Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo

1 Indledning







Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem DEL og en række erhvervsskoler, TEC, Handelsskolen i Ishøj og Taastrup, Roskilde Tekniske Skole, EUC Vest, Holstebro Handelsskole, Holstebro Tekniske Skole, Aarhus tekniske Skole, TietgenSkolen og Odense Tekniske Skole. Baggrunden er et ønske om at diskutere vejledningsreformens betydning for erhvervsskolernes vejledning og at komme med nogle bud på, hvordan fremtiden vil tegne sig set fra en erhvervsskolevinkel. Deltagerne i projektet er alle engageret i uddannelses- og erhvervsvejledning - enten som vejledere eller ledere.

Publikationen er resultatet af et fælles udviklingsarbejde, hvor projektets mål har været at understøtte erhvervsskolernes udvikling hen imod et nyorienteret koncept for den institutionsbaserede vejledning, at understøtte evnen til at indgå i samarbejdsrelationer med de nyetablerede centerdannelser Ungdommens Uddannelsesvejledning og Studievalg og at give inspiration til god praksis.

Vejledningsreformen, som blev vedtaget 30. april 2003, er baggrunden for denne publikation.

illustration

Med etablering af nye centerdannelser - 46 Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og syv regionale vejledningscentre (Studievalg) - påvirkes og ændres indholdet i uddannelsesog erhvervsvejledningen på landets erhvervsskoler. Med det nye landkort over vejledningen i Danmark har det derfor været nødvendigt at se nærmere på de mulige konsekvenser, som vejledningsreformen har på erhvervsskolerne vejledning. Hvordan bliver vejledningen påvirket af reformen, og hvordan vil samarbejdet med de nye aktører udspille sig. Det har været et mål at komme med nogle bud på reformens konsekvens for erhvervsskolernes vejledning på et så tidligt tidspunkt i reformprocessen, at publikationen kan være med til at rejse nogle diskussioner om, hvordan vejledningen på erhvervsskolerne kan udformes.

Nogle centrale diskussionstemaer er, hvordan der kan etableres sammenhæng i vejledningen, og hvilken form for vejledning der vil komme til at finde sted på erhvervsskolerne som følge af vejledningsreformen. Hvordan skal arbejdsdelingen være, og hvem skal løse hvilke opgaver. Begreber som "overgangsvejledning" og "gennemførelsesvejledning" er bragt i spil som følge af vejledningsreformen, som entydigt placerer ansvaret for vejledning om valg af uddannelse og erhverv i de nye kommunale og regionale vejledningscentre. Samtidig fastholdes uddannelses- og erhvervsvejledning på uddannelsesinstitutionerne, herunder erhvervsskolerne for at understøtte og styrke elevers og studerendes vej gennem deres uddannelse.

Eksemplerne, der er anvendt i publikationen, er fra både små og store erhvervsskoler.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Vejledning på erhvervsskolerne efter vejledningsreformen" som kapitel 1 af 6
© Undervisningsministeriet 2004

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top