Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Workshop 13 : Internationalisering og globalisering

Søg samarbejde over grænserne, men pas på forskelligheder

At samarbejde med uddannelsesinstitutioner i andre lande kan være givtigt på mange måder. Det kan fremme og styrke den interkulturelle forståelse, give eleverne et større udsyn og virke inspirerende på egen praksis. Det kan også medvirke til at profilere skolen og uddannelsen som i eksempelvis Holland, hvor omfanget af det internationale samarbejde i høj grad er blevet et afgørende konkurrenceparameter for de enkelte skoler.
Men man skal også være opmærksom på, at tværnationalt samarbejde rummer faldgruber skabt af kulturelle forskelle og traditioner samt grundlæggende forskelle i de forskellige landes uddannelsessystemer. Det var udgangspunktet for oplæg og diskussioner i konferencens workshop 13, hvor tre projekter med fokus på internationalt samarbejde blev præsenteret.

Internationaliseringsrundtur

Carsten Lund Rasmussen og Rasmus Frimodt fra DEL præsenterede deres projekt, »Internationaliseringspraksis på erhvervsskoler i et europæisk perspektiv «.
Ingen tvivl om, at erhvervsskoler kan lære meget af hinanden, når det gælder internationalisering. Men skal vi lære af andre lande, er det bl.a. vigtigt først og fremmest at kaste blikket mod lande, der på uddannelsesområdet er umiddelbart sammenlignelige. Og de to projektmagere har på den baggrund rejst i tre udvalgte lande, Finland, Holland og Portugal, for at finde eksempler på god og lærerig praksis.
Landene er valgt, fordi der er tale om små sprogområder som i Danmark, men samtidig meget forskellige. Indsamlingen af data er hovedsagelig foregået ved at interviewe seks til otte respondenter i hvert land. Deres resultater kan kort skitseres således:
I Portugal er interessen stor for internationalt samarbejde. Men midlerne er små, og sproget opleves som en væsentlig barriere, idet kun få lærere taler fremmedsprog på rimeligt niveau. Internationaliseringen er koncentreret om hovedstaden. Mobilitet eller udveksling er populært, alle vil gerne ud. Men på grund af sparsomme midler benyttes udsendelse i vid ustrækning til præmiering af de bedste elever.
Finland er meget internationalt orienteret. Mobilitet er udbredt, både som studieophold, arbejdspraktik i udlandet og ved færdighedsdemonstrationer som det uofficielle verdensmesterskab, World Skills.
Finansieringen sker såvel via EUprogrammer som gennem øremærkede nationale midler. Og netop øremærkede midler til internationalisering på skolens budget blev af alle finske respondenter nævnt som vigtigt. Som andre forudsætninger for succes nævntes opbakning fra ledelse, entusiastiske lærere, faste internationale koordinatorer og et kvalitetsstyringssystem. Det sidste først og fremmest for at fastholde viden og erfaring på skolen.
Også i Holland var det udbredt med øremærkede midler til internationalisering, selv om skolerne her generelt er meget autonome. En større skolefusionsbølge har bl.a. medført stor konkurrence mellem skolerne, og internationalisering er et væsentligt konkurrenceparameter.
Internationalisering er i Holland ikke kun mobilitet, også den daglige undervisning derhjemme er stærkt internationalt orienteret.

Vigtigt at øremærke penge

Overordnet konkluderede Rasmus Frimodt og Carsten Lund Rasmussen, at øremærkede penge til internationalisering er en afgørende igangsætter. Men de svarede også benægtende på et spørgsmål fra en deltager om, hvorvidt de havde oplevet, at specielt de hollandske og finske skolesystemer var bedre gearet til internationalisering end det danske.
Hanne Heimburger fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium fortalte om sine erfaringer fra et nordisk samarbejdsprojekt med gymnasieskoler i Finland og på Island.
Øvelsen gik i korte træk ud på at finde såvel ligheder som forskelle i de forskellige nordiske landes kultur, især ungdomskultur. Det skete via forskellige delprojekter, hvor eleverne mindmappede, lavede fælles teaterforestillinger, hvor alle talte deres eget sprog og arrangerede udstilling med sten fra hver deres hjemegn.
Med eksempler fra projektet viste Hanne Heimburger, at skal man arbejde sammen med andre nationaliteter, må man tage højde for forskelle, som man ikke umiddelbart finder relevant for det, der samarbejdes om.
Eksempelvis afsløredes stor forskel på, hvad unge i Danmark og Finland fortæller deres forældre, ligesom selv den nære fortid kan have stor indflydelse på adfærden. I Finland oplevede man eksempelvis en depression i 1990’erne, der kastede mere end 20 procent ud i arbejdsløshed. Det har medført et engagement fra forældrenes side i de unges uddannelse af en størrelsesorden, man slet ikke kan regne med i Danmark.
Hanne Heimburger nævnte i øvrigt vigtigheden af at være opmærksom på nogle risici, når et projekt med udenlandske samarbejdspartnere evalueres. For selv om man kan blive enige om at bruge en bestemt karakterskala, og selv om man sikrer sig, at alle forstår, hvad de enkelte punkter på skalaen betyder, kan det alligevel gå galt. For man har ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvad der er godt og skidt.

Uddannelse i moduler?

Pia Cort fra Danmarks Pædagogiske Universitet berettede om sit Leonardo pilotprojekt, der undersøger graden af modulisering af erhvervsuddannelserne i forskellige europæiske lande. Målet er bl.a. at få skabt en international gennemskuelighed i, hvad begrebet modulisering betyder.
Deltagere i projektet er universiteter i Tyskland, Belgien, Grækenland, Storbritannien, Portugal, Rumænien og Danmark.
Endvidere er det hensigten at formulere kriterier for, hvordan man tilrettelægger, udvælger og evaluerer moduler, der er målrettet svage eller »praktisk begavede« elever.
Og endelig er målet at udvikle en internetbaseret guide med råd og vejledning til lærere og uddannelsesplanlæggere om modulisering af erhvervsuddannelser målrettet svage elever.
Pia Cort kunne foreløbig konkludere, at modulisering opfattes meget forskelligt fra land til land. Skal det enkelte modul eksempelvis have en værdi i sig selv, eller skal det være del af en bestemt kombination af moduler.

Opdelingen i moduler har også vidt forskellig udbredelse i de enkelte lande, og det videre arbejde vil søge at afdække, hvad der virker og i hvilke sammenhænge.
Emnet affødte en del diskussion i workshoppen. Nogle udtrykte frygt for, at en for udbredt modulisering risikerede at »AMU-ficere« erhvervsuddannelserne. At det kan gå ud over den særlige danske måde at tænke uddannelse og kompetence på, fordi man risikerer, at hele uddannelsen bliver meget fikseret på pensum. Andre mente, at praktikken også burde være del af hvert enkelt modul for at sikre, at man ender med brugbar kompetence.
Pia Cort konkluderede selv oven på debatten:
De politiske vinde blæser i høj grad mod øget modulisering. Derfor er det vigtigt at kortlægge fordele og ulemper ved de forskellige moduliseringsmodeller.

Partnersøgning

Svend Rechnagel fra CIRIUS styrede workshoppen og afsluttede den også med lidt reklame for de mange EUprogrammer, man kan søge internationale projektpenge hos. Han gav også nogle bud på, hvordan man finder internationale partnere. Det kan ske via personlige kontakter knyttet på konferencer, kurser og seminarer. Og det kan ske via forskellige partnersøgningsdatabaser på internettet. Websteder, som man kan finde links til på eksempelvis CIRIUS’ websted.

Oplæg i plenum

Brug for alle unge

Næsten seks ud af 10 indvandrere eller efterkommere forlader den erhvervsfaglige grunduddannelse, de er startet på, mens »kun« cirka en tredjedel af de unge danskere lægger skolen bag sig.

Med det mål at få etniske unge til at holde fast i deres uddannelse, har Integrationsministeriet sammen med arbejdsmarkedets parter, Undervisningsministeriet og erhvervsskolernes lederforening sat en række initiativer i gang for at vende det billede. Også med det sigte at flere unge – ud over at starte på en erhvervsfaglig uddannelse – gerne skulle få en større tilknytning til arbejdsmarkedet med plads til at træffe andre og bredere uddannelses- og erhvervsvalg.
Initiativet skal desuden ses i lyset af, at mange unge med anden etnisk baggrund end dansk holder sig tilbage fra selv at søge en praktikplads.
- 71 procent af dem gør ikke selv noget aktivt for at få en praktikplads, sagde konsulent Preben Holm fra Integrationsministeriet. Det bekymrer, for der er brug for alle unge.
På den baggrund efterlyste han et nyt handlemønster, som inddrager stort alle parter – fra erhvervsskoler, vejledere, undervisere og eleven selv til virksomheder.
- Det er en kæmpeopgave, som vi har været i gang med siden år 2000, og som nu er forlænget til 2009 i form af et toårigt projekt under EU, som har bevilget 16 mio. kr., og projektet gennemføres sammen med en lang række nationale samarbejdspartnere fra arbejdsmarkedet, erhvervsskolerne, Undervisningsministeriet og flere frivillige organisationer.
Det hele ud fra den målsætning at fastholde de unge i uddannelsen og iværksætte og understøtte initiativer, som reducerer frafaldet væsentligt. Allerede i foråret 2005 blev der afholdt møder på 29 erhvervsskoler, hvor der blev lyttet til skolernes erfaringer med unge med anden etnisk baggrund end dansk, som mundede ud i forslag til, hvor man kan sætte ind med særlige indsatser på den enkelte skole, uddannelse af skolens medarbejdere og med at arbejde videre i netværk.
Et af de synlige resultater er bogen: »Guiden til praktikplads«. Som i et let sprog henvender sig direkte til de unge og fortæller, at en praktikplads ikke kommer af sig selv, men at de unge ved brug af bogens mange værktøjer øger deres muligheder væsentligt for at sikre sig en praktikplads. Krydret med eksempler på ansøgninger og succeshistorier.
- Netop faget praktikpladsansøgning, som gerne tager en uge, bør man tænke ind i grundforløbet, anbefalede Preben Holm.

Gratis kurser

I rækken af andre nye skridt er en ny kontaktlæreruddannelse på Roskilde Universitetscenter (RUC) med pilotkurser i efteråret 2006, hvor erhvervsskolerne kan tilmelde deres lærere »stort set uden omkostninger«, som Preben Holm sagde.
Ligesom der er afsat midler til team, der både kan fungere som elev- og forældremodeller samt task force-enheder på erhvervsskolerne, der kan tilbyde lektiehjælp og cafeer med tilbud om jobsøgning – ud over målrettede rekrutteringskampagner og afholdelse af virksomhedsbazarer.
Preben Holm pegede også på, at skolerne bør se de etniske unge som en ressource – ikke som et problem.
- Mangfoldighed er en styrke for skolen, pointerede han. Sammensætningen af eleverne på skolen må også gerne afspejle det samfund, den ligger i.
Ligesom han fremhævede nytten af et fleksibelt grundforløb f.eks. med praktikker eller virksomhedsforlagt undervisning og af at være opmærksom på, at selv om de etniske unge taler et udmærket dansk, så kan det erhvervsfaglige sprog være totalt uforståeligt for dem. Hvor lærerne bør være opmærksomme på »erhvervsrettet andetsprogsdansk« i et læringsrum, hvor »diversitet er en styrke og ikke en barriere«. Netop for at undgå, at disse elever måske forlader uddannelsen.

Lærere som rollemodeller

Lærerne skal i høj grad også have for øje, at de optræder som rollemodeller. - Noget af det mest væsentlige, jeg har hørt fra en elev, er, at »jeg havde en lærer, for hvem jeg havde betydning« – altså en betydningsfuld voksen, som også er med til at fastholde eleven. Blandt indsatsområderne pegede Preben Holm desuden på forældrenes rolle:
- Det er vigtigt, at forældre oplyser deres børn om, at der er tale om valg, der rækker langt ud i fremtiden. Derfor har vi udgivet en målrettet uddannelsesvejledning på en lang række sprog til forældre, hvor vi fortæller, at der er meget at vinde ved at vælge rigtigt. I hæftet optræder der 16 virksomheder, som hver har deres succeshistorie ved at have taget indvandrere og efterkommere ind.
Som etnisk konsulent i Københavns Kommune, Manu Sareen, pegede på under forrige års FoU-konference, er det netop vigtigt at inddrage forældre i samarbejdet. Han lagde vægt på det store udbytte, man kan få ved at besøge deres hjem, hvor forældrene føler sig trygge, og at man der får langt mere information. Så man med en tidlig indsats kan forhindre problemer i at vokse sig store. Også i lyset af at mange forældre har den holdning, at når deres børn er i skole, har forældrene givet ansvaret fra sig – over til lærerne.
- I er også en autoritet, og de unge lytter til jer, som han pointerede.

Ja, der er penge i det!

Som Preben Holm retorisk spurgte, er der så penge i det her? Og hans klare svar var ja.
Han anbefalede at gå ind på Integrationsministeriets websted (www. inm.dk) og klikke på »Puljer«, og nævnte, at der i år bl.a. er afsat 19 mio. kr. til venskabsfamilier og lektiehjælp til både børn og voksne. Med det mål at bidrage til en god integration af flygtninge og indvandrere i lokalmiljøet og i samfundet som helhed.
- I Århus har jeg f.eks. oplevet mange pensionerede fra erhvervslivet, der har meldt sig til lektiehjælp, og i øvrigt har et stort netværk at trække på, oplyste Preben Holm.
Desuden er der afsat 11 mio. kr. til fremme af det mangfoldige arbejdsmarked rettet mod virksomheder, hvor man bl.a. kan sætte aktiviteter i gang for at forbedre kontakten til arbejdsmarkedet for personer med anden etnisk baggrund end dansk - også dem, som har et mangelfuldt dansk eller et handicap.
Der er en pulje på 10 mio. kr. til forebyggelse af kriminalitet i ghettoområder og en anden pulje på godt 26 mio. kr. til en særlig indsats for børn og unge nydanskere med det formål at styrke deres uddannelses- og erhvervsvalg, hvor forældresamarbejdet også spiller en væsentlig rolle. Herunder ligger der en række ekstrabevillinger bl.a. øremærket til udvidelse af elevforsøg på produktionsskoler og til en ekstraordinær indsats på produktionsskoler i forhold til elever med læse- og stavevanskeligheder.
- En stor del af midlerne her kan bruges på alle skoler til at understøtte det, de gør i forvejen, præciserede Preben Holm.
En pulje på fem mio. kr. er øremærket til den frivillige integrationsindsats med det formål at få flere børn og voksne med anden etnisk baggrund end dansk ind i idræts- og foreningslivet.
Oveni er der afsat 13,5 mio. kr. til en styrket indsats over for kvinder og familier med anden etnisk baggrund end dansk. Blandt andet med det mål at styrke rådgivningsarbejdet for at fremme deres integration.
- Netop en af de puljer, som vi sjældent får brugt op, nævnte Preben Holm.

Spørg først

Han anbefalede også, hvis man ønsker man at søge midler fra puljerne, så først at kontakte ham eller en af hans fem kolleger, som på fuld tid er ansat på området.

- Det er ærgerligt at lave projekt-beskrivelser og få et nej. Vi kan rådgive og vejlede og husk, at der til hver pulje skal søges på et særskilt ansøgningsskema.
Han præciserede også, at indsats og arbejde gør en forskel, hvor læreren spiller en hovedrolle og kan gøre en forskel i forhold til den etniske unge og hans eller hendes karriere.
Preben Holm dokumenterede med tørre tal, som viser, at efter fuldført erhvervsfaglig uddannelse er frekvensen for beskæftigelsen blandt indvandrere på 74 procent, 78 procent blandt efterkommere og 83 procent blandt etniske danskere.

Læs mere på

www.inm.dk
www.brugforalleunge.dk
www.uvm.dk
www.emu.dk

Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen

Ja tak til lærlinge

- Kan det betale sig at have lærlinge? Det korte svar er ja, slog Jane Jakobsen fra DEL fast. Efter at hun og kolleger er gået i dybden med elevers praktik i fire små og mellemstore virksomheder inden for så forskellige brancher som frisør, konditor, industri og transport/administration.

- Vi ved, at nogle virksomheder ikke er særlig glade for at have elever og mener, at det er for dyrt, og at andre egentlig gerne vil, men ikke har en godkendelse som praktikvirksomhed, og synes, det er for besværligt at få den.
Når DEL har sat projektet i gang, udspringer det af et brev fra et universitet i Bremen (Institute of Technology and Education). Der er tale om et internationalt projekt med deltagelse af en lang række europæiske lande samt Canada og Australien med det sigte at eksemplificere god national praksis for elevoplæring som afsæt for yderligere komparative studier. Med det mål at sætte positiv fokus på praktikken og motivere virksomheder til at tage elever ind og give dem færdigheder, viden og holdninger, som er vigtige både for individet og virksomheden, arbejdsmarkedsmarkedet og samfundsøkonomien. Og for at opnå viden om, hvad der er en velfungerende praktikvirksomhed ud fra konkrete eksempler og dermed inspirere andre til at forbedre deres egen praksis og stimulere dem til at tage elever.
Samarbejdet har ikke været helt enkelt. Det har f.eks. været nødvendigt at oversætte spørgeskemaer, som i forvejen var oversat fra tysk til engelsk og med spørgsmål, som var svære at oversætte til dansk praksis.
- Men det er interessant også set i et internationalt perspektiv at tale om kvalitetsudvikling og praktik, sagde Jane Jakobsen. Vi har i høj grad set på de danske virksomheders profiler, de ansattes profiler, og hvordan virksomhederne organiserer deres oplæring, som er meget forskellig. Ligesom vi har set på kriterierne for rekruttering af elever, og hvordan eksamination, svendeprøver mv. foregår.

Vil ses, høres og have ansvar

De grundlæggende kvalitetskrav var på forhånd, at eleverne skulle kende virksomheden, have opnået gode resultater på skolen, ligesom virksomheden skulle have et minimalt frafald af elever og skulle ansætte nogle af dem efter endt læretid og endelig have et godt renommé.
- Desuden har vi taget afsæt i elevernes perspektiv i forhold til den attraktive praktikvirksomhed, fortsatte Jane Jakobsen, og deres ønske om faglige udfordringer, hvor de kan afprøve deres viden og kunnen i praksis. Ligesom de vægter arbejdsmiljøet og det kollegiale sammenhold højt - at »blive set og hørt« og ikke glemme, at det også fremmer virksomhedens udvikling både at give eleverne ansvar og lade dem have tæt kontakt med kunden.
Valget faldt på fire virksomheder, som har fra 18 til 135 ansatte, hvilket ganske vist er et beskedent materiale at lave analyse på, men dog er repræsentative i forhold til en række branchetypiske karakteristika og forskellen i oplæringen af elever. Fra de kreative ildsjæle (konditor og frisør) til traditionalisten (industriel produktion) og vækstvirksomheden (transportfirmaet).

Fra logik til mangfoldighed

- Alle virksomheder benytter sig af mesterlærens principper om produktionsnærhed og sidemandsoplæring, men der er forskelle på, hvordan man anskuer uddannelse, arbejde og fremtiden på, fremhævede Jane Jakobsen.
- Konditor- og frisørerhvervene er præget af, at der skal være adgang til talent, mangfoldighed og tolerance. De satser på bredde i uddannelsen, ekstra kurser og konkurrencer og bryder med vaneforestillinger og ensartethed. De har heller ikke bestemte ansættelsesprocedurer. Her handler det i høj grad om kemi og den rette ånd, hvor glæden ved professionen smitter af samt respekten for de unge og deres læreproces, ligesom eleverne i høj grad skal have lov at udfolde sig på egne præmisser – uden at alt flyder. De kæler gerne for eliten, men løfter samtidig den svage elev. Som en frisør sagde, så vil jeg hellere have én, der vil være frisør, fordi han eller hun kan lide arbejdet, frem for at blive frisør for at spejle sig selv.
- Traditionalisten derimod holder meget af det velkendte. Fremtidens elever er fortsat de unge, der tiltrækkes af industrikulturens normer og logik med nøgleord som præcision og omhyggelighed i omgangen med maskiner, materialer og værktøjer, hvor det også handler om at lave samlebåndsarbejde, hvor læring i høj grad sker via styring og kontrol, og hvor produktionsflowet er i centrum. Det er der endnu unge, der fristes af, og det betyder ikke, at eleven ikke lærer noget. Men en mulig konsekvens er, at ser man alene på virksomhedens aktuelle produktion og oplæring, kan det være hindrende for at bevæge sig på et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der skal satses på hurtig omstillingsevne. Ligesom der i lyset af virksomhedernes fortsatte konkurrencekraft gerne investeres i højteknologi, så der i dag er øget fokus på også at finde itkompetente unge. Derfor tænker den type virksomheder også strategisk og ansætter gerne »nørder«.
- Vækstvirksomheder har erkendt, at den største trussel for danske arbejdspladser ikke er globaliseringen, men for snæver erhvervssatsning regionalt og for kortsigtet uddannelsespolitik generelt. De har ofte haft en gevaldig vækst, der satses på ekspansion og redskabet er systematisering af arbejdsrutiner, målrettet udvikling af en fælles firmaidentitet, hvor virksomheden fremstår med et stærkt brand, der kan tiltrække de unge. Eksempelvis med fortællingen om chaufføren, der byggede en virksomhed op fra bunden i samarbejde med gode medarbejdere. De systematiserer gerne oplæringen i virksomheden – tester de unge ved ansættelse og udfordrer eleverne på deres faglighed og evne til at tænke og handle systematisk og selvstændigt. Selv om der er en god ånd i virksomheden, er det dog ikke alle unge, der falder til i det miljø.

Høje krav

Selv om materialet er beskedent, så viste det sig, at forskellen i oplæringsformen ikke »har nævneværdig indflydelse på elevernes slutresultater«. Som også skal ses i lyset af, at virksomhederne bl.a. er valgt ud fra det kriterium, at deres elever typisk opnår pæne resultater ved eksamener og konkurrencer.

Materialet viser også, at der på tværs af virksomhederne er en række grundlæggende kompetencer, som alle fire virksomheder prioriterer i oplæringen, og som tegner et billede af nogle generelle og grundlæggende kernekompetencer, der kræves af en medarbejder i dag. Ud over faglig viden og ansvarlighed handler det blandt andet om at have selvdisciplin, at kunne samarbejde og arbejde under pres, overskue dele såvel som helheder, være fleksibel og besidde ordenssans.
- Ligesom vi andre skal kunne »skubbe os lidt« og fire lidt på vores holdninger engang imellem, som Jane Jakobsen udtrykte det.
Hun pegede også på, at de unge har brug for rollemodeller, men det er forskellige modeller, de unge søger. Hos de kreative ildsjæle er det personlige engagement og talent vigtigt for elevens udbytte af læreprocessen, mens det hos traditionalisten er evnen til at se sig selv i det sammenhængende produktionsflow, der er vigtig for elevens udbytte.
- Kan man det, får man også meget ud af læreprocessen, fordi man bliver en del af fællesskabet – uden det, får man ikke del i kollegernes viden og de gode gamle fif, som man kan opnå hos sidemanden.
Hos vækstvirksomheden er det evnen til at identificere sig med virksomheden og dens værdier, som er det afgørende for læreprocessen.
- Vi mener, at den fælles styrke som god oplæringsvirksomhed ligger i virksomhedernes erkendelse af, at det kan betale sig at investere i oplæring og uddannelsespolitisk arbejde – for samfundets, virksomhedens og den unges skyld, rundede Jane Jakobsen af.

Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen

Nyt »træner« websted skal styrke praktikuddannelsen

Nyt websted skal give »trænere « bedre forudsætninger for at oplære elever i virksomheden.

- Mange af de reformer, vi har set inden for erhvervsuddannelserne, har været rettet mod skolerne, mens praktikdelen har været noget underbelyst, hvor det har været en selvfølge, at når en virksomhed er godkendt som praktiksted, kan den også opfylde sin del af opgaven, sagde Morten Piil Hansen, DEL. Ligesom det har ligget i luften, at det offentlige ikke blander sig i private virksomheders interne anliggender, selv om netop det offentlige står som garant for uddannelsen.
På den baggrund arbejder DEL nu med et projekt, som har det mål at opkvalificere virksomheders oplærere, som i det her forløb kaldes trænere. I samarbejde med en række faglige udvalg og udvalgte virksomheder vil DEL i løbet af 2006 tilrettelægge og gennemføre pilotprojekter med nye træningsforløb for virksomhedens oplærere. Træningsforløbene skal medvirke til at forbedre samspillet mellem praktik- og skoledelen af uddannelserne og i sidste ende støtte virksomhedernes kvalitetsudvikling.
- Trænere i sportsverdenen har udviklet deres rolle i takt med nye krav til professionaliseringen. Men er oplærere i virksomhederne i stand til at skabe spilleglæde, løfte holdet, have fornemmelse for teknik og taktik, overblik, motivation, viljestyrke og vinderinstinkt, spurgte Morten Piil Hansen.
Han præciserede, at oplærere i dag ikke udfører et dårligt arbejde, og at de svende, der kommer ud i den anden ende, har de kvalifikationer, de skal have, men at det er et spørgsmål, om trænerne ikke kan gøre det endnu bedre?
Projektet skal også ses i lyset af, at det i dag ikke bare er et spørgsmål om mangel på praktikpladser, men at der faktisk aktuelt er mangel på elever til flere uddannelser, ligesom der er sket et øget frafald i praktikken.
- Frafaldet skyldes enten, at eleverne ikke kan finde sig til rette i virksomhederne, eller at virksomhederne ikke kan bruge eleverne.
- Og i arbejdspapirer fra Globaliseringsrådet sættes der spørgsmålstegn ved de faglige udvalgs evne til fornyelse. Det er således hele det faglige selvstyre, der er sat under lup.
- Ligesom det at være i praktik i mange virksomheder fortsat betragtes som et sted, hvor man lærer ved at arbejde, men også de forhold sætter vi spørgsmålstegn ved. Selv om vi ser tendenser til, at virksomheder og deres personaleledere i stigende grad opfatter sig selv som uddannelsespladser for alle personalegrupper, er der ikke en uddannelse for oplærere, og et af vores mål er at styrke trænerens evne til at fremme elevernes kundskaber.

Fire pilotprojekter

- Der arbejdes i år med fire pilotprojekter inden for erhvervsuddannelserne godschauffør, gastronom, smed og automekaniker. Centralt i projektet står opbygningen af trænerwebsteder, hvor vi laver en skabelon, som kan føre træneren igennem en egenkvalificering, og hvor virksomhederne er med i opbygningen af de sider, der er rettet mod deres respektive brancher.
Formålet er bl.a. at styrke og udvikle elevernes kompetencer - herunder talentudvikling, at mindske frafaldet i praktikken, at give redskaber til en øget integration af nydanskere, men også at øge den personlige selvsikkerhed og tilfredshed hos oplærerne.
- Vi håber at kunne pege på muligheder for en systematisk kompetenceudvikling af dem, og det vil sige en egentlig certificering, som dog kan være meget kontroversiel i forhold til visse brancher, sagde Morten Piil Hansen. Derfor skal vi også have øje for, i hvor høj grad der er brancheoverskridende muligheder, og hvor meget fælles der er i en sådan uddannelse.
En mulig certificering skal også ses i lyset af, at flere faglige udvalg giver udtryk for, at det bliver stadig mere påtrængende at professionalisere praktikoplæringen bl.a. i takt med, at erhvervsuddannelserne er blevet mere komplekse de seneste 10-15 år, ligesom der er et stigende ønske om individualisering, øget vægt på personlige kompetencer og større faglig specialisering.

Det digitale læringsrum

En af vejene til at styrke praktikoplæringen er at udnytte en elektronisk platform - at udvikle et digitalt læringsrum som et centralt redskab i kompetenceudvikling for virksomhedernes oplærere. Som også giver de uddannelsesansvarlige adgang til løbende at følge med i elevernes virke.
Skolerne skal gerne deltage i kraft af lærernes pædagogiske overskud, som de kan anvende i forhold til trænerkvalificering. Herunder at se på en arbejdsplads med pædagogiske øjne, hvilket er et centralt tema i projektet.
Oplærere indbydes til de brancherelaterede seminarer på »2 + 1« dage over et halvt år bl.a. med fokus på branchespecifikke fakta og tendenser, ungdoms- og virksomhedskultur, samarbejde med skolen, fremstilling af virksomhedsrettede oplæringsmaterialer, løbende evaluering og vurdering af eleven, svendeprøven, anvendelse af webstedet i hverdagen m.m.
Som værktøj skal webstedet fungere som et opslagsværk i det daglige oplæringsarbejde og bl.a. benyttes til cases fra dagligdagen med elever, virksomhedens procedurer for oplæringen, planlægning af praktik, oplærerens rolle og opgaver, materialer til støtte for oplæring, links og skabeloner. Webstedets sider vil også blive illustreret med relevante billeder fra de enkelte brancher, lyd og filmklip.
Pilotprojekterne skal gerne pege på, om resultaterne derfra kan anvendes i fuld skala på et brancheoverskridende niveau.

Professionelle »trænere«

- Projektet er opstået på baggrund af samtaler i de faglige udvalg, hvor man har spurgt, hvordan vi kan professionalisere trænerne på arbejdspladserne, tilføjede Regina L. Nielsen, DEL. Vi programmerer i øjeblikket på webstedet og vil have »forpremiere« på det i juni som forberedelse til de trænerseminarer inden for fire brancher, vi venter at gennemføre i august, og vil med erfaringerne herfra afholde en konference i december.
- Når vi allerede nu har fire virksomheder med i projektet, er det fordi vi ikke kan programmere et websted bag et skrivebord, men skal have kød på. Der sidder faggrupper i virksomhederne, som løbende arbejder videre med vores forslag til indhold, ligesom AMU-centre har værdifulde data, cases og billeder, som også skal med. Det er bevidst, at vi har valgt større virksomheder, og det er måske lidt kedeligt, for webstedet er i høj grad også rettet mod små og mellemstore firmaer, der ikke har tid til at løbe til seminarer i tide og utide, men jævnligt søger relevante oplysninger på internettet.
Nøglekravene for webstedet er, at det skal være enkelt og brugervenligt.
- Når vi er færdige, er det vores mål at aflevere en skabelon, hvor man kan gå ind og tilrette webstedet til den enkelte branche.
Kritik, bidrag og gode ideer er velkomne, og man kan læse mere på: www. delud.dk – klik på Aktuelle projekter og derefter på Innovation.

Sæt eleven i fokus

Et drilsk spørgsmål: Hvor meget skal praktikanten selv have indflydelse på og bestemme af indholdet af sin egen uddannelse?

I 2001 trådte reformen af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser i kraft, og på den baggrund har en række fagfolk valgt at sætte fokus på mulighederne for at skabe en sammenhængende praktikuddannelse i social- og sundhedsassistentuddannelsen.
- Vi har ønsket at gennemføre et projekt bl.a. med fokus på sammenhængen mellem de tre praktikker, der er i uddannelsen af SOSU-assistenter, sagde pædagogisk konsulent og leder af projektet, Susanne Minds. Med tanke på de grænseflader, der er i forhold til den grundlæggende tænkning vi har til læring og kompetenceudvikling.
Hun pegede bl.a. på, at ikke mindst de sociale kompetencer er i højsædet, når SOSU-eleverne er færdiguddannede, ligesom det tidligt blev tydeligt for initiativtagerne, at fremtidens kompetente medarbejder er en kollega, der kan håndtere arbejdet på en kvalificeret måde, og hvor livslang erfaring er et vilkår.
Gruppen bag rapporten har interviewet en række elever og praktikvejledere, og undervejs stillet sig selv en række spørgsmål. Som f. eks. hvorfor det lige er, at denne kompetenceforståelse eller denne tankelæring er i spil?
- Kernen i projektet er et forsøg på at sætte eleven i fokus og til at tage medansvar for egen læring. Det handler om kvalificeret medbestemmelse og selvevaluering i samspillet mellem skole og praktik, og om at drage eleven ind som deltager i forløbet, understregede Susanne Minds. Det hører til de ting, der er særlig gode at have med sig, når de er færdige - at skabe sammenhæng mellem ansvaret for at handle, undersøge og følge op og give dem redskaber til at arbejde med medansvar for egen læring. Det handler både om viden og læring, som er i konstant bevægelse i et komplekst samfund, og om som person at kunne agere i det rum på en ordentlig måde overfor andre mennesker. Ligesom det handler om elevens selvstændige værdisættelse og eget læringsforløb. - Det vil være ypperligt, hvis vi kan nå så langt, at eleven selv har nogle redskaber til at handle og vurdere sammenhænge – naturligvis i samarbejde med os som vejledere.

Lær at reflektere

Teori er en god ballast, men som Susanne Minds også fremhævede, så skal man i praksis have øje for den refleksive tilgang til problembearbejdning – altså tage ved lære af det, man oplever i forhold til de borgere, man møder – ud over motivation og engagement. Eller ridset skarpt op: »Hvad er det lige der sker her?«.
- Det er det ideelle billede. Sådan foregår det naturligvis ikke altid i praksis, men det er sådan vi tænker i samspillet mellem teori og praksis. At kunne reflektere er en særlig kunnen, eleverne skal lære sig, og et af de elementer, vi har arbejdet meget med.
Andre emner, gruppen har sat fokus på, er en såkaldt »forståelsesramme« i lyset af, at læring netop opstår i praksis og kvalificeres af refleksioner ved deltagelse og handlinger. Hvor nogen af de essentielle elementer er fleksibilitet, problemløsning, medansvarlighed, at forholde sig kritisk og være skabende, kreativ og nysgerrig.
- Vi skal gøre brug af egen viden, når vi er ude og ikke »kun« hvad man kan læse sig til i bøger.
Kompetencer bliver til i en konkret situation, og i lyset af det, hvad er det så, vi forpligter praktikken på og kan tilbyde som et godt læringsmiljø? Det er den forståelse, vi har prøvet at lægge ind i vores projekt. Hvor det også handler om, at eleven selv skal kunne bringe noget ind i samspillet for at vise sine gode kompetencer og udvikle sig, ligesom læringsmiljøet skal være det rette, for at man kan se kompetencerne hos den enkelte elev og ud fra det lave en personlig uddannelsesplan for ham eller hende.
Det handler om rummelighed på praktikstedet hos både vejleder og ansatte, som i høj grad skal stille sig til rådighed for de engagerede elever. Hvor elevens personlige engagement skal komme i spil, og det er derfor uheldigt, hvis hun kommer ud et sted og »blot« opfattes som en medarbejder, der skal udføre sit arbejde og gøre, som der bliver sagt.

Den aktive elev

Projektgruppens resultater fremgår af den nye bog: »Praktikuddannelse med elevens læring i fokus«, som nøje beskriver de modeller og temaer, gruppen har arbejdet med, og giver ledetråde til, hvordan man kan arbejde videre. Krydret med udsagn fra både elever og vejledere, ligesom oplæg til læreplaner er beskrevet i den – også med fokus på, hvordan eleven aktivt kan være en del af praktikstedet herunder i forhold til ledelsen.
- Vi synes, at vi har fået et godt analyseredskab, som vi kan bruge, når vi mødes om praktikken, sagde praktikkoordinator Verner Sønderby. Hvor eleven kan være med til at designe sin egen uddannelse. Der ligger en udfordring i at have tillid til, at eleverne har forstand på, hvordan de gerne vil arbejde med uddannelsen, som ikke behøver være et stereotypt og reflekterende forløb, men også kan være fleksibelt, hvor man kan få den enkelte elevs potentiale i spil. Jeg tror helt klart, at det at fokusere på organisationen er meget undervurderet i forhold til uddannelsen.
- Eleverne er ikke altid et problem, som vi så tit vil gøre dem til, pointerede han.
Bogen: »Praktikuddannelse med elevens læring i fokus«, er udgivet af Undervisningsministeriet.

Læs den her:

http://static.uvm.dk/publikationer/2006/praktikuddannelse/

Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen

Sæt kunden i fokus

Kan de tyske svendeprøver inspirere til fornyelse af de danske? Skal oplærere uddannes? Hvordan kan de europæiske erhvervsuddannelser sammenlignes?

I Tyskland har man gennemført nye svendeprøver inden for VVS-uddannelsen og flere metaluddannelser. De tyske svendeprøver minder om de danske temaprøver, som er blevet renoveret på det seneste, hvor der også er fokus på at forny svendeprøver.
- De tyske svendeprøver er meget orienteret mod kundeordrer, og her tænkes der ikke kun på eksterne kunder, men også på kolleger, samarbejdspartnere og leverandører, sagde Morten Piil Hansen, DEL. Kundeorientering med fokus på, at eleverne skal levere noget ordentligt til andre, gennemsyrer det hele. Det er en tankegang, som er noget fremmed for os, men som vi kunne overveje, for selv om der er flere, som i en vis udstrækning bruger kunderne i deres svendeprøver, er der mange, som ikke har det perspektiv.

Grundprincippet i de nye tyske fagprøver er ikke, at eleven skal demonstrere indlært viden, men at eleven skal kunne løse erhvervsspecifikke problemstillinger og reflektere over løsningsforslag. Hvor nøgleordene netop er kundeorientering og handlingsorienterede mål med det ønske at styrke uddannelserne i at fremme elevernes evne til at tage ansvar, overskue helheden i arbejdsprocesser og kunne udpege optimale løsninger.
De afsluttende fagprøver er delt i to – en skriftlig del og en praktisk prøve, hvor arbejdsopgaven er udformet som en kundeopgave. De skriftlige prøver foregår synkront på erhvervsskoler i hele Tyskland to gange om året, mens den praktiske prøve enten finder sted i virksomheden eller i et praktikcenter.

Trænere - ja tak!

I Tyskland er man også langt fremme med træneruddannelsen, hvor det er lovbestemt, at alle virksomheder, der uddanner elever, skal have pædagogisk kvalificerede oplærere. Foreløbig er kravet dog sat i bero indtil 2008.
- Alligevel har systemet fungeret et stykke tid, fordi det tyske industri- og håndværksråd mener, at det er en dårlig idé at suspendere loven, og det viser sig, at 80 procent af virksomhederne stadig og frivilligt udnytter tilbuddet om at få certificeret deres oplærere, fortsatte Morten Piil Hansen.
Statistikker viser, at virksomheder gennem opkvalificering af oplærerne kan forebygge frafald og konflikter om oplæringsspørgsmål. En oplærer eller træner udpeges af lederen eller personalechefen, og man kan ifølge loven kun blive oplærer, hvis man »fagligt og personligt er egnet«. Nye oplærere følger typisk et kursusforløb betalt af virksomheden, og som afsluttes med en certificerende prøve. Formålet er ikke alene denne certificering, men også at styrke oplærerens personlige kompetencer og evne til personaleudvikling og -ledelse.
- Man har udarbejdet et meget detaljeret multimedieshow, hvor oplærerne bliver guidet igennem en bestemt systematik, som er temaopdelt i forhold til, hvordan man f.eks. rekrutterer og tager imod elever - fyldt med eksempler fra mange forskellige brancher, oplyste Morten Piil Hansen.
Han tilføjede dog, at det måske er lige lovlig struktureret i forhold til danskeres smag, men nævnte også de tyske praktikcentre, der er et supplement til praktikdelen af uddannelserne, og hvor der tilbydes faglige kurser inden for næsten alle brancher.
- Det er arbejdsmarkedets parter, som har oprettet disse centre, og de bruges især af virksomheder, der ikke kan tilbyde oplæring i samtlige faglige discipliner. Det vil typisk sige små firmaer med en til syv ansatte. På centrene oplæres og trænes eleverne i faglige færdigheder i vores gammeldags betydning. Det specielle er, at man har erhvervsskolerne ved siden af. På skolerne har alle de ansatte en højere uddannelse, mens lærerne i praktikcentrene er håndværkere og ikke læreruddannede. Desuden tager det tyske oplæringsmateriale afsæt i en meget systematisk rampe i form af en række bestemte måder at arbejde på, så når eleverne bevæger sig fra ét forum til et andet kan de genkende læreprocesserne. En proces, de tyske trænere bliver oplært i at instruere i.
- Modsat Danmark er uddannelsernes praktikdele i Tyskland styret fra centralt hold, og det interessante spørgsmål i forhold til os er, om en skole og ét praktiksted er nok? Er der behov for en institution mere? Vi sætter selv spørgsmålstegn ved, om skoler og virksomheder alene kan klare de opgaver, som ligger i uddannelser af forskellig art, og i det lys bliver der sat spot på andre strukturer.
- Vi vil ikke umiddelbart anbefale at kopiere den tyske model, men interessant at spørge os selv, om vi har de læringsrum, der skal til, sagde Morten Piil Hansen.

Lang og sej proces

På et andet internationalt plan arbejdes der i Europa med at forsøge at sammenligne uddannelser, og det er der ifølge Benedikte Sølberg fra Industriens Uddannelser brugt »oceaner af tid og penge« på.
Tanken bag at arbejde med identifikation er et internationalt kvalitetsbegreb som grundlag for afklaring og internationalisering af erhvervsuddannelser. Herunder arbejdes der frem mod at skabe en fælles EU-model for beskrivelse af samtlige erhvervsuddannelser ved hjælp af et pointsystem – døbt VQTS.
For skoler og virksomheder er det konkrete udgangspunkt spørgsmålet om at øge arbejdsstyrkens bevægelighed også inden for uddannelserne. Elever skal ikke »bare« kunne tage en del af deres uddannelse i udlandet, men også få den godkendt og påført som merit. Det rejser en lang række spørgsmål – om et uddannelsesbevis f.eks. kan overføres fra et land til et andet.
Benedikte Sølberg lagde ikke skjul på, at der har været tale om en lang og sej proces i et forsøg på at udligne forskellighederne.
- I Europa har man igennem mange år forsøgt at sammenligne uddannelser, hvor man kunne gå ind og lave et pointsystem, der svarer til de videregående uddannelser, men ikke magen til. Vi er nået frem til, at pointsystemet bør være simpelt – uden at sige, at uddannelserne skal have ens indhold og indlæringen foregå et bestemt sted.

De svære point

Princippet er dog, at kvalifikationer opnået i en erhvervsuddannelse eller dele heraf – i Europa - kan sammenlignes og anerkendes, og at det er baseret på et pointsystem ud fra en fælles europæisk tilgang, der gør det muligt at »optjene« point.
Hvorpå Benedikte Sølberg flettede ind, at parterne i det komplicerede forløb ikke helt har magtet pointgivningen i et sådant europæisk meritsystem. For eksempel at sikre ens niveau og kvalitet, sikre ens indhold i forhold til begreber, læringsansvar og -metoder, sikre at indlæring på skole svarer til indlæring i virksomhed, udligne forskelligheden i landenes erhvervsuddannelsessystemer og at standardisere uddannelsesforløb. Der er heller ikke opnået enighed om »vejen til hvilken« en kompetence opnås.
Det, parterne til gengæld kunne blive enige om, er bl.a. at fremtvinge en vis gensidig anerkendelse af enkelte moduler eller hele uddannelser, at anvende ens termer og begreber, at indikere slutmål/kompetencer, at opnå mulighed for at få anerkendelse af dele af en uddannelse og derved undgå dobbeltuddannelse, og at opnå accept af systemet hos skoler, virksomheder og organisationer.
- Vi har haft lange diskussioner bl.a. om ens termer for læring, men det har også været lidt sjovt, for i en del lande har man ikke beskrevet erhvervsuddannelserne, men skal først til at beskrive dem nu, hvor vi andre slæber rundt på bekendtgørelser mv. Alene pointgivningen har taget en rum tid.
- Vi er blevet enige om at lave en række kompetencebeskrivelser og måske opnå mulighed for at uddanne sig i et andet land eller hente bestemte kompetencer der og opnå samme pointtal. Det har også været kompliceret, men tildeling af point bestemmes af det enkelte land. Derfor kommer det aldrig på tale, at der sidder nogen fra et andet land og giver vores uddannelser point.
Som et jordnært eksempel nævnte Benedikte Sølberg frisørerhvervet, hvor parterne efter i større regi og i flere år at have diskuteret, om de udførte samme arbejde, fandt frem til, at otte kompetencer var grundlæggende for frisørarbejdet, hvorefter de endte med at anerkende hinanden og endda lave en fælles svendeprøve.

Præcise data

På sigt kan systemet bl.a. bruges til at opbygge og få anerkendt ens viden, færdigheder og kompetencer, at bevæge sig i og imellem nationale erhvervsuddannelsessystemer og mellem formel uddannelse og ikke-formel uddannelse og få sin læring anerkendt. Uanset hvor og hvordan den er erhvervet. Pointene lægges ind i et skema, som nøje beskriver det niveau, eleven samlet skal have opnået ved at beskæftige sig med sit fag både på teknisk skole og i praktik – herunder valgfri specialefag, generelle og personlige kompetencer.
Benedikte Sølberg gav den trøst, at selv om forløbet har været kompliceret, vil det i takt med at uddannelserne bliver kompetencebeskrevet og beskrivelserne mere handlingsorienterede blive nemmere at give point.
- Projektet er en beskrivelse af uddannelser, der viser, hvad eleven via sine point formår, men ikke umiddelbart et redskab til at søge arbejde på basis af i et andet land. Det kan komme, ligesom man ved at se ind gennem hinandens vinduer internationalt, hvor nye tendenser og kompetencer popper op, kan blive inspireret til at efteruddanne sig.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006r" som kapitel 5 af 6
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top