Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Signaler om at: Omskæring kan finde sted

 


Det er ikke muligt at udforme en tjekliste, der automatisk kan slå alarmklokkerne til, hvis en pige er i umiddelbar risiko for at skulle omskæres.

Der er dog signaler og tegn, der bør udløse ekstra opmærksomhed hos de fagpersoner, der ser pigerne i det daglige.

En opmærksomhed, der i første omgang bør udmønte sig som information til og dialog med familien.

 

Relevante overvejelser

  • Hvordan er forældrenes holdning? Mange herboende somaliere og andre afrikanske grupper tager i dag afstand fra omskæring.
  • Hvilken nationalitet har pigen? Stammer hun og hendes forældre fra et af de lande, som praktiserer omskæring, f.eks. Ægypten, Yemen, Elfenbenskysten, Ethiopien, Sierra Leone, Kenya eller Somalia, skal man være ekstra opmærksom med informationsindsatsen.
  • Hvor gammel er pigen? Som udgangspunkt omskæres piger i alderen 5 til 10 år. Men nogle piger får foretaget indgrebet allerede i 3-4 års alderen.
  • Er der planer om, at pigen eller familien skal rejse? Rejseplaner kan være en anledning til at intensivere informationen til nogle forældre. Det kan være svært for nogle forældre at beskytte deres døtre 100 % f.eks. i forbindelse med besøg i hjemlandet, hvor de ældre kvinder fortsat ser det som en vigtig opgave at omskære pigerne.
  • Er der mindre søstre til en pige, der er oplyst omskåret? Har en omskåret pige mindre søstre, skal man være ekstra opmærksom, fordi risikoen for at også disse omskæres, må anses for stor.

Denne side indgår i publikationen "Vi har alle et ansvar" som kapitel 3 af 14
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top