Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Forord

Denne publikation rummer en række eksempler på god praksis i erhvervsskolernes verden. Jeg håber, at den vil inspirere på alle skoler og derved bidrage til, at flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse.

Mange unge afbryder deres erhvervsuddannelse i utide uden at fortsætte i en anden uddannelse. Nogle grupper af unge har sværere ved at gennemføre end andre – det gælder for eksempel unge med anden etnisk baggrund end dansk samt unge, som lærer bedst i praktiske sammenhænge.

Unge med uddannelse har langt lettere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og deltager mere i samfundets almindelige udvikling end unge uden uddannelse, som derfor er i stor risiko for at havne på et sidespor.

Udviklingen på arbejdsmarkedet kræver velkvalificeret arbejdskraft med stærke erhvervsfaglige kompetencer. Samtidig må der forventes en vigende efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft. Disse udviklingstendenser placerer erhvervsuddannelserne i en central rolle i forhold til udbuddet af kvalificeret arbejdskraft og i forhold til den enkelte unges fremtidige beskæftigelses-muligheder.

I dag gennemfører cirka 80 procent af en ungdomsårgang en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Denne målsætning, som har bred tilslutning i Folketinget, er en stor udfordring for ungdomsuddannelserne og dermed også for erhvervsuddannelserne.

Faktisk begynder 95 procent af en ungdomsårgang i dag på en ungdomsuddannelse. Derfor ligger udfordringen primært i, at de unge vælger deres uddannelse på et realistisk grundlag, og at de fastholdes, indtil uddannelsen er gennemført. Her udgør unge med anden etnisk baggrund end dansk en særlig udfordring.

Tallene fortæller os, at især denne gruppe har vanskeligt ved at gennemføre en erhvervsuddannelse. Når vi samtidig kan se, at flere og flere af disse unge søger ind på en erhvervsuddannelse, og at unge med anden etnisk baggrund end dansk vil udgøre en voksende andel af den samlede ungdomsårgang, er det åbenlyst, at der må gøres en effektiv indsats, for at denne gruppe gennemfører.

En del erhvervsskoler er meget opmærksomme på denne væsentlige problemstilling, og 20 erhvervsskoler har i samarbejde med Undervisningsministeriet siden sommeren 2004 sat særligt fokus på initiativer, som kan medvirke til, at flere unge med anden etnisk baggrund end dansk og flere praktisk orienterede unge fuldfører en erhvervsuddannelse. Alle er initiativer, som kan gennemføres inden for rammerne af erhvervsuddannelsesloven, og som derfor kan bruges som inspiration for alle erhvervsskoler.

Undervisningsministeriet har finansieret evalueringen af initiativerne samt udarbejdelsen og udgivelsen af denne publikation.

Meninger og synspunkter i publikationen står for forfatterens egen regning.


Bertel Haarder
Undervisningsminister
November 2006

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Hold fast! "
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top