2 At fortælle historier – i skolen og i vejledningen

Når vi hører ordet fortælling, tænker de fleste af os på litteratur, en god historie eller filmfortællinger.

I sammenhængen mellem fortælling og vejledning vil vi forstå begrebet fortælling bredere. De beretninger, vi fortæller i skolen, omhandler oplevelser og det liv, vi har levet. Vi laver en slags reproduktion af forløbet på den måde, at vi udvælger, sorterer og placerer begivenhederne i rækkefølge og skaber en slags plot. Den fortællende elev skaber således en sammenhæng i de fortalte begivenheder. Ikke nødvendigvis en tidsmæssig kronologisk sammenhæng, men en sammenhæng, som giver mening for fortælleren. Fortælleren sorterer begivenhederne efter betydning, efter hvad der giver mening, og efter hvilken sammenhæng historien fortælles i.

"Vi laver en slags reproduktion af forløbet på den måde, at vi udvælger, sorterer og placerer begivenhederne i rækkefølge og skaber en slags plot."

Når eleven fortæller om sig selv, sine oplevelser og sit liv med henblik på at kunne træffe nogle af de mange valg, som uddannelserne lægger op til, kan man sige, at eleven bevæger sig på fortællingens tre niveauer: livshistorie, urfortælling og grundfortælling.¹

En livshistorie er tilbageskuende, retrospektiv, og eleven beretter om sit liv. Urfortælling er den form for historie, som udtrykker typiske træk, som mennesket/eleven kan genkende fra sit eget liv (f.eks. træk fra eventyrfortællinger). Endelig er grundfortælling beretninger, der peger fremad, fordi de er en model for det gode liv.

Fra urfortællingen, det klassiske eventyr har vi en kendt fortællestruktur: hjemme-ude-hjemme. I en uddannelsesmæssig sammenhæng kan dette oversættes til: start: Hvor er du? og mål: Hvor skal du hen? og endelig vej: Hvordan vil du komme derhen?

I vejledningen vil alle tre fortælleformer komme i spil, idet eleven vil trække på livshistorien med det levede livs positive og negative oplevelser kombineret med den klassiske fortælleform: start-vej-mål, og endelig vil håb, ønsker og drømme om uddannelse og erhverv komme til udtryk i formen grundfortælling.

Det narrative indeholder fortællinger, men også skjulte fortællinger. Når eleven skal fortælle om sig selv, fortæller han/hun om hændelsesforløb og oplevelser, og denne fortælling siger også noget om personens måde at tænke og erkende på. Fortællingen bliver et billede af og på det menneske, der fortæller. Det er således både nogle bevidste og ubevidste strukturer, der viser sig gennem fortællingen.

Når vi fortæller om en hændelse eller et problem, vil fortællingen forløbe inden for et tidsrum, idet vi ordner begivenhederne i en tidsmæssig rækkefølge. Fortællingen vil ligeledes være drevet frem af forskellige årsagssammenhænge. Vi organiserer så at sige hændelserne både i tidsmæssig rækkefølge og med indbyrdes sammenhæng eller relationer. Den orden, den fortællende producerer gennem sin fortælling, er ikke nødvendigvis logisk eller tidsmæssig kronologisk. Vi sammenkobler oplevelser og erfaringer, således at de giver mening for os.

På denne måde bliver elevernes fortællinger i undervisning og vejledning en organiseret repræsentation af erfaringer og oplevelser. Det betyder, at fortællingen repræsenterer personens måde at forstå sig selv og sin verden på. Elevens kultur bredt forstået præsenteres og repræsenteres gennem fortællingen.

Endnu et karakteristisk træk ved fortællingen er, at den har en hensigt, at fortælleren har en intention med at fortælle. Eleven fortæller kontaktlæreren om sit fravær, f.eks. med den hensigt at kontaktlæreren skal få indsigt i grunden til fraværet.

Fortællingen er en måde at få indsigt i elevens tanker, oplevelser, erfaringer, kultur, holdninger og værdier. Derfor ligger der potentialer i at bruge fortællinger i vejlederens og lærerens vejledning af eleverne.

Hvorfor fortællinger i vejledning?

Hvorfor er det hensigtsmæssigt at bruge fortællinger i vejledningen? Man kan sige, at når vi søger vejledning, handler det oftest om at få besvaret spørgsmålet: "Hvor skal jeg gå hen, og hvordan kan jeg komme derhen?"

Disse spørgsmål kræver en granskning af, hvor man er aktuelt, og hvordan man er kommet derhen. Det åbner for, at fortællingen i vejledningen bliver relevant.

Der er tre overordnede forhold, som har betydning for, at vi som mennesker benytter os af at fortælle historier:

1. At fortælle om sig selv og sine oplevelser til andre skaber identitet. <
2. At fortælle om sig selv giver mening.
3. Fortællinger forbinder nutiden med fortiden og fremtiden.

Spørgsmålet er så, hvordan eleven på sin vej gennem uddannelsessystemet kan bruge fortællingen som guide, og især på hvilken måde læreren og vejlederen kan bruge fortællinger som redskaber til vejledning af eleven frem mod udvikling og uddannelse.

At skabe identitet gennem fortællinger

Processen med at udvikle individet har i det moderne samfund i overvejende grad været skolens opgave, da individets etablering kunne ske gennem læring. Hensigten har været, at det unge menneske skulle udvikle en stabil identitet, således at personen kunne "være den samme" og indtage passende roller i samfundet. Individet blev rettet ind efter samfundet – blev tilpasset samfundet. Med udvikling af det sen-moderne samfund er der tematiseret en forskydning fra individ til individualitet. Den unge skal ikke længere være den samme, men skal i forskellige skiftende situationer kunne skifte identitet og rolle, alt efter hvilken sammenhæng vedkommende indgår i.

Det betyder dog ikke, at identitet kan være hvad som helst. Som mennesker er vi født med nogle disponeringer for identitetsdannelsen. Disse disponeringer vil dog være stærkt præget af de forskellige læringsmuligheder, vi præsenteres for gennem livet, og af hvordan vi som personer forholder os til disse læringsmuligheder.

Den unge eller unge voksne præsenteres i erhvervsskolen for forskellige læringsmuligheder, som medvirker til at udvikle deres selvidentitet. Problemet er blot, at de unge selv må finde hver deres egen vej gennem den jungle af muligheder, som de tilbydes både i (erhvervs)uddannelserne og i de sociale sammenhænge, de i øvrigt indgår i. Det åbner et utal af muligheder for at "skabe sig selv". Men det åbner også mange uheldige muligheder for at gøre det forkerte, vælge forkert. Det sidste kan skabe angst og usikkerhed, og det er bl.a. for at mindske usikkerheden, at eleven tilbydes vejledning enten i det daglige, i kontaktlærerordningen eller i uddannelses- og erhvervsvejledning.

"Spørgsmålet er så, hvordan eleven på sin vej gennem uddannelsessystemet kan bruge fortællingen som guide."

Da vejlederen møder en mangfoldighed af unge individualister og skal møde eleven der, hvor vedkommende er, bliver vejlederen nødt til at fokusere på den enkeltes ressourcer og behov. Netop ved at tage udgangspunkt i elevens egen historie og erfaringer kan vejlederen åbne veje for eleven til indsigt og forståelse. Eleven kan få blik for, hvad det er for oplevelser, traditioner og holdninger, han/hun bærer rundt på gennem eksponering af livsfortællingen, og elevens ønsker om at skabe sig en erhvervsmæssig fremtid og en faglig identitet vil komme til udtryk i grundfortællingen.

At give mening
De store værdier, der er i elevernes historier, er begrundet i, at historierne indeholder personens holdninger, tro og værdier. Ved at fortælle sine historier giver eleven indsigtsfulde billeder af sig selv. Disse billeder og oplevelser vil vi sammenligne med de fortællinger, vi kender i forvejen, og vi får på den måde mulighed for at skabe mening i vores (måske) komplekse, mangfoldige og modsætningsfulde liv. Det er gennem de historier, som betyder noget for os selv på godt og ondt, at vi skaber mening.

Narrativ mening er en kognitiv proces, som kan organisere vores oplevelser og erfaringer i et tidsmæssigt meningsfuldt forløb. Vi opbygger kognitive skemaer for, hvordan forskellige situationer skal tolkes, og disse skemaer aktiveres ved historiefortællingen. Det kan til tider være nødvendigt at revidere ens fortolkning af oplevelser og indtryk, så det skaber mening både for en selv og for den sammenhæng, man fortæller historien i. Det betyder, at elevens historie kan variere alt efter hvornår, hvor henne og til hvem, historien fortælles. Det er vel et kendt fænomen, at man ikke fortæller (helt den) samme historie til moderen som til kammeraten.

"Man skal ikke tro på alt, hvad man hører!" siger vi. Vi stiller således spørgsmålstegn ved, om det, den anden fortæller, er sandt. Enhver lærer og vejleder har sikkert oplevet, at man har på fornemmelsen, at eleven har "pyntet" på historien eller ikke fortæller hele sandheden. Vi har brug for andre mennesker for at få korrigeret vores fantasier og indbildninger. Det at skabe mening bliver en social kategori, for vi kan ikke isoleret finde mening.

Man kan tale om to måder at strukturere historier på. Den rekonstruerende hvor man søger at indpasse enkeltdelene i en neutral og tilstræbt objektivitet. Den anden kan man kalde den konstruerende form, hvor man fortæller den historie, som passer med den opfattelse, man har på det tidspunkt, historien fortælles. Man opbygger således historien ud fra aktuel viden og interesser.²

"Det er vel et kendt fænomen, at man ikke fortæller (helt den) samme historie til moderen som til kammeraten".

I arbejdet med fortælling som metode i vejledningen kan man med rette spørge, om dette krav om sandheden er afgørende. Det må til gengæld være af værdi, at eleven fortæller sin historie, således at den giver mening, indsigt og forståelse hos både eleven og tilhøreren. Fortællingen skal ikke tilvejebringe sandhed, men derimod sandsynlighed. Eleven skaber mening for sig selv og tilhørerne ved at fortælle sandsynlige og troværdige historier. Og det er således også kun, hvis historien indeholder sandsynlige elementer, tilhørerne vil acceptere den.

Spørgsmålet om historiens sandhedsværdi er måske ikke så interessant. Derimod er sandsynlighed og troværdighed afgørende for, om historien giver mening for såvel eleven som for tilhørere. Det er dog nok værd at bemærke, at opfattelsen af sandsynlighed og troværdighed er kulturelt betinget, idet f.eks. unge indvandrere (mænd) kan fortælle historier, som kan fremtræde som overdrivelser og pral i en dansk kulturel kontekst.

At forbinde fortid, nutid og fremtid
Den nutid, vi befinder os i, vil altid være præget af vores fortid. Vi benævner det ofte som den rygsæk, vi har med os. Vi tænker måske ikke altid på, at fortiden og nutiden får afgørende betydning for vores valg af fremtid. De forestillinger og billeder, vi i fortiden har fået bygget op af os selv kombineret med de sociale sammenhænge, vi har bevæget os i, bliver bestemmende for vores drømme, forventninger og ønsker til fremtiden. F.eks. vil erhvervsvalget være afhængigt af, hvor godt man synes, man klarede sig i skolen. Har eleven oplevet sig som dårlig til de boglige fag, kan det være vanskeligt for ham/hende at se, at der også kan have været små succeser – også med at læse, skrive eller regne. Det er i et sådant tilfælde en umiddelbar konklusion for eleven, at han/hun er dårlig til det boglige, og derfor skal alt bogligt vælges fra.

Sådanne oplevelser og erfaringer kommer ikke nødvendigvis frem i en kontaktlærersamtale, hvis ikke kontaktlæreren bevidst fokuserer på dårlige skoleoplevelsers betydning for valg af uddannelse (jf. case 2 senere). Ved at vejlederen tager udgangspunkt i elevens historie, åbnes der mulighed for at fokusere på oplevelsernes betydning for elevens valg. Elevens historie om fremtiden vil være bestemt af fortællinger om fortiden, også selvom eleven ønsker at bryde med situationen. Fortællingen kan medvirke til at knytte forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid og dermed til evt. brud med historier som "det kan jo ikke være anderledes....." eller "jeg har jo altid været dårlig til...".

"At forbinde fortid, nutid og fremtid".

Har de unge brug for (narrativ) vejledning?

De unge i uddannelsessystemet skal bygge sig selv op som sociale væsner, personer og som arbejdskraft. Det betyder, at de skal skabe sig selv i et kaos af mangeartede krav og forventninger. De skal lære at opbygge identitet og dermed se mening med det læringsprojekt, som de giver sig i kast med. At skabe mening er centralt for at kunne handle både i forhold til at tilegne sig viden, til at bygge sig selv op gennem egne valg og gennem egne sociale relationer. Motivation og evne til refleksion bliver afgørende faktorer i disse processer.

Set fra virkelighedens verden er enhver erhvervsskolelærer og vejleder opmærksom på, at det langt fra er alle elever, der magter disse processer uden hjælp. Læreren og vejlederen kan både "holde hånd om" og give et professionelt skub til eleven. Det kræver dog, at lærere og vejledere har en formodning om, i hvilken retning eleven vil bevæge sig i sin læring. Det kræver, at vejlederen har indsigt i den enkelte elev – en indsigt som eleven af gode grunde må levere f.eks. gennem sine beretninger om sit liv og sine ønsker og håb for fremtiden.

Fodnoter

1) Peter Kemp: Etik og narrativitetens tre niveauer, in Psyke & Logis, 1996, nr. 17

2) Mads Hermansen: Fortællinger og fortolkninger, Danmarks Universitetsforlag, 1998

Denne side indgår i publikationen "Fortællingen i vejledningen - Narrativ vejledning" som kapitel 2 af 4
© Undervisningsministeriet 2004