![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
|
Deltager | Køn og alder | Nationalitet | Niveau | Erhverv hjemland |
A | Kvinde 28 år | Tyrkisk kurder | Spor 2 Trin 2 Midt | Intet |
B | Kvinde 31 år | Tyrker | Spor 2 Trin 1 Slut | Intet |
C | Kvinde 38 år | Tyrker | Spor 2 Trin 2 Midt | Intet |
D | Mand 36 år | Somalier | Spor 2 Trin 2 Midt | Intet |
E | Kvinde 28 år | Tyrker | Spor 2 Trin 2 Start | Intet |
F | Kvinde 40 år | Marokkaner | Spor 2 Trin 2 Midt | Kontorassistent i 2 år |
G | Kvinde 33 år | Thailænder | Spor 2 Trin 2 Midt | Stuepige i 6 måneder |
H | Mand 32 år | Tyrkisk kurder | Spor 2 Trin 1 Midt | Landmand |
I | Kvinde 46 år | Kineser | Spor 2 Trin 2 Midt | Økonom i 15 år |
J | Mand 36 år | Pakistaner | Spor 2 Trin 1 Start/Midt | Militæret |
Deltager | Sprogskole | Erhverv DK | Antal år i DK | Mål for arb. + udd. |
A | 18 måneder | Stuepige Pædagogmedhjælp | 13 år | Pædagogmedhjælper |
B | 10 måneder | Stuepige sypige | 13 år | Cafeteria-kantineassistent |
C | Nej | Rengøring Kantine Vaskeri | 21 år | Cafeteria-kantineassistent |
D | 4 år | Intet | 4 år | Chauffør eller andet |
E | 2 år | Rengøring | 11 år | Rengøringsassistent |
F | Nej | Stuepige | 10 år | Rengøringsassistent |
G | 2 år | Stuepige Pædagogmedhjælp | 11 år | Cafeteria-kantineassistent |
H | 1 år | Vinfabrik | 9 år | Buschauffør |
I | 2 år | Rengøring Import-Eksport | 10 år | Cafeteria-kantineassistent |
J | 7 måneder | Opvasker/Rengøring | 3 år | Rengøringsassistent |
Ved uddannelsesforløbets start bestod holdet af 10 deltagere, hvilket fremgår af deltagerlisten. Ud af disse 10 deltagere var 3 mænd. Aldersmæssigt var spredningen ikke så stor, idet de var mellem 28 og 46 år. Halvdelen af deltagerne kom fra Tyrkiet, hvilket var uheldigt, da de ikke var gode til at tale dansk indbyrdes, selv om de blev kraftigt opfordret til det af alle lærerne og også af den kvinde på holdet, der kom fra Kina. Bedre blev det ikke, da deltagerne fra Somalia, Marokko og Thailand holdt op, hvorefter 5 ud af 7 deltagere var tyrkisktalende.
Kun to af deltagerne havde en uddannelse fra deres hjemland. (F) havde en uddannelse som kontorassistent, og (I) var uddannet økonom. Man kunne have frygtet, at (I)’s tilstedeværelse på holdet ville være malplaceret. Hun skilte sig da også klart ud fra de andre pga. sin meget akademiske måde at gribe tingene an på. Som den eneste på holdet gik hun særdeles grundigt til værks, når der skulle leveres et skriftligt stykke arbejde, det være sig et referat, en opskrift, den ugentlige evaluering af undervisningen eller andet. Fælles for alle de andre var, at de udtrykte sig særdeles kortfattet på skrift. Heldigvis faldt (I) godt til på holdet og gik meget op i undervisningen, fordi hendes mål var at blive cafeteria-kantineassistent.
Deltagerne befandt sig alle på Spor 2 og havde en langsom dansksproglig progression, men der var ikke tale om et homogent hold, idet deres niveau strakte sig fra Spor 2 Trin 1 (næsten) Start til Spor 2 Trin 2 Midt. Den svageste deltager burde ikke have været med på holdet. Han havde meget svært ved at udtrykke sig på dansk og ligeledes ved at forstå, hvad der blev sagt på dansk. Desuden var han fra starten meget ustabil og deltog på intet tidspunkt for alvor i undervisningen. Han burde have været på sprogskole men udtrykte selv ønske om at få et arbejde så hurtigt som muligt.
Ud af de 10 deltagere på holdet, var der 3, der holdt op før juleferien. (F) fik arbejde som rengøringsassistent i Magasin, hvilket vi naturligvis ikke kunne være andet end glade for. (D) holdt op fra den ene dag til den anden. Vi fandt aldrig ud af hvorfor, men han var meget ustabil og slet ikke interesseret i rengøring, som holdet havde på det tidspunkt. Der skete desuden det tragiske, at (G) døde i december måned. Det kom naturligvis som et stort chok for os – ikke mindst fordi hun var en utrolig vellidt person i klassen. Det meste af tiden var der derfor kun 7 deltagere i klassen, og den sidste uge var der endda kun 6, da (H) fik arbejde som klargøringsmedarbejder ved Combus i Valby. Alt i alt var det et meget lille – for ikke at sige alt for lille – hold.
Denne side indgår
i publikationen "Kombineret danskundervisning og værkstedsundervisning
for flygtninge og indvandrere - evaluering af to forsøg" som kapitel
8 af 20
© Undervisningsministeriet 2002