Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Initiativer til fastholdelse

Erhvervsskolerne indgår på en dynamisk måde i den samfundsudvikling, de selv er en del af, og det har betydning for de opgaver, skolerne skal løse, samt den måde, de kan løse dem på.

Når det således er et politisk fastsat mål, at så mange unge som muligt skal gennemføre en ungdomsuddannelse, indebærer det for erhvervsskolerne, at de også skal være i stand til at uddanne elever, der kommer med forudsætninger, som adskiller sig fra dem, skolerne er vant til at kunne bygge videre på – herunder tosprogede og praktisk orienterede unge.

For at kunne leve op til denne udfordring må man på skolerne skabe sociale miljøer, hvori elever med baggrund i mange forskellige kulturer og miljøer kan trives, og læringsmiljøer, der kan bidrage til alle elevers læringsprocesser med udgangspunkt i deres forudsætninger og ressourcer. Hvis der er elever, som oplever, at de ikke kan rummes inden for skolens rammer, og at den måde, undervisningen er tilrettelagt på, ikke støtter deres læring, risikerer de at falde fra – og det sker for flere elever.

Der kan være mange konkrete årsager til frafald. I forskellige undersøgelser peges der på forhold som:

  • Det er for svært at orientere sig – der er for mange valg.
  • Der mangler sammenhæng i uddannelsen.
  • Der er ikke noget samarbejde med virksomhederne.
  • Det er svært at få venner – med ensomhed til følge.
  • Nogle kontaktlærere fungerer ikke godt nok.
  • Noget af undervisningen er irrelevant.
Specielt i forhold til de tosprogede elever fremhæves:
  • De føler sig isolerede.
  • De har ikke noget samarbejde med danske elever.
  • De har vanskeligheder med at afkode forventninger til opgaveløsning.
  • De har mangelfulde sproglige kompetencer.
  • De oplever diskrimination i deres praktikvirksomhed.
  • De mangler støtte fra familien.
Skal man prøve at fastholde eleverne i uddannelse, er der altså brug for initiativer, som sætter ind på flere områder:
  • Uddannelsernes organisering.
  • Den pædagogiske tilrettelæggelse.
  • Vejledningen.
  • Det sociale miljø.
  • Forholdene til og i praktikvirksomheden.
  • Kontakten til familien.
Dette hæfte indeholder forslag til sådanne initiativer.

Forslagene bygger på en række erhvervsskolers erfaringer med særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, der har haft til formål at give tosprogede og praktisk orienterede unge nogle tilbud. Tilbud, som vel at mærke holder sig inden for rammerne af lovgivningen for erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser. Erfaringerne kan derfor også uden videre bruges til inspiration på alle erhvervsskoler, der vil give deres tosprogede og praktisk orienterede elever mulighed for at indgå i læringsprocesser, som kan hjælpe eleverne til at holde fast ved og gennemføre et erhvervsuddannelsesforløb.

Indsamlingen af erfaringer fra initiativerne bygger på skolernes egne beskrivelser og evalueringer af deres initiativer, men først og fremmest på interview med lærere, vejledere, koordinatorer og elever, hvori de har givet deres egen fremstilling af, hvad der for dem har været betydningsfuldt ved at deltage i eller være tilknyttet initiativerne.

Der er flere gode grunde til, at man på alle erhvervsskoler bør kigge disse initiativer over skulderen og i øvrigt udveksle erfaringer med hinanden om læringsprocesser, der kan inkludere alle slags elever. For det første vil der i årene fremover komme endnu flere tosprogede elever i erhvervsuddannelserne, og for det andet vil erfaringerne med undervisning og vejledning af tosprogede og praktisk orienterede unge være relevante for en mangfoldighedspædagogik, der omfatter alle elever på skolen. I sidste ende drejer det sig om, hvordan erhvervsskolerne kan tilpasse deres pædagogik, vejledning, sociale miljø, organisering osv., så de kan rumme elevernes forskelligheder – og selv have glæde af mangfoldigheden.

Hæftet er udarbejdet af lektor Michael Svendsen Pedersen, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter, og bygger på to rapporter med erfaringsopsamling fra initiativer, der blev gennemført i 2004-2006. Titlen på den første rapport er “…når man ikke kender historien”, og den tilhørende korte udgave “Gode initiativer – bedre praksis”. Dette hæfte er en kort udgave af den anden rapport, der har titlen “At gøre en forskel”. Alle teksterne kan ses på Undervisningsministeriets websted: www.uvm.dk på websiden: http://us.uvm.dk/erhverv/integration/index.htm?menuid=20 og på webstedet: www.emu.dk på websiden: http://www.emu.dk/erhverv/flygtningeogindvandrere/forsoeg/initiativ/evaluering.html.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Hold fast! "
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top