Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord

 

 

Denne faglige rapport er den første i en planlagt række på tre i projektet Det Virtuelle Gymnasium.

De faglige rapporter skal behandle udvalgte faglige, pædagogiske, organisatoriske og IT-relaterede problemstillinger og muligheder ved en gymnasieskole med massiv anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi. De faglige rapporter indgår således i udredningsarbejdets præmisser for at opstille en vision, model og strategi for faglig og pædagogisk skoleudvikling understøttet af IT.

Den første faglige rapport har fag, pædagogik og IT i det almene gymnasium som omdrejningspunkt og afspejler resultatet af en meget omfattende empirisk indsats i den tredie af udredningsarbejdets fem faser.

Formålet med den gennemførte research har været at skabe overblik over afsluttede og igangværende forsøgs- og udviklingsaktiviteter med fokus på IT-anvendelse i det almene gymnasium og dermed definere “state of the art” i denne del af gymnasieskolen.

Der har været en god grund til at bruge kræfter på at kortlægge, analysere og perspektivere erfaringerne i de almene gymnasier med IT-relaterede aktiviteter: Det er kun muligt at opstille en vision, der har bud til samtlige gymnasier uanset deres praktiske erfaringer med IT, såfremt de har relation til gymnasieskolens hverdag. Er det ikke tilfældet, risikerer visionen at få karakter af luftspejlinger eller mål, der er inden for synsvidde, men uden for rækkevidde - og iøvrigt fuldstændig uinteressant for andet end en teoretisk diskussion.

Derfor er samtlige 25 fagkonsulenter interviewet. Der er endvidere gennemført dybdegående interviews med otte pædagogiske nøglepersoner og 38 gymnasielærere, som har særlig erfaring med IT i undervisningen. Endelig er ni centralt placerede og indsigtsfulde aktører blevet interviewet om deres opfattelse af gymnasieskolens og gymnasieuddannelsernes udfordringer.

I alt har 80 mennesker med særlig indsigt i de faglige og pædagogiske emner, som er i centrum for denne del af Projektet Det Virtuelle Gymnasium, venligt stillet deres viden og synspunkter til rådighed for udredningsarbejdet.

Rapporten er udarbejdet af Strategisk Netværk og redigeret af udviklingschef Tom Bødker Hansen samt analytiker Charlotte V. Andreasen under medvirken af lektor Anne Frausing, Gentofte HF. Strategisk Netværk er som kontraktholder eneansvarlig for rapportens indhold, herunder fortolkninger og vurderinger.

København, den 1. marts 2001

Søren Carøe
Projektchef

Denne side indgår i publikationen "Fag, pædagogik og IT i det almene gymnasium - status og perspektiver" som forord
© Undervisningsministeriet 2002

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top