![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Forord
Undervisningsministeriets forord
Undervisningsministeriets forord
Nærværende publikation, Fremtidens danskfag, er udarbejdet af den arbejdsgruppe som Uddannelsesstyrelsen nedsatte for danskfaget. Gruppen, der har haft Frans Gregersen, professor ved Københavns Universitet i dansk sprog, som formand, fremlægger med denne rapport resultaterne af en omfattende analyse af faget dansk på alle niveauer i uddannelsessystemet. Ansvaret for rapportens indhold og anbefalinger ligger fuldt ud hos arbejdsgruppen. Uddannelsesstyrelsen vil gerne rette en stor tak til gruppens medlemmer for gennemførelse af dette meget omfattende projekt, der forventes at sætte et betydeligt præg på først og fremmest udviklingen i danskfaget, men også bredere på den faglige tænkning i andre fagområder. I en selvstændig publikation, Oversigt over dansksystemet, som er udgivet samtidig med nærværende, kortlægger arbejdsgruppens sekretariat de største danskuddannelser i det danske uddannelsessystem. Den publikation giver et nyttigt overblik over danskfagets placering og betydning på de forskellige niveauer i vores uddannelsessystem. Det kan varmt anbefales at alle med interesse for dansk - eller faglighed på andre fagområder - lader sig inspirere af de topublikationer. Det gælder ikke mindst lærere på alle niveauer, lærebogsforfattere og tilrettelæggere af efteruddannelse. Også Uddannelsesstyrelsen vil i arbejdet med fornyelse af såvel danskfaget som andre fag lægge vægt på at nyttiggøre de mange spændende ideer og perspektiver i rapporten. Der er nu adgang til samtlige materialer fra arbejdsgruppens oprindelige websted via www.nyfaglighed.emu.dk . Undervisningsministeriet har finansieret udarbejdelsen og udgivelsen af de to publikationer om danskfaget. Jarl Damgaard
Arbejdsgruppens forordMed denne rapport afsluttes Uddannelsesstyrelsens projekt om Fremtidens
danskfag. Arbejdsgruppen udgav sin første delrapport d. 4. februar
2002. Den findes kun som Internetpublikation. Den anden delrapport udkom
i august 2002 og Ved afslutningen af projektet vil jeg gerne på arbejdsgruppens vegne takke for et enestående samarbejde med alle fagets interessenter. Det har været projektets ønske at inspirere til diskussion, og det er i vidt omfang lykkedes. Vi har i tekstens noter og i selve teksten refereret til navngivne korrespondenter og deres indspil til arbejdet, men vi kan umuligt nævne dem alle. Det er vi lykkelige for - det betyder jo at vi nåede langt ud. Forhåbentlig har vi med denne publikation lagt grunden til det fremtidens danskfag som kun de involverede lærere og lærende kan skabe i deres daglige livtag med det stof vi alle brænder for. Fremtidens danskfags websted er tilgængelig på adressen www.nyfaglighed.emu.dk . Her kan man finde alle de indspil der henvises til nedenfor, sammen med referater og publikationer. Bemærk at der er sat nyt komma i rapporten; dog ikke i de citerede tekststykker hvor der er sat traditionelt komma. København 11. december 2002
|
![]() |
![]() ![]() ![]() Til sidens top |