Forrige kapitel Til forsiden tom
Krone
Undervisningsministeriets logo







Workshop 10 - fire artikler:

Ensartet indsats på SOSU-skolerne på vej

Et projekt, omfattende 23 SOSU-skoler fra forskellige dele af landet, er ved at komme dertil, at det forudgående arbejde snart skal omsættes i praksis.

Det fremgik af det indlæg – Udvikling og afprøvning til afklaring af realkompetencer i forhold til SOSU-uddannelserne – Peter Sørensen, SOSU-skolen i Randers og Lars Petersen, SOSU-skolen i Svendborg, gav i workshoppen.
Men hvorfor dog arbejdet med f.eks. elevernes realkompetencer? Peter Sørensen siger:
- Jo, det giver anerkendelse for eleverne, flere i uddannelse, der kommer hurtigere igennem, af hensyn til økonomien, den ændrede pædagogik, og at vi i dag altid er under uddannelse. En stor gruppe elever har kun få og dårlige skolekompetencer, men har til gengæld kompetencer på andre områder. Etikken spiller også ind – ved at ville kreditere dem for det, de kan, i stedet for, som traditionelt, at vurdere på skolekompetencer. Desuden er det også relevant i forhold til, at nye grupper – f.eks. andengenerationsindvandrere – er på vej ind i SOSU-uddannelserne.

Nye krav på forskellige planer

Det stiller alt sammen nye krav på forskellige planer:
- Pædagogisk skal vi tage højde for, at realkompetencer vil få betydning for undervisningstilrettelæggelsen. I dag er alle altid under uddannelse – så nye kompetencer skal også vurderes i forhold til de bestående.
- De 23 skoler har i forvejen tradition for samarbejde, men ikke om dette tema, hvor man ønskede en samlet udviklingsproces og derfor også en nogenlunde ens praksis og økonomi, så uddannelserne kunne blive mere effektive i en verden under konstant forvandling, hvor eleverne også hele tiden forandrer sig, siger Peter Sørensen og fortsætter:
- Der var også et ønske om ensartede vurderinger, hvor skolerne, især ved optagelser, har forskellige måder at vurdere kompetencer. Der skulle være en kvalitetssikring – så krav til uddannelserne og lærerne hele tiden er i fokus.
Så man måtte altså udvikle metoder til vurdering af faglige, praktiske og personlige kompetencer, der også skulle afprøves. Behovet for nødvendig understøttende it måtte analyseres.
Der blev nedsat fire projektgrupper, som så nærmere på ansøgninger, praktik, hjælperuddannelsen samt assistentuddannelsen.
- I dag er vi i gang med at udvikle et landsdækkende ansøgningsskema. Vi arbejder med at geare samarbejdet mellem skole og praktiksteder bedre. Der arbejdes med udvikling af metoder og cases, der skal skabe basis for en bedre vurdering af forudgående realkompetencer, så optagelseskriterierne kan blive mere ensartede rundt omkring, siger Peter Sørensen.
I øjeblikket er grupperne i gang med at beskrive deres arbejde, som så skal afprøves fra februar og ind til afslutningskonferencen i juni 2006. Afrapporteringen sker i juli.
Lars Petersen oplyser, at arbejdet ikke har været nemt. Han beretter:
- Arbejdsgruppernes medlemmer har meget forskellig baggrund, uddannelsesmål, måder at vurdere realkompetencer og forskelligt kendskab til undersøgelsesmetodik. Det er praktiske folk, som skal have en hverdag til at fungere. Her tænker vi i helheder – og merit er jo lidt et andet niveau. Men meritvurderingen er også meget forskellig fra skole til skole. Det er betænkeligt for eleverne – også ud fra en retssikkerhedsbetragtning. Nu er vi så kommet hertil, hvor vi er ved at lave cases for alle områder. Hvordan, de virker i praksis, bliver spændende at se.

Brud med tidligere praksis

Tosprogede elever bliver der flere og flere af på SOSU-skolerne – og derfor må skolerne blive mere bevidste i tilgangen til f.eks. de sproglige uddannelsesbarrierer, disse elever møder.

Et projekt, der søger større viden om disse elevers forhold, er i gang i Viborg Amt under overskriften Kontaktlærerrollen i forhold til tosprogede elevers gennemførelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen. Det er nu gjort klar til den sidste del af uddannelsen – og erfaringerne fra det hidtidige forløb beretter Else Marie Hansen om.
- Projektets mål var at opsamle erfaringer med kontaktlæreres rolle i forhold til den individuelle kompetenceafklaring, samt koordinering og samarbejde om, hvordan tosprogede elever optages i og klarer sig under hjælperuddannelsen. Vi håbede på 15 deltagere, fik otte, og syv deltog i IKA-ugen, der gik forud for det hele.
IKA-ugen handler om individuel realkompetenceafklaring.
Projektets fokus var at udvikle og beskrive pædagogiske kompetencer og didaktiske forhold til brug for at støtte de tosprogede elevers gennemførelse af uddannelsen. Desuden ville man også beskrive og udvikle metoder og redskaber til koordinering og evaluering af samarbejdet med eleven, sprogcentret og relevante vejledere i kommunerne.
- I IKA-ugen brugte vi tid på de kommunale vejledere, hvor vi inviterede dem til en etnisk dag med etnisk mad, og hvor eleverne blev præsenteret. Vi samlede også dem alle på ét hold, og det er et brud med tidligere tiders praksis.

I første skoleperiode samlede vi dem dog to og to i klasserne. Det gav både fordele – at de fik styrken til at stille spørgsmål i den almindelige klasse f.eks. – og ulemper – f.eks. i forhold til de svagere danske elever, som følte sig tilsidesat, og som vi i periode to derfor har taget bedre hånd om. Og selv om vi fra tidligere havde samarbejdserfaringer med sprogskolen, blev vi også bedre til det.
- Vi valgte at følge projektet på tre måder. Efter første skoleperiode interviewede vi en fokusgruppe, men det gav ingen entydige svar. Dog brød de sig ikke om vores rubricering af dem. De følte sig set på som gruppe i stedet for som individer. Og vore interview med lærerne viste, at overordnet var der ikke tydelige mål for, hvornår det var en succes.
- I anden skoleperiode arbejdede vi meget med, hvad det er, vi gør, hvorfor, hvordan osv. For eksempel en sproglærer – hvilke rammer skal hun have, og hvilke dele af uddannelsen skal hun især inddrages i. Og nu synes vi, at vi er begyndt at få form på projektet, at vide, hvad vi gør, og hvor vi vil hen med det.
- Undervejs lavede vi også en spørgeskemaundersøgelse, men fandt ud af, vi ikke burde have spurgt om så meget, og at spørgsmålenes udformning skal gøres bedre. Svarene var svingende, og der kom ikke så mange, som vi havde håbet på, så her er vi altså blevet udfordret på vores metodik.
Resultater er det endnu for tidligt at sige for meget konkret om, men Else Marie Hansen nævner dog en enkelt bemærkelsesværdig:
- Vi sagde til dem, at de SKULLE gå i lektiecafe. Det, kombineret med samarbejdet med sprogskolen, er noget, der batter.
Hun nævner også, at man nu har tænkt at skærpe fokus på arbejdet med kontaktlærerne, samt at de hidtidige erfaringer skal implementeres i grunduddannelsen.
Projektet startede maj 2005 og er færdig ultimo juni 2006 efterfulgt af en evalueringsperiode frem til august.

Kurser afstemt efter kompetencer

Marianne Elbrønd fra Socialog Sundhedsskolen i Ringkøbing Amt står i spidsen for et projekt, hvis mål afsløres fint i projektoverskriften: Uden et mål kan man ikke ramme plet, Kompetenceskabende læreplaner – på vej mod praksisnær kompetenceudvikling.

Projektet er gennemført og nu i implementeringsfasen, og Marianne Elbrønd fortæller om arbejdet indtil nu: - Vi laver mange efteruddannelsesforløb og -kurser på skolen og rundt omkring. Desværre er det ofte tilfældigt, hvilke kurser hvilke elever har hvilke mål for. Og tilfældighederne gælder ofte også, hvilke læringsprocesser der bør bruges i forhold til de tilstedeværende realkompetencer. Derfor blev målet for projektet da også at skabe samstemmighed i skolens efteruddannelsestilbud og få kompetenceudviklingen gjort praksisnær. Det, eleverne lærer, skal forankres i deres hverdagsliv på arbejdet. Og vi havde to typer praksisområder med hver deres arbejdsfelt med i projektet – sygehusene og arbejdet med demente og deres pårørende.
- Målet for projektet var ikke blot, at deltagerne skulle være tilfredse eller synes, de var blevet klogere. Det lærte skulle bæres ud i hverdagens arbejdsliv i form af ændrede arbejdsmetoder. Så vi måtte involvere ledere og medarbejdere i både at planlægge og gennemføre kurserne. Det fik vores rolle til at ændre sig fra kursusleverandør til samarbejdspartner. Sammen definerede vi mål, for uden et mål kan man ikke ramme plet. Med det for øje kunne vi lave strategisk kursusplanlægning, hvor vi definerede de forskellige faser i uddannelsesforløbet. - Den konkrete læring under kurserne kan sammenlignes med at sende en pil mod en skive. Det fordrer så, at man kan sende den af sted med træfsikkerhed. At vi ved, hvad vi har at bygge mere viden på – kursisternes forudsætninger og forståelse for eget arbejde – så vi kan bygge ovenpå på en måde, der reelt øger deres realkompetencer og medfører ændrede arbejdsrutiner.

- I forhold til de cirka 250 medarbejdere, der arbejder med demente og deres pårørende, indledte vi med fokusgruppeinterview af lederne i lokalområderne for at få blotlagt mål og metoder. Det samme gjorde vi i forhold til medarbejderne, hvor vores mål var at få indkredset, hvilke arbejdsopgaver der knytter sig til bestemte job. Gennem disse interview blotlagde vi også, hvilke kompetencer der var ønskelige hos medarbejderne, samt hvor medarbejdernes kompetencer så reelt var i forhold til det ønskelige. Derefter planlagde og gennemførte vi AMUkurserne, så de bragte medarbejderne fra deres nuværende kompetencer frem til de ønskede, samtidig med at disse specielt tilrettelagte kurser blev relateret til AMU’s kursusmål.
Efterfølgende blev medarbejderne bedt om at vurdere egne kompetencer på en såkaldt kompetenceskydeskive samt vurdere de gennemførte AMUkursers værdi for deres arbejdsliv. Det mundede ud i nye individuelle kompetenceprofiler.
- Derefter sammenlignede jeg profilerne fra før og efter kurserne. Og der var sket en bevægelse i positiv retning. Noget, som nogle ledere så kan bruge i relation til medarbejdersamtaler, forklarer Marianne Elbrønd.
Hun oplyser, at modellen efter projektets udløb er blevet brugt som et systematiseringsredskab i forhold til eksterne samarbejdspartneres behov for efteruddannelsesforløb og også har været anvendt inden for området sårbare gamle. Desuden bruges det også som selvevalueringsredskab i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.
Skolernes anvendelse af modellen til selvevaluering er en af de ting, man i øjeblikket undersøger nærmere. Ligeså anvendeligheden i forhold til medarbejdersamtaler og til realkompetencevurderinger.

Projektrapporten kan findes på www. sosuringamt.dk

SOSU-elever med kontrakt på sammenhængende forløb

SOSU-skoler i Københavns Kommune, Storstrøms Amt, Fyns Amt og Ringkøbing amt har siden august 2003 været engageret i et projekt, hvor man skriver kontrakt med de kommende elever til hjælperuddannelsen. En kontrakt, der indebærer, at eleverne kan tage assistentuddannelsen i direkte forlængelse af, at de er blevet færdige som hjælpere.

Projektet, der har titlen: Forsøg med sammenhængende forløb i SOSU – evaluering af forsøg med sammenhængende forløb i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, er evalueret af Social- og Sundhedsskolen i Ringkjøbing Amt, hvorfra Margit Kolbæk Iversen fra Herning-afdelingen kommer. Hun fortæller:
- Vi så gerne flere elever køre lige gennem til assistentuddannelsen. Derfor lavede vi kontrakter med nogle elever om det – hvis de kunne bestå hjælperuddannelsen. Målene var at øge rekrutteringen, nedbringe frafaldet samt afdække, om det medførte nogle specielle undervisningsmæssige krav.

Måtte sige nej til nogle

Første skridt var, at skolerne definerede de grundkomponenter, man ville nå frem til på den enkelte skole, og hvad man ville gøre for at nå dem. - Vi gjorde en del ud af information til vejledere, forældre og elever om, at her var en alternativ vej til en mellemlang uddannelse på. Mange var interesserede, så vi måtte sortere nogle fra, inden vi skrev kontrakt
Tredje del bestod i at få forløbet – uddannelsen – konkret udformet.
Man bad også skolerne om data på, hvor mange der var med, alder osv. – og disse elever blev så halvårligt udsat for en spørgeskemaundersøgelse om deres oplevelser og vurderinger. I Ringkøbing Amt gennemførte man også fokusgruppeinterview med ledere og elever undervejs i uddannelsen.
- Vi fik en større rekruttering af elever fra grundskolen end vanligt. Og frafaldet gennem forløbet var mindre, end det ellers er. Så det må i sig selv betegnes som en succes. Vi har haft med målbevidste og engagerede elever at gøre, hvor mange også har haft et ønske om at læse videre bagefter. Og kontrakten med skolen har også gjort, at eleverne generelt har mange flere overvejelser om det at droppe ud, end andre elever har, forklarer Margit Kolbæk Iversen.
Odense-skolen slår klart igennem i undersøgelsen. Her samlede man alle på kontrakt på samme hold, og eleverne melder tilbage, at det som resultat giver et større tilhørsforhold, end der har været på de andre skoler, hvor kontrakteleverne typisk har været blandet i almindelige klasser.

Skabte ungdomskultur

Susanne Thomsen, SOSU-skolen i Odense, fortæller om de fynske erfaringer:
- Gennem de tre forsøgsår startede vi årligt hold på 28 elever, som ønskede at køre alle de tre år og fire måneder igennem. I november 2005 blev de første 19 så færdig, så frafaldet har været meget mindre end for de andre elever. Af de 19 har de 12 fået assistentarbejde, seks har ikke, og den sidste er i gang med noget andet. Ud af de 12 arbejder ni i ældreplejen, en på sygehus og to inden for psykiatrien. 14 ud af de 19 har desuden planer om at læse videre på et tidspunkt.
- Vores krav til elever, som ønskede at komme på kontrakt, var, at de helst skulle være yngre end 25 år, have mindst niende klasses afgangsprøve med et vist gennemsnit. Vi talte med ansøgerne og afdækkede på den vis de, der var målrettede, bogligt orienterede og havde planer om yderligere uddannelse. Dem, vi endte med, ville også have kunnet gå på gymnasiet. Gennem vores alderskrav fik vi skabt en ungdomskultur, som har været med til at mindske frafaldet. Og de andre krav gjorde, at eleverne var fagligt og socialt homogene, og derfor nemme at arbejde med – både pædagogisk og undervisningsmæssigt.
- Skolevejledere i folkeskoler og efterskoler har undervejs fået så megen information som muligt om vore ønsker til eleverne. Det samme gjorde vejlederne i gymnasiet og de andre ungdomsuddannelser – til brug for vejledning af de elever, som faldt fra der. Og på den vis fik vi fat i eleverne, som altså gennemførte uddannelsen med betydeligt mindre frafald end de, der ikke var på kontrakt.

Oplæg i plenum ved lektor Vibe Aarkrog, DPU

Erhvervsskolerne bør overveje deres rolle

Forsker: Måske skal skolen i højere grad være et inspirerende frikvarter end en dårlig kopi af praksis.

Elever vælger først erhverv, dernæst uddannelse. Elever foretrækker at lære i praktik – på »rigtige« arbejdspladser. De lægger vægt på, at undervisningen på skolen er relevant for praksis, og endelig er det væsentligt for eleverne, at uddannelsen/skolen giver mulighed for socialt samvær med jævnaldrende. Det er nogle af konklusionerne i den nyeste erhvervspædagogiske forskning, som Vibe Aarkrog fra Danmarks Pædagogiske Universitet fremlagde i plenum.
Hun erkendte, at konklusionerne sikkert ikke kommer bag på ret mange, men en del af forskningens opgave er netop at dokumentere den viden, som vi går og har en fornemmelse af i forvejen. Som hun sagde om forskningens mål:
»Det, jeg eller du ved – det ved vi nu«.
Udgangspunktet for den forskning, Vibe Aarkrog omtalte, har været tre problemstillinger, der, som hun udtrykte det, længe har hængt som et »permanent bagtæppe« på den danske erhvervspædagogiske scene. Nemlig:
- Frafald,
- problemer med at skaffe praktikplads, og at
- elevgruppen bliver stadigt mere heterogen eller sagt med andre ord: »Eleverne er ikke, som de var engang«. Vibe Aarkrog havde naturligvis også nogle bud på, hvad vi kan lære af de konklusioner, som er nævnt i indledningen.
- Det er ikke overraskende, at man foretrækker at lære i det virkelige liv. Det gør vi nok alle mere eller mindre. Man kan så spørge, hvad der gør virkeligheden mere spændende end skoleklassen. Forskellen mellem læring i skolen og i praktikken kan kort beskrives som, at der i praktikken er tale om »oplæring«, altså hvor man oplæres af en uddannet, som agerer rollemodel.
Måske skulle lærerne på erhvervsskolerne tænke lidt over deres rolle. Eleverne ønsker synlige lærere, de vil se, hvad læreren kan, de vil have feedback, kontrol og klar besked, sagde Vibe Aarkrog og sammenfattede: - Skolen har brugt mange kræfter på at ligne praksis. Teorien om læring i praksis er meget brugt, men også misbrugt. Skolen skulle prøve i højere grad at være skole, men gerne lade sig inspirere af praksis. Men skolen kan meget, som det virkelige liv ikke kan.

Den kan være et helle fra det hektiske liv, et frikvarter, hvor eleverne også kan få opfyldt deres behov for socialt samvær med jævnaldrende.
Til elevernes ønske om, at undervisningen på skolen skal være relevant for praksis, sagde Vibe Aarkrog:
- Eleverne på erhvervsskolerne foretrækker generelt værkstedsundervisning. De lægger vægt på at kunne frem for at vide, og de vil have synlige lærere. Lærerne skal vise, hvad de kan og ved. Flertallet af eleverne efterlyser en bedre kommunikation mellem skolen og praktikstedet. Mange ved f.eks. ikke engang, om der findes en uddannelsesplan, eller hvad en uddannelsesbog er for noget.
- Det er måske elementer, man kunne bruge aktivt i kommunikationen mellem praktik og skole, foreslog hun.
- En almindelig holdning er: »Ude i praksis kræves det, at man tager ansvar. Derfor skal det også gælde i skolen – basta.«
- Men hvem siger egentlig det? Måske bør skolen overveje sin rolle. Måske skal den i højere grad virke som et inspirerende og motiverende frikvarter fra praksis, sagde Vibe Aarkrog.
Til sidst rejste hun spørgsmålet om individualisering i undervisningen. Hvad betyder det egentlig?
Vibe Aarkrog skelnede her mellem »nogle« og »mange« og konkluderede i punktform: Eleverne udvikler sig i løbet af uddannelsen, men allerede fra begyndelsen har de forskellige behov. - Nogle kan tage ansvar, mange kan ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen. - Nogle vil gerne have mulighed for at vælge og sammensætte deres egen uddannelse. Mange vil gerne have klar besked, i hvert fald i begyndelsen. - Nogle er selvstændige. Mange har brug for at være i en fast social gruppe.
- Nogle er interesserede i uddannelse og i det boglige. Mange er det ikke i begyndelsen, men de kan blive det.
- Nogle er interesserede i at reflektere over deres praksis, mange bliver med tiden interesserede i dette, men først må de lære at kunne deres erhverv.<

Afslutningen

- Formålet med de to dages konference er at inspirere andre skoler til endnu bedre udnyttelse af egne og andres erfaringer og give ideer til ny udvikling rundt om. Og det har der været masser af muligheder for.
Det sagde Susanne Gotlieb, regionschef, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL), i sin officielle afslutnings- og evalueringstale og trak nogle af konferencens inspirationskilder frem:
- I fællesforum kunne vi høre vigtig information om aktuelle problemstillinger i ungdomsuddannelserne. Susette Gam fra Teknologisk Institut gav gode eksempler på, hvordan nogle skoler forvandlede elevers frie fald til fastholdelse. Preben Holm fra Integrationsministeriet inspirerede os med det grundlæggende syn, at der er brug for alle unge – og inviterede os til at søge nogle af Integrationsministeriets puljer i forbindelse med udvikling af nye initiativer. Vibe Aarkrog fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) gav os et sammendrag af det sidste nye fra forskningen: For eksempel at unge vælger erhverv før uddannelse. At elever vægter socialt samvær højt og foretrækker læring i praktikken. Og det har skabt tanker hos os, som forhåbentlig simrer videre efter denne konference, håbede Susanne Gotlieb, som derefter rettede opmærksomheden mod konferencens mange workshopper:
- Megen tid er brugt i de forskellige workshopper, der præsenterede mange ildsjæles indsats, både hvad angår god praksis i andre lande, og hvad angår centralt definerede temaers måde at blive foldet ud på i danske skolers hverdag, så elever og lærere bliver bedre klædt på til innovation og iværksætteri.
- Vi har haft workshopper om at udfordre læring, miljøer, lærere og elever.
- Vi har haft pædagogisk-didaktiske workshopper, hvor vigtige erfaringer er blevet delt med deltagerne. Erfaringer med praksislæring, fleksibilitet og kvalitetsudvikling på en række områder.
- Vi har set eksempler på, hvordan gymnasiereformens intentioner er udmøntet, og flere af workshopperne har koncentreret sig om afklaring og fastholdelse af elever.
- I alt 14 workshopper med 47 udviklingsprojekter. Mange menneskers ideer og arbejdsindsats. Hvad har vi lært af det?
- Jo, ildsjæle er alfa og omega for FoU-projekter - for ildsjælene ser katedraler frem for bunker af mursten. Katedralerne giver anledning til refleksioner hos ildsjælene selv og samarbejdspartnerne – og viden til mulig brug for andre. Så det er essentielt at gøre FoU-projektet vigtigt og planlagt fra starten. Ledelsen på stedet er også vigtig – ikke blot til medfinansiering, men også som støttefunktion.
- Vi har hørt, hvordan et godt netværk er vigtigt for succes, både på skolen og i det lokale miljø og i forhold til internationale samarbejdspartnere. For erhvervsuddannelsessektoren er det vigtigt hele tiden at udvikle og forny sig – af hensyn til vores konkurrenceevne og nationalprodukt. Men alle udvikler sig ikke lige hurtigt – heller ikke elever. Så det er vigtigt som lærer at tage afsæt i deres situation. Gode rammer og struktur på skolen kan skabe god læring og undervisning. Men den gode læring og undervisning kræver i sin kerne lærerens accept af at blive en betydende person i elevens univers.
Konferencens formål er endnu bedre udnyttelse af egne og andres FoU-erfaringer. Vi er glade for at se repræsentanter for så mange dele af vores verden. Og vi håber, konferenceformålet er blevet nået.

Succes igen i år

FoU-konferencen 2006 var en succes. Det må være konklusionen efter gennemgangen af de evalueringsskemaer, som deltagerne afleverede efter konferencen.
I alt 92 af konferencens 250 deltagere havde udfyldt skemaet, og af dem var hele 81 meget tilfredse eller tilfredse med informationen om konferencen, 86 var meget tilfredse eller tilfredse med konferencens struktur, specielt vægtningen mellem plenumoplæg og workshopper. Og 80 var meget tilfredse eller tilfredse med den måde, indholdet på konferencen var prioriteret.
En smule lavere score var der på spørgsmålene, som specifikt gik på workshopperne, både hvad angik indholdet og vægtningen mellem oplæg og diskussion. Flere efterlyste således mere plads til debat.

Kommentarer

Ud over at stille spørgsmål, som skulle besvares efter multiple choice-metoden, åbnede evalueringsskemaerne også mulighed for at komme med kommentarer og forslag. Her er et udpluk:
»Konferencen burde være/kunne bruges som oplæg til de kommende temaer, der kan søges FoU-midler til. Det ville give bedre tid til forberedelsen af ansøgninger.«
»Man kunne godt opfordre til, at workshopperne var lidt mere innovative, så det ikke kun blev oplæg + diskussion. Lidt mere aktivitet, caféseminarer, »fremtidsværksteder«, storyboards osv. ville give mere energi.«
»Workshop med specifik målgruppe: SOSU, hhx, htx, EUD, etc.«
»Det ville være godt, hvis der var mulighed for at deltage i flere workshopper.
« »Udenlandske oplægsholdere, fx Tom Leaney.«
»Kortere oplæg - spørg om, hvad den enkelte kan bruge. Hvis man ikke kan redegøre for brugen, kan man gå til en anden workshop. De tilbageblevne kan nu debattere.«
»Efter hver workshop skal der være 15 minutter, hvor man fortæller sidemanden, hvad man kan bruge den nye viden til, og om man vil sætte initiativer i gang.«
»Jeres publikationer er gode, men vi når ikke at læse, tygge og sprede informationerne.«
»Afkort plenum. Oplæg i plenum skal være bedre relateret til temaerne i workshopperne og/eller noget, der peger på nye UVM-tiltag.«
»Det er sikkert nødvendigt med teori, men jeg vil gerne have mere fra den virkelige verden ind - gerne med resultater.«
»Gerne mere fra handelsskolerne, den dynamik, de udviser, kunne de tekniske skoler med held tage til sig.«
»En inspirerende konference – vidensdeling og networking er i sig selv værdifuldt.«

»Oplæg kunne foregå parvis, så to projektgrupper fremlægger efter hinanden og fungerer som hinandens opponenter.«
»Efterlyser FoU set i en større uddannelsespolitisk sammenhæng.« »Lad en iværksætter deltage.«

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006r" som kapitel 6 af 6
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden tom
Til sidens top