Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Eksempler på meritgivende brobygningsforløb


 

Eksempler på meritgivende brobygningsforløb
I foråret 2003 har Undervisningsministeriet afholdt møder med skoleforeningerne for efterskolerne samt de skoleformer, hvortil der i henhold til den nye tillægstakst kan brobygges.

På baggrund af møderne er der rundt omkring i landet blevet afholdt møder mellem efterskoler og de mulige brobygningsudbydere i efterskolernes lokale opland. Møderne har haft til formål at afdække interessen for brug af brobygning i efterskoleophold samt mulighederne for etablering af forskellige meritgivende brobygningsforløb.

Nedenstående oversigt over mulige meritgivende brobygningsforløb er udarbejdet på baggrund af tilbagemeldinger og initiativer, der er igangsat gennem de afholdte møder. Oversigten er tænkt som inspirationskatalog for skolerne, således at der gives et grundlag for de enkelte skoler til i samarbejde med de lokale landbrugs-, erhvervs-, og social- og sundhedsuddannelser at tilrettelægge meritgivende brobygningsforløb, der tilpasses de pågældende elevers behov.

Meritgivende brobygningsforløb på landbrugsuddannelsen
Modul 1a på 8 uger i landbrugets grunduddannelse, Faglært landmand skal i sin helhed indgå som et meritgivende brobygningselement.

Forløbet kan afholdes som 8 sammenhængende uger i foråret eller efteråret, men kan også opdeles i f.eks. 2 perioder af 4 uger. Opdeling af forløbet kan sikre, at efterskoleeleverne i højere grad bevarer kontakten til efterskolens lærere og øvrige elever.

Meritgivende brobygningsforløb på social- og sundhedsuddannelserne
Social- og sundhedsskolerne kan tilbyde forskellige modeller for meritgivende brobygningsforløb bestående af områdefag fra skolernes grundforløb som f.eks. sundhedsfag, social- og samfundsfag, pædagogik med psykologi og aktivitetsfag. Endvidere kan der indgå grundfag fra skolernes grundforløb så som engelsk, dansk og naturfag i det meritgivende brobygningsforløb.

Brobygningsforløbet kan opbygges som f.eks. en dag om ugen i 30 dage, 6 enkelte uger fordelt over skoleåret eller 6 uger samlet i en blok.

Meritgivende brobygningsforløb på handelsskoler
Handelsskolerne kan tilbyde meritgivende brobygningsforløb på 6 uger i ét samlet forløb. Nogle handelsskoler vil endvidere have mulighed for at dele forløbet op.

Brobygningsforløbet kan f.eks. indeholde følgende meritgivende elementer:

  • Kreativ reklame, valgfag, varighed 2 uger
  • Salg og service på F-niveau, grundfag, varighed 1 uge
  • Temaprojekt, varighed 1 uge
  • Psykologi og service, valgfrit områdefag, varighed 2 uger

En anden mulig sammensætning kan være:

  • Privatøkonomi, valgfag, varighed 1 uge
  • PC-kørekort, valgfag, 1 modul, varighed 1 uge
  • Salg og service på F-niveau, grundfag, varighed 1 uge
  • Engelsk på F-niveau, grundfag, varighed 1 uge
  • F.eks. Psykologi og service, valgfrit områdefag, varighed 2 uger

Det understreges, at ovenstående er eksempler på sammensætning af meritgivende brobygningsforløb, og at den enkelte handelsskole i forbindelse med planlægningen af specifikke forløb skal garantere overfor de deltagende efterskoler, at der er tale om obligatorisk indhold fra grundforløbet, som ikke er pålagt adgangsbegrænsning, og som i det ordinære forløb varer mindst 6 uger.

Meritgivende brobygningsforløb på tekniske skoler
De tekniske skoler kan tilbyde en række forskellige modeller for meritgivende brobygningselementer indenfor hvert enkelt af de 6 forskellige tekniske indgange på skolerne, som er nævnt i afsnittet "erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelser".

Af forslag til forskellige modeller kan tænkes:

  • Brobygningselementer på 6 uger i én samlet periode.
  • Brobygningselementer opdelt på 3 perioder á 14 dages varighed. Opdelingen sikrer, at eleverne i højere grad end ved en samlet 6 ugers periode bevarer kontakten til efterskolens lærere og de øvrige elever.
  • Brobygningselementer opdelt med 1-2 dage pr. uge fordelt over et længere forløb. Denne model er især velegnet til f.eks. ordblinde elever, der har behov for opbakning og støtte fra efterskolen undervejs i brobygningsforløbet.

Nedenfor gives eksempler på, hvordan et meritgivende brobygningsforløb kan sammensættes. Det understreges, at nedenstående er eksempler, og at den enkelte tekniske skole i forbindelse med planlægningen af specifikke forløb skal garantere overfor deltagende efterskoler, at der er tale om obligatorisk indhold fra en og samme indgang, som ikke er pålagt adgangsbegrænsning, og som i det ordinære grundforløb varer mindst 6 uger.

Brobygningselementerne bør for at give bred introduktion og merit bestå af fag, som er fælles for flest muligt af indgangens uddannelser. Når kun dele af et fag indgår, skal det af undervisningsplanen for elementet og af elevernes bevis fremgå, hvilke mål - målpinde fra elevplan - elevens undervisning omfatter. Et brobygningselement kan evt. i meget begrænset omfang efter elevens individuelle plan og valg omfatte frivillige dele af grundforløbet efter grundforløbsbekendtgørelsen, men denne del skal så ikke medtages på beviset og er ikke meritgivende, og efterskolen kan ikke opnå tillægstaxameter og skal således være orienteret herom. Det er kun, såfremt den samlede merit af brobygningselementet, er mindst 6 uger, at efterskolen kan opnå tillægstakst for elever, der deltager heri.

I indgangen Håndværk og teknik kan et element på 6 uger f.eks. sammensættes af:
Arbejdsmiljø, 1 uge
Informationsteknologi, 1 af de 2 obligatoriske uger
Materialeforståelse, 1 uge
Stil, form og Farve, 1 uge
Førstehjælp og brand, ½ uge
Arbejdsorganisering, produktionsplanlægning og fremstilling, 1½ uge.

I indgangen Mekanik, transport og logistik kan et 6 ugers brobygningselement f.eks. bestå af:
Arbejdsmiljø, 1 uge
Naturfag, 1 af de 2 obligatoriske uger
Produktudvikling, produktion og service, 1 af de 2 obligatoriske uger
Introduktion til færdselslære, 0,5 uge af den obligatriske 1 uge
Kundebetjening, logistik og lager, 1 af de 2,75 obligatoriske uger
Køretøjets opbygning og vedligehold samt motorlære, 1,5 af de 2,75 obligatoriske uger.

 

Denne side indgår i publikationen "Meritgivende brobygningsforløb for efterskoleelever på landbrugs-, erhvervs- og social- og sundhedsuddannelserne" som kapitel 6 af 8
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top