Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Kapitel 1. Kommissorium – beskrivelse af opgaven, forløbet og udvalget

1. Indledning

Globaliseringsrådet drøftede emnet “Erhvervsuddannelser i verdensklasse” på et møde den 25.-26. august 2005. Regeringen besluttede efterfølgende at nedsætte “Udvalg om fremtidssikring af erhvervsuddannelserne”, jævnfør bilag 1. Udvalget fik til opgave at analysere og stille forslag til, hvordan erhvervsuddannelsernes indhold, struktur og styring skal ændres for at leve op til regeringens målsætning om uddannelse af alle unge og de stigende krav som følge af den teknologiske udvikling og globaliseringen.

Udvalget har i overensstemmelse med kommissoriet gennemført sit arbejde i to faser. Med afslutningen af første fase den 1. februar 2006 fremlagde udvalget forslag til hovedprincipper for fremtidssikring af erhvervsuddannelserne (1. delrapport). Med afslutningen af anden fase fremlægger udvalget en række forslag, som konkretiserer hovedprincipperne yderligere (endelig rapport).

1.1. Udvalgsarbejdet

Udvalget har holdt 14 udvalgsmøder i perioden fra den 13. oktober 2005 til den 12. oktober 2006, hvoraf to møder var heldagsseminarer. Udvalget har været sammensat af repræsentanter fra en række organisationer, foreninger, ministerier samt særlige sagkyndige, jævnfør bilag 2.

Parallelt med “Udvalget om fremtidssikring af erhvervsuddannelserne” blev der nedsat et udvalg om, at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, jævnfør bilag 1. Dette udvalg afsluttede sit arbejde den 1. februar 2006. De to udvalgsarbejder blev koordineret indbyrdes gennem sekretariaterne, ligesom mødematerialer til “Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse” løbende tilgik nærværende udvalg.

1.2. Afgrænsning af udvalgets arbejde

Fokus for udvalgets arbejde har primært været fremtidssikring af de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, det vil sige de tekniske og merkantile erhvervsuddannelser, de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser samt uddannelsen til faglært landmand.

Der er grund til at bemærke, at arbejdsdelingen mellem de to nedsatte udvalg ifølge kommissorierne har betydet, at spørgsmål, der knytter sig til grundskolens afsluttende klasser og overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelser – for eksempel brobygningsforløb og produktionsskoleforløb – samt frafald i erhvervsuddannelserne, er blevet behandlet i Udvalget om uddannelse til alle unge.

Der er endvidere grund til at bemærke, at Ministerudvalget for Danmark i den globale økonomi i marts 2006 behandlede udvalgets 1. delrapport og besluttede, at udvalget om fremtidssikring af erhvervsuddannelserne skulle fortsætte arbejdet, jævnfør bilag 6. Samtidig justeredes kommissoriet for udvalgsarbejdet. Udvalget fik for det første til opgave at konkretisere et forslag om forbedret undervisnings- og skolemiljø, som blev fremsat af “Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse”. For det andet udgik punktet om at analysere mulighederne og behovene for at ændre AER-ordningen med henblik på at styrke de økonomiske incitamenter for virksomhederne til at oprette flere praktikpladser.

Ved tilrettelæggelsen af drøftelserne i 2. fase om konkretisering af udvalgets hovedprincipper blev udvalget enigt om, at en række af disse var tilstrækkeligt udfoldet, således at de med fordel kunne overgå til direkte behandling i Undervisningsministeriet. Det vil fremgå nærmere af de enkelte kapitler, hvilke af anbefalingerne der her er tale om.

Der er endelig grund til at bemærke, at der blev indgået en aftale den 20. juni 2006 mellem regeringen (Venstre og Det Konservativt Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om initiativer til sikring af fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden (Fremtidens velstand og velfærd). Aftalen omfatter en konkret stillingtagen til, hvordan der på en lang række områder skal ske en styrkelse af de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, ligesom det fremgår, at aftalepartierne skal drøfte opfølgningen på udvalgets endelige rapport, når den foreligger. Det fremgår endvidere af aftalen, at der afsættes 150 millioner kroner i 2007 og 300 millioner kroner årligt fra 2008 og frem til et kvalitetsløft i erhvervsuddannelserne, samt at den konkrete udmøntning heraf skal drøftes med aftalepartierne i efteråret 2006.

På baggrund af ovenstående besluttede udvalgets formand at fremskynde udvalgsarbejdet, så resultaterne af arbejdet kan indgå i de politiske forhandlinger i efteråret 2006 om prioritering af indsatsen. Ændringen af tidsrammen har betydet, at konkretiseringsgraden i udvalgets forslag til udfoldning af hovedprincipperne varierer mellem de forskellige emneområder, ligesom udvalget ikke har foretaget en prioritering mellem de foreslåede hovedprincipper. For eksempel er forslagene inden for emnet om etablering af fælles rammelov for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser udformet på et overordnet, principielt niveau, mens der inden for emnet internationalisering for eksempel er forslag til konkrete ændringer i regler på bekendtgørelsesniveau.

Endelig besluttede udvalgets formand at justere udvalgets arbejdsplaner, sådan at punkterne om henholdsvis styrkelse af lærere og lederes grundlag for at arbejde med internationalisering og flere uddannelsesaftaler i den offentlige sektor udgik af arbejdet, da aftalen om Fremtidens velstand og velfærd indebar, at udvalget ikke havde anledning til at stille yderligere forslag på disse punkter.

Udvalget afsluttede arbejdet med udgangen af uge 41, 2006.

1.3. Økonomiske konsekvenser af udvalgets

forslag Den politiske aftale om Fremtidens velstand og velfærd omfatter, at der afsættes 150 millioner kroner i 2007 og 300 millioner kroner årligt fra 2008 og frem til et løft i kvaliteten i erhvervsuddannelserne, herunder til efteruddannelsen. Det fremgår af aftalen, at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne i efteråret 2006.

Som nævnt ovenfor har udvalget fremskyndet sit arbejde, med det formål at aftalepartierne kan drøfte rapporten fra udvalget i sammenhæng med udmøntningen af de afsatte midler. På den baggrund har udvalget ikke fundet mulighed for at foretage nærmere vurderinger af de økonomiske konsekvenser af de enkelte forslag, herunder forslag til omprioriteringer, da disse mest hensigtsmæssigt gennemføres i sammenhæng med efterårets politiske drøftelser. I henhold til kommissoriet har udgangspunktet for udvalgets arbejde dog været, at forslagene og initiativerne ikke må føre til merudgifter. Forslagene kan derfor som udgangspunkt gennemføres inden for den eksisterende økonomiske ramme. De ekstra midler, der tilføres fra politisk side via den politiske aftale om Fremtidens velstand og velfærd, vil dog på den baggrund give mulighed for et yderligere kvalitetsløft.

Udvalget lægger stor vægt på, at tilførelse af ekstra midler anvendes til en styrkelse af kvaliteten i uddannelserne samt til indfrielsen af målsætningen, om at alle unge skal have en ungdomsuddannelse.

1.4. Rapportens opbygning

I rapportens kapitel 2 har udvalget tilkendegivet sine præmisser og generelle overvejelser i forhold til fremtidssikring af de erhvervsrettede uddannelser. Udvalget har i formuleringen af sine præmisser ønsket at give et retningsgivende grundlag for det videre arbejde, der omfatter fokuspunkterne i kommissoriet og samtidig anlægger en helhedsbetragtning for fremtidssikring af det samlede erhvervsuddannelsessystem. Kapitel 2 skal derfor ses som baggrund for udvalgets behandling af de enkelte kommissoriepunkter. Kapitel 2 i den endelige rapport er identisk med kapitel 2 i udvalgets 1. delrapport.

Kapitel 3 er bygget således op: Kommissoriets punkter er grupperet i 11 temaer, som har hvert sit afsnit i rapporten. For hvert afsnit er teksten fra 1. delrapport gentaget. Denne tekst omfatter en gengivelse af de relevante kommissoriepunkter, baggrunden for udvalgets forslag samt en samlet opstilling af udvalgets forslag til hovedprincipper inden for temaet.

På baggrund af drøftelserne i 2. fase af udvalgsarbejdet har udvalget konkretiseret en lang række af udvalgets forslag til hovedprincipper. Disse konkretiserede forslag fremgår af et appendiks, som udvider de oprindelige afsnit fra 1. delrapport.

Derudover findes en række bilag indeholdende kommissorium for udvalgets arbejde, oversigt over udvalgets medlemmer, særudtalelser fra Dansk Arbejdsgiverforening og lærer- og elevorganisationer, samt en række bilag til belysning af 2. fase af udvalgets arbejde.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Fremtidssikring af erhvervsuddannelserne "
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top