Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo

Herskindskolen i Galten
Når læring og ledelse går hånd i hånd







illustration

Hvordan kan ledelse og skolebibliotek sammen sætte gang i skolens udvikling og skabe et udviklingscenter på skolen? Et pædagogisk udviklingscenter, som målrettet opsøger både lærere, elever og forældre og tilbyder relevante kurser, supervision, evaluering samt hjælp til at skabe læringsmiljøer med fokus på elevernes alsidige udvikling og læreprocesser?

Det er undersøgt på Herskindskolen – en mindre skole med et engageret og udviklingsorienteret lærerkorps, der længe har arbejdet hen imod selvstyrende team. Derfor har skolen ønsket at skabe en mere systematisk og målrettet videndeling og erfaringsudvekslinger, især lærerne imellem, men også i et tæt samspil med ledelse, elever og forældre for at skabe et stærkt synergifelt, hvor alle parter er forbundet.

Normalt har skolelederen det overordnede ansvar for skolens udviklingsarbejde. Men i projektet valgte lederen at overdrage ansvaret til et udviklingsudvalg, som består af ledelse, det pædagogiske udviklingscenter og relevante repræsentanter fra skolens øvrige områder.







Udviklingsudvalget har sat en række aktiviteter i gang som f.eks.:

  • Kurser til lærere og elever i det pædagogiske udviklingscenters regi. Kurserne har relation til skolens handleplaner og udviklingsønsker på områder, hvor lærerne ønsker at udvikle sig.
  • Det pædagogiske udviklingscenter udvikler styrings- og overbliksværktøjer, bl.a. oversigter over skolens mange udviklingsprojekter, som alle lærere m.fl. har adgang til via internettet, og hvor man kan orientere sig om formål, metoder, ansvarsfordeling, aktuel status m.m.
  • Det pædagogiske udviklingscenter støtter op om årsplaner ved at tilbyde lærerne sparring og ved at introducere dem til relevante pædagogiske materialer og værktøjer. Planen er desuden at styrke lærernes evne til at formulere mere overskuelige halvårsplaner via korte kurser eller konsulenthjælp.
  • Etablering af en lektiecafe og en studiekreds om elevernes ansvar for egen læring i det pædagogiske udviklingscenter.
  • Det pædagogiske udviklingscenter og ledelsen har sammen etableret en ressourcebank over medarbejdernes mange kompetencer. Disse er blevet noteret i forbindelse med medarbejdernes udviklingssamtaler med ledelsen og er nu lagt ud på intranet, så kollegerne bedre kan trække på hinandens viden. Ideen er at oprette en konsulentfunktion i skolebiblioteket til at formidle kontakten lærerne imellem.

"At få et pædagogisk udviklingscenter giver os helt nye vinkler på samarbejde, medejerskab, ressourcer og fællesskab. Centeret samler arbejdet med de nye pædagogiske metoder, så der foregår læring i alle kroge på skolen." Viceskoleinspektør Anne Grete Nydam Jensen, Herskindskolen

"Det giver en større arbejdsglæde at få flere strenge at spille på. Lærerne beder os om hjælp på en masse nye områder, og det er berigende at mærke, at vi faktisk kan en helt masse mere, end vi og de troede."

Skolebibliotekar Karen Ingrid Dyhr, Herskindskolen


Fakta om Herskindskolen

Herskindskolen ligger i byen Galten vest for Århus og er i forvejen kulturcenter og krumtap i lokalmiljøet. Skolen har kun 230 elever og er populær hos forældre, som vælger den til deres børn pga. de mange projekter om de mange intelligenser, læringsstile, it, lektiecafé, tidlig sprogundervisning osv.

Herskindskolen i Galten er en 1-sporet skole fra 0.-9. klassetrin med i alt 230 elever fordelt på 10 klasser.

Skolens pædagogiske personale omfatter 32 ansatte.

Herskindskolen danner rammen om et lokalt kulturcenter, hvis formål er at gøre skolen til lokalområdets mødested. Biblioteket på skolen er et fællesbibliotek mellem skole og folkebibliotek og har til huse i nye lokaler. Herskindskolen har deltaget i/deltager i en del projekter, som kan følges på skolens hjemmeside. Bl.a. fremmedsprogspædagogik, it-projekter, lektiehjælpsprojekt for udsatte børn, Comenius m.fl.

Herskindskolens målsætning:

Skolen skal give tryghed for alle, og vi lægger vægt på individuel frihed og respekt for og accept af hinandens forskelligheder.

Eleverne skal bibringes almen viden som en del af deres basis for medleven i et demokratisk samfund, så de forlader skolen som kreative og musiske mennesker, som har gode arbejdsmetoder, selvtillid, selvværd og lyst til at lære, som er aktive, udadvendte og vant til at tage ansvaret for egen indlæring.

Eleverne skal være oplært til aktivt at tage del i løsningen af lokale og globale samfundsproblemer. Eleverne skal være "livsduelige", dvs. udstyret med en nuanceret opfattelse af livskvalitet, der hjælper dem i deres voksenliv.

Læs mere om Herskindskolens projekt på www.herskindskolen.dk


 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "En stjernerolle til skolebiblioteket - fra pædagogisk servicecenter til pædagogisk udviklingscenter" som kapitel 2 af 8
© Undervisningsministeriet 2004

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top