Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo

Oversigt over Visionspanelets 10 anbefalinger







1. Formulerede uddannelsesmål for de enkelte uddannelser
Undervisningsministeriet skal igangsætte et arbejde med at formulere mål for alle uddannelser for, hvilket kundskabsniveau og hvilke kompetencer eleverne og de studerende skal nå inden for innovation og andre iværksætterrelaterede fag.

2. Strategiske mål for alle skoler og uddannelsesinstitutioner
Sideløbende med formulering af mål for uddannelserne skal et strategi- og målformulerende arbejde igangsættes på de enkelte skoler og uddannelsesinstitutioner. Målene skal tage hensyn til, at tværfagligt arbejde er nødvendigt for at nå mål, der har de ønskede resultater.

3. En sammenhængende iværksættersøjle i uddannelsessystemet
Der skal etableres en iværksættersøjle i uddannelsessystemet. Den skal bestå af et sammenhængende tilbud af undervisning og aktiviteter inden for innovation og iværksætteri fra grundskole til Ph.d.

4. Vekselvirkning mellem teori og praksis, understøttet af en udvikling af nye undervisningsformer og undervisningsmaterialer
Undervisningsstrategien på alle uddannelsestrin skal være en vekselvirkning mellem teoriinddragelse og praksisbearbejdning. Der skal igangsættes et samarbejde mellem organisationerne (fx Young Enterprise og European Business Games), undervisningsmiddelbranchen, institutionerne og ministeriet om udvikling af nye undervisningsformer, -metoder og -materialer.

5. Indsamling og spredning af virkningsfulde erfaringer
Der skal ske en særlig og systematisk indsats for at identificere, synliggøre og sprede erfaringer og tiltag "der virker" for at sikre, at de eksisterende erfaringer og ressourcer udnyttes bedst muligt.

6. Iværksættere optræder som rollemodeller
Alle elever og studerende skal i løbet af hvert uddannelsesniveau og som led i undervisningen træffe mindst én iværksætter, fx som oplægsholder på temadag, som timelærer, som mentor eller som ekstern bedømmer af opgaver.

7. Formaliserede partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv
Partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder skal styrkes. Hver skole og institution skal forpligte sig til at blive en del af netværk/partnerskaber med virksomheder.

8. Strategi for opkvalificering af undervisernes kompetencer
Der skal sættes særligt fokus på underviserne, og der skal lægges en strategi for opkvalificering af undervisernes kompetencer inden for innovation og entreprenørskab på alle niveauer. Der skal her tages hensyn til, at en vis grad af tværfaglighed er nødvendig.

9. Måling og formidling af indsatsen på alle uddannelsestrin
Visionspanelet foreslår, at der bliver igangsæt iværksætterbarometre [1] på alle uddannelsestrin, således at der sker en benchmarking af uddannelsessystemets indsats i dag og nye initiativers effekt. Formålet er at måle, formidle og synliggøre uddannelsessystemets indsats. Visionspanelet foreslår, at der som minimum sker en måling af status for uddannelsessystemets indsats i dag og om tre år.

10. Internationalt samarbejde om formidling og udvikling af nye tiltag
Der skal etableres et internationalt samarbejde med henblik på en gensidig formidling af tiltag, der virker, og af udvikling innovative og iværksætterorienterede holdninger, viden og færdigheder i en global kontekst.


Fodnoter

[1] Iværksætterbarometret er et måleredskab, der med udgangspunkt i pejlemærkerne kan bruges til at følge udviklingen - at vurdere, hvorvidt der sker fremskridt i retning af indfrielse af målsætningerne.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Til udvikling af innovation og iværksætterkultur i det danske uddannelsessystem" som kapitel 5 af 11
© Undervisningsministeriet 2004

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top