3. Kvalitet i realkompetencevurdering

Den aktuelle lovgivning om vurdering og anerkendelse af realkompetence på Undervisningsministeriets område giver den enkelte mulighed for at få sine realkompetencer vurderet i forhold til en voksen- og efteruddannelse. Opgaven med at vurdere og anerkende realkompetencer, der er udviklet uden for det formelle uddannelsessystem, har medført et behov for at udvikle retningslinjer og procedurer for, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan løse denne opgave, sådan at kvaliteten fortsat sikres. Uddannelsernes kvalitet og niveau skal fastholdes.

Det er vigtigt, at arbejdet med at vurdere og anerkende realkompetence fører til resultater, som brugere og aftagere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet finder troværdige og har tillid til. Anerkendelse af realkompetence må forudsætte, at deltagerens realkompetence efter en ækvivalensbetragtning vurderes til at svare til de bestemte mål og niveauer, der kendetegner de uddannelser henholdsvis fag, som deltageren er blevet vurderet i forhold til. Med ækvivalens menes, at realkompetencen svarer til eller anerkendes som lige så god, selv om den ikke er identisk med den formelle kompetence.

Arbejdet med at vurdere og anerkende realkompetence skal således bidrage til at sikre legitimitet. Legitimiteten hænger nøje sammen med, at vurderingen bygger på pålidelige og valide metoder mv., jævnfør nedenfor.

Det bliver på lokalt og decentralt niveau, at den konkrete og operationelle kvalitetssikring af realkompetenceprocessen skal gennemføres. Uddannelsesinstitutionerne skal sikre, at personer, der gennemfører realkompetencevurdering, er kvalificerede hertil.

Lokalt skal der opbygges velbeskrevne og gennemsigtige retningslinjer og procedurer, som skal sikre kvalitet, validitet og pålidelighed i realkompetencevurderingen, for eksempel gennem opstilling af operationelle kvalitetskriterier for samtlige faser i realkompetenceprocessen.

Det skal således være afklaret, hvilke faggrupper der påtager sig hvilke opgaver. Der skal være faste regler for, hvordan dokumentationen skal opbevares. På de uddannelsesområder, hvor der er klageadgang, skal der udarbejdes administrative procedurer for behandling af klagesager, jævnfør afsnittene om afgørelse om anerkendelse af realkompetence og tilbagemelding herom.

Vurderingsprocessen: Gennemsigtighed og dokumentation

Der skal være gennemsigtighed i processen, så ansøgeren kan gennemskue formålet med vurderingen, herunder formålet med at bruge de forskellige metoder, og forstå og fæste tillid til resultatet. Både ansøgerens og institutionens respektive roller i de forskellige led i processen skal fremstå klart.

Der skal være gennemsigtighed i processen, så ansøgeren kan gennemskue formålet med vurderingen, herunder formålet med at bruge de forskellige metoder, og forstå og fæste tillid til resultatet. Både ansøgerens og institutionens respektive roller i de forskellige led i processen skal fremstå klart.

De uddannelsesinstitutioner, der gennemfører realkompetencevurderingerne, skal have offentligt tilgængelige retningslinjer for den samlede procedure, således at den enkelte og andre interessenter kan orientere sig om, hvad processen indebærer, og efterfølgende vurdere, om der er overensstemmelse mellem retningslinjer og praksis. Det er desuden vigtigt at fastlægge kvalitetskriterier, som tydeliggør processen, indholdet, og hvilke resultater der kan forventes.

Hvis en institutions afgørelse om anerkendelse af realkompetence påklages til Kvalifikationsnævnet, har institutionen ansvar for, at sagen bliver oplyst, så den kan behandles af Kvalifikationsnævnet. Derfor skal uddannelsesinstitutionen sørge for, at den nødvendige dokumentation kan videresendes til Kvalifikationsnævnet sammen med sagens øvrige akter i tilfælde af en klagesag.

Vurderingsmetoder: Pålidelighed og validitet

Den enkelte uddannelsesinstitution skal sikre sig, at der i løbet af kompetencevurderingsprocessen bliver brugt vurderingsmetoder, der er hensigtsmæssige i forhold til sammenhængen og formålet, og som opfylder krav om pålidelighed og validitet.

Pålidelighed

Metoderne skal sikre pålidelighed. Pålidelighed (også kaldet reliabilitet) relaterer til ideen om at kunne gentage resultater. Hvis rammerne for vurdering er forskellige, skal vurderingen tage højde for sådanne forskelle. Men hvis processen gentages under de samme rammer, må resultatet være det samme hver gang, således at man kan regne med resultatet. Resultatet skal således være det samme, hvis vurderingen foretages med de samme metoder, men det er andre personer, der står for processen.

En måde at sikre reliabilitet/pålidelighed på er ved at bruge standardiserede materialer, faste og velbeskrevne procedurer, konsekvent og systematisk brug af metoderne og uddannelse af dem, der står for vurderingsprocessen, det kan være i spørgeteknik, lytteteknik eller interkulturel forståelse.

Validitet

Høj pålidelighed sikrer ikke automatisk høj validitet. Det hjælper ikke at måle det samme hver gang, man skal også måle det “rigtige”, det vil sige det, som man faktisk ønsker at måle. Validitet står for gyldighed eller det rigtige resultat. Det er altså et udtryk for, hvor godt man kan måle det, man vil undersøge, eller hvor troværdige resultaterne er.

Spørgsmål til besvarelse skal være relevante og udformes, så man søger svar på det, man ønsker at undersøge og vurdere. I denne sammenhæng vil det sige afdækning og vurdering af realkompetencer i forhold til den ønskede uddannelses mål/adgangskrav.

Én måde at sikre validitet i arbejdet med realkompetence på er ved at gøre brug af en åben og gennemskuelig vurderingsproces. En anden måde er at undgå indforståede spørgsmål eller faste forestillinger om resultaterne. Det kan for eksempel gøres ved at lade uvildige øjne se på den måde, undersøgelsen tilrettelægges på i forbindelse med udarbejdelsen af et spørgeskema eller lignende.

Brug af metoder med høj validitet og høj pålidelighed bidrager til at sikre accept af resultaterne både hos den enkelte og hos aftagerne, det vil sige (videre)uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne.

I det udviklingsarbejde, der foregår i de enkelte dele af uddannelsessystemet i forhold til realkompetencevurdering, er et af målene at finde frem til best practice. I de enkelte dele af uddannelsessystemet skal erfaringsudveksling og formidling af gode eksempler på procedurer, metoder og modeller således være inspirerende for arbejdet med kvalitetsudvikling.

Uddannelsesinstitutionerne kan eventuelt overveje, om det er hensigtsmæssigt at inddrage flere interne personer på uddannelsesinstitutionen i en realkompetencevurdering, og om der kan være behov for at inddrage en form for censorer til visse vurderinger, blandt andet ved udstedelse af uddannelsesbevis.

Klagemuligheder

Kvalifikationsnævnet er klageinstans for afgørelser om anerkendelse af realkompetence inden for videregående voksenuddannelse (VVU) og diplomuddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne (VFV) samt på grunduddannelse for voksne (GVU).

Fra 1. august 2008 bliver nævnet også klageinstans for afgørelser om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse og almengymnasiale uddannelser. På GVU-området gælder dog særlige forhold: Klagepunkter, der knytter sig til kompetencekrav, som er fastsat i praktikreglerne for den erhvervsuddannelse, som GVU-forløbet vedrører, skal påklages til det relevante faglige udvalg – ikke til Kvalifikationsnævnet. Øvrige klagepunkter, der knytter sig til de faglige kompetencekrav, kan påklages til Kvalifikationsnævnet.

Denne mulighed for at påklage afgørelser om anerkendelse af realkompetence udvides fra 1. august 2008 til også at omfatte anerkendelse af realkompetence i forhold til faglige niveauer inden for almen voksenuddannelse (AVU) og gymnasiale fag.

Klageadgangen omfatter uddannelsesområder, hvor det må antages, at institutionens kompetencevurdering typisk vil være baseret på prøver, test og skriftlig behandling snarere end egentlige praktiske værkstedsøvelser. Det vil kunne give mulighed for efterprøvning på et skriftligt grundlag.

Klageadgangen omfatter uddannelsesområder, hvor det må antages, at institutionens kompetencevurdering typisk vil være baseret på prøver, test og skriftlig behandling snarere end egentlige praktiske værkstedsøvelser. Det vil kunne give mulighed for efterprøvning på et skriftligt grundlag.

Se http://www.ciriusonline.dk/kvalifikationsnaevn for en oversigt over klageadgang vedrørende afgørelser om anerkendelse af realkompetence.

En person, der ønsker at klage til Kvalifikationsnævnet, skal indbringe klagen, senest fire uger efter at afgørelsen er modtaget. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Den skal stiles til Kvalifikationsnævnet, men sendes til den uddannelsesinstitution, der har truffet afgørelsen. Institutionen skal således vurdere sagen på ny. Hvis institutionen fastholder afgørelsen, skal den sende afgørelsen videre til Kvalifikationsnævnet sammen med sagens akter og dokumentation samt en skriftlig begrundelse for ikke at imødekomme klagen.

Kvalifikationsnævnet vurderer herefter klagen og træffer den endelige administrative afgørelse i sagen, som både klageren og uddannelsesinstitutionen informeres om. Denne klageprocedure følger af Lov om ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område, jævnfør lov nr. 556 af 6. juni 2007.

Når en institution i en afgørelse ikke fuldt ud anerkender de realkompetencer, som deltageren har ansøgt om, er institutionen forpligtet til at oplyse ansøgeren om mulighederne for at klage over afgørelsen. Klagevejledningen skal angive klageinstans og oplyse om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder eventuel tidsfrist.

Uddannelsesinstitutionerne kan i deres klagevejledning henvise til Kvalifikationsnævnets hjemmeside, www.ciriusonline.dk/kvalifikationsnaevn, som blandt andet har til formål at fungere som et supplement til og et redskab for institutionernes klagevejledning.

Centrale initiativer

På et generelt niveau vil bekendtgørelserne for de enkelte uddannelsesområder udstikke kvalitetsmæssige retningslinjer for uddannelsesinstitutionernes arbejde med realkompetenceprocessen, ligesom de bærende principper skal være handlingsanvisende.

Foruden denne generelle håndbog i realkompetencevurdering inden for voksen- og efteruddannelse er der foreløbig udarbejdet en Håndbog om individuel kompetencevurdering i AMU (2008).

Der er udviklet et dokumentationsredskab Min kompetencemappe med henblik på dokumentationsbehovet især i forbindelse med gennemførelse af en realkompetencevurdering. Se www.minkompetencemappe.dk.

Der er etableret et Nationalt Videncenter for Realkompetencevurderinger. Formålet med dette center er at indsamle, bearbejde, udvikle og sprede viden om realkompetencevurderinger til gavn for en række interessenter: uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer, tredjesektororganisationer, vejledningscentre, brugere i form af private og offentlige virksomheder og borgerne.

Realkompetencevurdering er en del af den samlede voksen- og efteruddannelsesindsats, hvorfor erfaringer på feltet vil blive indsamlet i 22 nye voksenvejledningsnetværk. I tilknytning til de enkelte voksenvejledningsnetværk etableres der voksenvejledningsfora, der får til opgave at sikre sammenhæng mellem initiativer, formidle viden om erfaringerne og iværksætte fælles initiativer.

Denne side indgår i publikationen " Realkompetencevurdering inden for voksen- og efteruddannelse"
© Undervisningsministeriet 2008