2. Oversigt

Uddannelsessystemet kan opdeles i uddannelsesgrupper efter kompetenceniveau og område. Nogle uddannelser giver kompetence til videre uddannelse (studiekompetence), hvor andre uddannelser giver afsluttende kompetence til arbejdsmarkedet (erhvervskompetence), og andre uddannelser igen giver begge former for kompetence.

Ud over det ordinære uddannelsessystem findes også et videreuddannelsessystem for voksne.

Uddannelsessystemet finansieres enten af stat, amter eller kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andre ejes af stat, amter eller kommuner. Ud over den offentlige finansiering er der på nogle uddannelsesområder forældrebetaling/del-tagerbetaling. I det omfang der er tale om lønnet praktik som en integreret del af uddannelsen, bidrager virksomhederne økonomisk.

I dette afsnit præsenteres det ordinære uddannelsessystems inddeling og sammensætning samt videreuddannelsessystemet for voksne og dettes inddeling og indplacering sammenlignet med det ordinære uddannelsessystem.

Der vises tillige en ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet og slutresultatet for denne, den såkaldte uddannelsesprofil. Profilen viser, fx hvor tæt vi er på regeringens målsætning med hensyn til, hvor mange der skal have en kompe-tencegivende uddannelse.

Også eksempler på finansiering af uddannelsessystemet gennemgås.

2.1 Uddannelsessystemet

Det danske uddannelsessystem inddeles normalt i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og -retning. I det efterfølgende præsenteres uddannelsessystemets områder. Se i øvrigt figurerne 2.1.1 og 2.1.2.

Grundskolen

Der er 9 års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Den offentlige folkeskole dækker den største del af undervisningen (inkl. specialskoler for svært handicappede), men suppleres af de frie grundskoler (dvs. friskoler og private grundskoler) og efterskoler. Eleverne er normalt mellem 6 og 17 år.

Skolen skal ifølge folkeskoleloven give børnene både faglige kvalifikationer og forberede dem bredt til rollen som borgere i et demokratisk samfund. Skolen samarbejder tæt med forældrene. Der tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og ønsker. Eleverne undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering.

Grundskolen under ét omfatter således: folkeskoler, friskoler, private grundskoler og efterskoler. Folkeskoler, frie grundskoler (ekskl. efterskoler) omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Siden 1986 har der været mulighed for at samordne dele af undervisningen for børnehaveklassen, 1. og 2. klasse. I dag tager næsten alle forældre imod tilbuddet om, at deres barn kan starte i børnehaveklassen. Også 10. klasse er frivillig, men i grundskolens 9. klasse (ekskl. efterskoler) valgte ca. 42% i 2001/02 at fortsætte i grundskolens 10. klasse i 2002/03. For grundskolen i alt (inkl. efterskoler) valgte omkring 61% af eleverne i 9. klassetrin i 2002/2003 at påbegynde 10. klassetrin.

Folkeskolen dækker hovedparten af grundskoleundervisningen. De frie grundskoler tilbyder undervisning, som skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, men rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er friere. De frie grundskoler er selvejende institutioner. Kommunerne betaler bidrag til staten for elever i frie grundskoler. Bidraget, der fastsættes på finansloven, udgør 85% af statens driftstilskud pr. elev ekskl. pensionsudgifter.

Efterskoler er frie kostskoler, der normalt har undervisning på 8.-10. klassetrin.

Specialskoler med vidtgående specialundervisning for svært handicappede elever har kun en lille del af eleverne. Ca. 10% af de elever, der modtog vidtgående specialundervisning i 2003/04, var enkelt-integrerede i almindelige klasser, mens 49% gik på specialskoler og 36% i specialklasser. Det er amtskommunerne, der finansierer denne undervisning, men kommunerne betaler et kommunalt takstbeløb til amterne.

I den internationale ISCED97-klassi-fikation dækker børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1.-6. klassetrin) og 2 (7.-10. klassetrin).

Produktionsskoler

Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges, med særligt henblik på at de unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Produktionsskolerne har løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer gennemsnitligt 5 måneder, men under 15% opholder sig på produktionsskole under en måned og ca. 30% over et halvt år.

Ungdomsuddannelser

Ungdomsuddannelserne er studieforberedende eller erhvervsrettede eller begge dele. Uanset uddannelsesretning lægges der vægt på at udvikle elevernes personlige kompetencer.

Som et særligt tilbud til unge i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation findes den individuelle erhvervsgrunduddannelse (egu). Egu er en særlig mulighed for erhvervskompetencegivende uddannelse for unge, der ønsker et uddannelsesforløb med meget praktik og lidt teori. Den unge kan efter endt uddannelse få beskæftigelse på arbejdsmarkedet eller forsætte på fx en erhvervsuddannelse – med godskrivning for de opnåede kompetencer.

Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse. Gennem et differentieret udbud og tilrettelæggelse af uddannelser kan individuelle evner og ønsker i vidt omfang tilgodeses. Dette skal bl.a. sikre høj motivation, så de unge fuldfører uddannelsen. I dag gennemfører små 80% af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 85% af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 95% i 2015.

Ungdomsuddannelserne varer normalt 3 år. Længden varierer dog fra 1½ til 5 år.

De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almengymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene, teoretiske og faglige kvalifikationer hertil.

Alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver i grundskolen, kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

Pr. 1. august 2005 trådte en reform af de 3-årige gymnasiale uddannelser i kraft. Således bliver de tre 3-årige uddannelser ændret, så de får samme hovedstruktur, nemlig et halvt års fælles grundforløb efterfulgt af 2½ års forløb med studieretninger, som den enkelte elev vælger inden for nærmere fastsatte rammer.

Almengymnasiale uddannelser består af det 3-årige gymnasium (stx), det 2-årige hf-kursus og det 2-årige studenterkursus. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter- eller hf-eksamen.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Det er boglige uddannelser med særlig vægt på samfundsvidenskab og sprog (hhx) eller teknologi og naturvidenskab (htx).

De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de
samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Eksamen kvalificerer til de videregående uddannelser, ofte dog afhængigt af fagvalg, fagniveau og eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser bruges også som indgang til en erhvervsuddannelse.

For unge, der i forvejen har en studenter- eller hf-eksamen, er der et koncentreret 1-årigt højere handelseksamensforløb. Med virkning fra 1. august 2005 nedlægges den 1-årige hhx.

Den særlige uddannelse, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne, regnes også som en gymnasial uddannelse. Uddannelsen varer fra 1 til 1½ år afhængigt af uddannelsesstedet.

Også maritimt forberedelseskursus regnes for værende en erhvervsgymnasial uddannelse. Uddannelsen varer ½ år og har til formål at bibringe deltagerne uden studentereksamen og lignende et vist niveau i forskellige fag. For at blive optaget på kurset skal man have en aftale med et rederi om ansættelse som skibsofficer eller opfylde kravene om håndværksmæssig uddannelse for optagelse på maskinmesteruddannelsen.

De erhvervsfaglige uddannelser omfatter merkantile og tekniske erhvervsuddannelser (eud), grundlæggende social- og sund-hedsuddannelser (sosu), pædagogisk grunduddannelse (pgu), øvrige uddannelser inden for landbrug og søfart m.v. samt erhvervsgrunduddannelsen (egu). Uddannelserne skal give de unge og voksne, der søger uddannelserne, solide faglige, personlige og almene kompetencer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede deltagerne til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten i grundskolen. På nogle erhvervsfaglige uddannelser er der en del voksne deltagere; dette gælder ikke mindst på social- og sundhedsuddannelserne.

Erhvervsuddannelserne (eud) udgør den største del af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelser i kraft. Der er nu 7 indgange til erhvervsuddannelserne, som hver især for den enkelte elev består af et grundforløb og et hovedforløb. For at kunne tilrettelægge uddannelsesforløbet individuelt skal hver elev sammen med skolen og praktikvirksomheden udarbejde en personlig uddannelsesplan.

I forlængelse af en flerårsaftale for bl.a. erhvervsuddannelserne (2003-2006) er eud-loven ændret pr. 1. januar 2004 under overskriften ”forenkling og mere fleksibilitet”. Overordnet består ændringerne i at forny vekseluddannelsesprincippet med nye løsninger i stedet for skolepraktik bl.a. ved at udvikle mere fleksible uddannelsesforløb af forskellig længde og dybde som supplement til de eksisterende erhvervsuddannelser. Målet er også at skabe bedre balance mellem udbud og efterspørgsel af praktikpladser. Dette skal ske gennem omstilling af uddannelser med længerevarende dårlige beskæftigelsesperspektiver, ændrede incitamenter og fjernelse af barrierer, som tilsammen skal medvirke til at reducere tilgangen til skolepraktik væsentligt.

Som led i flerårsaftalen er der udviklet 28 nye erhvervsuddannelser, hvoraf 22 af uddannelserne er korte (1½-2-årige) og resten af varierende længde. Samtidig er der udviklet nye trin i 10 uddannelser. De nye uddannelser trådte i kraft 1. januar 2005 og er et uddannelsestilbud til elever, der ønsker at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet med en erhvervskompetence, og til virksomheder, der har brug for medarbejdere med en kortere erhvervsuddannelse. Af de korte erhvervsuddannelser kan fx nævnes: Greenkeeper-assistent, plastsvejser, låseassistent, webintegrator m.fl. Tre af uddannelserne er alene skolebaserede, fx webintegrator. Af de lidt længere erhvervsuddannelser kan fx nævnes: Overfladebehandler, buschauffør og lufthavnsoperatør.

Eud-systemet består pr. 1. januar 2005 af 122 forskellige uddannelser inden for det merkantile og tekniske område med 215 specialer og 45 trin.

Erhvervsuddannelserne har løbende optag og indledes nu af et grundforløb – typisk på 20 uger - men det kan dog for de tekniske eud'er variere fra 10 til 60 uger afhængigt af erhvervsuddannelse og elevforudsætninger. De merkantile grundforløb varer fra 39-114 uger, bortset fra uddannelsen til ferskvareassistent og sundhedssekretær, hvor grundforløbet kan gennemføres på 18 uger. En erhvervsuddannelse har en samlet varighed på 1½-5½ år. Det mest normale er dog 3-4 år. Elever under 25 år, som allerede har gennemført første trin af en uddannelse, kan efter mindst ½ års relevant erhvervserfaring vende tilbage og færdiggøre hele uddannelsen i et forløb kaldet eud+, hvor eleven modtager VEU-godtgørelse.

Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid på grundlag af en realkompetencevurdering og efterfølgende godskrivning af kompetencer. Hvis kravet om 2 års relevant erhvervserfaring er opfyldt, kan det ske i form af en grundlæggende voksenuddannelse (gvu), som foregår på en skole og hvor den voksne modtager VEU-godtgørelse under forløbet.

Relevante erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række korte videregående uddannelser og visse professionsbacheloruddannelser.

En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole (det typiske) eller i praktik. Der er fri adgang til grundforløbet på eud. I alt bruges ca. 30-50% af tiden på skole og 50-70% i virksomheden eller, i mangel af praktikplads, for en del af erhvervsuddannelserne og eleverne i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

De merkantile erhvervsuddannelser (handels- og kontoruddannelserne) retter sig mod kontorjob, fx forskellige typer af it- eller regnskabsorienterede job, og job inden for detail- eller engroshandel i forretninger og i virksomheder.

Tekniske erhvervsuddannelser retter sig primært mod håndværksbetonede job som fx smed, snedker, bager, tømrer, fotograf, elektronikmekaniker og job i transportbranchen, men retter sig også mod informationsteknologiske job, fx data- og kommunikationsbranchen og job i virksomheder i servicesektoren som fx frisør og tandklinkassistent.

Social- og sundhedsuddannelser (sosu) er ligesom eud vekseluddannelser med en blanding af praktikuddannelse og undervisning på skole.

Indtil udgangen af 2001 var uddannelsen til social- og sundhedshjælper 1-årig og dannede grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, der tog 1 år og 6 måneder. Disse to uddannelser erstattede tidligere uddannelser til hjemmehjælper, sygehjælper, plejer, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder.

1. januar 2002 trådte en reform af sosu i kraft, som tager flere grundtræk fra den nye eud-reform. Uddannelserne indledes nu – for unge, der kommer direkte fra 9. klasse og andre med behov med et skolebaseret grundforløb (typisk 20 uger, men op til 40 uger). Adgangskravet er, at man har opfyldt undervisningspligten i grundskolen.

Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer nu 1 år og 2 måneder heraf foregår normalt 24 uger på skole. For den enkelte elev kan perioden afkortes/forlæn-ges med indtil 6 uger, idet uddannelsens samlede varighed reguleres tilsvarende. Adgangskravet er, at man har gennemført grundforløbet eller har anden relevant erhvervserfaring m.v.

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent varer 1 år og 8 måneder med mindst 32 ugers skoleundervisning. Adgangskravet er, at man har gennemført social- eller sundhedshjælperuddannelsen eller har tilsvarende kvalifikationer.

Under sosu hører også den pædagogisk grunduddannelse (pgu). Pgu kvalificerer til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne, dvs. til arbejde som pædagogmedhjælper, dagplejer og omsorgsmedhjælper m.v.

Pgu varede indtil reformen 1 år og 6 måneder, men varer nu 1 år og 7½ måned, hvoraf mindst 50 uger finder sted på skole. Adgangskravet er et sosu-grundforløb eller anden erhvervs- eller uddannelseserfaring.

Optagelse til de enkelte grundforløb og til de efterfølgende uddannelser sker efter ansøgning til en udbydende skole. Uddannelserne efter grundforløbet gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og den ansættende kommunale myndighed. Skolen formidler ansættelsesaftalen og foranlediger i tilknytning til optagelsen, at ansættelseskontrakten underskrives af parterne.

Under det erhvervsfaglige uddannelsesområde findes også en række erhvervsfaglige landbrugs- og søfartsuddannelser. Landbrugsuddannelserne er uddannelser, som kan afsluttes med ”det grønne bevis” for landmænd. De maritime uddannelser er fx skibsassistent grundmodul 1+2, fisker, kystskipper m.fl.

En afsluttet erhvervsgrunduddannelse (egu) giver erhvervskompetence og tager normalt 2 år, men kan forlænges med op til et ekstra år. Uddannelsen er brancheorienteret, men kan sammensættes på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en egu-aftale, med kommunen, en erhvervsskole eller en produktionsskole (fra 1. januar 2003). Uddannelsen veksler mellem skoleophold på mellem 20-40 uger og praktikophold i en eller flere virksomheder. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse, en anden uddannelse eller til job på arbejdsmarkedet.

Ungdomsuddannelsesniveauet dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen.

De videregående uddannelser

De videregående uddannelser giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de i niveauer efter varighed: de korte videregående uddannelser, professionsbacheloruddannelser, øvrige mellemlange videregående uddannelser samt bachelor- og kandidatuddannelser på universiteterne. Hertil kommer ph.d.-uddannelserne.

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse, hvoraf nogle har praktik indlagt i forløbet. Uddannelserne er af varierende længde.

Hvad der svarer til 44,5% af en ungdomsårgang, får i dag en videregående uddannelse og andelen har været stigende. Det er regeringens målsætning, at mindst 45% af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en videregående uddannelse, og mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag. Det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal.

Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk (niveau C). De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år.

I august/september 2000 blev der med reformen af de korte videregående uddannelser oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK (akademiuddannet) efter uddannelsestitlen. De 13 uddannelser erstattede de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser. Efterfølgende er e-designer og driftsteknolog blevet godkendt som korte videregående uddannelser.

I 2003 blev de tidligere mellemlange videregående uddannelser, som varede 3-4 år, reformeret og omdannet til professionsbachelorer. Dog blev få mellemlange videregående uddannelser ikke omfattet af reformen (øvrige mellemlange videregående uddannelser).

Adgangskravet til professionsbacheloruddannelserne er oftest en gymnasial uddannelse (eller dele heraf), men også visse erhvervsuddannelser (eud) giver adgang. Fx giver bestået social- og sundhedsuddannelse (sosu) adgang til visse sundhedsfaglige uddannelser. Professionsbacheloruddannelserne varer normalt 3½ år.

Fra 2003 påbegyndte stort set alle en professionsbacheloruddannelse, dog allerede fra 2001 på sundhedsområdet. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori. Som eksempler på professionsuddannelser kan fx nævnes: socialrådgiver, journalist, diplomingeniør, sygeplejerske, lærer og pædagog m.fl.

Omdannelsen fra mellemlange videregående uddannelser til professionsbacheloruddannelser betyder bl.a., at undervisningen nu baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen er tæt knyttet til professionen. Således kan uddannelserne tillige give adgang til relevante kandidatuddannelser.

Af uddannelser, som forsat har status som mellemlange videregående uddannelser, kan fx nævnes: kunstneriske uddannelser, søfartsuddannelser, bygningskonstruktør, tegnsprogstolk og forsvarsuddannelser m.v. Disse uddannelser er af varierende længde.

På samme niveau som professionsbachelorer findes bacheloruddannelserne på universiteterne. De er normeret til 3 år. Det er uddannelser inden for samfundsvidenskab, humaniora, naturvidenskab, teknik, sundhed, landbrug og pædagogik.

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.-uddannelse.

Adgangskravet til bacheloruddannelserne på universitetet er normalt en gymnasial uddannelse med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, som giver både erhvervskompetence og adgang til et kandidatuddannelsesforløb - hvad flertallet af de studerende også vælger.

Kandidatuddannelserne er videregående uddannelser af normalt 2 års varighed oven på en bacheloruddannelse dvs. samlet 5 år. I 2005 er det ganske få kandidatuddannelser, som ikke er delt i en bachelor- og kandidatstruktur.

Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for følgende områder: samfundsvidenskab, humaniora, pædagogik, teknik, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab.

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til 3 år. Adgangskravet er normalt en kandidatuddannelse, men der er dog mulighed for at blive indskrevet, før man har opnået kandidatuddannelsen. Institutionerne skal i dette tilfælde sikre, at den ph.d.-studerende får mulighed for at tage en kandidatgrad i løbet af forskeruddannelsen. Ph.d. består af uddannelser inden for følgende områder: samfundsvidenskab, humaniora, pædagogik, teknik, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab.

De videregående uddannelser dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Ph.d. regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifika-tionen.

Voksenuddannelser

I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud.

Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke-formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v.

De formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenuddannelser (avu), hf-enkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og Åben Uddannelse (ÅU).

Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem videreuddannelsessystemet for voksne, (vfv), forberedende voksenuddannelse (fvu), der bl.a. erstatter læsekurser for voksne.

Grundlæggende voksenuddannelse (gvu) er ikke en uddannelse i normal forstand, men en ramme, hvori tidligere uddannelse og relevant erhvervserfaring suppleret med bl.a. erhvervsuddannelseselementer og AMU-uddannelser stykkes sammen til en formel erhvervsuddannelse.

Under vfv-loven udbydes videregående voksenuddannelser (vfv) samt diplom- og masteruddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser.

Videregående voksenuddannelser (vvu), diplom- og masteruddannelser får taxametertilskud, men der skal altid erlægges en vis brugerbetaling.

Under ikke-formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler.

Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede, idet der er indført et princip om en vis brugerbetaling. Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis.

Videreuddannelsessystemet for voksne

I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne, idet ungdomsuddannelse og ordinær uddannelse niveaumæssigt indplaceres sammen med voksenuddannelse og efter- og videreuddannelse. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning.

Voksenuddannelse strækker sig i princippet fra niveau 2 til 5 i ISCED97-klassifi-kationen, men indgår normalt ikke i internationale opgørelser over uddannelser i Danmark.

Figur 2.1.1 Det ordinære danske uddannelsessystem – 2004

Anm.: Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser, dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter grundskolen er eleverne ofte ældre end denne minimumsalder pga. sabbatår, ventetid, studieskift m.v. Stregerne illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske overgange. Der henvises i øvrigt til tekstafsnit 2.1.

Kilde: UNI•C Statistik & Analyse.

Figur 2.1.2 Det ordinære uddannelsessystem sammenholdt med videreuddannelsessystemet for voksne – 2004

Anm.: Professionsbachelor indeholder også øvrige mellemlange videregående uddannelser.

Forkortelser:
KVU: korte videregående uddannelser.
Eud: erhvervsuddannelser.
Vvu: videregående voksenuddannelse.
Gvu: grundlæggende voksenuddannelse.
AMU: arbejdsmarkedsuddannelser.
Hf: højere forberedelseskursus.
Avu: almen voksenuddannelse.
Fvu: forberedende voksenuddannelse.

Kilde: ”Taxametersystemet for de videregående uddannelser – 2004”, Undervisningsministeriet.

2.2 De unges vej gennem uddannelsessystemet

75,0% af 2003-ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. 80,3% af årgangen vil afslutte en ungdomsuddannelse og 44,5% en videregående uddannelse.

De unges vej gennem uddannelsessystemet giver et samlet overblik over strømmene i uddannelsessystemet og kan kort beskrives som det slutresultat eller den slutprofil, årets årgang af elever på 8. klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, som svarer til den, deres ældre medstuderende udviste i løbet af året, samtidig med at uddannelsessystemet fastfryses i den struktur i 2003.

Det forventes, at 75,0% af 2003-ung-domsårgangen vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 1990 lå denne andel på kun 67,3% (fremgår ikke af figuren).

Andelen af unge, der ikke fortsætter med en kompetencegivende ungdomsuddannelse efter grundskolen, er fortsat lav, svarende til 5,2%. Nogle vil gå på en uddannelse, der fx ikke er kompetencegivende, fx produktionsskoleforløb m.v.

25,0% af årgangen slutter uden erhvervskompetence. 9,3% får studiekompetence og 15,7% ender uden studiekompetence.

Af 2003-årgangen vil 80,3% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt på 25,8% med en erhvervsfaglig uddannelse, 43,3% med en gymnasial uddannelse og 11,2% med begge kompetencer.

30,6% af 2003-årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig uddannelse. Heraf vil 7,5% afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 18,2% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 4,9% en erhvervsfaglig social- og sundhedsuddannelse eller pædagogisk grunduddannelse m.v.

44,5% af årgangen forventes at afslutte en videregående uddannelse, heraf 6,2% en kort videregående uddannelse, 23,4% en mellemlang videregående uddannelse (herunder en bacheloruddannelse på universitetet) og 14,9% en lang videregående uddannelse.

Til sammenligning kan nævnes, at af 1990-ungdomsårgangen ville kun 33,5% afslutte en videregående uddannelse (fremgår ikke af figuren).

Figur 2.2 En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen - 2003

Note: Bemærk, at summerne af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger. Ud over de ordinære uddannelser indgår hf-enkeltfag, HD, ED og merkonomer. Den fri ungdomsuddannelse, produktionsskoler og egu indgår ikke. Tallene er korrigeret for indberetningsmangler.

MVU indeholder: professionsbachelorer, universitetsbachelorer og øvrige mellemlange videregående uddannelser som fx bygningskonstruktører.

Kilde: Danmarks Statistik og modelberegning foretaget af UNI•C Statistik & Analyse.

2.3 Finansiering af uddannelsessystemet

I Danmark finansieres uddannelsessystemet af enten stat, amter eller kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andre ejes af stat, amter eller kommuner. Figur 2.3 dækker kun udvalgte grupper af institutioner med henblik på at illustrere finansieringskilder og ejerskab. Nogle af grupperne ligger uden for Undervisningsministeriets ressort. Ud over den offentlige finansiering er der forældrebetaling på fx de frie grundskoler og deltagerbetaling på en del voksenuddannelser.

Folkeskoler samt de kommunale ungdomsskoler ejes og finansieres af kommunerne, mens de frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten.

Erhvervsskoler, private gymnasier og produktionsskoler er også selvejende institutioner finansieret med tilskud fra staten. De øvrige gymnasier, voksenuddannelses- og specialundervisningscentre samt social- og sundhedscentre ejes og finansieres af amtskommunerne. Fra 1. januar 2007 overgår alle de amtskommunale institutioner til statsligt finansierede selvejende institutioner. Søfartsskoler og maskinmesterskoler er statsinstitutioner under Øko-nomi- og Erhvervsministeriet.

Universitetslovsinstitutionerne (fx universiteter og handelshøjskoler) er selvejende institutioner, som er statsligt finansierede. Siden november 2001 har universiteterne hørt under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Arkitektskoler og musikkonservatorier er statsinstitutioner under Kulturministeriets ressort.

Lærer- og pædagogseminarier er typisk selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. De fleste indgår nu i et center for videregående uddannelse (CVU).

På voksenuddannelse er fx folkehøjskoler, daghøjskoler og AMU-centre selvejende institutioner, der hovedsageligt er finansieret af staten. Aftenskoler m.v. samt sprogskoler modtager derimod tilskud fra kommunerne. Ud over ovennævnte findes en række private uddannelsesinstitutioner, hvoraf nogle er godkendt til Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Figur 2.3 Oversigt over finansieringsform for udvalgte uddannelsesinstitutioner – 2004

Note: Oversigten indeholder kun udvalgte uddannelsesinstitutioner.

1) Erhvervsskoler har også korte videregående uddannelser.
2) Delvist kommunalt finansieret. Fra 1. januar 2003 er daghøjskolerne ikke længere statsfinansierede, men kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan træffe beslutning om at yde tilskud til daghøjskolerne.

Kilde: Undervisningsministeriet.

Denne side indgår i publikationen "Tal der taler 2005" som kapitel 2 af 5
© Undervisningsministeriet 2004