Natur- og miljøkompetence

af professor og forskningsleder Bjarne Bruun Jensen, Danmarks Pædagogiske Universitet og lektor Michael Søgaard Jørgensen, Danmarks Tekniske Universitet

Indhold

Forord
1. Generel vurdering af kompetencernes relevans og anvendelighed
2. Overordnet beskrivelse af "Miljø- og Naturkompetence"
2.1 Indledende afgrænsninger
2.2 En præcisering af handlebegrebet
2.3 Miljøproblemer er samfundsproblemer
2.4 Miljøkompetence - en definition og dens implikationer
3. Miljøkompetencens delkomponenter
3.1 Miljøstrategier og deres kompetencebehov
3.2 Viden og indsigt
3.3 Engagement, vilje og gå-på-mod
3.4 Visionær og kritisk tænkning
3.4.1 Interaktionsevne
3.4.2 En model
4. Sammenhænge hvor miljøkompetence og dens delkomponenter anvendes og udvikles
4.1 Centrale arenaer og aktører i udvikling og anvendelse af miljøkompetence
4.1.1 Overførsel af kompetencer mellem forskellige arenaer
4.1.2 Udvikling og anvendelse af delkomponenter af miljøkompetence
4.2 Udvikling og anvendelse af miljøkompetence i undervisningsinstitutioner
4.2.1 Integration af miljø i uddannelser
4.2.2 Grund- og efteruddannelse
4.2.3 Samspil mellem miljøstrategier og uddannelsesstrategier
4.2.4 Forandring af uddannelser
4.3 Virksomheden
4.3.1 Udvikling af miljøarbejdet er en stadig proces
4.3.2 Centrale problemstillinger i udviklingen af miljøkompetence i en virksomhed
4.4 Ressourceområdet
4.5 Kompetenceklyngen
4.5.1 Miljøorientering af eksisterende kompetenceklynger
4.5.2 Udvikling af kompetenceklynger med udgangspunkt i miljøinnovationer
4.6 Produktkæden
4.7 Lokalområdet
4.8 Civilsamfundsorganisationen
4.9 Husholdningen
5. Sammenhæng og afgrænsning i forhold til øvrige kompetencer
6. Forslag til konkrete kvantitative og kvalitative indikatorer
Litteratur

Forord

Dette bidrag til præcisering af begrebet “natur- og miljøkompetence” er udarbejdet med udgangspunkt i en række problemstillinger opstillet af Det Nationale Kompetenceregnskabs sekretariat.

Den foreliggende beskrivelse er i vid udstrækning udviklet på baggrund af arbejde vi hver især tidligere har gennemført i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere, hvilket litteraturlisten tydeligt afspejler. Det gælder først og fremmest nuværende og tidligere kolleger og samarbejdspartnere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Teknologisk Institut/Arbejdsliv (bl.a. Søren Breiting, Marianne Forman, .Finn Mogensen og Karsten Schnack).

Det har været spændende at beskrive et koncept for natur- og miljøkompetence baseret på arbejde fra forskellige forskningsmiljøer. Vi har haft en oplevelse af, at analyser, begreber m.m. fint har suppleret hinanden.

Notatets afsnit 1 indeholder en kort, generel vurdering af nogle af de andre kompetencer, der arbejdes med inden for Det Nationale Kompetenceregnskab.

I afsnit 2 præsenteres notatets overordnede forståelse af miljøproblemer og deres karakter og deres samfundsmæssige årsager samt af handlingsbegrebet, som centrale for den foreliggende præcisering af natur- og miljøkompetence.

I afsnit 3 beskrives komponenterne i natur- og miljøkompetence, som vi har valgt at sammenfatte under begrebet “miljøkompetence”. De fire elementer er

• viden og indsigt
  
• engagement, vilje og gå-på-mod
  
• visionær og kritisk tænkning
  
• interaktionsevne.

I afsnit 4 beskrives en række sammenhænge (arenaer), hvor miljøkompetence i dag anvendes og udvikles: undervisningsinstitutioner, virksomheder, ressourceområder, kompetenceklynger, produktkæder, lokalområder, civilsamfundsorganisationer og husholdninger. Det præciseres, at det kan være vanskeligt og nogen gange misvisende at skelne mellem udvikling og anvendelse af kompetence, da miljøkompetence ofte udvikles som led i handlinger. Miljøkompetence kan dog overføres mellem forskellige arenaer - f.eks. fra undervisning til arbejdsplads eller mellem husholdning og arbejdsliv.

I afsnit 5 beskrives kort nogle sammenhænge mellem miljøkompetence og nogle af de andre nøglekompetencer i Det Nationale Kompetenceregnskab - bl.a social kompetence, literacy, læringskompetence, demokratisk kompetence og helbreds- og fysisk kompetence.

I afsnit 6 gives nogle overordnede overvejelser om kvantitative og kvalitative metoder og indikatorer til at karakterisere miljøkompetence og muligheder og barrierer for miljøkompetences udvikling og anvendelse.

1. Generel vurdering af kompetencernes relevans og anvendelighed

Det forekommer vanskeligt at foretage en kvalificeret vurdering af de andre kompetencer, der arbejdes med i Det Nationale Kompetenceregnskab ud fra det foreliggende materiale, idet stort set alle kompetencer kræver en fortolkning og ”oversættelse” af sekretariatets introducerende formuleringer (og denne fortolkning har vi kun haft mulighed for at foretage for den ene kompetence, vi har arbejdet med). Vi har dog valgt at give nogle enkelte, korte kommentarer til kompetencerne som helhed og til sekretariatets beskrivelser af nogle af de andre kompetencer.

På det overordnede plan savnes der en redegørelse for det grundlag, som de 10 kompetencer er udvalgt på baggrund af. Hvilke principper og/eller kriterier ligger til grund? Det manglende grundlag illustreres af en relativt svag begrundelse for ændringen i det europæiske DeSeCo-projekts kompetencer, hvor “værdikompetence” er taget ud og erstattet med “kreativ og innovativ kompetence”. Argumentationen er bl.a., at værdikompetence er taget ud, da den blev vurderet at være ”… en for uhåndterlig størrelse at operere med, og at vi til dels kunne optage dens elementer i andre af nøglekompetencerne.” Samme argumentation kunne foretages for flere af de øvrige kompetencer og samtidig kunne en række andre kompetencer sagtens være taget med ud fra de samme begrundelser (eksempelvis international og global kompetence).

Endvidere forekommer flere af kompetencerne at have så generel en karakter, at de med lige så god ret umiddelbart kunne være placeret som metakompetencer. Dette drejer sig eksempelvis om “social kompetence”, “demokratisk kompetence” (en dansk metakompetence?) og “læringskompetence”. En dansk præsentation af kompetencematerialet må have den ambition at gøre eksplicit rede for grundlaget for opbygningen (meta-/nøglekompetencer) samt for udvælgelsen af de opstillede kompetencer.

Nedenfor følger korte kommentarer til få udvalgte kompetencer.

“Social kompetence” forekommer at være uhyre tæt på den ene af de tre metakompetencer, nemlig evnen til at kunne tilhøre og fungere i socialt heterogene grupper

Der forekommer at være store overlap mellem især “literacy”, “læringskompetence” og “selvledelseskompetence”, og en dansk ”oversættelse” må som ambition have at klargøre forskellene mellem disse.

Afsnittet om “Helbreds- og fysisk kompetence” fremtræder inkonsistent, idet det på den ene side lægger op til en definition, som nærmer sig “kropskompetence”, mens der på den anden side også lægges op til et egentligt sundhedsbegreb, der rummer både forebyggelse og sundhedsfremme. Hvis hensigten er at udvikle en kompetence, som bl.a. skal dække “sundhedskompetence” rummer teksten en række problemer. For det første er termen “helbred” uheldigt valgt, idet den stort set ikke er anvendt i en dansk kontekst de seneste 15 år i forbindelse med sundhed. Dernæst er der rent ideologisk og begrebsmæssigt i baggrundsmaterialet foretaget en indsnævring af sundhedsbegrebet i retning af et sygdomsorienteret og et individualistisk sundhedsbegreb, som er ude af trit med en række centrale, nutidige dokumenter, eksempelvis undervisningsministeriets gældende læseplaner for folkeskolens undervisning inden for dette område samt regeringens folkesundhedsprogram. Teksten berører et par steder ord som forebyggelse og sundhedsfremme, men disse harmonerer ikke med den øvrige tekst, herunder skemaet med indikatorer. Sundhed relateres snævert til livsstilssygdomme, som dog ikke relateres til de omgivende levevilkår. Udgangspunktet for en kompetence om sundhed kunne inddrage det forhold, at udvikling af befolkningens sundhedstilstand næppe kan forstås uden at sundhed relateres til livsvilkår, herunder arbejdsmiljø, ydre miljø, boligmiljø m.m.

2. Overordnet beskrivelse af ”Miljø- og Naturkompetence”

I dette afsnit præsenteres udgangspunktet for den efterfølgende beskrivelse af ’Miljø- og naturkompetence”. Der lægges for det første vægt på at redegøre for forståelsen af miljø- og naturbegrebet og for andet præciseres den anvendte fortolkning af kompetencebegrebet inden for dette område.

2.1 Indledende afgrænsninger

Ud fra beskrivelser foretaget af DeSeCo og af Det Nationale Kompetenceregnskabs sekretariat vælges et udgangspunkt, hvor fokus er på miljøproblemer i forhold til det ydre miljø. Mange andre miljø-fortolkninger kunne være inddraget, såsom socialt miljø, boligmiljø, arbejdsmiljø m.m., men disse inddrages udelukkende i det omfang, de har direkte relationer til belastningen af det ydre miljø. Dette gælder også naturbegrebet, som inddrages når det spiller en direkte rolle i tilknytning til miljøproblemer i relation til det ydre miljø. Dette betyder bl.a., at fredningsproblematikken ikke inddrages eksplicit. Efterfølgende anvendes begrebet “miljøkompetence”, som det fokus, rapporten drejer sig om.

I relation til kompetencebegrebet lægges vægten på et handlings- og forandringsperspektiv inden for miljøområdet. I denne fortolkning er der taget udgangspunkt i de af DeSeCo opstillede metakompetencer: 1) at kunne handle selvstændigt, 2) at kunne anvende redskaber interaktivt og 3) at kunne tilhøre og fungere i socialt heterogene grupper. Disse tre metakompetencer opfattes i denne rapport som hierarkisk ordnede, således at den første, om at kunne handle, er overordnet de to øvrige, der opfattes som nødvendige betingelser for at opfylde intentionen om handling. Dette harmonerer også med DeSeCo’s forståelsesramme for “individuel kompetence”, hvor vægten lægges på at specificere en række forudsætninger for at individer kan agere - selvstændigt og i samarbejde med andre.

Opgaven med at præcisere begrebet “miljøkompetence” er derfor fortolket som et forsøg på at konkretisere og operationalisere de tre nævnte metakompetencer ind i området “miljø og natur”. Med andre ord bliver opgaven at præcisere og indkredse individers handlekompetence i forhold til nutidens og fremtidens miljøproblemer.

2.2 En præcisering af handlebegrebet

Fokus er på individers kompetence til at handle og forandre inden for det miljømæssige område. Både inden for den samfundsmæssige og - ikke mindst - den pædagogiske debat har handlebegrebet opnået status af modeord, og derfor er en afgrænsning på dette sted nødvendig. En sådan afgrænsning foretages ud fra en række systematiseringer.

Først til selve handledefinitionen. For at en given aktivitet overhovedet kan karakteriseres som en handling, må der foreligge en bevidst stillingtagen fra den eller de handlendes side; med andre ord må de selv have besluttet sig for at igangsætte den pågældende handling. Og dette gælder, hvad enten der eksempelvis er tale om ændring af ens egen adfærd, eller det drejer sig om forsøg på i fællesskab med andre at påvirke en virksomheds politik på miljøområdet. For det andet skal handlingen rette sig mod en forandring - eller rettere forbedring - inden for miljøområdet.

Handlinger er med andre ord bevidste, intentionelle og målrettede. Og derved adskiller de sig såvel fra adfærdsændringer (som ikke nødvendigvis er bevidste) som fra aktiviteter (der ikke altid er rettet mod direkte forandring). Aktiviteter kan derimod sagtens indgå i forberedelse af en handling (f.eks. undersøgelse af hvilke teknologier, der kunne nedbringe en vandforbruget på en arbejdsplads), men handlingsperspektivet kommer først i fokus, når disse undersøgelser fører til forslag eller krav om ændrede vilkår og forhold. På samme måde kan handlinger tage form af adfærdsændringer (f.eks. at nedbringe det personlige vandforbrug i husstanden), men det kræver som nævnt at husstandens beboere har været involveret i at tage beslutning om, hvilke adfærdsændringer de vil sigte mod. Sagt på en anden måde er handlingsbegrebet et mere eksklusivt begreb end både aktivitets- og adfærdsbegrebet, og samtidig indebærer det, at demokratiseringsprocesser vægtes højt i miljøarbejdet.

Udgangspunktet for denne rapport er individet og dets kompetencer. I den forbindelse er det afgørende, at individer kan handle alene som enkeltindivider og som del af større eller mindre fællesskaber. I forhold til karakteren af nutidens miljøproblemer (jvf. senere) kan der stilles spørgsmål ved effekten af isolerede handlinger, udført af enkeltindivider. Set i relation til DeSeCo’s metakompetencer er handling som del af fællesskaber da også tænkt med på et mere generelt plan, idet en af de tre metakompetencer netop omfatter evne til samarbejde.

En sidste distinktion inddeler handlinger inden for miljøområdet i to hovedkategorier, nemlig handlinger, der direkte bidrager til løsningen af det miljøproblem der arbejdes med, og handlinger, der har til formål at påvirke andre til at gøre noget for at bidrage til en løsning af det pågældende miljøproblem (indirekte miljøhandlinger). Indirekte handlinger vil derfor ofte være karakteriseret ved at dreje sig om "menneske-menneske" relationer, mens direkte handlinger vedrører relationen mellem menneske og miljø.

En direkte miljøhandling er det f.eks., hvis de ansatte på en virksomhed beslutter sig for at sortere affaldet, medens det at indkalde til et debatmøde om hvordan beboere i et lokalområde kan mindske vandforbruget vil være en indirekte miljøhandling. Ledelsen på en virksomhed, der beslutter sig for at indkøbe teknologi, der nedsætter udledningen af stoffer til det omgivende miljø, udfører en direkte miljøhandling. Men samtidig vil sådanne beslutninger ofte være påvirkede af en række andre indirekte handlinger, såsom debatarrangementer på arbejdspladsen, den folkelige opinion i samfundet og i lokalområdet m.v. Med andre ord er indirekte handlinger ofte forløbere til direkte handlinger, og en direkte miljøhandling vil typisk være forårsaget af et net af indirekte miljøhandlinger.

Denne indkredsning af handlebegrebet har en række implikationer for miljøkompetencebegrebet, hvoraf den vigtigste er nødvendigheden af et involverings- eller demokratiseringsperspektiv. Dette perspektiv knytter sig også tæt til miljøproblemernes karakter, som det fremgår af det følgende.

2.3 Miljøproblemer er samfundsproblemer

I dette afsnit skal en række karakteristika ved nutidens miljøproblemer og miljøstrategier kort skitseres. Disse karakteristika stiller en række udfordringer til et tidssvarende miljøkompetencebegreb.

1. Miljøproblemer forstås her som samfundsproblemer, der grundlæggende skyldes problemer og konflikter i den måde samfundene er indrettet på. At samfundenes udnyttelse og omgang med naturen har nået et omfang, der fremkalder betegnelsen miljøproblemer, skyldes derfor ikke forhold i naturen, men derimod at samfundenes påvirkninger af miljøet har nået et omfang, der kulturelt og samfundsmæssigt vurderes som uønsket - og derfor som problematisk. Hvad der vurderes som problemer og som problematisk vil dermed også variere fra kultur til kultur.
   
2. Konflikt-perspektivet står centralt i forståelse af dynamikken inden for miljøområdet. Der kan være forskellige typer af konflikter, hvor tre kan sammenfattes her: 1) intrapersonelle, 2) interpersonelle og 3) strukturelle. Miljøproblemernes fremkomst og dermed også deres løsning vil være afhængig af håndteringen af disse konflikter, herunder den magt som forskellige aktører kan etablere bag forskellige perspektiver.
   
3. Løsningen af nutidens miljøproblemer er ikke entydig. Begrebet “bæredygtig udvikling”, der i mange sammenhænge anvendes som fokus for en diskussion af den ønskværdige udvikling inden for miljøområdet, åbner mulighed for mange fortolkninger og visioner for fremtidens udvikling. Dette illustreres bl.a. af det forhold, at der tales om mindst tre aspekter af bæredygtig udvikling: miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter. Derudover fremhæves i nogle sammenhænge også et institutionelt perspektiv for at illustrere nødvendigheden af institutionelle forandringer som led i at opnå en mere bæredygtig udvikling. Beslutninger om fremtidens miljøforhold nødvendiggør diskussioner af grundlæggende værdispørgsmål om valg af teknologi, arbejdsprocesser, boformer, transportforhold etc. Hele problematikken om miljøproblemer stiller dermed krav om inddragelse af demokratiske processer på mange planer.
   
4. Miljøproblemernes karakter har medført at effekterne - især i vor del af verden - er langt mindre synlige og mindre umiddelbart mærkbare end tidligere. Som illustrativt eksempel kan nævnes en udvikling fra forurenende sort røg fra fabrikkernes skorstene til pesticidrester fra landbruget, der ender i grundvandet og i fødevarerne. Mange af nutidens miljøproblemer viser sig endvidere først med en stor tidsforskydning. Dette kan ses som en del af forklaringen på, at naturvidenskabelig baseret viden om miljørisici og økonomisk baseret viden om værdisætning af et rent miljø ofte spiller en fremtrædende rolle i diskussioner om hvilke miljøforhold, der betragtes som problematiske. Der ses forskellige fortolkninger af forsigtighedsprincippet - dvs. hvornår en risiko skal give anledning til indgreb i form af forebyggelse eller afhjælpning. Nogle mener risikoen skal vurderes ud fra risikoen for at noget sker sammenholdt med risikoen ved at det sker (i form af mulitiplikatet af de to), mens andre mener at alene risikoen ved at noget sker bør inddrages, da selv små sandsynligheder for meget store eller uigennemskuelige risici bør være tilstrækkeligt til at der skal ”gøres” noget i forhold til det pågældende problem.
   
5. Miljøproblemerne er i stigende omfang grænseoverskridende og globale. Det er i dag næppe muligt at nævne et eneste miljøproblem, som - enten på årsags- eller effektplan - kan forstås og forklares fyldestgørende ud fra en lokal kontekst. Dette hænger bl.a. sammen med forurenende stoffers bevægelse over grænser (i form af luftstrømme eller i form af varer) og en øget globalisering inden for reklamer og markedsføring. Dertil kommer, at der også er en stigende global bevidsthed omkring disse problemer.
   
6. Der har i erkendelse af de store udgifter til rensningsforanstaltninger og samme foranstaltningers manglende evne til at forebygge miljøproblemer i de senere år været stigende fokus på forebyggende miljøstrategier i form af f.eks. indførelse af renere teknologi og miljøledelse i virksomheder. Dette indebærer at der bliver behov for nye kompetencer for at håndtere miljøproblemer, idet miljøproblemernes afhjælpning bl.a. kræver samarbejde mellem personer med miljøbaggrund og personer med teknologisk og økonomisk baggrund.
   
7. Miljøproblemer kan ikke skilles fra andre sfærer i samfundet, eksempelvis arbejdsmiljøområdet. Ud over direkte sammenhænge mellem miljø og arbejdsmiljø, hvor de samme påvirkninger giver problemer i forhold til både ydre miljø og arbejdsmiljø (en række kemiske stoffer og materialer, støj og vibrationer), er der en række indirekte sammenhænge mellem arbejdsmiljø og ydre miljø, som det er vigtigt at være opmærksom på ved bestræbelser på at forebygge miljøproblemer. F.eks. kan højt arbejdstempo og lønsystemer, der tilskynder hertil, gøre det vanskeligt f.eks. at minimere spild - dvs. at arbejdstempo og lønsystemer indirekte indvirker på miljøbelastninger og ressourceforbrug.

2.4 Miljøkompetence - en definition og dens implikationer

På baggrund af ovenstående relateres individers miljøkompetence til løsning af nutidens miljøproblemer og sikring af en bæredygtig fremtidig udvikling. Med andre ord:

”Individers miljøkompetence omfatter evne og motivation til - alene og sammen med andre - at reflektere over problemer og løsninger relateret til miljø og på baggrund heraf aktivt bidrage til ønskede forandringer med reduceret miljøpåvirkning”

Definitionen og teksten ovenfor - og dermed vores udlægning af DeSeCO’s overordnede begreber - implicerer et handlings- og dermed også et demokratiseringsperspektiv. Dette demokratiseringsperspektiv udspringer både af handlebegrebets centrale placering og af miljøproblemernes struktur og mulige løsninger i form af en såkaldt bæredygtig udvikling.

Det betyder for det første, at vi i denne rapport distancerer os fra tiltag og formidlingsformer, der sigter mod at indoktrinere, manipulere eller påvirke individer til at ændre deres miljøadfærd i på forhånd givne retninger. Befolkningsgrupper, hvad enten det eksempelvis er ansatte på en arbejdsplads, beboere i et lokalområde eller regionale netværk af grønne familier, må aktivt inddrages i udviklingen af en vision om bæredygtig udvikling og dertil knyttede handlingsstrategier inden for miljøområdet.

For det andet betyder det, at miljøkompetence bør opfattes som havende et tosidigt perspektiv. Dels omfatter det befolkningens handlinger inden for de til rådighed stående rammer. Og dels omfatter det befolkningens handlinger rettet mod de givne rammer med henblik på at ændre disse for at skabe øget handlerum. Beboere i et boligområde med masser af lyst og vilje til at sortere og genbruge affald kan f.eks. blive mødt af umiddelbare barrierer, hvis bolig- eller ejendomsadministrationens politik modarbejder sådanne handlinger. I dette tilfælde vil målet for anvendelse af miljøkompetence snarere blive at påvirke ejendomsadministrationens politik med henblik på at skabe de bedst mulige rammer for affaldshåndtering. Lignende eksempler inden for virksomhedsområdet kunne nævnes.

3. Miljøkompetencens delkomponenter

I dette afsnit gennemgås en række vigtige delkomponenter af miljøkompetence. Som det vil fremgå, er de udvalgte delkomponenter tæt sammenhængende, og derfor kan det være problematisk at skille dem ad - både i forbindelse med analysen af, hvor de udvikles og hvor de anvendes. Sigtet med dette afsnit er imidlertid et andet, idet selve begrebet miljøkompetence søges operationaliseret med henblik på at diskutere, hvorvidt miljøkompetence kan gøres målbar. I dette afsnit beskrives de udvalgte delkomponenter på et mere generelt plan, medens de i de efterfølgende afsnit i højere grad forsøges relateret til forskellige arenaer, hvor de udvikles og anvendes. Visse af de gennemgåede delkomponenter vil blive behandlet mere grundigt end de øvrige. Dette drejer sig især om komponenter, hvor det foreslåede indhold afviger fra - og problematiserer - eksisterende traditioner inden for området. Afsnittet indledes med en kort oversigt over udviklingen i miljøstrategier og det kompetencebehov de giver anledning til hos forskellige aktører, hvorefter de enkelte komponenter i begrebet “miljøkompetence” gennemgås.

3.1 Miljøstrategier og deres kompetencebehov

En udvikling af dimensionerne i et begreb for miljøkompetence må ses i sammenhæng med de forskellige miljøstrategier og de tilhørende kompetencebehov. I det følgende gives en kort oversigt over udviklingen i de fremherskende miljøstrategier nationalt og globalt (udviklet fra (Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard (2001)). Virksomheders miljøforhold reguleres i Danmark af Miljøbeskyttelsesloven og en række love og bekendtgørelser udarbejdet inden for rammerne af loven. Regulering med udgangspunkt i EU har i stigende grad fået betydning for den danske miljøregulering. Siden Miljøbeskyttelseslovens vedtagelse i 1973 har problemforståelser, løsningsmodeller, strategier etc. ændret karakter i takt med nye erfaringer med miljøbeskyttelse, ny erkendelse om sammenhænge mellem produktion, forbrug og miljø og nye aktørers rolle på miljøområdet . Der ses i dag en bred vifte af miljøstrategier, idet alle de strategier, der er udviklet over de sidste tre årtier stadig anvendes af virksomheder eller myndigheder, idet der kan være store forskelle i miljøstrategi fra virksomhed til virksomhed inden for samme branche og samme lokalområde.

I 1970’erne blev miljø primært forstået som gener eller skader, dvs. lokale miljøkonflikter mellem eksempelvis personer eller virksomheder f.eks. opstået gennem virksomheders udledning af urenset spildevand. Senere udvikledes fortyndingsstrategien. Der blev bygget højere skorstene og længere spildevandsrør. I midten af firserne blev der sat fokus på de mere regionale effekter som forsuring og næringsstofforurening. Disse forhold blev koblet med forureningen, hvorfor det blev erkendt, at forureningen måtte bremses inden den nåede ud i naturen. Der blev derfor sat krav om filtre i skorstene og etableret spildevandsrensningsanlæg - den såkaldte rensningsstrategi. Denne strategi er stadig aktuel og danner grundlaget for en stor del af miljøreguleringen og virksomhedernes miljøindsats, men også erfaringerne med denne strategi viste, at den var utilstrækkelig alene. Mange af foranstaltningerne viste sig at skabe nye problemer ved, at ét miljøproblem blev transformeret til et andet. Ved filterrensning reduceres luftforureningen, men i stedet står man tilbage med filterrester, der skal deponeres, og derved introduceres et nyt problem. I forlængelse af denne erfaring blev fokus rettet mod forebyggelse ved kilden, og renere teknologi som strategi blev introduceret. Ved forebyggelse ved kilden bliver fokus flyttet ind på virksomhederne, og selve produktionsprocesserne og de tilknyttede arbejdsprocesser bliver genstand for analyser. Der er fra midten af 1980’erne udviklet metoder og standarder for miljøgennemgange af virksomheder, miljøstyring og miljøledelse nationalt og internationalt. Ud over fokus på renere teknologi er der også blevet øget fokus på genanvendelse af spildstoffer.

I de seneste cirka ti år er fokus også blevet rettet mod den diffuse forurening fra f.eks. trafik og fra udtjente produkter (såkaldt ”diffus forurening” - det modsatte af forurening fra ”punktkilder” - dvs. virksomheder). Dette nye fokus har på den ene side ført til en produktorienteret regulering, hvor forurening og ressourceforbrug knyttet til produkter og materialer vurderes i hele kredsløbet fra råstofudvinding, produktionsproces og brug af produktet til bortskaffelse. Nye miljøstrategier er udvikling af mindre miljøbelastende produkter, hvorved udvikling af markedet for sådanne produkter er blevet et vigtigt kompetenceområde. Samtidig er der indført regulering af forureningen fra andre virksomhedstyper end industrivirksomheder - f.eks. transport og landbrug. Fokus har her været både på forebyggende strategier som substitution af bly i benzin, mere brændstoføkonomiske biler samt bedre udnyttelse af gødningsstoffer, og på rensningsstrategier som påbud om katalysatorer og bygning af flere spildevandsrensningsanlæg.

Trods udviklingen af mere forebyggende miljøstrategier er der stadig behov for væsentlige ændringer for at reducere miljøbelastning og ressourceforbrug til et niveau, der også giver udviklingslande rum til et øget ressourceforbrug. Det gælder både en mere udbredt implementering af de nuværende strategier med fokus på renere teknologi, produktorientering og miljøledelse og nye mere radikale miljøstrategier. I dag “står” de ca. 20% af verdens befolkning i de rige lande således for over 80% af det nuværende ressourceforbrug. Behovet for ændringer gælder både Danmark, andre industrialiserede lande og udviklingslande. Brundtland-rapporten og Rio-konferencen i 1992 har - i vid udstrækning inden for begrebet ”bæredygtig udvikling” - givet anledning til formulering af behovet for mere radikale miljøstrategier, hvor der tales om behovet for at reducere ressourceforbrug og forurening med en faktor 4 eller en faktor 10. I diskussionen om de strategier, der kan føre til disse reduktioner, er der peget på behovet for drastiske effektiviseringer af nuværende teknologier baserede på nye principper, andre materialer, ændringer af den nuværende organisering af produktion og forbrug og ændringer i livsstil i retning af et mindre materielt forbrug især i de rige lande.

Når strategierne til at afhjælpe miljøproblemerne ændres, ændres også kompetencebehovet i forbindelse med planlægning, implementering og opfølgning på miljøtiltag - ikke blot i virksomhederne, men også hos myndigheder, rådgivere, organisationer m.m. Skematisk kan sammenhængen mellem miljøstrategier, virkemidler i offentlig regulering og miljøkompetencebehovet illustreres som i figur 1.

Figur 1: Sammenhæng mellem udvikling i miljøstrategier, virkemidler i offentlig regulering og kompetencebehov hos virksomheder, myndigheder, rådgivere, organisationer m.m. (med udgangspunkt i (Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard (2001)):

Figuren viser, at udviklingen i miljøstrategier har givet behov for udvikling af miljøkompetence, der ikke blot er naturvidenskabelig baseret, men også samfundsvidenskabelig baseret. Derved kommer en række faggrupper i fokus som relevante for udvikling af miljøkompetence. Samtidig er en række forskellige arenaer inden for undervisning/uddannelse, arbejdsliv, og det civile liv kommet i fokus som arenaer for udvikling og anvendelse af miljøkompetence. Som nævnt er der ikke tale om at de senest udviklede miljøstrategier (dem nederst i figuren) er de dominerende strategier - hverken i offentlig regulering eller virksomhedernes strategier. Snarere er der tale om at alle de nævnte strategier eksisterer side om side. Derved bliver figuren en slags oversigt over aktuelle fagområder i forbindelse med miljøkompetence.

3.2 Viden og indsigt

Denne komponent drejer sig om det kognitive område - vidensområdet. Når der i denne rapport arbejdes med et kompetencebegreb, der sigter mod evner og lyst til at handle og forandre inden for miljøområdet, skal viden-komponenten derfor udvikles og præciseres ud fra dette perspektiv. Den miljøfaglige kerne af kompetencebegrebet skal med andre ord i sin essens være handlingsorienteret. Som det vil vise sig fører det til et brud med traditionelle vidensformer inden for det miljømæssige område.

Til en start kan fire forskellige dimensioner af en sådan handlingsorienteret viden illustreres ud fra modellen her. De fire akser illustrerer fire forskellige dimensioner af miljøviden.

Figur 2: Fire dimensioner i handlingsorienteret miljøviden og -indsigt (ud fra bl.a. (Jensen, B.B., Schnack, K., & C. Vognsen (2000)).

Den første dimension handler om forekomst og udbredelse af vore miljøproblemer. Det er altså effekten af samfundenes miljøbelastning. Det kan være den sure regns konsekvenser for skovvækst eller menneskers sundhed. Eller det kan være effekten af pesticider, der hober sig op i fødekæderne og bl.a. ender i vore fødevarer.

Denne viden er naturligvis vigtig, idet det er den, der vækker vores bekymring og opmærksomhed, og man kunne hævde, at det er den der danner udgangspunkt for viljen til at handle - og dermed for udvikling af miljøkompetence. I sig selv giver denne type af viden imidlertid ingen forklaring på, hvorfor vi har disse problemer endsige hvordan vi kan bidrage til at løse dem.

Den anden dimension drejer sig om årsagsdimensionen i vore miljøproblemer. Hvilke grundlæggende årsager ligger bag udviklingen af vore miljøproblemer? Hvilke vilkår påvirker f.eks. landbrugsudvikling og virksomhedernes miljøpåvirkninger? Og hvilke forhold ligger eksempelvis bag udviklingen af husholdningernes vand- og elforbrug? Hvor den første dimension primært var præget af en naturvidenskabelig vidensform, er denne viden i højere grad samfundsvidenskabelig og humanistisk viden inden for bl.a. sociologi og psykologi.

Den tredje dimension omfatter selve forandringsaspektet. Det handler både om viden om, hvordan man kan ændre rutiner og praksis, og om hvordan man kan bidrage til at forandre de samfundsmæssige vilkår. Hvilke psykologiske mekanismer træder f.eks. i kraft, når man indgår i en gruppesammenhæng, hvor man f.eks. søger at holde hinanden fast på en bestemt måde at ændre sit liv på? Og hvilke muligheder eksisterer der, hvis man ad forskellige veje forsøger at forandre forhold på arbejdspladsen, i boligområdet eller i lokalsamfundet?

Hele dette vidensområde er centralt og afgørende for miljøkompetence, hvis den skal leve op til kravet om handlingsorientering. Det rummer også viden om, hvordan samarbejde struktureres, hvordan strategier tilrettelægges, hvordan magtforhold udredes og analyseres m.m. Også her er der vigtige vidensfelter, og de hører især samfundsfagene og det psykologiske og social-psykologiske område til.

Den fjerde og sidste dimension handler om nødvendigheden af at udvikle og kvalificere egne visioner. Det er en vigtig forudsætning for viljen og evnen til at handle og forandre, at man har haft reelle muligheder for - og støtte til - at udvikle og forme sine egne fremtidsforestillinger for miljøet i relation til eget liv, arbejde, familie og samfund. Viden om andre kulturer og andre organisationer og deres måder at håndtere miljøproblemer på - og gerne i form af konkrete billeder og scenarier - kan være stærke inspirationskilder for disse processer.

I forhold til figuren med de fire dimensioner, vil en traditionel formidling inden for det miljømæssige område blive placeret udelukkende ud af den første dimensionsakse - den om viden om effekter af miljøforhold. Inden for denne form for oplysning dominerer den naturvidenskabelige tilgang, og vægten lægges på, at folk især opnår viden om, at vi har store miljøproblemer, hvor hurtigt de vokser, hvor omsiggribende og globale de er etc.

I sig selv er en sådan viden ikke nødvendigvis handlingsfremmende, især ikke hvis den står alene. Derimod kan en sådan viden være stærkt bekymringsskabende, og hvis det samtidig er tilfældet at denne form for viden ikke følges op af viden om årsager og forandringsstrategier, kan den måske være direkte engagementsnedbrydende og herigennem bidrage til handlingslammelse. Mange forsøg på at fastlægge viden om miljøforhold har fokuseret på denne vidensform og kan derfor næppe siges at relatere sig til miljøkompetence, som det er defineret her. Denne tendens har også været fremtrædende inden for mange former for miljøformidling, og derfor er der i dag en reel fare for, at befolkningen på den ene side udtrykker stor bekymring over udviklingen inden for miljøområdet, men at den samtidig føler sig handlingslammet og ude af stand til reelt at påvirke de grundlæggende forhold, der ligger bag mange af nutidens og fremtidens problemer.

Der er i dag, mere end nogensinde, behov for inddragelse af årsagsanalyser og forandringstænkning i relation til miljøproblemer, idet den stigende globalisering og individualisering i sig selv medvirker til vanetænkning og handlingslammelse.

Figur 3: Et bekymringsskabende videnslandskab over for et handlingsorienteret videnslandskab (ud fra bl.a. (Jensen, B.B., Schnack, K., & C. Vognsen (2000)).

Den venstre figur illustrerer et bekymringsorienteret videnslandskab, medens den højre sigter mod at indfange det videnslandskab, der hører til et handlingsorienteret kompetencebegreb inden for miljøområdet. Et tidssvarende begreb om miljøkompetence må derfor indfange denne udfordring og disse krav til delkomponenten om viden og indsigt. De fire dimensioner af viden-komponenten afspejler, at udviklingen i erkendelsen af miljøproblemernes omfang og kompleksitet samt udviklingen af nye miljøstrategier har nødvendiggjort nye viden-former. Viden og indsigt er imidlertid ikke tilstrækkelig kompetence til at sikre forandringer i retning af reduceret miljøpåvirkning, idet både erkendelsen af hvilke miljøforhold, der i en given sammenhæng er problematiske, hvilken løsningsstrategi der skal vælges, implementeringen heraf og refleksioner over de opnåede effekter kræver evne til vilje, evne til at tænke visionært og reflektere kritisk og evne til at skabe dialog og forandringer sammen med andre aktører. Derfor må viden-komponenten suppleres med andre delkomponenter.

3.3 Engagement, vilje og gå-på-mod

Denne komponent dækker over en række personlighedsmæssige faktorer. Lysten til at handle, engagementet, troen på at ens handlinger nytter noget, modet, følelsen af ansvar, indignation m.v. Tilsammen er disse faktorer et vigtigt supplement til viden-komponenten, idet miljømæssig viden - uanset hvor handlingsorienteret den er - næppe resulterer i konkrete handlinger, hvis ikke de personlighedsmæssige motiverende faktorer er til stede.

Samtidig er der en tæt sammenhæng mellem den første komponent om viden og denne anden komponent. For det første vil en bekymringsskabede viden, som blev omtalt ovenfor, næppe bidrage til at øge motivation, lysten og engagementet - snarere tværtimod. Med andre ord er det en forudsætning for udviklingen af engagementet, at der tilvejebringes viden der peger frem mod ønskede forandringer - viden, der i sin essens er handlingsorienteret.

Dernæst spiller læreprocesser en vigtig rolle for motivationen. Viden, som de aktuelle aktører eller grupper selv er aktive i at indhente og bygge op, vil - alt andet lige - bidrage stærkt til udviklingen af motivation og engagement. Passiv formidling om miljøforbedrende foranstaltninger til f.eks. ansatte på en arbejdsplads, vil - alt andet lige - ikke stimulere engagementet i samme grad, som hvis de ansatte selv er i gang med at udvikle idéer og strategier til, hvordan virksomheden kunne nedsætte sin belastning af det ydre miljø.

Dette sidste indikerer, at handlinger der igangsættes for at forbedre miljøet, i sig selv kan spille en rolle for udvikling af engagement og dermed bidrage til udvikling af miljøkompetence. Med andre ord går relationen mellem miljøkompetence og miljøhandlinger begge veje; miljøkompetence fører til flere handlinger inden for miljøområdet og samtidig bidrager disse handlinger til en videre udvikling af miljøkompetence. ”Erfaringer med at handle og refleksion over disse handlinger og deres resultat”, kunne dermed også betragtes som en delkomponent af miljøkompetence.

3.4 Visionær og kritisk tænkning

Evnen til at tænke visionært og kunne begrunde disse visioner (f.eks. de bagvedliggende værdier) er en vigtig komponent af miljøkompetence. Denne evne sammenknytter begreber som kritisk tænkning, værdi-sætning og visioner.

Udgangspunktet er evnen til at være kritisk over for det eksisterende. Ikke kritisk i negativ og nedvurderende forstand, men snarere som det at kunne gå ”bag om” eksisterende fremtrædelsesformer - ikke tage det givne for givet - men i stedet stille spørgsmål til de grundlæggende strukturer, der ofte fremtræder som rutiner og indgroet praksis. Set i relation til miljøkompetence kan den kritiske analyse ikke stå alene, men den må forbindes med forestillinger og visioner om, hvordan forholdene i stedet kunne se ud. Dermed bliver kritisk tænkning dynamisk og konstruktiv. Denne komponent handler dermed bl.a. om:

1. at kunne stille spørgsmål ved rutinemæssig praksis
   
2. altid at være kritisk over for udsagn af typen ”sådan har det altid været” eller ”det er udviklingens logik”
   
3. at kunne se en sag fra flere sider og perspektiver
   
4. at kunne danne og formidle billeder og eksempler på andre alternativer
   
5. at kunne begrunde sin fremtidsvision som udgangspunkt for diskussion og fælles refleksion.

Den delkomponent nødvendiggøres bl.a. af behovet for meget drastiske reduktioner i de vestlige landes ressourceforbrug som led i at sikre en mere bæredygtig udvikling. Disse reduktioner stiller krav om bl.a.

• effektivisering af nuværende teknologier,
  
• udvikling af teknologier baseret på nye principper, andre materialer m.m.
  
• ændringer i den nuværende organisering af produktion og forbrug,
  
• ændringer i livsstil i retning af et mindre materielt forbrug.

I Holland er der f.eks. med offentlig støtte gennemført et program om bæredygtig teknologiudvikling (Sustainable Technology Developement), hvor der ved brug af scenarier og backcasting (dvs. beskrivelse af hvilke tiltag, der over en årrække skal fortages for at etablere grundlaget for at et scenario kan realiseres i fremtiden) er udviklet forslag til nye teknologiske udviklingsbaner inden for nogle områder. Der er f.eks. arbejdet med scenarier for fremtidige proteinkilder baseret på alternativer til kød, og scenarier for anvendelse af solceller og brint som elementer i fremtidig energiforsyning.

3.4.1 Interaktionsevne

Denne sidste komponent drejer sig om individers evne til at kunne indgå i - og opbygge - sociale fællesskaber. Denne komponent går på tværs af de øvrige komponenter, idet sociale fællesskaber er en forudsætning for at arbejdet bidrager til opbygning af miljøkompetence. Eksempelvis vil udvikling af visioner for fremtiden være afhængig af debat, feedback og fælles tankevirksomhed, hvis de efterfølgende handlinger skal ændre på en virksomheds praksis inden for miljøområdet eller medvirke til forandringer inden for et bestemt forbrugsområde.

Ud fra den forståelse af miljøproblemernes karakter, der blev skitseret ovenfor, er det åbenlyst at løsninger kræver et udstrakt samarbejde på tværs af institutioner og sektorer. Dette samarbejde drejer sig både om kortlægning og analyse af miljøproblemerne og deres dynamik, ligesom det drejer sig om udvikling af fremtidsvisioner og handlestrategier. I flere af de nedenstående afsnit redegør vi for de potentialer, der ligger i at tænke samarbejde på tværs af traditionelle skel. Et eksempel på dette - som uddybes nedenfor - er skolens mulige samarbejde med det omgivende samfund. Sådanne utraditionelle samarbejder forudsætter, at de involverede har en høj grad af evne til at fungere i sådanne heterogene grupper, hvor forskellige kulturer, “sprog” og rutiner mødes. Et andet eksempel - som illustreres i en række efterfølgende afsnit - er samspillet mellem virksomheden og dens netværk i form af kunder, leverandører, myndigheder, lokalområde, civilsamfundsorganisationer m.m. I takt med at forebyggende miljøstrategier med fokus ikke blot på produktionsprocesser, men også på produkter og deres marked, er blevet aktuelle, er kravet til samarbejde mellem disse aktører blevet skærpet.

Myndighedernes rolle - og dermed kravet til myndighedernes kompetence - har også ændret sig i takt med ændringerne i miljøstrategier, idet reguleringen er blevet mere kompleks med et samspil mellem blandt andet grønne afgifter, miljøaftaler, udvikling af miljøkompetence og teknologiske udviklingsprogrammer. Dermed er kravene til myndighedernes miljøkompetence også steget, idet der kræves mange forskellige former for kompetence til at planlægge og implementere og ikke mindst evaluere det kompleks af reguleringstiltag, der bygges op inden for forskellige områder, for at vurdere om der opnås en miljøeffekt og vurdere baggrunden herfor.

Udviklingen inden for transportområdet viser, hvor mange forskellige miljøstrategier, der samtidig diskuteres i relation til ét miljøproblem. Nedenstående tabel viser eksempler på miljøtiltag inden for transportområdet. En så kompleks udvikling illustrerer på den ene side behovet for udvikling af dialogfora mellem organisationer, myndigheder, virksomheder, borgere m.fl., hvor samspillet mellem forskellige miljøtiltag og teknologiske og økonomiske ændringers betydning for miljøet, det civile liv, arbejdslivet m.m. kan diskuteres som led i at udvikle den samlede miljøkompetence inden for et område, en sektor e.l. - og på den anden side illustrerer det interaktionsevne som en central delkomponent af miljøkompetencen.

Figur 4: Eksempler på miljøtiltag på forskellige niveauer inden for transportområdet

3.4.2 En model

De forskellige komponenter - eller dimensioner - kan alle ses som sider af et begreb om miljøkompetence, jf. figuren. Som det er fremgået af teksten kan disse dimensioner næppe ses som isolerede dele, der udvikles isoleret og hver for sig og i forskellige arenaer. De kan i endnu mindre omfang opfattes som dimensioner, der tages i brug og anvendes hver for sig, idet det netop er det overordnede begreb - miljøkompetencen - der finder anvendelse i praksis. Omvendt er det interessant, hvordan de forskellige dimensioner spiller sammen i udvikling og anvendelse, om kompetencer overføres mellem forskellige arenaer m.m.

Figur 5: De fire delkomponenter i det udviklede begreb for miljøkompetence

4. Sammenhænge hvor miljøkompetence og dens delkomponenter anvendes og udvikles

4.1 Centrale arenaer og aktører i udvikling og anvendelse af miljøkompetence

Dette afsnit diskuterer under ét sammenhænge og situationer, hvor miljøkompetence og dens delkomponenter udvikles og anvendes. Med et miljøkompetence-begreb, der har handlekompetence og forandringer som et centralt omdrejningspunkt bliver det ofte vanskeligt og måske direkte misvisende at skelne mellem udvikling og anvendelse af miljøkompetence, da miljøkompetence som nævnt flere gange tidligere ofte udvikles som led i handlinger.

Der er således en stadig vekselvirkning mellem aktør og struktur, således at aktørers handlinger på den ene side sker under tolkning af strukturerne, samtidig med at selv samme handlinger er med til at genskabe strukturerne. Det er dog samtidig således, at nogle aktørers tilvejebringelse af strukturer (rammer) gennem deres handlinger er forudsætning for andre aktørers handling - og dermed potentiale for disse andre aktørers udvikling og anvendelse af miljøkompetence. Man kan eksempelvis ikke sige, at udvikling i salget af miljøvenlige produkter alene er et spørgsmål om kompetence hos forbrugerne, men i mindst lige så høj grad et spørgsmål om kompetence hos ledelse og medarbejdere i virksomheder inden for produktion og distribution samt hos myndigheder med henblik på at tilvejebringe de nødvendige strukturer for købet af sådanne produkter. Ligeledes kan man heller ikke sige, at lønmodtageres miljøkompetence alene er forudsætning for virksomheders miljøarbejde. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om miljøkompetence hos virksomhedsledere og diverse stabsfunktioner. Samspillet mellem forskellige aktører vil være betinget af de magtforhold, der vedligeholdes på den pågældende arena. F.eks. er der i begge ovennævnte situationer tale om asymmetriske magtforhold med strukturelt betinget magt hos virksomheder i forhold til forbrugere og hos ledere i forhold til lønmodtagere.

Udviklingen i miljøstrategier og miljøregulering har som tidligere nævnt betydet, at en række forskellige arenaer inden for undervisning/uddannelse, arbejdsliv og det civile liv i dag er scene for udvikling og anvendelse af miljøkompetence hos en række forskellige aktørgrupper. Hertil kommer at der er samspil mellem forskellige arenaer og forskellige aktørgrupper - ikke mindst i forbindelse med de forebyggende miljøstrategier: renere teknologi, produktorienteret miljøstrategi, miljøledelse, lokal bæredygtig udvikling m.fl. Der er forskellige dynamikker forbundet med udviklingen på forskellige arenaer og dermed også med udviklingen af miljøkompetence i tilknytning til disse arenaer hos de centrale aktører på arenaen. I det følgende listes en række centrale arenaer inden for uddannelse/undervisning, arbejdsliv og det civile liv - og disse arenaers særlige betydning for udviklingen af miljøkompetence. Hver af disse arenaer diskuteres efterfølgende i et særskilt afsnit som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence både hos organisationer og institutioner og hos individer (baseret på forskellige tidligere analysers påpegning af disse arenaers betydning (bl.a. en række af publikationerne i notatets litteraturliste)):

Undervisningsinstitutionen: Udfordringen for både grunduddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser er at give indsigt i natur- og miljøfaglige aspekter og udvikle demokratiske færdigheder.

Virksomheden: Målet med kompetenceudvikling på enkeltvirksomheden er omstilling af virksomheden til en virksomhed, med en forbedret miljøpraksis og fokus for omstillingen er udvikling af organisationens evne til at håndtere miljøforhold i drift og udvikling gennem udvikling af de enkelte funktioners og individers miljøkompetence.

Ressourceområdet: Målet for kompetenceudvikling inden for et ressourceområde (som f.eks. turisme) er omstilling af ressourceområdet til at tage miljøhensyn. Den centrale dynamik er spredning af viden og erfaringer med miljøhensyn inden for ressourceområdet og ideer til håndtering af miljøforholdene, herunder spredning af miljøviden, renere teknologi og andre metoder til forebyggelse af problemer.

Kompetenceklyngen: Målet med miljøorienteret kompetenceudvikling inden for kompetenceklynger (en samling af virksomheder og institutioner inden for et ressourceområde der har en særlig innovativ dynamik - f.eks. vindmølle-området) er dels omstilling af eksisterende kompetenceklynger til at tage miljøhensyn, dels at skabe rammer for nye miljøorienterede kompetenceklynger. Det centrale aspekt i forbindelse med udvikling og anvendelse af miljøkompetence er udnyttelse af den særlige dynamik som en kompetenceklynge besidder til at fremme og sprede miljøorienterede innovationer.

Produktkæden: Målet med kompetenceudvikling i produktkæder (dvs. en kæde af virksomheder ”fra vugge til grav” og andre aktører (bl.a. brugere/forbrugere) der tilsammen frembringer et produkt eller ydelse) er udvikling af produkter eller ydelser med mindre miljøbelastning og ressourceforbrug. Den centrale dynamik i kompetenceopbygningen vil være udvikling af samarbejdet mellem de aktører, der indgår i en produktkæde i form af virksomheder og institutioner, herunder de individer, der varetager formidlende funktioner mellem de forskellige virksomheder og institutioner.

Lokalområdet: Udvikling af miljøkompetence i lokalområdet er udvikling af miljøorienteret praksis hos lokalområdets virksomheder, myndigheder, institutioner, borgere m.m. I nogle tilfælde spiller særlige aktører (erhvervsråd, grønne guider, Lokal Agenda 21 medarbejdere m.m.) en rolle i form af at skabe sociale fællesskaber i form af netværk mellem virksomheder og myndigheder, mellem miljøinteresserede familier, mellem borgere og myndigheder m.m.

Civilsamfundsorganisationen: Dette kan være fagforeninger, forbrugerorganisationer, miljøorganisationer, sociale bevægelser m.m. Her er ikke tale om en særskilt type arena, men en særskilt type aktør, der deltager på en række af de nævnte arenaer. Målet for disse organisationers kompetenceudvikling i relation til miljø er at kunne at pege på miljøproblemer, der bør tages alvorligt, eller pege på mere radikale miljøstrategier end dem virksomheder og myndigheder benytter sig af. Organisationerne spiller ofte en rolle som kritisk røst, der lægger pres på virksomheder og myndigheder til at tage miljøhensyn, men de har også en vigtig rolle som udvikler af ideer til mere radikale miljøstrategier, iværksætter af konkrete miljøinnovationer og opbygning af kompetence om disse innovationer som f.eks. vindmøller eller økologiske fødevarer.

Husholdningen: Husholdningen kan på den ene side betragtes som en selvstændig arena på mikro-niveau med samspil mellem eksempelvis børn og voksne, men også som en arena, der er i samspil med flere af de førnævnte arenaer via husholdningsmedlemmernes (ofte forskelligartede) arbejde, forbrug, deltagelse i lokale aktiviteter, deltagelse i aktiviteter i civilsamfundsorganisationer m.m. Målet med miljøorienteret kompetenceudvikling er bl.a. at skabe grundlag for miljøbevidste valg, men også at skabe lyst til og evne til interaktion med andre aktører på forskellige aktører.

4.1.1 Overførsel af kompetencer mellem forskellige arenaer

Selvom det kan være vanskeligt at skelne mellem udvikling og anvendelse af miljøkompetence kan der dog være tale om at miljøkompetence udviklet inden for én arena efterfølgende giver anledning til handling og dermed potentielt set udvikling af miljøkompetence på en anden arena. Mest oplagt er selvfølgelig, at udvikling af miljøkompetence i forbindelse med grunduddannelser i det efterfølgende arbejdsliv kan give anledning til udvikling af miljøkompetence i en virksomhed eller en anden form for arbejdsplads. Dvs. at såkaldt uddannelseslæring efterfølgende kan danne grundlag for såkaldt praksislæring. Ligeledes har det fra deltagere i miljøprojekter i virksomheder været fremhævet enten at man blev inspireret af erfaringerne fra arbejdspladsen til efterfølgende at foretage miljøhandlinger i husholdningen, eller at interessen for at deltage i et projekt på en arbejdsplads kom fra erfaringer i husholdningen med f.eks. el- og vandbesparelser.

Det kan også tænkes, at delkomponenter af miljøkompetence udviklet inden for ét regi efterfølgende har betydning for udvikling af miljøkompetence i et andet regi. F.eks. at handlekompetence i form af engagement, vilje og gå-på-mod samt interaktionsevne udviklet i forbindelse med arbejdsmiljøaktiviteter på en arbejdsplads efterfølgende er baggrund for at en person vælger at involvere sig i et miljøprojekt på arbejdspladsen. Det omvendte kan ligeledes være tilfældet: at ledelsens manglende interesse for arbejdsmiljøproblemerne på en arbejdsplads medfører, at medarbejderne ikke ønsker at involvere sig i et miljøprojekt - medmindre der samtidig kommer fokus på arbejdsmiljøproblemerne.

4.1.2 Udvikling og anvendelse af delkomponenter af miljøkompetence

Selvom det opstillede begreb for miljøkompetence har stor vægt på handlekompetence kan man sagtens forestille sig, at der i konkrete situationer kun er visse delkomponenter til stede hos nogle aktører - f.eks. miljøfaglig viden og indsigt hos en miljøkoordinator i en virksomhed, men ikke andre delkomponenter i form af visionær og kritisk tænkning samt interaktionsevne. Dette kan vise sig at være en forhindring for at der iværksættes handlinger med henblik på miljøforbedring, for disse handlingers forankring og for en kritisk vurdering af miljøeffekten af den ændrede praksis.

Et andet eksempel på manglende kompetence inden for delkomponenter er de offentlige diskussioner af miljørisici i de senere år. Disse diskussioner har ofte haft karakter af konflikt mellem eksperter og lægfolk eller karakter af konflikt mellem forskellige eksperter med forskellig fortolkning af forsigtighedsprincippet. Sådanne situationer kan tages som udtryk for uenigheder mellem forskellige holdninger, men manglende (meta-) kompetencer hos eksperter til at anvende deres miljøviden interaktivt med andre faggruppers og med lægfolks miljøviden kan medvirke til at den offentlige diskussion ikke medfører øget kompetence til at håndtere den pågældende problemstilling hos virksomheder, myndigheder, husholdninger m.m.

Det opstillede miljøkompetence-begrebs delkomponenter kan anvendes til at pege på en række barrierer for udvikling af miljøkompetence - forstået som ændring af praksis med reduceret miljøpåvirkning inden for en arena:

- aktører har viden og indsigt om miljøfaglige forhold, men formår ikke at etablere en diskussion eller forhandling om miljøforhold (etablere en miljøorienteret diskurs) på den pågældende arena,
- aktører har etableret en diskurs om miljøforhold, men mangler interaktionsevne og evne til visionær tænkning til at etablere alliancer og koalitioner mellem aktører, der kan muliggøre handling med henblik på at forebygge eller afhjælpe de miljøproblemer, der er i fokus,
- aktører har iværksat handlinger med henblik på ændret praksis, men handlingerne giver ikke anledning til forandring i form af nye rutiner, nye forståelser m.m. på grund af manglende evne til at reflektere kritisk,
- ny praksis er etableret, men har ikke givet anledning til den forventede reduktion i miljøbelastning, fordi der mangler miljøfaglig viden og indsigt samt evne til at reflektere kritisk. Eller omvendt at der er opnået en reduktion i miljøbelastning, men manglende evne til kritisk refleksion betyder at der ikke opbygges viden om baggrunden for den ændrede miljøbelastning, hvorved der må sættes spørgsmålstegn ved om den pågældende organisation eller aktør reelt har videreudviklet sin miljøkompetence.

Analyser af hvilken rolle enkelte aktører har spillet og hvilke delkomponenter af miljøkompetence de har været i besiddelse af er væsentlige for at forstå samspillet mellem de forskellige delkomponenter af miljøkompetence, forstå samspillet mellem forskellige aktører på en arena og forstå overførsel af (elementer af) miljøkompetence mellem forskellige arenaer.

4.2 Udvikling og anvendelse af miljøkompetence i undervisningsinstitutioner

Undervisningsområdet er en vigtig arena for udvikling af miljøkompetence. Endvidere kan området også spille en rolle som arena, hvor de erhvervede kompetencer anvendes og kommer til udtryk. Undervisning fortolker vi her som en bred vifte af forskellige læringssituationer inden for tilrettelagte forløb (undervisning, projektarbejde på arbejdsplads, løbende støtte og supervision fra konsulenter/stabsfunktion m.m.). Som det vil fremgå er spørgsmålet om både udvikling og anvendelse af miljøkompetence i arbejdslivet gennem efteruddannelse i høj grad et spørgsmål om et samspil mellem tilrettelagte forløb og uformelle læringssituationer på arbejdspladsen. Centrale temaer i en analyse af uddannelse og undervisning som virkemidler i opbygning af miljøkompetence er:

• Hvordan integreres miljø i uddannelse og undervisning?
  
• Hvad er samspillet mellem miljøstrategier og uddannelsesstrategier?
  
• Hvordan forandres uddannelsessystemet?

Disse temaer uddybes kort i de følgende afsnit.

4.2.1 Integration af miljø i uddannelser

Udfordringen for såvel grunduddannelses- som arbejdsmarkedsuddannelsessystemet er at give indsigt i natur- og miljøfaglige aspekter og udvikle demokratiske færdigheder. Faktuel viden om miljø er væsentlig for at forstå sammenhænge mellem miljøforhold, løsningsmuligheder og handlinger. Demokratiske færdigheder er væsentlige, da løsning af miljøproblemer i lige så høj grad handler om at udvikle værdier, holdninger, strategier og kultur i fællesskabet, som om at udvikle tekniske løsninger. Der tegner sig derfor behov for en særlig indsats med hensyn til at udvikle evner til at deltage i dialog og beslutningsprocesser om miljø og løsninger på miljøproblemer.

Gennem de senere år har der været forskellige initiativer for systematisk at forstærke miljøperspektiver inden for eksisterende uddannelser samt at udvikle en række nye tilbud.

Undervisningsministeriet iværksatte i 1995 en indsats - under temaet “grønt islæt i uddannelses­systemet” - for at integrere “det grønne” i undervisnings- og uddannelsessystemet. Visionen og budskabet var, at en grøn tankegang skulle inddrages i alle fag på alle niveauer i uddannelsessystemet, hvis fremtidens generationer skulle have et solidt fundament for at kunne forholde sig til og handle med henblik på en bæredygtig udvikling.

Indsatsen var rettet bredt mod hele uddannelsessystemet, fra folkeskolen henover ungdomsuddannelserne til videregående uddannelser og efteruddannelser for voksne. Der er blevet arbejdet med mange måder til at fremme det grønne islæt inden for uddannelse og undervisning, blandt andet:

• Justeringer af bekendtgørelser for eksisterende uddannelser, herunder faglig og pædagogisk opfølgning gennem ændring af vejledende læseplaner, udvikling af undervisningsmateriale og efteruddannelse af lærere
  
• Medvirken i en bred vifte af forsøgs- og udviklingsprojekter, herunder internationale udviklingsprojekter
  
• Etablering af helt nye grønne uddannelser.

Karakteristisk for indsatsen har været, at arbejdet med formulering af mål og justering af rammerne er forgået centralt, mens opgaven med konkret at udfylde mål og rammer gennem udvikling af miljøundervisning og projekter er sket decentralt på de enkelte skoler, institutioner, centre m.m.

I forlængelse af initiativet om grønt islæt er der bl.a. skabt en række initiativer, som giver mulighed for kompetenceopbygning via efteruddannelse af medarbejdere på arbejdspladsen. Efteruddannelse af faglærte og ufaglærte medarbejdere kan f.eks. ske via AMU-kurser i miljøbevidsthed - ofte med tilskud fra det offentlige. To kurser kan kombineres, således at de gennemføres sideløbende med et udviklingsforløb i den eller de deltagende virksomheder. En anden mulighed er FiU-systemet (Fagbevægelsens interne Uddannelser), der har en M-linie med fokus på miljø og sikkerhed. For højtuddannede medarbejdere findes masterprogrammer i miljøledelse.

Inden for folkeskoleområdet er der i en årrække arbejdet med at udvikle miljøundervisning, bl.a. i form af det nordiske MUVIN (Miljøundervisning i Norden) og det nationale QUARK-samarbejde. Det sidste samarbejde illustrerer pointen om, at skoler på den ene side er centre for udvikling af kompetencer og at de på den anden side også kan optræde som centre for forandring af miljøforhold i lokalsamfundene. Dette eksempel skal kort skitseres med henblik på at eksemplificere dette.

QUARK-projektet fandt sted i fire kommuner og udgangspunktet var at skole og lokalsamfund (bl.a. repræsenteret ved kommunens tekniske forvaltning) arbejdede sammen om at udvikle miljøundervisningen. I en af kommunerne deltog alle eleverne på kommunens skoler i projektet i en afgrænset periode på 5 hele dage. Alle elever blev inddraget i udvælgelsen af de miljøproblemer, de ville arbejde med, og der var et krav til alle projektgrupper om at forløbene skulle resultere i konkrete miljøhandlinger rettet mod lokalsamfundet. Projektet førte til en lang række af handlinger og et halvt år efter blev der gjort status over, hvilke konkrete forandringer i lokalområdet, som projektet havde bidraget til. Disse var bl.a.:

• Byrådet afsatte 1.000.000 kr. til trafiksanering i et lokalområde (rundkørsel m.m.)
  
• Etablering af blink og fodgængerovergang ved en af skolerne
  
• Nedsættelse af hastigheden til 50 km ved en af skolerne
  
• Hastighedsdæmpende foranstaltninger på hovedgaden
  
• Plantning af træer langs cykelsti
  
• Intensiveret debat i lokalmedier om trafik blandt lokalpolitikere og borgere
  
• Udbygning af legeplads i et af lokalområderne
  
• Etablering af børne-bylaug som en del af bylauget i et lokalområde
  
• Opsatte kompostbeholdere
  
• Malede lygtepæle, opsatte fuglekasser, beplantede områder og rensede vejkanter, grøfter og strande.

Eksemplet understreger, at skolen - under en række forudsætninger - kan optræde som katalysator inden for miljøområdet i lokalsamfundet. Endvidere pegede projektet på, at denne måde at arbejde på (problem- og handlingsorienteret samt elev-involverende) rummer store muligheder for at udvikle elevers miljøkompetence. Af stor betydning var det, at eleverne gjorde erfaringer med at løse autentiske problemer, som de selv fandt vedkommende.

4.2.2 Grund- og efteruddannelse

Der er forskellige formål med grund- og efteruddannelser i forbindelse med opbygning af miljøkompetence, hvilket stiller forskellige krav til uddannelserne. Grunduddannelserne skal sikre den langsigtede omstilling ved at uddanne elever, studerende m.m. til at kunne understøtte den langsigtede miljøstrategi om et bæredygtigt samfund. Dette indebærer, at de studerende skal udvikle mere holdbare kvalifikationer, som kan anvendes og udmøntes i kompetence i stadige forandringsprocesser. En vigtig del af grunduddannelser er derfor at udvikle evnen til læring og samspil med andre.

Efteruddannelse, som er rettet mod uddannelse af medarbejdere på arbejdsmarkedet, skal sikre den kortsigtede omstilling ved at tilføre medarbejderne kvalifikationer til at understøtte de konkrete miljøindsatsområder, som f.eks. miljøstyring, grønne indkøb, grønne regnskaber og produktvurdering. Dette indebærer at de forskellige efteruddannelser m.m. på samme tid skal tilgodese både de enkelte medarbejderes efteruddannelsesbehov og ønsker og organisationernes kompetencebehov.

Også uddannelsessystemer må tænkes ind i disse perspektiver. I eksemplet ovenfor om skolens samarbejde med lokalsamfundet om miljøproblemer, var krumtappen et langt efteruddannelsesforløb, hvor både lærere og repræsentanter fra lokalsamfundet deltog. Projektet peger på behovet for at tænke fremtidens efteruddannelse som en tværfaglig aktivitet, hvor potentielle samarbejdspartnere får mulighed for at udvikle og opbygge et fælles sprog, fælles mål m.m.

Der er i 1999 gennemført en evaluering af miljø og planlægningsuddannelserne på DTU, RUC og AAU, der uddanner kandidater til at indgå bredt i udviklingen af miljøindsatsen, dvs. som f.eks. miljøkoordinatorer på virksomheder, miljøkonsulenter, sagsbehandlere i de kommunale forvaltninger og sagsbehandlere på styrelses og ministerieniveau. Evalueringen peger på, at de planlægningsmæssige problemstillinger er så komplekse og vidensmængden samtidig så omfattende, at det ikke er muligt i et uddannelsesforløb at behandle alle dele af fagfeltet ”planlægning”. Derfor bliver det centralt at udvikle arbejdsmetodiske redskaber gennem problemorienteret undervisning, som sætter de studerende i stand til at forstå problemstillingerne - blandt andet ved at arbejde med de forskellige tankegange og faglige vinkler de senere vil møde på arbejdsmarkedet. Dette understøtter at fokus i grunduddannelserne, som skal sikre den langsigtede miljøindsats, blandt andet må være at kvalificere de studerende til at lære og deltage i samspil med andre.

4.2.3 Samspil mellem miljøstrategier og uddannelsesstrategier

Erfaringer peger på, at det som led i en kompetenceopbygning er væsentligt at forene efteruddannelsesaktiviteter med organisatorisk udvikling. Der skal med andre ord være en sammenhæng mellem de kvalifikationer, de forskellige medarbejdere tilegner sig i et efteruddannelsesforløb og mulighederne for at bringe dem i anvendelse på virksomheden m.m. I lig med skoleeksemplet udvikles miljøkompetencen bedst og mest effektivt gennem det at handle for at forandre de aktuelle miljøforhold.

En del erfaringer peger på, at det kan være vanskeligt at omsætte efteruddannelsesaktiviteter til kompetence i en organisation (virksomhed, myndighed etc.). Det kan både være uddannelsesinstitutionerne, der mangler at tænke samspillet med de organisatoriske forhold ind i tilrettelæggelsen af uddannelsen, og det kan være barrierer i organisationerne, der hindrer at efteruddannelse giver anledning til kompetenceudvikling og -anvendelse. Endvidere er det langt fra altid, at en organisations ønske om at forandre sin interne organisation er lystbetonet. Som regel knytter der sig til ønsket om forandring også en vis usikkerhed. Såvel lærere som konsulenter (både eksterne og interne), der deltager i udviklingen og opbygningen af organisationers miljøkompetence skal derfor udover at have miljøfaglig viden og indsigt kunne arbejde interaktivt sammen med de organisationer, hvor efteruddannelse foregår.

Det kræver derfor kompetence inden for alle miljøkompetencebegrebets delkomponenter at fungere som lærer/konsulent i forbindelse med organisationers og individers udvikling af miljøkompetence. Skal uddannelse af medarbejdere m.m. føre til øget miljøkompetence, kan det være nødvendigt at udvikle læreres/konsulenters miljøkompetence til at omfatte alle delkomponenter eller at der indgår et team af lærere/konsulenter, der tilsammen besidder kompetence inden for alle delkomponenter Det kan endvidere være væsentligt, at der afsættes ressourcer som del af undervisningsforløb til at lærere/konsulenter kan lave opfølgning i de organisationer, hvor efteruddannelsen skal give anledning til udvikling og anvendelse af miljøkompetence.

4.2.4 Forandring af uddannelser

Udvikling og opbygning af relevante kursus- og uddannelsesmuligheder som led i at fremme miljøkompetence handler også om, hvordan uddannelser forandrer sig. Der er flere erfaringer med at det kan være vanskeligt at udvikle og tilpasse uddannelsesinstitutioner til nye behov. Således konkluderes i en status for grønt islæt i uddannelserne i 1998, at der tilsyneladende er en betydelig og stigende interesse for emnet, men at der også viser sig en række problemer. Erfaringerne er, at der er sket en vis afmatning, som kommer til udtryk ved at der er problemer med fortsat at finde nye projekter og områder samt med at finde ressourcer til at gennemføre projekterne.

Uddannelsesinstitutionernes muligheder for at udvikle sig i samspil - og bidrage til -kompetencebehovene i samfundet fordrer samarbejde med virksomheder, myndigheder, civilsamfundsorganisationer m.m. samt dialog med tidligere studerende/deltagere om deres erfaringer med efterfølgende udvikling og anvendelse af (miljø-)kompetence på baggrund af kompetenceudviklingen i forbindelse med den tidligere undervisning.

Der synes især at kunne opstå problemer i forbindelse med integration af miljøundervisning med fokus på forebyggende strategier, idet der - ideelt set - ikke kun er behov for etablering af separate kurser, men også behov for integration af nye elementer i eksisterende kurser og studieplaner.
Eksempelvis har en international undersøgelse af udvikling af undervisning i renere teknologi på universiteter afdækket en række barrierer for integration og udvikling af renere teknologiaspekter i undervisningen. Undersøgelsen identificerede dog også en række erfaringer med hvordan udvikling og forankring af disse aspekter i undervisning kan understøttes.

Barriererne, der blev fundet i undersøgelsen var

• at renere teknologi blev opfattet som ”common sense” og ”blød” viden, dvs. viden der faldt uden for de eksisterende fagområder,
  
• at kurserne og kursusplanen allerede var fyldt op
  
• modstand mod ændringer fra de godkendende organer
  
• mangel på samarbejde mellem afdelinger/institutter
  
• mangel på viden hos lærere om renere teknologi og mulighederne for at integrere tilgangen og metoderne i deres kurser.
  
• mangel på tid og økonomi til at ændre kurserne.

Til at understøtte udvikling og forankring af uddannelserne peger denne og andre undersøgelser på muligheden for at

• etablere tværgående centerdannelser som kan være kuvøse for nye ideer til ideerne er modnet og kan integreres i eksisterende strukturer.
  
• give mulighed for at undervisere deltager i demonstrationsprojekter som undervisere/konsulenter på virksomheder evt. i samarbejde med andre konsulenter.
  
• give mulighed for støtte til undervisere, der skal integrere miljø i deres undervisning. Det kan f.eks. være gennem støtte-undervisning med dannelse af netværk.
  
• inddrage ekstern konsulent/underviser til at hjælpe med at udvikle/integrere miljøaspekter i uddannelsen.
  
• give egentlig økonomisk støtte til udvikling af nye kurser, uddannelser, forskningsområder m.m.

4.3 Virksomheden

4.3.1 Udvikling af miljøarbejdet er en stadig proces

Der er ikke én bestemt organisationsform, som kan siges at være den ideelle organisationsform og målet for udvikling og anvendelse af miljøkompetence i en virksomhed. Det er dog muligt at pege på en række forhold der skal være fokus på for at sikre udvikling af en miljøkompetent organisation - dvs. en organisation, der løbende er i stand til at forbedre sin evne til at reflektere problemer og løsninger i relation til miljø og ændre praksis i retning af reduceret ressourceforbrug og miljøbelastning. Dermed vil virksomheden samtidig - ideelt set - være arena for alle funktioners og individers udvikling og anvendelse af miljøkompetence.

Opbygning af miljøkompetence kan opfattes som tre former for udviklingsprocesser, der løbende finder sted:

• dialog om miljøproblemer og miljøstrategier og behovet for teknologiske og organisatoriske ændringer, herunder behovet for at ændre lederes og medarbejderes rolle
  
• udvikling af forskellige former for handlingsorienteret miljøfaglig viden og indsigt
  
• stabilisering af ændret praksis i form af ændrede rutiner og strukturer.

Udvikling af miljøkompetence er en stadig proces, hvor behovet for viden, samarbejdsrelationer m.m. løbende ændres - foranlediget af nye markedskrav, ny lovgivning, nye teknologiske muligheder m.m. De tre former for processer vil derfor til stadighed forløbe parallelt og formes af de forskellige aktørers tolkning af omgivelsernes krav og af de hidtidige erfaringer. Gennem disse processer udvikles det man kan kalde miljøforståelserne i virksomhederne, dvs. forskellige funktioners og individers forståelse af

• problematiske miljøforhold
  
• årsagerne til de problematiske miljøforhold
  
• acceptable miljøforhold eller en acceptabel belastning af miljøet
  
• mulighederne for at afhjælpe eller forebygge miljøproblemerne, herunder forskellige funktioners og individers rolle.

Hvorvidt der sker en udvikling af en virksomheds miljøkompetence i retning af øget miljøkompetence kan vurderes ud fra følgende temaer, der sætter fokus på hvorvidt der sker en ændring i retning af dialog med eksterne interessenter, mere forebyggende miljøstrategier og refleksion af erfaringer:

• Overvejes nye samfundsmæssige miljøtemaer ?
  
• Udvikles dialogen med eksterne interessenter ?
  
• Overvejes miljøaspekter i livscyklusperspektiv ?
  
• Spiller forebyggende løsninger en mere central rolle ?
  
• Overvejes relationer mellem miljø, arbejdsmiljø og kvalitet ?
  
• Overvejes miljø i planlægningen af forandringsprocesser ?
  
• Udvikles løsninger på problemer der udforskes ?
  
• Implementeres handlingsplaner til ændret praksis med reduceret ressourceforbrug og miljøbelastning ?
  
• Fastholdes ny praksis ?
  
• Udnyttes tidligere erfaringer i efterfølgende aktiviteter ?

En eventuel miljøafdelings størrelse kan ikke alene ses som et udtryk for en organisations evne til at arbejde med miljø. Der findes virksomheder med miljøafdelinger, hvor miljøarbejdet bremses på grund af mangel på prioritering fra andre afdelinger (produktion, udvikling, indkøb, salg m.m.). Omvendt er der erfaringer fra virksomheder uden egentlige miljøafdelinger, men med en koordinator med ansvar for miljøarbejdet, hvor produktion, udvikling, indkøb, salg m.m. arbejder seriøst med at tage miljøhensyn i deres daglige arbejde. Skal en virksomhed udvikle sig til at være en miljøkompetent organisation er det vigtigt, at alle interne ressourcer i organisationen i form af viden og erfaringer deltager i miljøindsatsen. Det er her centralt at skelne mellem ansvaret for miljøarbejdet (dvs. miljøaktiviteterne eller miljøindsatsen) og ansvaret for miljøbelastningen, som organisationen giver anledning til. Ansvaret for miljøarbejdet kan være placeret hos en miljøkoordinator, produktionschefen, ledelsen, en gruppe medarbejdere m.m., mens ansvaret for selve miljøbelastningen skal ligge hos ledelsen og hos de enkelte afdelingers ledelse. Det er i den forbindelse vigtigt, at der er overensstemmelse mellem ansvar og kompetence. At give en miljøafdeling ansvaret for miljøbelastningen fra en afdeling, hvor miljøafdelingen ikke har indflydelse på anvendelsen af ressourcerne vil være udtryk for, at ansvar og kompetence ikke stemmer overens.

I en miljøkompetent virksomhed varetages miljøhensyn således ikke kun af en enkelt person, f.eks. en miljøkoordinator. Alle funktioner i en virksomhed har en potentiel rolle i at integrere miljøhensyn i daglig drift og udviklingsaktiviteter. I en miljøkompetent organisation har de forskellige funktioner kompetence og ressourcer til at varetage deres ansvar med henblik på at sikre at der tages miljøhensyn. Nogle eksempler på forskellige funktioners mulige rolle i en produktions-virksomhed er vist i figur 6. I en mindre virksomhed vil en person ofte varetage forskellige funktioner.

Figur 6: Eksempler på den rolle som forskellig funktioner i en produktionsvirksomhed kan spille i forhold til at sikre integration af miljøhensyn i drift og udvikling.

4.3.2 Centrale problemstillinger i udviklingen af miljøkompetence i en virksomhed

En virksomheds miljøarbejde kan forstås som sociale processer, der involverer forhandling og dialog mellem en række aktører med forskelle i interesser og erfaringsbaggrund. Opmærksomhed i en virksomhed på følgende problemstillinger kan være med til at sikre udvikling af en miljøkompetent organisation:

• Tages problemer i miljøarbejdet, der bringes frem af forskellige parter, op til forhandling?
  
• Har de forskellige medarbejdergrupper mulighed for at udvikle deres kompetence gennem dialog med organisationens miljøkoordinator eller eksterne konsulenter , organisationer e.l. eller gennem efteruddannelse?
  
• Oplever medarbejderne metoderne til kortlægning, vurdering m.m. i miljøarbejdet som lette at forstå, og giver metoderne medarbejderne mulighed for at anvende deres erfaring fra det daglige arbejde?
  
• Er der opmærksomhed om de problemer, der kan opstå, når resultater fra miljøprojekter skal forankres?
  
• Har medarbejderne tid og viden til at deltage i nye aktiviteter som indsamling af miljødata og deltagelse i udvikling, implementering og evaluering af miljøforslag?
  
• Er arbejdsdelingen i miljøarbejdet mellem miljøkoordinator, ledere og medarbejdere afklaret og gjort synlig?
  
• Er medarbejderne sikret adgang til indsamlede miljødata og miljøviden?
  
• Har medarbejderne også efter afslutningen af et miljøprojekt adgang til støtte til deres miljøindsats hos interne og eksterne ressourcepersoner?
  
• Følger miljøkoordinatorer op på, hvordan miljøaktiviteter og nye rutiner opleves af ledere og medarbejdere?
  
• Etableres der hurtigt nye forandringsprojekter, som overtager fokus og ressourcer fra miljøarbejdet?
  
• Involveres medarbejderne i planlægning af ændringer og får de her mulighed for at anvende deres kompetence til at være med til at forebygge nye miljøproblemer?

Sammenfattende peger denne analyse af virksomheder som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence på, at alle fire delkomponenter i miljøkompetence-begrebet er relevante for virksomheders fortsatte udvikling af en praksis med reduceret miljøpåvirkning. Det er således ikke tilstrækkeligt med miljøviden og -indsigt, idet der i forbindelse med bl.a. forebyggende miljøstrategiers udvikling og implementering også er behov for evne til visionær og kritisk tænkning og interaktionsevne - både i forbindelse med ændringer i lederes og medarbejderes roller og i forbindelse med udvikling af ændrede relationer til kunder, leverandører, myndigheder, lokalsamfund m.m. Analysen viser endvidere, at individer inden for alle funktioner i en virksomhed har behov for udvikling af miljøkompetence. Der kan være forskel på omfanget/dybden af kompetencebehovet i forskellige funktioner og dermed hos forskellige faggrupper - afhængig af de normer og værdier, der karakteriserer den enkelte virksomhed og afhængig af den kompetenceudvikling virksomheden vælger at foretage internt og den kompetenceudvikling, der sker via ændrede relationer til virksomhedens netværk.

4.4 Ressourceområdet

Et ressourceområde er en betegnelse for et sammenhængende erhvervsområde, der bl.a. benyttes til at skabe overblik over den erhvervsmæssige udvikling i Danmark. Afgrænsningen af de enkelte ressourceområder er fortaget på basis af kriterier om indbyrdes afhængighed af fælles ressourcer og kompetencer. Et ressourceområde dækker således over brancher der indgår i fremstillingen af beslægtede slutprodukter og vil derfor gå på tværs af eksisterende brancheområder. De forskellige brancher inden for et ressourceområde vil typisk have forskellig placering i frembringelsen af produkter og ydelser. Et eksempel på et ressourceområde og den bredde i brancher et ressourceområde kan dække, er ressourceområdet Fødevarer, hvor der f.eks. indgår:

• råvareproducerende erhverv, f.eks. svineproducerende landbrug,
  
• fremstillingserhverv, f.eks. slagterier,
  
• handel, f.eks. slagterforretninger,
  
• rådgivning f.eks. landbrugskonsulenter,
  
• støtteerhverv, f.eks. producenter af køleanlæg.

Eksempler på andre ressourceområder er beklædning/møbel, medico/sundhed og turisme/fritid. Ved at virksomhederne m.m. inden for et ressourceområde er aktive inden for beslægtede slutprodukter er der mulighed for at fremme fælles miljøinitiativer. Et ressourceområde kan f.eks. være udgangspunkt for en fælles produktorienteret miljøindsats, der kræver strukturelle ændringer f.eks. i form af ændring af love eller regler, udvikling af nye uddannelsesmuligheder, ændring af transportsystem relateret til produkterne, ændring i transportemballage, mærkning af produkter som led i påvirkning af markedet m.m. Et ressourceområde kan også være udgangspunkt for spredning af erfaringer med miljøtiltag, da mange erfaringer vil være relevante for andre virksomheder og produktkæder inden for et ressourceområde.

Et ressourceområde binder ikke i sig selv virksomheder, brancher, vidensinstitutioner m.m. inden for ressourceområdet sammen i netværk, men omvendt kan mange netværk etableres inden for et ressourceområde - som kompetenceklynger og produktkæder (se afsnit 4.5 og 4.6), samarbejde om uddannelse m.m.

Ved at tage udgangspunkt i et ressourceområde er der mulighed for at identificere ikke blot de virksomhedsinterne forudsætninger der skal tilvejebringes som grundlag for en miljøorienteret udviklingsdynamik, men også behov for ændringer i de strukturelle rammer. F.eks. peger en analyse af muligheder for udvikling af grøn turisme på at en af de centrale barrierer for udvikling af grøn turisme er traditionen for den løse tilknytning af medarbejdere til erhvervet. På grund af den løse tilknytning og tradition for stort gennemtræk af medarbejdere i hvervet er det er svært for ressourceområdet at udvikle og fastholde miljøkompetence. I opbygning af miljøkompetence inden for turisme kan det derfor se ud til, at det vil være vigtigt samtidigt at arbejde med muligheder for fastholdelse af medarbejdere i erhvervet.

Et eksempel på en miljøindsats organiseret efter et ressourceområde er de produktpaneler som Miljøstyrelsen har nedsat som led i den produktorienterede miljøstrategi - f.eks. inden for Tekstil og Elektronik.

Strategier for miljøorienteret kompetenceudvikling i ressourceområder skal baseres på at understøtte viden og innovation i de sammenhænge som virksomhederne indgår i. Der er forskellige traditioner inden for forskellige ressourceområder for opbygning af nye kompetencer. Ved planlægning af kompetenceopbygning er det derfor væsentligt at overveje, hvordan de eksisterende traditioner for læring og udvikling kan udnyttes, og overveje om der er eksisterende traditioner, som modvirker kompetenceudvikling.

Sammenfattende peger analysen af ressourceområder som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence på, at udvikling og anvendelse af miljøkompetence kan kræve samarbejde mellem virksomheder og mellem virksomheder og forskellige institutioner. Dermed kommer både virksomheder og institutioner i fokus som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence. Institutioners rolle kan bl.a. være at tilvejebringe rammer for udvikling og anvendelse af miljøkompetence på tværs af forskellige virksomheder i form af fælles undervisningsforløb, opbygning af viden om centrale miljøproblemer inden for det pågældende ressourceområde m.m.. Hermed kommer ikke blot miljøfaglig viden og indsigt i fokus, men også interaktionsevne. Evne til visionær og kritisk tænkning vil være central i forbindelse med ændring af eksisterende rutiner og relationer.

4.5 Kompetenceklyngen

En kompetenceklynge består af en række virksomheder, vidensinstitutioner, aftagere og underleverandører, som via deres indbyrdes relationer udvikler fælles kompetencer eller komplementære kompetencer, der giver virksomhederne fordele (sammenlignet med andre virksomheder inden for samme marked) i form af højere indtjening, højere lønniveau, stigende markedsandele e.l. Relationerne mellem deltagerne i en klynge kan være udviklet med baggrund i kunde-leverandør relationer eller gennem mere uformelle relationer i form af forsknings- og udviklingssamarbejde, sociale netværk m.m. Både konkurrence- og samarbejdsrelationer og netværksdannelse mellem aktørerne kan påvirke innovation og læring. En kompetenceklynge kan beskrives via de udviklede kompetencer (virksomhedskompetencer og netværkskompetencer), klyngens struktur (deltagende virksomheder, arbejdsmarked, organisationer) og vigtige institutioner (forstået som regler, normer, konventioner og fælles referencepunkter).

En kompetenceklynge og dens hidtidige kompetenceudvikling skal ses både som en mulig ressource og en mulig barriere for udvikling og anvendelse af miljøkompetence hos de deltagende organisationer - og hos individer i disse organisationer. Kompetenceklyngen kan være en ressource, hvis de vidensmæssige bånd mellem aktørerne kan gøre det lettere at integrere miljøhensyn i rådgivning, teknologisk forandring m.m. i en række virksomheder, vidensinstitutioner m.m. Omvendt kan en kompetenceklynges kompetencer virke som en barriere, hvis de dominerende aktører i klyngen ikke finder det vigtigt at prioritere miljøhensyn - enten mere generelt eller i forbindelse med konkrete tiltag.

4.5.1 Miljøorientering af eksisterende kompetenceklynger

Opbygning af miljøkompetence inden for kompetenceklynger, hvor miljø ikke spiller en central rolle i dag, kræver integration af miljøkompetence både i de enkelte virksomheder og i kompetenceklyngens vidensinstitutioner. Slagteribranchen er et eksempel på en kompetenceklynge, hvor deltagere i klyngen har involveret sig i miljøforanstaltninger. Det er sket i forbindelse med flere typer miljøstrategier - bl.a. i forbindelse med udvikling af rensningsforanstaltninger med henblik på at nedbringe virksomhedernes udledning af organisk materiale. Branchens forskningsinstitut har derudover involveret sig i energibesparelser, renere teknologi og miljøstyring og har kunnet yde de interesserede virksomheder konkret rådgivning. Samtidig har virksomhedernes teknikere qua traditionen for brancheudvalg og besøg hos hinanden direkte kunnet igangsætte konkrete initiativer og udveksle erfaringer. Incitamenterne har være lokale myndigheders krav til virksomhederne, mulighederne for økonomiske besparelser og en del tekniske chefers og maskinmestres egen interesse i at finde besparelsesmuligheder. Kompetenceklyngen karakteriseres i Erhvervsfremme Styrelsens analyse af kompetenceklynger som en klynge med stærk vertikal og horisontal integration i kraft af landbrugets organisationer - samtidig med at hård indbyrdes konkurrence om markeder og leverandører har betydet en stadig effektivisering af klyngen gennem fælles udviklingsprojekter og efterfølgende spredning. Der har dog også, i kraft af de senere års fusioneringer til ret få virksomheder, været tale om en udvikling i retning af at nogle strategiske udviklingsprojekter gennemføres af det enkelte selskab. Dermed forskydes behovet for kompetenceudvikling mellem kompetenceklyngens forskellige organisationer.

4.5.2 Udvikling af kompetenceklynger med udgangspunkt i miljøinnovationer

Udviklingen i vindmøllesektoren viser, at udviklingen af en sektor til en kompetenceklynge er en kompliceret proces formet af samspillet mellem en række initiativer, hvis betydning det ikke på forhånd ville have været muligt at forudse: vindmølletræf, offentlige tilskudsordninger, mulighed for dannelse af vindmøllelaug m.m. Dvs. at det ikke ville have muligt for 10-15 år siden at sige, hvordan vindenergi ville blive sikret de bedste udviklingsvilkår. Kompetenceklyngens dannelse har i vid udstrækning sit afsæt i offentlige investeringer i vidensopbygning og fremme af teknologisk udvikling. Prøvestationen for vindmøller ved Risø, som tester og udvikler nye møller, har haft nogen betydning for udveksling af viden i branchen - om end Prøvestationen oprindelig mere havde til formål at kontrollere at vindmøller, der fik offentlig tilskud, rent faktisk også fungerede. De gode naturgivne forhold for vindkraft i Danmark har også spillet en væsentlig rolle. Klyngen er vokset ud af eksisterende maskinvirksomheder og tæller i dag - i kraft af overførsel af offentlig produceret viden til private virksomheder - verdens største vindmølle-producenter. Klyngen er karakteriseret af en høj grad af konkurrence mellem virksomhederne, både på det nationale marked og de internationale markeder. Den specialiserede service- og infrastruktur inden for klyngen giver klyngen gode udviklingsbetingelser og sammenhængskraft trods den hårde indbyrdes konkurrence.

Andre grønne produktområder kan potentielt udvikle sig til miljøkompetenceklynger, hvis de gives samme udviklingsmuligheder - som vindmøllesektoren har opnået over en lang årrække - på kortere tid. Afgørende for udviklingen inden for et produktområde er bl.a. den konkurrence, der er mellem det “grønne” produkt og konkurrerende produkter. Eksempelvis karakteriseres økologiske fødevarer i Erhvervsfremme Styrelsens analyse som en potentiel kompetenceklynge. Økologisk fødevareproduktion er interessant som eksempel på dynamikken i udvikling af miljøkompetence, fordi der på en række områder er paralleller til vindmølleindustrien: området blev indledningsvis også etableret af iværksættere og har også udviklet sig i kraft af offentlige tilskud, offentlig kontrolordning, offentlig efterspørgsel som del af efterspørgselsgrundlaget (offentlige institutioners kantiner og bespisning) og offentlig støtte til opbygning af vidensinstitutioner, delvis integreret med eksisterende vidensinstitutioner.

Sammenfattende peger analysen af kompetenceklynger som ressource og barriere for udvikling og anvendelse af miljøkompetence på forskelle i kompetencebehovet i forskellige typer kompetenceklynger. Ikke mindst individer involveret i virksomheder og organisationer inden for miljøorienterede kompetenceklynger som vindmøllesektoren har i en indledende fase behov for stort engagement, vilje og gå-på-mod, visionær og kritisk tænkning samt interaktionsevne, når der skal skabes samspil mellem en række mindre virksomheder, engagerede enkeltpersoner og civilsamfundsorganisationer. Miljøfaglig viden og indsigt er nærmest integreret som del af grundlaget for en sådan kompetenceklynge. Behovet for miljøfaglig viden og indsigt vil dog også være til stede, når miljøfordelene skal analyseres og vurderes. F.eks. i forbindelse med dialog med andre aktører, der skal sætter spørgsmålstegn ved miljøfordelene - enten fordi miljøfordelene er uklare eller fordi det er et led i en strategi hos etablerede aktører med konkurrerende produkter at sætte spørgsmål ved det ønskelige i en samfunds- og erhvervspolitisk satsning på såkaldt grønne innovationer (som det f.eks. er sket med både vindenergi og økologiske fødevarer fra henholdsvis el-selskaber og dele af fødevareindustrien).

4.6 Produktkæden

Mens det foregående afsnit primært fokuserede på den akkumulation af miljøkompetence, der over en periode kan ske inden for et netværk af virksomheder og vidensinstitutioner, fokuserer dette afsnit på betingelserne for opbygning af miljøkompetence som del af forretningsmæssige kunde-leverandør relationer i produktkæder. Kunder kan være indkøbere (erhvervskunder) eller brugere og forbrugere (”slutbrugere”) af produkter og ydelser.
En undersøgelse af erfaringerne med at formidle krav vedrørende miljø og arbejdsmiljø inden for tekstil- og beklædningsindustrien peger på, at virksomheder kan have forskellige strategier for reduktion af miljøbelastninger i en produktkæde. Strategien synes at afhænge af de forretningsmæssige relationer. Den valgte strategi har betydning for hvor i produktkæden, der opbygges forskellige former for miljøkompetence. Der er ikke tale om kompetencer, som nødvendigvis skal være til stede i den enkelte virksomhed. I nogle tilfælde opbygges kompetencen som fælles kompetence i relationen mellem kunder og leverandører eller mellem en virksomhed og en rådgiver. Nogle centrale kompetenceformer er kort skitseret i det følgende:

Oversættelseskompetence
Oversættelseskompetence er kompetence til at oversætte eksterne krav og operationalisere kravene indadtil i en organisation. Det kan være en kompetence hos en miljøkoordinator i en virksomhed eller hos en miljømyndighed.

Teknisk miljøkompetence
Teknisk miljøkompetence er den indsigt i mekaniske processer, kemiske processer m.m. som er forudsætning for at produktion og produkter kan omstilles/tilpasses til at opfylde krav til miljø, arbejdsmiljø m.m. - samtidig med at kravene til f.eks. kvalitet også overvejes. Denne kompetence kan findes i den enkelte virksomhed, men udvikles i nogle tilfælde i et samspil mellem virksomhed, kunde, leverandør og myndighed.

Netværkskompetence/katalysatorkompetence
Netværkskompetence er evnen til at skabe rammerne for en forandring i et netværk, herunder at få deltagerne til at indgå i dialog om udveksling og overførsel af viden eller teknologi.

Kontrol- og dokumentationskompetence
Kontrolkompetence er viden om moniteringssystemer, ledelsessystemer, gennemførelse af auditering m.m. og ansvaret for eller bemyndigelsen til at varetage kontrollen. Kompetencen kan ligge hos virksomheden, leverandøren og/eller en tredje part, f.eks. et certificeringsorgan.
Dokumentationskompetence er viden om dokumentationssystemer og rutiner til at håndtere dokumenter m.m.

Erfaringsmæssigt ser det ud til, at der er tre strategier virksomheder kan følge i forbindelse med at stille krav og opnå opfyldelse af krav hos leverandører vedrørende miljø: 1) Kølvandsstrategien, som er karakteriseret ved at virksomhederne ikke selv stiller nye krav til leverandører, men lægger sig i kølvandet på virksomheder, der stiller samme krav til leverandørerne, 2) Asymmetrisk partnerskab, som er karakteriseret ved, at virksomhederne ønsker langvarige relationer til leverandører og ønsker at styre og kontrollere leverandører på opfyldelse af krav, 3) Symmetrisk partnerskab, som er karakteriseret ved at virksomhederne ønsker langvarige relationer og ønsker at indgå i gensidige partnerskaber.

De forskellige strategier har forskellige forudsætninger for kompetenceopbygning. Den nævnte undersøgelse af tekstil- og beklædningssektoren peger således på, at kompetencen til at oversætte eksterne miljøkrav til praktiske handlingsforslag kan være lille i virksomheder med kun begrænset miljøteknisk kompetence - dvs. at sådanne virksomheder er afhængige af opbygning af kompetencer hos leverandører, rådgivere, brancheorganisation, myndigheder m.m. Undersøgelsen peger omvendt på, at der kan opnås en fælles opbygning af miljøkompetence hos kunde- og leverandørvirksomheder gennem fælles udviklingsprojekter.

Omsætning af miljøkrav til praktisk handling kræver, at en miljøstrategi udvikles i samspil med en række andre hensyn som pris og kvalitet, hvilket kræver udvikling af dynamiske relationer til kundegrupperne. Eksempelvis er - inden for tekstil og beklædningsområdet - lav pris en central parameter for nogle kunder (og grupper af forbrugere), mens mode i form af særligt design eller særlige farver er centralt for andre kunder og forbrugere. En central kompetence drejer sig derfor om at kunne etablere dialog mellem personer i kunde- og leverandørvirksomhederne og med forbrugere, således at miljøkravenes samspil med andre parametre som pris og kvalitet kan diskuteres.

Andre produktkæder producerer produkter med væsentlig længere levetid, med væsentlig flere aktører involveret og inden for mere komplekse strukturelle rammer, hvilket gør betingelserne for at omsætte miljøhensyn til praktisk handling mere komplicerede. Det er f.eks. vanskeligt at forudse hvordan forholdene for affaldsbortskaffelse vil være, når et produkt langt ude i fremtiden ikke længere anvendes og derfor kasseres. Bygge- og anlægssektoren er et eksempel på en sektor med de nævnte karakteristika. Her har miljøhensyn givet anledning til udvikling af bl.a. energibesparende tiltag og mindre miljøbelastende løsninger. Udbredelsen af løsningerne er imidlertid væsentligt forskellig. Hvor energibesparelser gennem isolering synes at være en almindelig accepteret foranstaltning i mange byggeprojekter, er der problemer med at få spredt andre initiativer med fokus på substitution af miljø- og sundhedsskadelige stoffer og materialer. Isolerings udbredelse som miljøtiltag synes eksempelvis at være båret af samspillet mellem offentlig regulering (stigende energipriser) og opbygning af kompetence i form af bl.a. selvstændige energikonsulenter og efteruddannelse af en række faggrupper. Problemerne med udbredelse af andre miljøtiltag synes at være forårsaget af de eksisterende licitationsreglers vanskeliggørelse af dialog mellem bygherre, rådgivere og entreprenører om f.eks. miljøhensyn, idet afgivelse af det billigst mulige tilbud i anlægsfasen ofte er det dominerende kriterium. Dette betyder - sammen med bygherrers ofte begrænsede evne til at formulere ønskelige miljøhensyn og overskue de muligheder - begrænset spredning af fordyrende alternativer (som f.eks. PVC-frie kabler).

Sammenfattende peger analysen af produktkæder som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence på en række mere specifikke delkomponenter af miljøkompetencer - inden for de fire delkomponenter i det udviklede begreb for miljøkompetence. Miljøfaglig viden og indsigt kan være vigtig i forbindelse med omstilling af en eksisterende produktkæde til en mindre miljøbelastende praksis - f.eks. til at identificere såkaldte ”hot spots” for miljøbelastninger. Interaktionsevne - bl.a. i form af interkulturel forståelse - er vigtig i produktkæder, hvor handelsrelationer og udviklingsprojekter foregår på tværs af landegrænser. Denne kompetence vil især være relevant hos individer, der direkte samarbejde med virksomheder i andre lande. Visionær og kritisk tænkning er vigtig i analyser af eksisterende strukturers barrierer for etablering af interaktion mellem virksomheder i forskellige dele af en produktkæde - jf. eksemplet med licitationsreglernes vanskeliggørelse af dialog om miljøhensyn inden for byggeriet.

4.7 Lokalområdet

Udvikling af miljøkompetence i et lokalområde omfatter udvikling af miljøorienteret praksis hos lokalområdets virksomheder, myndigheder, institutioner, borgere m.m. I nogle tilfælde spiller særlige aktører (erhvervsråd, grønne guider, Lokal Agenda 21 medarbejdere m.m.) en rolle ved at skabe sociale fællesskaber i form af netværk mellem virksomheder og myndigheder, mellem miljøinteresserede familier, mellem borgere og myndigheder m.m.

Et eksempel på opbygning af miljøkompetence via deltagelse i lokale netværk, er de såkaldte miljønetværk, som er igangsat på initiativ af kommuner, amter og/eller erhvervsråd og med deltagelse fra myndigheder samt private og offentlige virksomheder. Formålet er bl.a. at udveksle erfaringer med miljøtiltag og give information om ny miljølovgivning. For et par år siden blev sekretariatet for Miljøforum Danmark oprettet med henblik på at støtte eksisterende netværk, initiere nye netværk og være bindeled til danske deltagere i internationale miljønetværk. Miljøforum Danmark skal således skabe rammer for samarbejde mellem danske miljønetværk. I færreste tilfælde sker der dog en egentlig vurdering af den udvikling af miljøkompetence hos deltagerne, som netværkene medvirker til.

Nogle amter og kommuner søger at udvikle forholdet til de virksomheder, der føres tilsyn med, til en dialog mellem den godkendende miljømyndighed og en virksomhed om muligheder for renere teknologi og miljøstyring. Nogle lokale og regionale miljøforvaltninger har således arbejdet med at udvikle det lokale og regionale miljøtilsyn i retning af mere dialogprægede former, som stiller krav til de ansatte ved miljøgodkendelse og -tilsyn om blandt andet indsigt i virksomhedsstrategier og overblik over vidensressourcer om renere teknologi. Blandt barriererne for en mere udbredt udvikling af sådanne relationer er overbelastning af medarbejderne i amternes og kommunernes miljøforvaltninger fra det almindelige myndighedsarbejde og manglende viden om renere teknologi og miljøstyring. Der har været forsøg med efteruddannelse af miljømedarbejdere i Miljøstyrelsens og Den Kommunale Højskoles regi. Problemet synes at være manglende ressourcer til at sprede og implementere erfaringerne. En rapport fra Miljøstyrelsen har form af et katalog over forskellige tiltag, som amter og kommuner har igangsat med henblik på et myndighedsarbejde præget af dialog, renere teknologi og miljøstyring, men det er uklart, hvilken spredning der er sket af erfaringerne mellem de enkelte amter og kommuner. Det antages hos ledere i nogle lokale og regionale myndigheder, at virksomheder, der arbejder fremadrettet med miljø i form af f.eks. miljøstyring, kræver færre ressourcer i myndighedsarbejdet. Erfaringer fra flere kommuner tyder imidlertid på det modsatte, idet disse mere proaktive virksomheder ofte er mere interesserede i dialog med myndighederne for at høre om nye initiativer, diskutere idéer til fremtidige tiltag m.m.

Andre eksempler på lokale og regionale initiativer er netværk af organisationer, der har stået bag initiativer til etablering af en stilling som grøn guide (finansieret af Miljøstyrelsen) med henblik på at etablere en lokal informerende og aktiverende miljøvejlederindsats. Andre typer vejlederinitiativer er naturvejledere, energi- og miljøvejledere, kommunale Agenda 21 medarbejdere og vejledere i lokale såkaldte ”grønne centre”. Disse vejledere har selv udviklet og anvendt miljøkompetence, men har også bidraget til lokale aktørers udvikling af miljøkompetence gennem diverse initiativer. Mere uformelle netværk er lokale og regionale netværk af såkaldt ”grønne familier”, hvor der arrangeres forskellige besøg, debatarrangementer m.m. - f.eks. med henblik på udveksle erfaringer med miljøinitiativer i husholdningen. En række af disse netværk - og dermed den kompetenceudvikling der er sket i netværkene og ikke mindst hos de koordinerende vejledere - går en usikker fremtid i møde, da bevillingerne til vejledere, guider m.m. ser ud til at blive afviklet i de nærmeste år.

Sammenfattende peger analysen af lokalområdet som arena for udvikling og anvendelse på en række forskellige initiativer mellem forskellige aktører i lokalområdet. I en række tilfælde er udviklingen af miljøkompetence sket gennem etablering af netværk, ofte støttet af ressourcepersoner fra eksisterende organisationer eller særlige guider og vejledere finansieret af dels statslige, dels lokale midler. Centrale kompetencer hos disse ressourcepersoner er ikke mindst engagement, vilje og gå-på-mod, visionær tænkning og interaktionsevne, idet mange af dem fungerer som en slags ”proceskatalysatorer” - f.eks. mellem kommune og borgergrupper. Miljøfaglig viden og indsigt spiller også en vis rolle, men først og fremmest som led i formidling af viden om ny lovgivning, nye strategier, nye innovative praksisser i husholdninger m.m. Ressourcepersonernes aktiviteter har samtidig dannet ramme for borgeres og virksomhedsaktørers udvikling af miljøkompetence. Denne kompetence kan indeholder elementer af alle fire delkomponenter i miljøkompetencebegrebet

4.8 Civilsamfundsorganisationen

En række miljøorganisationer har udviklet sig som netværk for interessevaretagelse og kompetenceopbygning for forskellige miljøinnovationer. Eksempler på organisationer med mange års erfaring er f.eks. Organisationen for Vedvarende Energi og Landsforeningen Økologisk Jordbrug, der organiserer praktikere, forbrugere, virksomheder, forskere m.fl. I 1990’erne er organisationer som Landsforeningen Økologisk Byggeri (LØB), Landsforeningen Økologiske Landsbysamfund (LØS) og Grønne Familier dannet. LØB spiller f.eks. en væsentlig rolle i forhold til at udvikle det økologiske byggeri i retning af mere etablerede produktionsformer.

I Tyskland har en organisation som Greenpeace samarbejdet med bl.a. køleskabsindustrien og bilindustrien om udvikling af radikale grønne innovationer i form af alternativer til etablerede produkter -men med en væsentlig lavere miljø- og ressourcebelastning.

Andre organisationer som fagforbund og forbrugerorganisationer er udviklet omkring andre former for interessevaretagelse end miljøområdet, men har de seneste ti års tid også i større eller mindre omfang beskæftiget sig med miljøproblemer og deres relation til deres traditionelle områder som arbejdsmiljø, beskæftigelse og forbrugerbeskyttelse. Organisationerne har deltaget i initiativer sammen med egentlige miljøorganisationer - f.eks. gennem samarbejde mellem fagbevægelse og miljøbevægelse om konkrete projekter.

Sammenfattende kan civilsamfundsorganisationer som arena for udvikling og anvendelse af miljøkompetence opdeles i to hovedtyper, dels organisationer med hovedfokus på miljø, dels organisationer med fokus på andre områder, hvor miljø i et eller andet omfang integreres i politikudvikling, projekter m.m. I flere miljøorganisationer spiller miljøviden og -indsigt (f.eks. om miljøproblemers effekter og årsager samt muligheder for alternativer), engagement, vilje og gå-på-mod og visionær og kritisk tænkning en stor rolle hos ”de aktive”. En del organisationer har gennem samarbejde med andre organisationer, myndigheder og virksomheder udviklet interaktionsevne som centralt kompetence-element i forbindelse med deltagelse i politikudvikling, teknologiudvikling m.m..

4.9. Husholdningen

Husholdningen kan betragtes som en selvstændig arena på mikro-niveau med samspil mellem dens ”medlemmer” - dvs. mellem børn og voksne samt mellem voksne indbyrdes. Samtidig er husholdningen også en arena, der er i samspil med flere af de arenaer, som er analyseret i de foregående afsnit. Samspillet sker via husholdningsmedlemmernes arbejde, forbrug, deltagelse i lokale aktiviteter, deltagelse i aktiviteter i civilsamfundsorganisationer m.m. Der har gennem de seneste ti års tid været stor diskussion om husholdningernes rolle - jf. bl.a. diskussionen om den såkaldt ”politiske forbruger”. Der er mange forskellige opfattelser dels af den faktiske praksis, dels af den rolle husholdningerne kan og bør have - sammenholdt med f.eks. virksomhedernes og myndighedernes rolle. Diskussionen er på den ene side præget af en opfattelse af markedsmekanismers evne til at skabe bevidste og rationelle valg (f.eks. gennem miljømærker og miljøvaredeklarationer), og på den anden side af en opfattelse af at forbrugeren i et industrialiseret samfund i høj grad er præget af det stadige udbud af nye produkter og af de muligheder som forskellige teknologier (bil, elektronik m.m.) giver. Den sidstnævnte opfattelse peger bl.a. på, at forbrugerne oplever en række dilemmaer, når de på den ene side gerne vil tage miljøhensyn og på den anden side oplever problemer med at få ”hverdagen” til at hænge sammen med krav fra arbejdsliv, børns skolegang, fritidsaktiviteter m.m. Endvidere peges på at forbrugerne ikke kun er ”viljeløse” aktører over for anskaffelse og anvendelse af forskelligt udstyr, men at der sker en såkaldt ”domesticering” gennem forbrugernes udvikling af en praksis med de pågældende produkter - f.eks. brugen af privatbil, mobiltelefon m.m.

Undersøgelser peger på stor spredning i miljøhensynene i den daglige praksis blandt forbrugere. Nogle husholdninger indtænker miljø i størstedelen af deres handlinger - f.eks. gennem bevidste fravalg af produkter man er miljø- og sundhedsmæssigt usikker på eller tilvalg af produkter man føler som gode miljø- og sundhedsmæssige alternativer - uden nødvendigvis at have indblik i detaljerede miljøvurderinger. Andre fravælger bevidst at indtænke miljø- og sundhedshensyn, fordi de irriteres over de restriktioner de dermed oplever i deres forbrugervalg, ikke mener at det er rimeligt at miljøvenlige produkter skal koste mere m.m.

Samspillet mellem forskellige arenaer er set i forbindelse med miljøprojekter på arbejdspladser, hvor enten projekter på arbejdspladsen har været initierende for at begynde at overveje praksis i husholdningen i form af bedre affaldssortering, el- og vandbesparelser m.m. eller erfaringer fra husholdningen har været medvirkende til at man vælger at engagere sig i miljøprojekter på arbejdspladsen. En tysk undersøgelse har peget på, at der er et samspil mellem miljøbevidste virksomhedsledere og de diskussioner og praksis de er del af i husholdningen.

Sammenfattende er husholdningen en central arena for selvstændig udvikling og anvendelse af miljøkompetence, men også som arena i samspil med andre arenaer - i forbindelse med individernes rolle som medarbejdere, forbrugere og borgere og i forbindelse med overførsel af miljøkompetence mellem forskellige arenaer og dermed mellem forskellige roller. Miljøvalg kan komme til at kræve en del miljøviden og -indsigt, hvis miljøvaredeklarationer kommer til at spille en stor rolle i virksomheders formidling af miljøforhold i relation til deres produkter og ydelser. Der er stor forskel på i hvilket omfang de enkelte husholdninger og de enkelte forbrugere har udviklet og anvendt miljøkompetence i form af engagement, vilje og gå-på-mod samt visionær og kritisk tænkning. Interaktionsevne kan være nødvendig i husholdninger med medlemmer med forskellig opfattelse af miljøproblemernes alvor og i hvilket omfang det er ”nødvendigt” at ændre praksis.

5. Sammenhæng og afgrænsning i forhold til øvrige kompetencer

Der er en tæt sammenhæng mellem miljøkompetence og en række af de øvrige nøglekompetencer i Det Nationale Kompetenceregnskab. De vigtigste sammenhænge - og afgrænsninger - kommenteres kort nedenfor. Udvalget og beskrivelsen af kompetencer indikerer udelukkende disse andre nøglekompetencers direkte relevans for miljøkompetence og ikke deres relevans i øvrigt.

Social kompetence har - i kraft af dens karakter af metakompetence (jvf. afsnit 1) - mange relationer til miljøkompetence. Dette illustreres af, at en af delkomponenterne af miljøkompetence netop er ”interaktionsevne”.

Literacy er naturligvis også en forudsætning for miljøkompetence. Her tænkes på de basale færdigheder i form af at kunne læse, skrive, lytte og forstå. Men der sigtes også til den del af literacy der har med evne til problemløsning og ”kritisk tænkning” at gøre, da disse er helt nødvendige for at kunne bidrage til en fremtidig bæredygtig udvikling. Det må imidlertid bemærkes, at denne del af literacybegrebet, der omhandler refleksivitet og kritisk tænkning, ikke indgår i de opstillede fem dimensioner af literacy i baggrundspapiret fra Det Nationale Kompetenceregnskabs sekretariat.

Læringskompetence, knyttet til ambitionen om livslang læring, indgår som en væsentlig forudsætning for udvikling af miljøkompetence. Dette skal bl.a. ses i lyset af de hastigt skiftende forandringer, der finder sted inden for miljøområdet - forandringer, der både relaterer sig til udvikling af nye miljøproblemer og til ny teknologi. Selvledelseskompetence - kompetence til at udvikle ønskede kompetencer - opfattes her som en del af læringskompetence, og relaterer sig derfor også til miljøkompetence.

Demokratisk kompetence vurderes som en meget vigtig kompetence i forhold til miljøkompetence og udvikling af denne. Da demokratiske processer spiller så stor en rolle i forbindelse med udvikling og udførelse af miljøkompetence som det er beskrevet her, er netop dette perspektiv afgørende for ”oversættelsen” af miljøkompetence til en dansk kontekst. Dette gælder på flere af de arenaer, der er genstand for udvikling og anvendelse af miljøkompetence - ikke mindst lokalområdet og virksomheden.

Helbreds- og fysisk kompetence burde have tætte relationer til miljøkompetence, idet udviklingen i befolkningens helbred og sundhed næppe kan forstås og forklares uden at inddrage miljøfaktorer. Der er som tidligere nævnt (afsnit 2) en række direkte relationer mellem miljøpåvirkninger og de sundhedsmæssige aspekter af arbejdsmiljøet. Hertil kommer en række indirekte relationer, hvor stressende og tempofyldt arbejde kan modvirke mulighederne for at integrere miljøhensyn som del af arbejdet.
Det er samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at sundhedsmæssige motiver er af stor betydning for befolkningens interesse og engagement i miljøproblemer, idet man ofte sammentænker disse områder. Dette står i modsætning til insisteren på en skelnen mellem miljø- og sundhedshensyn, der har ligget til grund for nogle undersøgelser af befolkningens holdning til miljøproblemer. Som oplægget fra Det Nationale Kompetenceregnskabs sekretariat ser ud, fremstår disse relationer mellem miljø og sundhed som meget svage eller helt fraværende.

6. Forslag til konkrete kvantitative og kvalitative indikatorer

I det følgende gives blot nogle få, helt overordnede overvejelser over hvordan det udviklede miljøkompetence-begreb og praksis på de centrale arenaer kan gøres til genstand for analyser af udvikling og anvendelse af miljøkompetence.

Det er nødvendigt at anvende både kvantitative og kvalitative metoder til at indsamle og analysere information om miljøkompetence. Spørgeskemaer med lukkede svarkategorier kan bidrage med nogen viden om miljøkompetencens karakter og muligheder og barrierer for miljøkompetences udvikling og anvendelse - f.eks. om personer har mulighed for at anvende kvalifikationer fra uddannelse i arbejdslivet. Men for at opnå mere kompleks indsigt i mekanismerne i udvikling og anvendelse af miljøkompetence vil kvalitative surveys - f.eks. i form af interviews med henholdsvis medarbejdere og ledere på et antal virksomheder - være nødvendige. Det er nødvendigt her at involvere de centrale aktørgrupper og ikke kun virksomheders ledelse, idet det er vigtigt at være opmærksom på de interessekonflikter, der kan knytte sig til udvikling og anvendelse af miljøkompetence i virksomheder og på andre typer arbejdspladser. Sådanne surveys kan eventuelt foretages inden for brancher eller produktområder, hvor der er set en særlig kompetenceopbygning for at forstå denne opbygnings samspil med områdets strukturer, materielle forhold, offentlig regulering m.m.

Litteratur

Breiting, S., Hedegaard, K., Mogensen, F., Nielsen, K. & K. Schnack (1999): Handlekompetence, interessekonflikter og miljøundervisning. Odense Universitetsforlag.

Development of environmental competence (2000): European initiative: Proposal for an analysis, action and dissemination programme regarding competence development in environmental work. (udarbejdet af Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard), Danish Confederation of Trade Unions.

Forman, M. (1998): Forandringsprocesser og deltagelsesformer i forebyggende miljøarbejde. Institut for Teknologi og Samfund, Danmarks Tekniske Universitet, Forskningsrapport nr. 13.

Forman, M. & Jørgensen M. Søgaard (2000): Håndbog: Medarbejderdeltagelse i virksomheders miljøarbejde - en organisatotisk udfordring. Teknologisk Institut/Arbejdsliv og Institut for Teknologi og Samfund, Danmarks Tekniske Universitet.

Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard (2001): Green supply chain management strategies - experiences from the Danish textile sector. Working paper. Centre for Human Resource Development, Technological Institute and Department of Manufacturing Engineering and Management, Technical University of Denmark.

Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard (2001): The social shaping of the participation of employees in environmental work within enterprises - experiences from a Danish context, Technology Analysis and Management, Vol. 13, No.1, March 2001, pp. 71-90

Forman, M. & Jørgensen, M. Søgaard (2001): Virksomheders miljøkompetence - effekten af netværk, læring og forebyggende strategier. Arbejdspapir. Teknologisk Institut/Arbejdsliv og Institut for Produktion og Ledelse, Danmarks Tekniske Universitet.

Jensen, B.B., Schnack, K. & V. Simovska (2000): Critical Environmental and Health Education - Research Issues and Challenges, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Jensen, B.B., Kofoed, J., Uhrenholdt, G. & C. Vognsen (1995): QUARK-projektet i Jægerspris - miljøundervisning, skole og lokalsamfund. Forskningscenter for Miljø- og Sundhedsundervisning, DLH.

Jensen, B.B. & K. Schnack (1993): Handlekompetence som didaktisk begreb. Didaktiske Studier, Danmarks Lærerhøjskole.

Jørgensen, M. Søgaard, Pöyry, S., Huisingh, D.; Borup, M. & Leskinen, A. (1996): Inventory on Cleaner Production Education and Training, UNEP IE, UETP-EEE, IACEE, TEK, DTU, 1996

Jørgensen, M. Søgaard (1996): Education and Manpower Development for Cleaner Production. In:
K. B. Misra (ed.): Clean Production. Environmental and Economic Perspectives, Springer Verlag, pp.799-831.

Jørgensen, U., Jørgensen, M. Søgaard, Thorsen, N. & Rasmussen, B. Hesse (2001): Teaching Professionals Environmental Management and Cleaner Technology. Paper for ERCP 2001 (European Roundtable on Cleaner Production), Malmö, 1-3 May 2001.

Lokale miljø-, energi- og naturvejledere - tværgående evaluering (2001). Udarbejdet af NIRAS, Den Grønne Fond c/o Miljøstyrelsen

Læssøe, J., Hansen, F. & Jørgensen, M. Søgaard (1995): Grønne Familier - miljøvenlige levemåder og mulighederne for at støtte udviklingen af dem, Institut for Teknologi og Samfund, Danmarks Tekniske Universitet.

Læssøe, J. (2001): Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000, Den Grønne Fond c/o Miljøstyrelsen.

Miljøetik for ingeniører (1998). (Forfattere: Kaltoft, P. & Jørgensen, M. Søgaard), Ingeniørforeningen i Danmark.

Mogensen, F. (1998): Miljøundervisning, kritisk tænkning og udvikling af handlekompetence. Forskningstidsskrift fra Danmarks Lærerhøjskole, nr. 2.

Denne side indgår i publikationen: "Nøglekompetencer - forskerbidrag til Det Nationale Kompetenceregnskab" som kapitel 7 af 13
© Undervisningsministeriet 2003