Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Ordliste





Empati: Indføling. a) at kunne sætte sig ind i andres følelser, b) at kunne se ting fra den andens perspektiv, c) at kunne skabe gensidig tillid, d) at kunne forholde sig solidarisk til den anden, e) at kunne anerkende alles ret til et værdigt liv.

Kontekst: Sammenhæng

Systemisk vejledning: bygger på systemteori. I denne teori fokuseres der på, at samfundet ikke kan anskues som et hele, men at det må betragtes som en lang række systemer, som har deres egne normsæt, sprog, regler, mål mv. For at forstå disse systemer må man forstå og have indsigt i respektive regler, normer, kommunikationsformer osv. Den systemiske vejledning tager udgangspunkt i den vejledningssøgendes "system". Det er f.eks. den vejledningssøgendes familie, kammerater, egne og det sociale netværks forventninger til uddannelse og job, sproglige udtryksform.

Konstruktivistisk vejledning: bygger på konstruktivisme, der bl.a. repræsenterer det synspunkt, at menneskets erkendelse og viden er fortolkning, dvs. en konstruktion. Det enkelte menneske danner sig eller konstruerer billeder af verden ud fra sansning, viden og erkendelse. I den konstruktivistiske vejledning er den vejledningssøgende aktivt medvirkende til at konstruere sin egen begrebsdannelse og til at forme sin egen udviklingsproces. Dette bevirker, at den vejledningssøgende har en virkelighedsopfattelse eller en sandhed, og vejlederen kan have en anden fortolkning af virkeligheden ud fra hans/hendes opfattelse og normer - vejlederens sandhed.

Etnocentrisme: er udtryk for den indstilling, at de religiøse, politiske, kunstneriske og moralske normer, man er opdraget med, er de bedste i verden. Er man etnocentrisk, betragter man sin egen kultur som den overlegne og andre kulturer som underlegne.

Polycentrisme: er oprindelig navnet på en teoretisk retning inden for den internationale kommunisme. Den går ud på, at kommunismen ikke kun har et enkelt centrum, men at de kommunistiske partier i bl.a. kapitalistiske lande må føre en uafhængig politik, der tager hensyn til nationale traditioner og vilkår. Hofstede bruger ordet polycentrisme i en lidt anden betydning. Det er for det første udtryk for, at forskellige mennesker skal forstås ud fra deres forskellige normer og vilkår. For det andet, at man evner at forstå mennesker fra andre kulturer ud fra deres egne normer.

Psykofysik: er en retning inden for psykologien, der blev udviklet i Tyskland i midten af 1800-tallet. Dr. Phil. og cand. polyt. Alfred Lehmann, der introducerede psykofysikken i Danmark, definerer den som 'den eksakte lære mellem sjæl og legeme'. Psykofysikken stod dermed i modsætning til psykoanalysen, som er en mere spekulativ psykologisk retning.

Psykofysikken udgjorde det teoretiske fundament for de såkaldte psykotekniske prøver, der blev brugt til at teste, hvilke erhverv unge mennesker bedst egnede sig til. I 1923 blev psykoteknisk afdeling ved Københavns lærlingeanvisning etableret, og senere blev der etableret psykotekniske kontorer andre steder i landet. I løbet af 60'erne og 70'erne gled psykoteknikken og de psykotekniske prøver mere og mere i baggrunden. De psykotekniske kontorer blev i første omgang lagt ind under Arbejdsmarkedsstyrelsen, inden de i 1984 endelig blev afviklet.

 


Denne side indgår i publikationen "Multikulturel vejledning" som ordliste
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top