Målsætninger og indsatsområder

Institutionspolitiske målsætninger

Danske uddannelser skal stå mål med de bedste i verden. Når der gennemføres sammenligninger på tværs af landene, er det målet, at Danmark ligger helt i top.

Der er et godt stykke vej igen, før Danmark når dette ambitiøse mål, og det stiller store krav til uddannelsessystemet og ikke mindst til uddannelsesinstitutionerne. For det er på institutionerne, at visionerne skal omsættes til praktisk virkelighed.

Institutionerne har i de senere år fået større og større frihedsgrader til selv at finde og vælge de løsninger, der svarer bedst til de lokale behov og ønsker. Denne udvikling er et resultat af de mange reformer, der påbegyndtes i slutningen af 1980'erne, og som nu er tilendebragt. De to grundlæggende elementer i decentraliseringen - selveje-modellen og taxameterfinansiering - har optimeret styringen med hensyn til produktivitet og har givet den enkelte institution et godt virksomhedsgrundlag. Men for at indfri de nye og skærpede krav om kvalitet og faglighed skal styringen videreudvikles. Der skal fortsat arbejdes med strukturelle ændringer, som kan være en forudsætning for udvikling af bredere og nye uddannelseskompetencer, og der skal arbejdes for at skabe bedre rammer for institutionernes kvalitetsudvikling.

Samtidig skal institutionerne i højere grad end hidtil dokumentere deres resultater og kvalitetsniveau over for omverdenen. Undervisningssystemets mange brugere, aftagere og øvrige interessenter skal fremover spille en større og mere aktiv rolle i vurderingen af de ydelser, som institutionerne leverer. Nøgleordene for interessenterne er åbenhed og gennemsigtighed om institutionernes resultater. Åbenhed og gennemsigtighed er en forudsætning for brugerindflydelse. Brugerne får et godt grundlag for at vælge mellem forskellige institutioner, og der sikres et godt grundlag for dialog mellem institutionen og dens brugere og aftagere om forhold af relevans for kvaliteten, så ydelserne kan fornyes og videreudvikles i samspil med aftagersiden. Åbenhed og gennemsigtighed giver endvidere institutionerne bedre muligheder for at sammenligne sig med andre og lære af hinanden, og bestyrelserne sikres et bedre arbejdsgrundlag.

For de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner er netop samspillet med det regionale erhvervsliv centralt. Samspillet skal styrkes ved at forpligte institutionerne til dialog med brugere og aftagere og til at samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner om regionalt udbud og kompetenceopbygning. Dette mål kan ikke nås, hvis udbuddet er spredt på for mange og for små uddannelsesmiljøer, men fordrer stærke institutioner både i form af brede faglige undervisningsmiljøer, økonomisk bæredygtighed og professionel ledelse.

Det er et særligt mål at sikre stærke uddannelsesmiljøer for de erhvervsrettede uddannelser i alle dele af landet. Institutionsstrukturen skal bestå af brede, regionale uddannelsesmiljøer, men samtidig bevare de mange lokale uddannelsessteder.

De frie skoleformer etableres derimod på privat initiativ af en kreds af borgere. Det offentlige har således ingen pligt til at sikre et udbud af frie skoler, endsige sikre et landsdækkende udbud. Skolerne er hovedsagelig alternativer til det ordinære uddannelsessystem - folkeskolen eller det almene gymnasium - eller tilbud om folkelig oplysning. Institutionerne har frihed til at fastlægge eget værdigrundlag og undervisning. Eksistensen af de frie skoler er udtryk for en tradition for at vægte mindretalsbeskyttelsen højt ved at yde offentlige tilskud til disse alternative skoleformer.

For de frie grundskoler gælder, at deres eksistens er sikret i Grundlovens § 76. Bestemmelsen fastslår, at der ikke er skolepligt men undervisningspligt i Danmark. Børn har ret til gratis undervisning i folkeskolen, men ikke pligt til at lade sig undervise i folkeskolen, hvis forældrene selv sørger for en undervisning, der står mål med folkeskolen. I de frie grundskoler påhviler tilsynet med undervisningen således som hovedprincip forældrene til børn i skolen.

Øget fokus på output

Realiseringen af de institutionspolitiske mål stiller krav om videreudvikling af styringen af institutionerne, så det i højere grad er output - institutionernes resultater - der tæller. Tilskuddene, der allerede i dag bestemmes ud fra omfanget af institutionernes gennemførte undervisningsaktivitet, skal fremover i højere grad gives efter et "noget for noget princip". Institutionerne skal vise vilje til omstilling inden for politisk særligt prioriterede områder.

Vurderingen af institutionernes resultater på det lokale niveau af brugerne og aftagerne skal styrkes. Fra sommeren 2003 vil institutionerne offentliggøre oplysninger om deres undervisningskvalitet og resultater på deres hjemmesider. Det næste skridt er at skabe overblik og lette borgernes mulighed for at sammenligne mellem de enkelte institutioner. På den måde vil det centrale tilsyn i Undervisningsministeriet blive suppleret af et "markedstilsyn", hvor god og dårlig kvalitet på institutionerne sanktioneres.

Samtidig skal også det centrale tilsyn i Undervisningsministeriet i højere grad understøtte denne proces ved at sikre brugerne al relevant information om institutionernes resultater og kvalitet. Benchmarking af institutionerne er et af de nye redskaber, der skal supplere de allerede eksisterende. Benchmarking skal også øge gennemsigtigheden for institutionerne, så de bedre kan lære af hinanden.

Outputstyring - styringsinstrumenter og indsatsområder

Det nuværende styringskoncept er baseret på decentralisering af beslutningskompetence til de enkelte institutioner. De enkelte styringsinstrumenter er også allerede i dag på forskellig måde orienteret mod output. Omlægning til en højere grad af fokus på output er et udtryk for en logisk videreudvikling af styringskonceptet, hvor sigtet er, at styringen skal rumme flere og flere væsentlige dimensioner. Hvor styringen og tilsynet i de første faser af decentraliseringen især sikrede institutionernes produktivitet og regeloverholdelse, udvides styringens fokus nu med en kvalitetsdimension. Samtidig skal de tidligere opnåede fordele fastholdes. Omlægning til øget outputstyring skal derfor bygge videre på og supplere de elementer, der allerede indgår i styringen.

De væsentligste styringsinstrumenter og indsatsområder er følgende:

Denne side indgår i publikationen "Bedre institutioner til bedre uddannelser" som kapitel 1 af 2
© Undervisningsministeriet 2003