Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

VIII Råd og udvalg

 


1. REVE

Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse (REVE) blev nedsat i juni 2003 og erstattede to tidligere partsfora: Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelser og Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering.

 

REVE's rådgivning

REVE har til opgave at rådgive undervisningsministeren om

  • Grundlæggende arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling i form af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser
  • Tilskud til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter lov om åben uddannelse (se bilag 1).

REVE's konkrete beføjelser er nævnt under de forskellige kapitler i denne pjece.

 

Endvidere rådgiver REVE om reglerne vedrørende:

  • Fælles kompetencebeskrivelser
  • Arbejdsmarkedsuddannelser
  • Særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere
  • Individuel kompetenceafklaring
  • Beviser
  • Krav til lærerkvalifikationer
  • Tilskud til befordringsudgifter, kost og logi
  • Fastlæggelse af kvalitetssikringsredskaber

 

REVE's sammensætning

REVE har følgende sammensætning

  • 1 formand
  • 7 medlemmer efter indstilling fra LO
  • 1 medlem efter indstilling fra FTF
  • 5 medlemmer efter indstilling fra DA
  • 1 medlem efter indstilling fra SALA
  • 2 repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere efter indstilling fra finansministeren, KL og ARF

De organisationer og myndigheder, der indstiller medlemmer, indstiller hver 1 suppleant, dog indstilles der 2 suppleanter for organisationer med mere end 3 pladser.

Undervisningsministeren udpeger formanden, beskikker rådets medlemmer og suppleanter og udpeger 1 tilforordnet fra Undervisningsministeriet og 1 tilforordnet fra Beskæftigelsesministeriet - efter indstilling fra beskæftigelsesministeren.

Udpegning og beskikkelse gælder for 4-årige perioder. Endvidere tiltrædes rådet af formanden for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU). De tilforordnede og formanden for REU har ikke stemmeret.

 

2. Efteruddannelsesudvalg

Opgaver

Efteruddannelsesudvalgene har til opgave at udarbejde analyser af og forslag til arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling for voksne, dvs. fælles kompetencebeskrivelser og arbejdsmarkedsuddannelser.

Efteruddannelsesudvalgenes konkrete beføjelser er nævnt under de forskellige kapitler i denne pjece.

Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde anmode et eller flere efteruddannelsesudvalg om at udvikle en fælles kompetencebeskrivelse eller en arbejdsmarkedsuddannelse på et bestemt område inden for en tidsfrist.

Uddannelsesmateriale, der udvikles af efteruddannelsesudvalgene, og som finansieres helt eller delvist af staten, tilhører Undervisningsministeriet.

Efteruddannelsesudvalgene indberetter de fælles kompetencebeskrivelser, herunder arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag til et centralt informationssystem for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som der er adgang til fra UVM's hjemmeside.

 

Sammensætning og godkendelse

Det er arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne, der nedsætter efteruddannelsesudvalgene inden for større områder, som tilsammen skal dække arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling. Arbejdstagernes og arbejdsgivernes hovedorganisationer udpeger udvalgene, som skal have et lige stort antal medlemmer fra hver side. Udvalgene vælger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer.

Det er REVE, der godkender oprettelse, nedlæggelse og opsplitning af efteruddannelsesudvalg samt sammenslutning af efteruddannelsesudvalg med faglige udvalg ved erhvervsuddannelser.

 

3. Lokale uddannelsesudvalg

Nedsættelse og opgaver

Alle institutioner for erhvervsrettet uddannelse skal nedsætte et eller flere lokale uddannelsesudvalg, der tilsammen skal rådgive inden for det område, der er dækket af de fælles kompetencebeskrivelser, som institutionen er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser inden for. Øvrige uddannelsesinstitutioner kan ligeledes nedsætte lokale uddannelsesudvalg.

Et lokalt uddannelsesudvalg har to hovedopgaver. Det skal rådgive institutionen i spørgsmål, der vedrører de uddannelser, der ligger inden for udvalgets område, og det skal medvirke til, at der er godt samarbejde mellem institutionen og det lokale arbejdsmarked. De lokale uddannelsesudvalg kan beslutte at lægge sig sammen med de lokale uddannelsesudvalg ved erhvervsuddannelserne.

 

Sammensætning

Medlemmerne af et lokalt uddannelsesudvalg udpeges af de relevante efteruddannelsesvalg - efter indstilling fra organisationernes lokale afdelinger - og af institutionen. De medlemmer, der udpeges af efteruddannelsesudvalgene, skal have flertal i udvalgene, og arbejdsgivere og arbejdstagere skal være ligeligt repræsenteret. Medlemmerne skal så vidt muligt have tilknytning til det geografiske område, som institutionens udbud henvender sig til. Udvalgene vælger selv deres formand.

En repræsentant for institutionens ledelse og for institutionens lærere tilforordnes udvalget. En repræsentant for arbejdsformidlingen kan tilforordnes udvalget.

 

Denne side indgår i publikationen "AMU under forandring - om reformen fra 2004" som kapitel 8 af 8
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top