Tillæg: DLO i et politisk system     En erhvervsskoleleder må spørge sig selv, hvorvidt DLO-konceptet i det hele taget kan anvendes inden for det offentlige. Konceptet har sine rødder i den private sfære, hvor den enkelte organisations frihedsgrader er noget større. Det må erkendes, at til trods for reformer og juridiske responsa, så opererer erhvervsskolerne i et politisk miljø, og ministeriet sidder på pengekassen. Ministre og ministerier har forlængst fundet ud af, at hvis de vil have skolerne til at bevæge sig i en bestemt retning, så skal de blot stille nogle midler i udsigt: Gives uddannelses- og jobkvalificerende forløb (ujf) attraktive vilkår, så etablerer vi ujf-forløb; oprettes en skolemiljøpulje, så laver vi skolemiljø. Men er der så ikke tale om en slet skjult centralisme, langt fra markedets frie kræfter? Det er der selvfølgelig, selv om ministerierne også kunne defineres som en slags kunde, men det ville være at overse den fundamentale forskel: Vi er en del af et politisk system. Vi skal være med til at føre politikernes visioner og strategier ud i livet, og her adskiller vi os klart fra det private erhvervsliv. Som erhvervsskoler har vi en samfundsmæssig forpligtelse at leve op til, som virksomhederne ikke har. Til trods for erhvervslivets nyopfundne "sociale ansvar", så er deres raison d'etre nu engang at tjene penge, og deres rammer for at engagere sig samfundsmæssigt er mere et spørgsmål om langsigtede strategier for at bevare muligheden for at opfylde dette formål. Som helhed kan erhvervsskolerne ikke nedlægge en tabsgivende uddannelse. Nogen skal gennemføre den. Omvendt er skrækscenarierne fra den første tid efter erhvervsuddannelses- og erhvervsskolereformerne i 1991, hvor der blev talt om, hvor mange skoler der skulle lukke, forstummet. De politiske kræfter kan holde liv i skoler eller give dem nyt liv på en måde, som ingen virksomhed nyder. Selv når arbejdsgiverne klager over de centrale overenskomstforhandlinger, så er det intet at regne i forhold til erhvervsskolernes mangel på indflydelse på arbejdstidsaftaler og taxameterfastlæggelser. Vi fastsætter ikke selv omkostningsniveauet eller prisen - og derved har vi kun delvis indflydelse på kvaliteten af vore ydelser. Selv stillingsstrukturer og -beskrivelser, mål og rammer for uddannelserne og (reelt) bygningernes tilladte størrelse fastsættes eksternt. Erhvervslivet spørger, hvordan det kan være, at flere institutioner i samme lokalområde udbyder de samme uddannelser for derefter at aflyse dem, fordi der ikke var nok tilmeldte nogen af stederne. Svaret er, at skolerne blev opfordret politisk til at agere som markedsorienterede virksomheder - angiveligt for at hæve kvaliteten og effektiviteten. Erhvervslivet undrer sig jo ikke over, at der findes en bank på hvert gadehjørne i midtbyen, men man stiller af gode grunde andre krav til forvaltningen af offentlige ressourcer. Men kan man så i det hele taget tale om en lærende organisation med friheden til at være proaktiv og interaktiv i forhold til markedet? Og er der reelt tale om et marked al den stund, at der er tale om "kunder" med forskellige og til tider modstridende interesser? Det er nok en god idé, fordi det tvinger organisationen til at være udadvendt, omend med de særlige forhold in mente, mens det måske er vigtigere at fokusere på brugerne end på markederne, selv om det kan være en svær distinktion. Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel