. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed
inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter,
jf. § 40, og fører i øvrigt tilsyn med skolens virksomhed.
Stk. 2. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens
virksomhed, herunder om
- undervisningens organisering, herunder elevernes timetal på hvert
klassetrin, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes
placering i klasser,
- samarbejdet mellem skole og hjem,
- underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen,
- arbejdets fordeling mellem lærerne og
- fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold,
udsendelse i praktik m.v.
Stk. 3. Skolebestyrelsen godkender inden for de økonomiske
rammer, der er fastlagt for skolen, skolens budget.
Stk. 4. Skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og fastsætter
ordensregler.
Stk. 5. Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen
fastsatte retningslinjer, om voksne skal kunne deltage i folkeskolens undervisning
i henhold til § 3, stk. 5, og fastsætter principper herfor.
Stk. 6. Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen
fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte aktiviteter
i henhold til § 3, stk. 6, og fastsætter principper herfor.
Stk. 7. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse til kommunalbestyrelsen
om ansættelse af ledere og lærere, jf. § 40, stk. 2, nr.
2.
Stk. 8. Skolebestyrelsen udarbejder forslag til kommunalbestyrelsen
om skolens læseplaner. Skolebestyrelsen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen
om forsøgs- og udviklingsarbejde i det omfang, det overskrider de
mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
Stk. 9. Skolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag
til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører
den pågældende skole. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse
om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger
den.
Stk. 10. Skolebestyrelsens formand udarbejder til hvert møde en dagsorden.
Skolebestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol,
der efter mødet underskrives af de medlemmer, der har deltaget i
mødet. Dagsordenen og beslutningsprotokollen er med de begrænsninger,
der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, tilgængelig
for kommunens borgere.
Stk. 11. Skolebestyrelsen afgiver en årlig beretning.
Stk. 12. Skolebestyrelsen indkalder mindst en gang årligt
forældrene til et fælles møde til drøftelse af
skolens virksomhed. På et sådant møde behandles årsberetningen,
jf. stk. 11.
Skolens leder
§ 45. Ved hver selvstændig skole ansættes
en leder. Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse
af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed over for skolebestyrelsen
og kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem skolens
ansatte og træffer alle konkrete afgørelser vedrørende
skolens elever.
Stk. 3. Skolens leder udarbejder forslag til skolebestyrelsen
vedrørende principper for skolens virksomhed m.v., jf. § 44,
stk. 2, og forslag til skolens budget, jf. § 44, stk. 3, inden for
de af kommunalbestyrelsen fastsatte økonomiske rammer, jf. §
40, stk. 2, nr. 1.
Stk. 4. Skolens leder udøver sin virksomhed i samarbejde
med de ansatte.
Stk. 5. Skolens leder inddrager skolens elever, gennem elevrådet,
hvor et sådant forefindes, i spørgsmål vedrørende
elevernes sikkerhed og sundhed.
Rådgivende organer
§ 46. Ved hver skole dannes et pædagogisk
råd, som er rådgivende for skolens leder. Rådet består
af alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske
opgaver på skolen.
Stk. 2. Ved hver skole, som har 5. eller højere klassetrin,
danner eleverne et elevråd.
§ 46 a. I kommuner, hvor der ikke er nedsat et fælles
rådgivende organ, jf. § 41, stk. 1, nr. 5, afholder kommunalbestyrelsen
mindst to gange om året et møde mellem repræsentanter
for skolebestyrelserne og kommunen til drøftelse af spørgsmål
om det lokale skolevæsens vilkår og udvikling. Kommunalbestyrelsen
kan beslutte, at andre kan deltage i møderne.
Kapitel 7
Styrelsen af amtskommunens skole- og undervisningsvæsen
§ 47. Amtsrådet ansætter og afskediger
ledere og lærere ved amtskommunens skole- og undervisningsvæsen
inden for folkeskolen. Ansættelse sker efter indstilling fra vedkommende
skolebestyrelse.
Stk. 2. Tilsynet med amtskommunens skole- og undervisningsvæsen
inden for folkeskolen varetages af undervisningsministeren.
§ 48. Bestemmelserne i §§ 42-46 finder
tilsvarende anvendelse ved de amtskommunale folkeskoler. Undervisningsministeren
kan godkende fravigelser, som er begrundet i skolernes særlige forhold.
Forsiden | Forrige
Kapitel |
|