Vi skal sætte ind tidligt og effektivt!

Den hidtidige indsats for at bryde den negative sociale arv er slået fejl. Der er sat for sent og for diffust ind over for problemerne – resultaterne er udeblevet. Derfor vil regeringen reformere hele anbringelsespolitikken. Indsatsen skal sættes ind tidligere og være langt mere målrettet. Familien/netværket skal spille en langt større rolle, de almindelige daginstitutioner og skoler skal inddrages, og der skal følges meget bedre op på, om indsatsen virker. Samtidig skal det slås fast, at anbringelse ikke er et tilbud, man kan benytte, når man ikke længere orker at opdrage børnene.

At forebygge frem for at behandle er en central læresætning, som også gælder for indsatsen for at bryde den negative sociale arv. Vidensindsamlingen peger på, at en tidlig indsats over for et barn, der bliver mishandlet eller vanrøgtet, kan have meget positiv virkning på barnets senere trivsel. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om de forhåndenværende instrumenter i tilstrækkelig grad afspejler viden om effekten af tidlig indsats – om man rent faktisk griber tidligt nok ind på de områder, hvor man ved, at det gør en forskel.

Det er i hvert fald et faktum, at der har været en stor vækst i udgifterne til indsatser for truede børn og unge i de senere år, og der er ikke noget, der tyder på, at resultaterne følger med udgiftstakten – hvilket også er vanskeligt at konstatere, da det er et område uden en stærk tradition for effektmåling og styring af indsatsen.

Vi ved ikke nok om effekten af forskellige typer indsatser, og den viden, der faktisk findes, afspejler sig ikke nødvendigvis i valg af tilbud eller principper for indsatsen. Samlet tyder meget på, at der kan opnås en bedre effekt af de betydelige ressourcer, vi i dag bruger på den sociale indsats, bla. for at bryde den negative sociale arv.

Tidligt er ikke nok – det skal også være den rigtige indsats

Selv om tidlig indsats lyder intuitivt rigtigt, er det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvad det er for en indsats, der iværksættes tidligt. Evalueringer af den sociale støtte til børn peger på, at effekten i høj grad afhænger af, at der er sket en nøje udredning af problemer, før en foranstaltning iværksættes. Der peges også på, at ved en anbringelse uden for hjemmet er forældrenes accept af anbringelsesstedet nødvendig, for at barnet kan få gavn af anbringelsen. Ligeledes er sagsbehandlerens evne til at udvikle et støttende samarbejde med forældrene afgørende.

Vidensopsamlingen refererer til det amerikanske ”Head Start” program, hvor man arbejdede med en række målrettede indsatser for udsatte børn i indskolingen. Programmet viste positive effekter på børnenes senere udvikling, fx i form af højere intelligens, mindre specialundervisning, færre der måtte gå en klasse om – mens indsatser efter 5. klasse havde begrænset effekt. Ligeledes ser det ud til, at jo senere man går i gang med en uddannelse, des større er sandsynligheden for, at man ikke gennemfører den. Den virkeligt tidlige indsats skal gøres allerede, inden et barn er kommet til verden, fx for at mindske medfødte alkoholskader. Det kan også være ved at sætte ind over for familien/ barnet, inden eksempelvis moderens psykiske lidelser når at ramme barnets sociale og helbredsmæssige udvikling.

Indgreb i en familie – særligt et så alvorligt indgreb som en anbringelse af et barn uden for hjemmet – er meget følsomt. Vi ved, at nogle børn klarer sig mod alle odds, og en tidlig indsats i forhold til dem bliver ”overflødig”. På den anden side er det paradoksalt, at andelen af anbragte børn er størst i gruppen af 15-17årige og mindst i gruppen af 0-6årige både i absolutte tal og mht. nye anbringelser, selv om tidligere indgriben giver større chancer for at bryde med opvækstforholdene.

Man skal have viden for at kunne sætte tidligt ind

Som udgangspunkt er tavshedspligten en beskyttelse af borgerne, som ikke må undergraves. Men en vigtig forudsætning for at kunne sætte tidligt ind er, at man har kendskab til problemerne – dvs. at viden når de rette personer, og at fagfolk har de nødvendige kundskaber til at se problemerne, så de kan reagere. Det er også afgørende, at regler om tavshedspligt – og fagfolks fortolkning heraf – ikke betyder, at væsentlige informationer om et udsat barn ikke går videre til de personer eller institutioner, der har med barnet at gøre.

Tavshedspligten er blot en af mange årsager til, at der ofte gribes relativt sent ind i et forløb. Er der tale om udsatte børn og familier kan offentlige myndigheder ofte have berøringsangst eller ønske om at ”give forældrene en chance”. Man kan også være bange for at skubbe familien væk fra tilbud om hjælpeforanstaltninger som den praktiserende læge, sundhedsplejersken eller daginstitution. Men det kan ganske enkelt også være, fordi der ofte er tale om meget vanskelige sager, hvor det kan være næsten umuligt at stille en klokkeklar ”diagnose”, og derfor ligeså vanskeligt at anvise den rette ”behandling”.

For at sikre, at den nødvendige viden er til stede i systemerne, vil regeringen:

		Informationskampagne og initiativer om udveksling af viden om udsatte børn For at sikre, at der gribes tidligt ind i forhold til et udsat barn, vil regeringen se på mulighederne for at øge udvekslingen mellem de forskellige institutioner, som barnet kommer i kontakt med. Lovgivningen rummer i dag en række muligheder, og en i praksis for snæver fortolkning kan muligvis være en af grundene til, at nødvendig viden ikke altid bliver videreformidlet. Derfor vil regeringen iværksætte en informationskampagne rettet mod fagpersoner. Kampagnen skal handle om, hvad man må og ikke må udveksle.
		Familieambulatorier som omdrejningspunkt for de 0-2årige Det er kommunen, der har ansvaret for at føre tilsyn med de forhold, kommunens børn lever under. For de helt små børn er kommunens sociale indsats afhængig af indberetninger fra specielt den kommunale sundhedspleje, den praktiserende læge og sygehusvæsenet. For børn, der fødes ind i familier belastet af psykisk sygdom eller misbrug, er det typisk sundhedsvæsenet, der først har kontakt med børnene. Derfor vil regeringen arbejde på at udvikle og udbrede en familieambulatoriefunktion (fx som på Hvidovre Hospital) over hele landet, således at den tidlige indsats over for misbrugsfamilier og familier med psykiske lidelser forankres her.

Instrument til at bryde den negative sociale arv: Reform af anbringelsesområdet

Anbringelsesområdet repræsenterer i dag en samlet offentlig udgift på omkring 8,9 mia. kr. årligt, som med uændret vækst i løbet af de kommende ti år forventes at stige til op mod det tredobbelte. Samtidig peger en række undersøgelser og evalueringer på, at sagsbehandlingen på børneområdet er mangelfuld. I 75 % af sager om anbringelser uden for hjemmet er der ikke formuleret et formål, og kun i 8 % af anbringelserne er der en grundig forudgående udredning. Endelig er anbringelsesområdet præget af et dårligt fungerende marked for opholdssteder, svingende priser og kvalitet, samt mangelfuld sagsbehandling og opfølgning fra kommunal side.

Indsatsen kan altså styrkes, og ressourcerne kan bruges bedre.

At bryde den negative sociale arv vil kræve grundlæggende forbedringer af indsatsen for truede børn – dels ændringer i reglerne, dels styrket implementeringsindsats. Det kræver et helt nyt syn på anbringelsessystemet: At se anbringelser som en indsats til at bryde den negative sociale arv, og ikke blot en løsning, når det brænder på i en belastet familie. Der skal altså på den ene side gribes tidligere ind, men på den anden side skal indsatsen også målrettes de største behov.

I en reform vil regeringen arbejde videre med:

		Omprioritering: Færre anbringelser af store børn I samarbejde med forældrene findes alternativer til anbringelse, når det drejer sig om store børn, som fx pga. adfærdsvanskeligheder er ”besværlige” for forældrene at have hjemme.
		Større målretning Generelt skal viden om, hvilke indsatser der virker på specifikke problemer bruges mere aktivt og indgå mere tydeligt i de lovgivningsmæssige rammer.
		Mere brug af normalsystemet – frem for specialindsats I langt højere grad skal indsatsen for udsatte børn finde sted i normalsystemet, hvor man skal blive bedre til at finde plads til de lidt ”skæve” børn. Ikke mindst i forbindelse med en anbringelse kan det være en stor styrke for barnet at gå i den lokale folkeskole med mulighed for at opbygge netværk mv., frem for at skolegangen foregår fx på barnets opholdssted.
		Kommunal adgang til at etablere opholdssteder I dag er det en amtslig opgave at styre udbuddet af anbringelsespladser, mens det er kommunerne, som har brug for anbringelsespladserne. Derfor vil regeringen give kommunerne adgang til selv at etablere ”opholdssteder” eller anbringelsessteder på grænsen mellem dag- og døgnbehandling i de tilfælde, hvor der ikke er amtslige eller private tilbud i lokalområdet, der kan opfylde kravene til kvalitet og pris, herunder fx hvis der er behov for at fastholde kontakt til den lokale skole.
		Netværksanbringelser Vidensopsamlingen peger på, at udenlandske erfaringer med anbringelser indenfor familien er gode. I Sverige besluttede man ved en lovændring i 1997, at man altid skal undersøge muligheden for familieanbringelse, når et barn skal anbringes uden for hjemmet. Placeringer i familiepleje i barnets egen slægt har flere fordele for børnene: De udvikler sig lige så godt som i andre anbringelsesformer, og samtidig har de bedre kontakt til deres biologiske familie og udsættes i mindre grad for opbrud og skift i anbringelsesforløbet. Tendensen i andre lande går i retning af en stigende andel af familieanbringelser, mens tendensen i Danmark hidtil har været nærmest den modsatte. Netværksanbringelse kan også omfatte venner af familien.
		Netværksskabende aktiviteter i idræts- og fritidslivet Den lokale indsats kan styrkes ved at udsatte børn og deres forældre får et bedre netværk, fx gennem idræts- og fritidslivet. Regeringen vil derfor arbejde på at lade aktiv deltagelse i idræts-, kultur- og fritidslivet indgå som et element i barnets handleplan i forbindelse med kriminalitet eller anbringelse samt i forældres handleplan. Dermed sættes fokus på barnets ressourcer og samtidig bidrages til at udvikle både kompetencer og netværk. Derudover vil regeringen fremme samarbejdet mellem daginstitution, skole og lokalt foreningsliv med henblik på en styrket indsats for udsatte børn og unge, herunder børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund, eksempelvis således at børnene følger et heldagsforløb, der veksler mellem skolegang, lektier, sport mv.
		Forskning i effekten af anbringelser Der er begrænset viden om effekten af anbringelsessystemet – herunder effekten af forskellige typer af anbringelser. For at sikre bedre effekt og bedre udnyttelse af ressourcerne vil regeringen prioritere forskning i økonomisk baseret og anvendelsesorienteret forskning i, hvilke metoder der er mest effektive.