Der er stor variation i antallet af prøver i de enkelte uddannelser. For et stort antal prøver taler, at mange prøver i mindre stofområder undervejs i et uddannelsesforløb kan medvirke til at mindske frafaldet, og at det giver mulighed for at skabe progression i prøverne med en forskydning af vægten fra grundlæggende viden og færdigheder via kompetencer til innovative og kreative aspekter. Imod taler ressourceforbruget i forhold til udbyttet af et eksamensbevis med mange karakterer. Under alle omstændigheder skyldes ressourceforbruget i høj grad den overvejende anvendelse af ekstern censur i stedet for at lade fx prøver i mindre stofområder som hovedregel være interne.

Antallet af prøver, der indgår i eksamen for en uddannelse, er som tidligere bemærket ikke i sig selv en kvalitetsparameter. Derfor bør det overvejes at justere antallet af prøver uden at kvaliteten af uddannelse og undervisning reduceres, men sådan, at de samlede omkostninger ved prøveafholdelse kan nedbringes. Dels kan antallet af prøver reduceres direkte, dels kan der foretages udtræk af de fag, den enkelte eksaminand skal til prøve i. En reduktion i antallet af prøver skal afvejes med brugbarheden af eksamensbeviset, dels i forbindelse med optagelse til videre uddannelse, dels i forbindelse med ansættelse.

Reduktion i antallet af prøver

Når det er nødvendigt i forhold til målopfyldelsen, og der indføres flerfaglige prøver, kan det medføre en reduktion i antallet af prøver. Det samme vil være konsekvensen, hvis flere prøver i en moduliseret opbygning af et fag slås sammen til én prøve på det højeste niveau.

Udtræk af prøvefag

Ikke alle fag/undervisningsforløb skal nødvendigvis afsluttes med prøve. De kan i stedet afsluttes med, at underviseren afgiver en karakter, som udtrykker standpunktet ved undervisningens afslutning. Hvilke fag, der afsluttes på denne måde, kan afgøres tilfældigt (ved lodtrækning) før hver prøvetermin. Offentliggørelsen af de udtrukne prøvefag bør først finde sted, efter at underviseren har afgivet karakterer for at undgå, at karaktergivningen påvirkes af, om faget er udtrukket til prøve eller ej.

Antallet af karakterer på eksamensbeviset

En reduktion i antallet af prøver må afvejes i forhold til den information, der ligger i eksamensbeviserne. Et særligt problem udgør de uddannelser, hvor der beregnes et karaktergennemsnit, og hvor antallet af karakterer (enten fra prøver eller karakterer afgivet af underviseren) derfor ikke må være for lavt.

I de gymnasiale uddannelser anvendes eksamensgennemsnit, hvori der indgår en lang række af fag. Gennemsnittet er afgørende for muligheden for at blive optaget på mange videregående uddannelser. Forskning har da også påvist en høj grad af sammenhæng mellem det niveau, hvormed eleverne forlader gymnasiale uddannelser og deres mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse. Islandske universiteter har eksempelvis derfor lagt de opnåede karakterer i islandsk og matematik til grund for optaget, og disse to fag har derfor en særlig plads i skolernes prøvesystem.

EVA's brugerundersøgelse fra 2005 viser også, at der blandt uddannelsesinstitutioner er overordnet enighed om, at karakterer fra de adgangsgivende uddannelser er velegnede til at forudsige, hvordan eleven eller den studerende vil klare sig på den aktuelle uddannelse, og peger samtidig på, at en tidligere registerbaseret undersøgelse konkluderede, at karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøve er den stærkeste faktor i forhold til at kunne forudsige elevers præstation ved studentereksamen og videre uddannelsesmæssige forløb.

Arbejdsgruppen anbefaler:

• Antallet af prøver i de enkelte uddannelser gennemgås med henblik på at vurdere, om omfanget af prøver og ressourceanvendelsen er hensigtsmæssigt.
• Der gennemføres en undersøgelse af ressourceforbruget til eksamen i forhold til ressourceforbruget til den samlede undervisning,
• Der gennemføres en undersøgelse af forholdet mellem længden af eksamensperioder og længden af undervisningsperioder.

Den karakter, som en prøve resulterer i, gives af en eller flere bedømmere. Det kan være

• Underviseren
• En anden underviser på samme institution (en intern censor)
• En kollega ansat på en anden tilsvarende uddannelsesinstitution (en kollega censor)
• En person med kendskab til uddannelsen (en aftagercensor)
• En computer

Den udbredte brug af censorer i det danske prøve- og eksamenssystem bevirker, at der som hovedregel (bortset fra fx årskarakterer/afsluttende terminskarakterer) er to bedømmere involveret i hver eneste karakter, der gives.

En mulighed for at nedbringe omkostningerne ved prøveafholdelse er at begrænse omfanget af censur, således at der ikke medvirker censorer ved hver enkelt prøve eller eksamination. Arbejdsgruppen drøfter konsekvenser for eksaminandernes retssikkerhed nedenfor. Men det er vores opfattelse, at en reduceret medvirken af censorer ikke behøver at formindske målsætningen om, at der er et ensartet og troværdigt niveau i karaktergivning på uddannelsesstederne. Forudsætningen herfor er dels, at censorerne anvendes på mindre stikprøver af de afholdte prøver - stikprøvevis censur, dels at der er tillid til, at lærereksaminatorerne giver de rigtige karakterer.

Vi er opmærksomme på, at vores forudsætning om, at lærereksaminatorerne i de fleste tilfælde kan give den korrekte karakter, skal realiseres ved, at der også sikres uddannelse af disse. Læreruddannelsen på alle niveauer har fokus på det faglige og på selve undervisningen, mens der ikke er en indføring i viden om, hvad der sikrer relevant anvendelse af eksamener og prøver, og hvorledes det ved en bedømmelse bliver præcist i forhold til undervisningen og elevens forudsætninger. Som et led i EVA-evalueringen af prøveformer i det almene gymnasium blev gymnasielærere bedt om at forholde sig, hvilke kompetencer eksamensformerne forudsætter hos lærerne. Svaret var helt overvejende de rent faglige kompetencer som de primære.

Det skal pointeres, at stikprøvevis censur og udtræk af prøvefag er to forskellige metoder til at nedbringe omkostningerne ved prøveafholdelse. De to metoder kan derfor også anvendes i kombination med hinanden. Internationalt er brug af stikprøvevis censur meget udbredt, jfr. undersøgelsen af de internationale erfaringer (se bilag 5).

Der er flere forskellige måder for gennemførelse af stikprøvevis censur.

Stikprøvevis censur før karaktergivning

Udgangspunktet er, at eksaminator giver karaktererne; men disse kontrolleres stikprøvevis af en censor. Ved skriftlige besvarelser gives altså en foreløbig karakter af eksaminator. Herefter udtager censor en stikprøve på under 10 procent af besvarelserne, hvorefter censors bedømmelse sammenlignes med eksaminators med henblik på en eventuel justering af eksaminators bedømmelse. Herefter gives endelige karakterer for de enkelte besvarelser. Denne form for stikprøvevis censur anvendes ved skriftlige prøver i England. Bevidstheden om, at nogle af besvarelserne udtages til bedømmelse af censor, og at der kan forekomme justeringer af de foreløbige karakterer, forventer vi vil fastholde eksaminators nødvendige omhu ved karaktergivningen. Som en konsekvens af stikprøven får censor mulighed for at drøfte med eksaminator, hvad der er væsentlige kriterier for bedømmelsen.

Ved mundtlige prøver udtages en stikprøve, hvor censor medvirker ved bedømmelsen. Øvrige prøver bedømmes alene af eksaminator. Af administrative og ressourcemæssige grunde vil det være hensigtsmæssigt at udtage hele - eventuelt dele af - hold i stikprøven. Når stikprøven udtages som en del af et hold, må der være tillid til, at eksaminator giver de korrekte karakterer i forhold til målopfyldelsen for de øvrige eksaminander på holdet.

Udtagelsen af stikprøven bør først og fremmest kunne placeres hos en overordnet myndighed med ansvar for den pædagogiske og faglige kvalitet. Men med den øgede vægt på selvstændigheden hos institutioner på ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser bør det overvejes, om der også skal være en decentral mulighed for at anvende stikprøven eventuelt kombineret med et decentralt udtræk af prøvefag til at få indblik i en enkelt undervisers resultater eller, hvis alle hold i et givet fag udtages i stikprøven, dette fags stilling på institutionen.

Det er imidlertid oplagt, at denne sidstnævnte konstruktion må udnyttes med stor varsomhed for ikke hos lærere og eksaminatorer at skabe indtrykket af et sanktionsredskab.

Stikprøvevis censur efter karaktergivning

Ved skriftlige prøver udtager censor (efter karaktererne er offentliggjort) en stikprøve af besvarelserne, der er bedømt af eksaminator. Censors bedømmelse, der er med til at sikre kvaliteten af institutionens eksamens- og prøvesystem, kan ved uoverensstemmelser med eksaminators bedømmelse føre til, at eksaminator/institutionen skal vejledes om karaktergivning.

Denne form for stikprøvevis censur anvendes også på de videregående uddannelser i England (se bilag 5).

Arbejdsgruppen anbefaler:

• Mulighederne for at indføre stikprøvevis censur ved prøverne på de enkelte uddannelser skal gennemgås med henblik på over en kortere årrække at indføre en sådan ordning. I denne sammenhæng skal institutionens leders mulighed for at udtage bestemte hold/fag i stikprøven medtænkes.
• Der skal sikres uddannelse af lærereksaminatorerne, således at forudsætningen underbygges om, at de giver den korrekte karakter.

I to henseender er censorinstitutionen påfaldende. For det første er der en intens anvendelse af censorer på næsten alle niveauer, og for det andet og selvfølgelig i sammenhæng hermed er antallet af formelt udpegede censorer bemærkelsesværdigt stort - uden at der dog foreligger præcise tal for det samlede antal. Censorinstitutionen er en meget fast integreret del af den danske selvforståelse af uddannelsessystemet; men måske netop derfor er det værd at holde sig for øje, at den danske model i så henseende efterhånden er internationalt ganske unik, således som det fremgår af arbejdsgruppens internationale undersøgelse, samt at den er økonomisk byrdefuld, således som det fremgår af caseundersøgelsen.

Anvendelsen af censorer i det danske uddannelsessystem er traditionelt netop fokuseret på sikringen af hver enkelt eksaminands retssikkerhed, idet censorerne, hvor de anvendes, medvirker ved karaktergivningen af den enkelte præstation. Censorerne skal sikre, dels at prøverne er og forløber i overensstemmelse med de gældende regler, dels at eksaminanderne får en ensartet og retfærdig behandling, og at disse får en pålidelig bedømmelse af deres faglige niveau. Censorerne forudsættes at være uvildige bedømmere i modsætning til underviserne, der kan have et indgående kendskab og muligvis en forudindtaget holdning til eksaminanderne. Derudover er det vurderingen, at benyttelse af censorer fra landsdækkende censorkorps er med til at sikre den nationale standard for de større uddannelsesområder.

I de senere år er censorerne derudover blevet tillagt opgaver med kvalitetssikring af uddannelserne og af udvikling af den enkelte institutions prøve- og eksamenssystem. Inden for nogle uddannelser, først og fremmest de videregående, skal censorerne afgive beretning om forløbet af prøveafviklingen, mens de inden for andre uddannelser kan indberette særligt (kritisable) forhold.

Censorinstitutionen er forankret i Undervisningsministeriet, idet beskikkelse af hver enkelt censor som hovedregel foretages af ministeriet. Hertil kommer på skoleområdet, at anvendelsen af den enkelte censor i stor udstrækning bestemmes af ministeriet eller af en af ministeriet udpeget censorformand. På KVU- og MVU-områderne samt på diplomuddannelser som HD er disse opgaver henlagt til censorformandskaberne.

Censorernes uafhængighed af institutionerne er formelt overvejende sikret, men der er både på skoleområdet og på de videregående uddannelser betydelig variation i den reelle uafhængighed.

Samlet gælder det, at censorinstitutionerne på de forskellige uddannelsesområder fortsat er underlagt forskellige regler, og at variationen i censorernes roller og indflydelse er betydelig. Vi kan i den sammenhæng henvise til EVA's censorundersøgelse fra september 2005. Vi ser det derfor som vores opgave at foreslå en overordnet organisering af censorinstitutionen på uddannelsesområdet. Dermed vil der samlet blive skabt større sammenhæng og synlighed i censorernes medvirken i prøve- og eksamenssystemet. Denne sammenhæng er foreløbig ikke til stede, således som det fremgår af den allerede citerede undersøgelse, som EVA gennemførte i 2005 for Undervisningsministeriet af censorinstitutionen på erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser og KVU- og MVU-områderne. Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at det må vække til eftertanke, at censorinstitutionen på de fire uddannelsesområder er underlagt så forskellige regler, som det er tilfældet, og at det vil være interessant at undersøge, om det er hensigtsmæssigt.

I lyset af EVA-undersøgelsens grundige redegørelse for censorinstitutionen på Undervisningsministeriets område har vi i øvrigt valgt at afstå fra at præsentere en tilsvarende gennemgang af censorinstitutionen, men bestræber os dog på at relatere vores følgende overordnede overvejelser og anbefalinger til de enkelte uddannelsesområder. Vi vil dog gerne her understrege vores opmærksomhed på, at prøve- og eksamenssystemet vokser i kompleksitet op gennem uddannelsessystemet i den forstand, at antallet af prøver i mindre fag, kursusfag og valgfrie moduler øges betragteligt. Et konkret eksempel er diplomuddannelserne. EVA har i 2007 evalueret pædagogiske og sundhedsfaglige diplomuddannelser på udvalgte CVU'er.

Et problem påvist i evalueringen er eksamensøkonomien. Diplomuddannelsernes opbygning med mange moduler indebærer mange og hyppige eksamener, der igen fører til, at den eksterne censur bliver meget omkostningstung. De deltagende CVU'er vurderer, at de bruger ca. 30 procent af det økonomiske grundlag på afholdelse af eksamen, mens udgifterne til sammenligning på grunduddannelserne er 15-20 procent. Et andet og nok så væsentligt problem er, som også påvist i caseundersøgelsen, at moduliseringen medfører praktiske problemer med at tilgodese Undervisningsministeriets seneste krav om, at mindst halvdelen af en uddannelses samlede ECTS-point skal dokumenteres ved eksterne prøver, dvs. med eksterne censorer

Undervisningsministeriets opstramning på dette område er utvivlsomt begrundet i ønsket om at markere censorinstitutionens betydning for kvalitetssikring; men desværre er det nye krav vanskeligt at forene med vores bestræbelser på at gøre censorinstitutionen mere effektiv og fleksibel på de mellemlange og korte videregående uddannelser efterhånden, som disse bevæger sig mod større modulisering og valgfrihed.

Caseundersøgelsen viser ligeledes, at den eksterne censur kan være forbundet med betydelige omkostninger. Generelt udgør censorudgifter til eksternt bedømte prøver således mellem ca. 30 og 50 procent af det samlede ressourceforbrug forbundet med prøveafholdelse på de deltagende uddannelsesinstitutioner. Det er især på ungdomsuddannelserne og i grundskolen, at censorudgifter udgør en betydelig andel af de samlede udgifter til prøveafholdelse.

Retssikkerhed i det eksisterende system

Som nævnt tidligere er Danmark noget nær det eneste land, hvor det fastholdes som en hovedopgave for censorerne at sikre den enkelte eksaminands retssikkerhed. Trods fokus på retssikkerheden fremgår det sjældent klart, om der lægges andet og mere i begrebet end behovet for at sikre, at en eksaminand beskyttes mod en uretfærdig og usaglig bedømmelse, således som det kunne blive tilfældet, hvis det alene er dennes lærer, der bedømmer. Principielt må det derfor give anledning til en overvejelse om, hvorvidt netop danske elever og studerende i prøvesituationen er særligt udsatte for deres læreres eventuelle fordomsfuldhed og manglende saglighed.

For mundtlige prøver er vores udgangspunkt tværtimod, at læreren/underviseren som eksaminator er i besiddelse af den professionalisme, der kan give en præcis og dermed korrekt og "retfærdig" vurdering af eksaminandens præstation. Censorindberetninger på de forskellige uddannelsesområder har ikke tydet på, at censorerne ser særlige problemer i, at eksaminatorer vil give usagligt lave karakterer.

Tværtimod har der snarere været tale om, at censorer på nogle uddannelsesområder finder, at eksaminatorerne er lidt for generøse i deres karakterudspil.

Med den nye karakterbekendtgørelse ændres bedømmelsessituationen i øvrigt radikalt fra en situation, hvor bedømmelsen udtrykte i hvor høj grad, eleven eller den studerende beherskede pensum, til kravet om, at karakteren skal udtrykke graden af målopfyldelse. Vi finder, at denne ændring styrker muligheden for, , at den enkelte lærer selvstændigt og uden censormedvirken kan eksaminere og bedømme elever eller studerende op mod givne mål. Ændringen af karakterskalaen giver også gode muligheder for efterfølgende at begrunde den afgivne karakter.

Antallet af bedømmere ved skriftlige prøver kan ligeledes overvejes. Som hovedregel bedømmes skriftlige besvarelser af enten to censorer eller af en censor og eksaminator. Der er sjældent store uoverensstemmelser mellem to censorers bedømmelse, jf. mange års erfaringer fra den skriftlige censur på det gymnasiale område. Tilsvarende gælder dog ikke helt, når det er en censor og eksaminator, der bedømmer. Her er der ofte en tendens til, at eksaminator vurderer besvarelsen højere end censor. Som eksempel kan nævnes bedømmelsen af den større skriftlige opgave i de gymnasiale uddannelser. Opgaven bedømmes af elevens lærer og en censor.

Det er med andre ord vores opfattelse, at behovet for retssikkerhed i prøvesituationen ikke har en overbevisende begrundelse i en antagelse om, at der er behov for en ekstern censor for at beskytte eksaminanden mod en eksaminatorbedømmelse, der er urimelig og usaglig.

Mange og ikke mindst lærere vil da også fremhæve, at behovet for censormedvirken ikke går så meget på beskyttelse af eksaminanderne som på at sikre, at bedømmelsen bliver mere korrekt ved, at der er to bedømmere om denne. Principielt kan synspunktet ikke afvises; men det vejer efter vores opfattelse i dag mindre tungt på grund af den nye karakterbekendtgørelse, jf. ovenfor. Hertil kommer, at et system med to bedømmere tager ressourcer fra undervisningen, som påvist af caseundersøgelsen.

Bevarelse af retssikkerhed uden censormedvirken

Vores anbefaling af en reduktion af prøver med ekstern censur, fx ved et stikprøve- eller udtrækningsbaseret system sætter også fokus på retssikkerhedsdimensionen.

I forståelsen af begrebet retssikkerhed i relation til karaktergivning må det for det første sikres, at den afgivne karakter er den korrekte. Det vil i overensstemmelse med vores analyse i kapitel 7 af parametre for kvalitet indebære for det første validitet, det vil sige, at prøven faktisk vurderer den egentlige mening i det, der prøves. Det er med andre ord et spørgsmål om sammenhæng mellem prøve på den ene side og på den anden side de mål, der er sat for undervisningen. For det andet må der være reliabilitet , det vil sige, at de karakterer, eleverne/de studerende opnår, er pålidelige i den forstand, at samme prøve giver samme resultat for forskellige grupper af elever/studerende. Jo mere prøven og prøvebetingelserne er standardiserede, desto større sandsynlighed er der for, at en prøve er gentagelig.

Ved prøver uden censormedvirken må forudsætningen derfor være tillid til, at lærereksaminators professionalisme sikrer karaktergivningens pålidelighed, og at karakterer på landsplan er rimeligt sammenlignelige. Rettevejledninger vil kunne støtte denne målsætning, idet de øger sandsynligheden for, at samme bedømmer vil bedømme en besvarelse ens under forskellige betingelser, og at samme besvarelse opnår samme bedømmelse af forskellige bedømmere.

For det andet må det være en forudsætning for retssikkerhed, at bedømmelsen kan prøves via et klage/ ankesystem. Ved retssikring af prøver og eksamener forstår arbejdsgruppen først og fremmest, at der til prøven er knyttet procedurer, der sikrer elevens/den studerendes retssikkerhed, det vil sige, om der er mulighed for at klage, og om der er transparente regler for, hvad der kan klages over, og for, hvordan der kan klages, samt for, hvordan klager behandles.

Det eksisterende klage/ankesystem på Undervisningsministeriets område giver som hovedregel eksaminander mulighed for at klage over opnåede karakterer, prøveforløbet eller eksaminationsgrundlaget. Afgørelsen af en klage i tilfælde af, at klageren får medhold, kan bestå i, at der tilbydes omprøve eller foretages ombedømmelse (af et skriftligt produkt). Ved omprøve annulleres den tidligere prøve, herunder også den afgivne karakter. Omprøve kan således resultere i en lavere karakter. Noget tilsvarende gælder ikke for ombedømmelse af et skriftligt produkt. Her bortfalder den først afgivne karakter ikke, og klageren vil således kunne vælge den bedste af de to karakterer.

I det eksisterende system kan der ikke klages over afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer), selv om disse optræder på eksamensbeviset.

Selvom en omlægning af karaktergivningen ved en række prøver ændres fra to bedømmere til en bedømmer, vil et mere velfungerende og mere smidigt klage/ankesystem kunne fastholde retssikkerheden. Vi anbefaler derfor, at det nuværende klage/ankesystem gennemgås med henblik på en omlægning, der sikrer eksaminandernes retssikkerhed uden samtidig at være unødig bureaukratisk og omkostningstungt. Naturligvis kan det ikke udelukkes, at en reduktion af prøver med censormedvirken vil indebære en forøget klagemængde, i hvert fald i en overgangsperiode. Uddannelsesinstitutionernes øgede omkostninger ved at behandle klagerne vil imidlertid mere eller mindre kunne modsvares af de betydelige besparelser på censorudgifterne.

Desuden bør det ved en sådan omlægning i øvrigt overvejes at ændre de nuværende regler, således at det ikke længere er risikofrit at klage. Når der som led i en klagebehandling finder en ombedømmelse sted ved nye bedømmere, bør ombedømmelsen kunne resultere i en lavere karakter, hvis dette er resultatet af den fornyede objektive vurdering af prøven.

Censorinstitutionens kvalitetssikringsrolle.

Forskellene mellem censorernes opgaver på de forskellige uddannelsesområder er særligt tydelige, når det gælder bidrag til kvalitetssikring af uddannelserne. Censorerne på de videregående uddannelser har på dette område flere opgaver og større ansvarsområde end censorerne på ungdomsuddannelserne og i folkeskolen.

På alle områderne skal censorerne sikre, dels at prøverne er og forløber i overensstemmelse med de gældende regler, dels at eksaminanderne får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig bedømmelse.

På de videregående uddannelser skal censorerne derudover afgive indberetning om eksamensforløbet til både institutionen og censorformandskabet. Og censorerne skal i en løbende dialog rådgive institutionerne om uddannelsernes kvalitet og hensigtsmæssighed i forhold til videregående uddannelsesforløb og arbejdsmarkedet.

Censorerne på ungdomsuddannelserne har ikke disse opgaver. Nogle censorer kan dog blive udpeget til eller anmodet om at afgive indberetninger til Undervisningsministeriet og skolen efter eksamensforløbet. Desuden gælder der helt særlige regler for skuemestre, der indgår ved svendeprøver på erhvervsuddannelserne.

EVA's undersøgelser fra 2005 påviser, at der fortsat er variation på censorformandskabernes varetagelse af opgaven med kvalitetstilbagemeldinger. Nogle censorkorps har en meget stærk tradition i så henseende, andre i mindre grad.

Det forhold, at nogle censorkorps fortsat har taget lettere på opgaven, kan for så vidt have sin forklaring i det fortsatte fokus på censorernes hovedgave, som er at varetage de enkelte studerendes retssikkerhed og at sikre, at de enkelte bedømmelser er korrekte også i en bred sammenligning. EVA's undersøgelser viste da også, at censorinstitutionen blev anset for at leve op til formålet at være en kvalitetssikring i den enkelte konkrete eksamenssituation ved at påse, at denne er og forløber ifølge reglerne, og at eleverne sikres en retfærdig bedømmelse.

Vi finder imidlertid, at censorinstitutionen herhjemme med fordel vil kunne udvikle sin rolle ved at påtage sig at sikre ikke alene, at uddannelsens niveau er på niveau med tilsvarende uddannelser, men også, at selve prøvesystemet fungerer efter sit formål og i overensstemmelse med uddannelsens og undervisningens mål.

En sådan udvikling vil svare til udviklingen i Storbritanien, hvor der ikke i modsætning til herhjemme er nogen central akkrediteringsinstitution. Derfor skal de britiske "external examiners" bistå universiteterne med at sikre og opretholde nationalt sammenlignelige faglige standarder. Men derudover skal "external examiners" også bistå universiteterne med at sikre, at bedømmelsesprocedurerne er forsvarlige, retfærdigt anvendte og i overensstemmelse med universitetets retningslinjer. 'External examiners' væsentlige opgave er denne metafunktion i forhold til prøve- og eksamenssystemet, og for at styrke deres varetagelse af funktionen kan censorerne foretage stikprøver i skriftlige besvarelser, mens de altså ikke skal involvere sig i de konkrete eksaminationer af individuelle studerende.

Herhjemme forventes censorerne at varetage den studerendes retssikkerhed ved at deltage i den enkelte konkrete prøvesituation. Det er vores opfattelse, at censorinstitutionen kan have en meget væsentlig funktion i kvalitetssikringen af prøvesystemerne gennem indsigt i og tilbagemeldinger om prøvernes form og indhold. Forudsætningen er en forudgående dialog med de eksamensansvarlige på de pågældende uddannelser. Eksempelvis burde der som fast regel være en censorvurdering af de konkrete prøver eller eksamensspørgsmål.

Gennem en sådan "metasikring" af prøveforløbet kombineret med en stikprøvecensur vil censorinstitutionen reelt kunne bidrage lige så effektivt til at sikre den enkelte retssikkerhed, som det hidtil er sket ved censorernes omfattende deltagelse på de enkelte prøvers niveau.

Dette skifte i fokus for censorinstitutionens kvalitetssikringsopgave har en yderligere begrundelse i, at censorinstitutionen på KVU- og MVU-områderne i fremtiden skal fungere inden for et kvalitetssikringssystem, der primært vil blive karakteriseret ved de kommende landsdækkende uddannelsesakkrediteringer, der nu skal gennemføres inden for rammerne af den nyetablerede Akkrediteringsinstitution. De kommende akkrediteringer vil efterprøve, om uddannelserne er på et tilstrækkeligt fagligt niveau ,og akkrediteringerne vil gøre det synligt og gennemskueligt hvilke niveauforskelle, der måtte være mellem uddannelser inden for samme fagområder. Der er derfor ikke behov for, at censorinstitutionen varetager den samme opgave i samme omfang som hidtil.

Censorinstitutionens organisering

Når fokus flyttes fra censor som garant for de enkelte karakterer til censor som kontrollant af kvaliteten af den enkelte institutions prøve- og eksamenssystem samt kvaliteten af den enkelte uddannelse, skal censorinstitutionens forankring gentænkes.

Da censors rolle fortsat bliver at kontrollere kvaliteten af uddannelserne, kan det forekomme uhensigtsmæssigt, at censorinstitutionen er forankret i den myndighed (ministeriet), der fastlægger reglerne for uddannelserne. Censorinstitutionen bør derfor være uafhængig af ministeriet. Dette er tilfældet i det engelske system; men der er censorerne til gengæld på de videregående uddannelser knyttet til og udpeget af den enkelte institution. Arbejdsgruppen vil derfor nedenfor foreslå en ny organisering af censorinstitutionen.

Overordnet foreslår vi, at censorkorpsene forankres uden for ministeriet, og at ministeren opretter et censorråd for en femårig forsøgsperiode. De funktioner, vi foreslår tillagt et censorråd, nødvendiggør kun et beskedent sekretariat, som eventuelt vil kunne placeres som en del af en anden organisation som fx Danmarks Evalueringsinstitut. Finansieringen i forsøgsperioden vil efter vores vurdering være udgiftsneutral, fordi censorrådets varetagelse af en række koordinerende opgaver vil indebære en tilsvarende besparelse i Undervisningsministeriet. Et censorråd er dermed ikke en unødvendig bureaukratisk knopskydning, men i vores øjne grundlag for det første for en forenkling i forhold til det nuværende samspil mellem ministerium, institutioner og censorformandskaber, for det andet et vigtigt element i sikring af censorernes nødvendige uafhængighed.

Censorrådets opgaver er dels at være rådgivende organ for ministeren i principielle forhold vedrørende censorinstitutionens rolle, dels at afstikke de overordnede principper for beskikkelse, uddannelse og anvendelse af censorer. Endelig skal rådet sikre, at de afstukne principper overholdes.

Det er vores opfattelse, at forslaget om etablering af et censorråd skal understøtte anbefalingen om mindre mundtlig censur og flere stikprøver. Censorrådet skal følge udviklingen i en femårig periode. Rådets arbejdsopgaver kan fx omfatte overvågning af den teknologiske udvikling, udvikling af stikprøvecensur, påpegning af besparelsespotentialer samt sikring af kvaliteten og målopfyldelsen i uddannelserne.

Nedsættelsen af et censorråd vil således kunne styrke censorinstitutionens troværdighed ved at sikre uafhængighed både i forhold til uddannelsesinstitutionerne og til ministeriet. Censorrådet vil også have en udviklingsopgave i forhold til inddragelse af nationale og internationale erfaringer. Vi anbefaler, at et censorråd over en femårig periode afsluttet med en evaluering bliver tillagt opgaver med at monitorere og rådgive vedrørende:

• Kvalitet og målopfyldelse i uddannelserne
• Kvalitet og formålstjenlighed af prøve- og eksamenssystemer
• Løbende effektivisering af censorinstitutionen blandt andet med hensyn til
• Rekruttering og beskikkelse af censorer
• Uddannelse og træning af censorer
• Udvikling og erfaringer med stikprøvecensur

Med hensyn til et censorråds nedsættelse og medlemmer forestiller vi os, at det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis rådets formand udpeges af undervisningsministeren, mens de øvrige medlemmer - der ikke bør overstige ti - vælges af og blandt formændene for censorkorpsene på en måde, der sikrer repræsentation fra hvert af de fem uddannelsesområder på Undervisningsministeriets område.

Organisering i overordnede censorkorps

Censorinstitutionens uafhængighed og troværdighed skal styrkes, og vi anbefaler derfor, at censorerne ikke alene på KVU- og MVU-områderne og diplomuddannelserne, men i alle uddannelsessektorerne organiseres i censorkorps. Vi anbefaler samtidig, at disse overordnet organiseres svarende til de større faglige uddannelsesområder og ikke på enkeltfagbasis, det vil sige ikke med censorkorps for fx tysk, historie eller fysik. Resultatet kunne i så fald blive en parallel til udviklingen på universitetsområdet, hvor der er i dag er ca. 100 censorkorps fordelt på enkelte - i mange tilfælde små - fagområder. Det vil efter vores opfattelse være mere formålstjenligt at organisere censorerne inden for bredt definerede faglige uddannelsesområder.

For det gymnasiale uddannelserne kunne der være tale om censorkorps for fx sproguddannelserne, for de musiske fag og for de naturvidenskabelige uddannelser. For MVU-uddannelserne kunne der være tale om censorkorps for fx områder som sundhedsuddannelserne og pædagoguddannelserne. Sammenhængen mellem uddannelsesområdets censorkorps og uddannelsernes enkeltfag anbefaler vi organiseret på en måde, der svarer til den måde, censorkorpsene i dag er organiseret på i læreruddannelsen og i pædagoguddannelsen.

For det gymnasiale uddannelserne kunne der være tale om censorkorps for fx sproguddannelserne, for de musiske fag og for de naturvidenskabelige uddannelser. For MVU-uddannelserne kunne der være tale om censorkorps for fx områder som sundhedsuddannelserne og pædagoguddannelserne. Sammenhængen mellem uddannelsesområdets censorkorps og uddannelsernes enkeltfag anbefaler vi organiseret på en måde, der svarer til den måde, censorkorpsene i dag er organiseret på i læreruddannelsen og i pædagoguddannelsen.

Formandskab og sekretariat for henholdsvis lærer- og pædagogcensorkorpsene har i øvrigt en meget omfattende opgave med at allokere censorer. I pædagogcensorkorpset blev der i perioden april 2006 til april 2007 fordelt censur til 2.170 allokeringer, 2.549 censordage og 5.463 skriftlige opgaver. Det fremgår af formandskabernes årlige beretninger, at opgaverne løses tilfredsstillende.

Vi er i arbejdsgruppen bevidste om, at både censorer og lærere på de enkelte fagområder kan finde anledning til bekymring for den faglige identitet og markering, hvis vores anbefaling om overordnede censorkorps bliver fremmet. Vi finder imidlertid, at erfaringerne fra eksempelvis lærer- og pædagoguddannelserne viser, at der ikke bliver tale om noget identitetstab, men at det samlede censorkorps og dets formandskab er en stærk dialogpartner over for både Undervisningsministeriet og uddannelsesinstitutionerne. Samtidig er der en omkostningsbesparelse på grund af de stordriftsfordele, som organiseringsformen indebærer.

Censorerne skal som en del af deres kvalitetssikring af uddannelserne afgive beretninger om forløbet af deres censorvirksomhed, herunder omfanget og arten af vejledning til institutionerne/eksaminatorerne. Disse beretninger danner grundlag for censorformandskabets årlige beretninger om censorinstitutionens virke og indgår naturligvis også som baggrund for censorrådets arbejde.

Professionalisering af censorerne

Vores forslag til effektivisering af censorinstitutionen indebærer, at der i fremtiden bliver brug for færre censorer. Denne reduktion i kvantitativ henseende kan til gengæld blive opvejet af en styrkelse af censorinstitutionen i kvalitativ henseende.

Således indgår der normalt ikke i censorhvervet nogen forudsætning om forståelse af god prøvepraksis og om vilkår for at bedømme prøvepræstationer. Vores anbefalinger vedrørende censorernes fremtidige rolle sætter derfor ekstra fokus på nødvendigheden af, at censorerne i rimeligt omfang er uddannede og trænede til censorrollen, så de kan udføre den professionelt og med den vægt, det er nødvendig at besidde, når censor på en troværdig og overbevisende måde skal anvise måder til at rette op på kvaliteten af en institutions prøve- og eksamenssystem.

Der foreligger allerede udmærkede initiativer i denne retning. Eksempelvis har censorformandskaberne og rektorforsamlingerne ved professionsbacheloruddannelserne af Undervisningsministeriet fået midler til at gennemføre kurser med det formål at styrke censorernes forudsætninger for at varetage censuropgaver på et kompetent og højt kvalificeret niveau i professionsbacheloruddannelser. Målgruppen er ikke alene nybeskikkede aftagercensorer og andre nybeskikkede censorer, der ikke har erfaring med censur og gennemførelse af prøver, men også nyansatte eksaminatorer ved uddannelsesinstitutionerne, hvis der er ledige pladser.

Vi finder, at det med rimelighed kan formuleres som et krav for at kunne blive beskikket som censor, at man har gennemført/gennemfører en censoruddannelse eller som minimum et introduktionsforløb, hvor censorerne kan opnå den nødvendige viden om uddannelser, prøveformer og om vurdering af faglighed. Retssikkerhedsdimensionen vil også kunne styrkes, når der medvirker censorer med den fremhævede indsigt. Det kan også overvejes at indføre en egentlig autorisation af censorer.

Under alle omstændigheder er der hermed tale om en relevant opgave for et censorråd, der kan have et overordnet ansvar for censoruddannelser, der dog konkret bør forankres i de forskellige censorkorps.

I nogle censorkorps foregår rekruttering af nye censorer gennem opslag. Det er vores opfattelse, at dette i langt de fleste tilfælde vil være en hensigtsmæssig fremgangsmåde. Også her vil et censorråd ved at påtage sig et overordnet ansvar for opslag og besættelse kunne sikre troværdighed i henseende til processens uafhængighed.

Arbejdsgruppen anbefaler:

• Der udarbejdes rettevejledninger til støtte for korrekt karaktergivning
• Klage- og ankesystemet gennemgås med henblik på at fastholde retssikkerheden uden at gøre det unødigt bureaukratisk og omkostningstungt.
• Klageregler ændres, så ombedømmelse kan medføre lavere karakter.
• Censorinstitutionens rolle udvides til at beskæftige sig med, om selve prøve- og eksamenssystemet fungerer efter sit formål og i overensstemmelse med uddannelsens og undervisningens mål.
• Censorkorpsene forankres uden for Undervisningsministeriet.
• Undervisningsministeren opretter et censorråd betjent af et mindre sekretariat forankret i en eksisterende organisation.
• På alle uddannelsesområder organiseres censorerne i tilsvarende overordnede censorkorps (inkl. censorformandskaber). I censorkorpset indgår uddannelsesområdets enkeltfag som afdelinger med hver sin formand.
• Censorerne afgiver beretning om forløbet af deres censorvirksomhed som grundlag for censorformandskabernes årsberetninger og censorrådets arbejde.
• Censorbeskikkelse forudsætter gennemførelse af en censoruddannelse eller som minimum et introduktionsforløb bl.a. til fremme af retssikkerheden.
• Det overvejes at indføre en form for autorisation af censorer.
• Rekruttering af nye censorer bør som hovedregel ske ved opslag.

Denne side indgår i publikationen "Prøve- og eksamenssystemet – Udfordringer og muligheder"
© Undervisningsministeriet 2008