G. Forsøgets bæredygtighed

I forbindelse med bæredygtigheden af forsøgsvirksomhed fokuseres der i denne evaluering på, i hvilken udstrækning der er skabt strukturer og engagement, der lever videre efter forsøgsperioden og som kan danne rammen om fortsatte (eller nye) aktiviteter.²⁷ For det første er det af interesse hvilke aktiviteter og projekter, der er fortsat efter ungdomskommuneforsøgets afslutning samt hvad der kendetegner disse. Men et projekts fortsættelse er ikke kun et spørgsmål om god praksis og bæredygtige elementer. Det er også et spørgsmål om økonomiske prioriteringer og politiske beslutninger i de enkelte kommuner. Prioriteringer og beslutninger, hvis logik ikke altid er overensstemmende med logikken bag aktørernes vurderinger af bæredygtighed og god praksis.²⁸ Derfor forstås bæredygtighed i denne sammenhæng ikke kun som et spørgsmål om, hvad der stadig lever efter forsøgsperioden. Fokus er strakt ud til også at rumme selve forsøgsperioden. Centralt står aktørernes vurderinger af, hvad der har været særligt bærende, for at projekter og aktiviteter opleves som succesfulde og som god praksis uanset om projektet eller aktiviteten fortsætter eller ej.

Hermed slås det også fast, at bæredygtighed ikke kun handler om, hvad man kan kalde synlige forankringer i form af fortsættelser af aktiviteter, projekter, organiseringer og strukturer. Det er ligeså væsentligt at fokusere på de mere usynlige og ikke-målelige forankringer i form af holdninger, erfaringer og mere eller mindre systematiseret viden f.eks. metoder og modeller.

Dette kapitel vil derfor dels handle om, hvilke typer af aktiviteter der er fortsat i kommunerne, og hvordan de er forankret både økonomisk, organisatorisk og holdningsmæssigt. Og dels vil det handle om aktørernes vurderinger af, hvad der er bæredygtige elementer i forbindelse med ungdoms(politiske) projekter.

1. Fortsatte projekter og aktiviteter

I forbindelse med ungdomskommuneforsøget er der en række aktiviteter og projekter, der er fortsat efter forsøgsperiodens afslutning. I dette afsnit ser vi udelukkende på arten af de aktiviteter og projekter, der er fortsat efter forsøgets ophør. Det har vi gjort ved at inddele de fortsatte aktiviteter og projekter i de 6 ‘aktivitetstyper’, som vi på baggrund af midtvejsevalueringen har arbejdet videre med i nærværende evaluering. (Se også kapitel E3).

I alt 157 eller 47% projekter og aktiviteter fortsætter. Alle kommuner angiver, at mindst én aktivitet / projekt fortsætter.

Der kan være flere begrundelser knyttet til, hvorfor de øvrige projekter ikke fortsætter. En overvejende del har baggrund i økonomiske og politiske prioriteringer, hvor en fortsættelse af aktiviteterne i ungdomskommuneforsøget ikke har været budgetteret efter forsøgsperioden. Ét argument er, at aktiviteterne i ungdomskommuneforsøget netop var tænkt som afprøvning og forsøg og ikke som noget der efterfølgende skulle etableres som drift. I nogle kommuner antydes det, at forsøgsvirksomhed ikke altid er lige populært i det politiske system, da man netop er nervøs for de økonomiske merudgifter i forbindelse med en eventuel efterfølgende forankring af forsøgvirksomheden.

En anden grund er, at andre projekter og aktiviteter har haft karakter af at være afrundede og enkeltstående begivenheder og derfor har haft deres ‘naturlige’ afslutning i løbet af forsøgsperioden. Det gælder f.eks. forebyggelseskampagner, rejsearrangementer, undersøgelser. Der har tillige i flere kommuner i opstartsfasen af ungdomskommuneforsøget været aktiviteter med henblik på at indfange unge til f.eks. et ungdomsråd. Også disse har en naturlig afslutning, når de unge først er der og går i gang med ‘arbejdet’. I tilknytning til specielt ungdomshuse, ungdomsråd o. lign er der foregået en lang række aktiviteter, som også kan betragtes som enkeltstående arrangementer, f.eks. forskellige typer af kulturelle arrangementer, foredragsvirksomhed ect. En stor del af disse aktiviteter fortsætter ikke, men det gør typen af aktiviteter. De fleste ungdomshuse og ungdomsråd har forskellige kulturelle arrangementer som en naturlig del af deres funktion.

Endelig har nogle kommuner angivet koordinatorfunktionen som en aktivitet, da det er en funktion oprettet i forbindelse med forsøget. Koordinatorfunktionen er bibeholdt i omtrent halvdelen af de tilfælde hvor en sådan har været oprettet i ungdomskommunerne. (Se endvidere kapitel C).

Nedenfor har vi set på, hvor stor en del af projekterne inden for hver aktivitetstype, der fortsætter. Det kommer der følgende billede ud af:

Figur G1:
Antal aktiviteter der fortsætter inden for hver aktivitetstype

Af figuren fremgår det, at der er flest aktiviteter og projekter inden for typen organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter, der fortsætter efter ungdomskommuneforsøget. Således fortsætter 63% af de oprindelige aktiviteter og projekter.

Herefter følger forebyggelsesaktiviteter, hvor godt halvdelen af de oprindelig projekter og aktiviteter fortsætter. Denne aktivitetstype har dog under ungdomskommuneforsøget ikke fyldt så meget i det samlede billede. Der har under ungdomskommuneforsøget været 28 aktiviteter og projekter inden for denne gruppe. Af parlamentariske og demokratiske aktiviteter, kommunikations og medieaktiviteter samt kultur og livsstilsaktiviteter fortsætter 37- 42% af de aktiviteter og projekter, der har været i gang under ungdomskommuneforsøget, mens kun 16% eller 1 enkelt projekt fortsætter indenfor typen ‘andre’.

Vi kan nu tegne et billede af, hvordan de fortsatte projekter og aktiviteter fordeler sig på aktivitetstyper efter ungdomskommuneforsøgets afslutning.²⁹ (Se figur G2.).

Som nævnt ovenfor er der flest aktiviteter inden for typen organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter, der er fortsat i 2001. Som det fremgår af figur G2 afspejles denne aktivitetstypes dominans i det samlede billede af fortsatte ungdomskommuneaktiviteter. I alt 44% eller 70 aktiviteter falder efter ungdomskommuneforsøget inden for denne type. Det er inden for denne aktivitetstype, at vi finder alle de aktiviteter og projekter, der har haft med etableringer at gøre. Det være sig etableringer af ungdomshuse sekretariater (9), værksteder fortrinsvis IT(16), samt forskellige former for undervisning / uddannelse. Det er derfor ikke så overraskende, at det er inden for denne aktivitetstype, at vi finder de fleste aktiviteter og projekter fortsætter. I de færreste tilfælde etablerer man f.eks. et IT-værksted i en forsøgsperiode for blot at nedlægge det igen efterfølgende. Man må formode, at der allerede inden ungdomskommuneforsøget eller i forbindelse med ansøgningsfasen i de fleste kommuner har været en politisk velvilje i forhold til at lade organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter fortsætte efter forsøgsperioden (hvis erfaringerne viste sig positive). Det betyder dog ikke, at man i alle kommuner har lavet en økonomisk prioritering til fordel for disse aktiviteter. I nogle kommuner er økonomien og ansvaret for aktiviteterne lagt over i andre institutioner som f.eks. ungdomsskolen, folkeskolen, ungdomsklubben. I andre kommuner fortsætter aktiviteterne som selvstændige enheder, f.eks. en del af ungdomshusene.

Figur G2:
Aktiviteter der fortsætter fordelt efter type

Med 21% (33) fortsatte aktiviteter og projekter inden for typen parlamentariske og demokratiske aktiviteter fylder denne aktivitetstype også meget i det samlede billede af, hvilke synligt aftryk ungdomskommuneforsøget har frembragt. I denne kategori finder vi overvejende forskellige former for og udgaver af ungdomsråd. Men det er også her, vi finder forskellige høringer, samlinger og mødeformer, hvor unge og det politiske system går i dialog. Nogle af disse råd og fora eksisterede også før ungdomskommuneforsøget. Deres fortsættelse beror i høj grad på de unges engagement og interesse i deltagelsen i disse fora, samt voksnes (herunder politikeres) velvilje og holdning omkring vigtigheden af denne aktivitetstype. Kun i mindre grad har fortsættelsen noget at gøre med politiske og økonomiske beslutninger i kommunen. Dette har naturligvis baggrund i, at en del af disse råd og fora eksisterer som en omkostningsfri aktivitet for kommunerne. I flere tilfælde følger der dog en ungdomspulje med ungdomsrådet, hvor unge kan søge penge til egne aktiviteter og projekter.

Kultur og livsstilsaktiviteter udgør 15% (24) af de aktiviteter og projekter, der finder fortsættelse i år 2001. Disse aktiviteter er overvejende forskellige kulturelle arrangementer, som grupper eller foreninger af unge står for, eksempelvis foredrag, caféaftener, fester, musikarrangementer, rollespil osv. I flere tilfælde har en gruppe af unge samlet sig om at gennemføre aktiviteter i tilknytning til en særlig interesse. I løbet af ungdomskommuneforsøget har sådanne grupper dannet en forening, som fortsætter sit arbejde med at arrangere aktiviteter for en bredere skare af unge. Der er eksempler på rollespillere og skatere, der har dannet foreninger, teatergrupper og filmklubber. En del af disse aktiviteter fortsætter med udspring i et ungdomshusmiljø eller i forbindelse med en tilbage-vendende kulturel begivenhed i kommunen som f.eks. middelalderfestivalen i Horsens.

Fortsatte kommunikations- og medieaktiviteter udgør 11% (17) af det samlede billede. Aktiviteterne kan grupperes i følgende tre hovedgrupper, nemlig ung til ung vejledninger, ungdomsblade/ aviser samt hjemmesider.

Af de forebyggende aktiviteter er der efter ungdomskommuneforsøget 8% (12). Hovedvægten af aktiviteterne ligger her på væresteder i socialt belastede boligkvarterer samt forskellige ungdomsgrupper med et fælles problem, f.eks. ensomhed, spiseforstyrrelser. Endelig er der forebyggende aktiviteter i form af oplysningsmateriale og kampagner.

Af typen andre aktiviteter er der 0,6% eller 1, der fortsætter, og det er individuelle uddannelsesplaner.

I flere kommuner påpeges, hvad man kan kalde en afledt effekt af ungdomskommuneforsøget. Med dette menes, at der kan være projekter og aktiviteter, der fortsætter i en anderledes form end under selve forsøgsperioden. Det kan være viderebygninger, ombygninger eller udbygninger af en aktiviteter, der sker på baggrund af de erfaringer, man i kommunerne har draget gennem ungdomskommuneforsøget.

Vi har ikke en total registrering af sådanne tilfælde, og en sådan ville også være næsten umulig at lave. Derfor bliver det vigtigt at fokusere på de øvrige elementer i bæredygtigheden i ungdomskommuneforsøget, nemlig de mere erfaringsbårne og ‘usynlige’, som bla. kommer til udtryk i, hvad vi har kaldt en holdningsmæssig forankring.

Først skal vi i næste afsnit se nærmere på de fortsatte projekters og aktiviteters forankring økonomisk og organisatorisk.

2. Projekternes organisatoriske og økonomiske forankring

I Midtvejsevalueringen blev der givet en oversigt over ungdomskommuneforsøgets lokalkommunale forankring, bl.a i form af en oversigt over den politiske og administrative forankring samt styre- og koordineringsgrupper.

I langt de fleste tilfælde har ungdomskommuneforsøget været forankret i det politiske udvalg, som projekterne har relation til. Den administrative forankring følger linien ved i de fleste tilfælde at ligge i den forvaltning, der refererer til pågældende politiske udvalg. Oftest drejer det sig om børne- og kulturforvaltninger, kultur- og fritidsforvaltninger. I enkelte tilfælde er den administrative forankring lagt i ungdomsskoleregi.

I forbindelse med de fortsatte aktiviteters og projekters administrative og økonomiske forankring er der tre tendenser, der gør sig gældende:

• Aktiviteter og projekter fortsætter med samme administrative og økonomiske forankring som under forsøget. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor aktiviteter og projekter i ungdomskommuneforsøget byggede videre på aktiviteter og projekter, der var i gang. F.eks. allerede etablerede ungdomsråd.
• Aktiviteters og projekters fortsættelse føres administrativt og økonomisk over i ungdomsskoleregi. (I enkelte tilfælde folkeskoleregi). Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor aktiviteterne under forsøget i praksis har haft en tæt tilknytning til eller været forankret i ungdomsskolen i form af projektledere, medarbejdere, lokaler o. lign.
• Aktiviteter og projekter fortsætter som selvstændige enheder med egen økonomi og administration. Det gælder overvejende i de tilfælde, hvor der er etableret ungdomshuse og værksteder, og hvor grupper af unge har dannet foreninger.

Ungdomskommuneforsøgets strukturelle side må siges at være forholdsvis traditionel. Det generelle billede er da også, at der ikke i løbet af ungdomskommuneforsøget er skabt nye strukturer på forvaltningsniveau til at fortsætte aktiviteterne. Og kun i ganske få tilfælde fortsætter den daglige ansvarlige for aktiviteterne sin allokering til ungdomsprojekterne.³⁰

Rent organisatorisk vurderer nøglepersoner i de fleste kommuner, at der ikke er sket de store forandringer. De synlige forandringer viser sig som nævnt i de kommuner, hvor der er skabt ungdomsråd, ungdomshuse, puljer og lignende. Fora hvor politikerne kan henvende sig til unge, og hvorfra unge kan søge kommunalpolitisk indflydelse.

De nye organiseringer, der er skabt i forbindelse med ungdomskommuneforsøget, viser sig altså i forbindelse med fortsættelse af aktivitetstyperne ‘organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter’ samt ‘parlamentariske og demokratiske aktiviteter’. En del af aktiviteterne inden for disse to typer repræsenterer ændrede organiseringsformer i forhold til samspillet mellem unge og det kommunale system. Ungdomsråd, ungdomsbyråd, etablerede ungdomshuse og arbejdet med forskellige indflydelsesformer i form af forskellige mødemodeller angiver konkrete eks. på, hvordan man i kommunerne har forsøgt at arbejde med at forbedre informationsgangene, indflydelsen og samspillet mellem et politisk system og forskellige ungdomsgrupper. (Se også kapitel E4).

3. Den holdningsmæssige forankring blandt aktørerne

Hvor vi i de foregående afsnit så på, hvordan de fortsatte projekter er forankret på ‘systemniveau’, så handler nærværende afsnit om de forankringer af holdningsmæssig og erfaringsmæssig karakter, der er sket blandt aktørerne. Samlet set giver forankringen på ‘systemniveau’ og forankringen på ‘personniveau’ mulighed for at se på, i hvilken grad erfaringerne fra ungdomskommuneforsøget forankres i kommunen på en måde, der kan være ophav til eller danne ramme om fortsatte og nye aktiviteter - til en fortsat udvikling på det ungdomspolitiske felt.

Som antydet indledningsvis er det væsentligt i en forståelse af bæredygtighed at fokusere på, at projekters bæredygtighed og fortsættelse ikke alene skal sikres økonomisk og politisk, men også er afhængig af holdningen og velviljen hos alle kommunale aktører fra politikere, unge til mere perifere lokale aktører. Og det er væsentligt at fokusere på, at erfaringer kan forankres holdningsmæssigt hos nogle aktører, også selv om det projekt, hvor erfaringerne er gjort, ikke fortsætter eller forankres i sin umiddelbare form.

Rundt om i kommunerne bemærkes betydningen af ungdomskommuneforsøget på et holdningsmæssigt niveau. Flere nøglepersoner påpeger, at ungdomskommuneforsøget har medført en større bevidsthed og synlighed omkring ungdomsarbejdet generelt og unge og indflydelse mere specifikt. Denne holdningsmæssige forankring kommer først og fremmest til udtryk ved, at man i kommunerne er blevet bevidste om, hvad det f.eks. vil sige at inddrage unge, hvad de unge vil have indflydelse på, hvori faldgruber og konflikter består, hvordan man kan realisere sin voksenrolle i forhold til unges indflydelsesmuligheder osv. I flere kommuner er man f.eks. blevet opmærksom på problematikken ifm. ansvars- og kompetence-fordeling mellem unge, medarbejdere, forvaltning og politikere. Man kan sige, at man i kommunerne har gjort sig nogle konkrete erfaringer med, hvordan man kan arbejde med de ofte noget abstrakte og udflydende (ungdoms)politiske målsætninger og teoretiske modeller og anbefalinger, der findes på det pædagogiske marked.

I en kommune blev man hurtigt i forsøgsperioden opmærksom på voksenrollen og på i de konkrete projekter ikke at være så synlig, men alligevel være med til at skabe rum og rammer for de unge. Og man blev opmærksom på, at det handlede om kompetence- og ansvarsfordeling. I den forbindelse opererede man med en model, der kan bruges til at skitsere, hvor unges kompetence og indflydelse ligger. Modellen kaldes den sorte, den hvide og den grå kasse.   Kasserne er ikke statiske elementer. Indflydelse og kompetence kan netop veksle fra projekt til projekt. Men det påpeges, at det er en vigtig del af voksenrollen, at man gør sig klart, hvad man tør give videre til de unge af kompetence og medbestemmelse.

Det er dog først og fremmest de voksne, der har været i direkte kontakt med unge i forsøget, der er blevet mere bevidste omkring problematikker og god praksis omkring ungeindflydelse og ungdomspolitisk arbejde. I flere interview med nøglepersoner og på flere arbejdsmøder vurderer man, at de holdningsmæssige forandringer og en øget bevidsthed omkring ungdomsarbejde ikke er nået det lokalpolitiske niveau. Politikerne har givet grønt lys til deltagelsen i ungdomskommuneforsøget samt det lokale indhold og målsætninger. En efterfølgende interesse og opbakning fra politisk side har mange steder haltet, lyder vurderingen. "Inden ungdomskommuneforsøget startede havde man den holdning, at vi må samarbejde på tværs, tværfagligt. Der har været enkelte steder, hvor det har knebet med interessen. Det politiske og det forvaltningsmæssige - her kunne vi godt have ønsket os mere opbakning og interesse".

Denne problemstilling blev allerede påpeget på et ungdomskommuneseminar i maj 1998. Her blev der fra aktører i flere kommuner pointeret vigtigheden af en kontinuerlig fokus fra politisk side på forsøget og dets målsætninger. Dette vurderes væsentligt ikke mindst i forbindelse med en forankring af forsøgets resultater i den politiske og administrative struktur. Kritikken af den politiske opbakning trådte nogle steder frem i forbindelse med, at man i mange kommuner var blevet forsinket i opstartsfasen.

Praktikernes ønske om kontinuerlig politisk opbakning og interesse skal ses i lyset af, at det netop er på det politiske niveau, at forsøgsvirksomhedens praktiske side i sidste ende vurderes. Det er her, der træffes afgørelser om f.eks. økonomi og eventuelle fortsættelser af projekter og aktiviteter. Fra et praktiker-perspektiv er det derfor væsentligt, at politikerne bevarer en interesse og et engagement i forsøget samt er opdateret omkring, hvordan forsøgets forskellige delprojekter forløber. I dette lys er politisk engagement et af de forhold, der kan sikre en positiv vurdering og dermed fortsættelse af projektet. I de tilfælde, hvor man i projekterne støder mod barrierer eller konflikter undervejs i processen, kan det endvidere vise sig vigtigt med en politisk interesse og forståelse for vanskelighederne i processen.

Et sidste aspekt der i denne sammenhæng skal påpeges er, at dialogen mellem unge og politikere i nogle kommuner har været en del af forsøget. Man har bl.a. i to kommuner forsøgt at arbejde mere målrettet med at interessere politikere og vedligeholde deres interesse i aktiviteter og projekter i ungdomskommuneforsøget ved at invitere til dialog- og orienteringsmøder med de unge.

Erfaringerne fra disse to kommuner er, at sådanne møder er positive og succesfulde. Det fremhæves, at der gennem sådanne møder opnås større gensidig respekt mellem unge og politikere omkring hinandens arbejde og arbejdsvilkår. (Se også kapitel F)

Politikerne har f.eks. efterfølgende udtryk positiv overraskelse og været ganske imponerede over, hvad de unge er i stand til at gennemføre. Indtryk der står stærkere i bevidstheden end ved at se lister og beskrivelser af aktiviteter på papir.

Mens man altså i nogle kommuner vurderer, at en holdningsmæssig forandring kun i ringe udstrækning er nået det politiske niveau, vurderer praktikere i andre kommuner, at man gennem ungdomskommuneforsøget har opnået en holdningsændring på alle niveauer i kommunen fra praktikerne selv, forvaltningsniveauet til det politiske niveau. Unges ønsker, behov og formåen såvel som selve ungdomsarbejdet har generelt fået større bevågenhed. Arbejdet omkring formuleringen af lokale ungdomspolitikker i kølvandet på ungdomskommuneforsøget spiller her en væsentlig rolle.

I nogle kommuner skitserer nøglepersoner en sådan mere generel holdningsændring i kommunen ved at sammenligne med deres opfattelse af, hvordan den traditionelle holdning i forbindelse med unge og demokrati har været tidligere.

Et eksempel på dette er en større provinskommune, hvor ungdomsarbejdet og forståelsen af unge og demokrati traditionelt fokuserede på, at unge skulle lære det repræsentative demokratis spilleregler. Nok skulle de unge have indflydelse - det var vigtigt, men indflydelsesformerne og organiseringen fulgte det repræsentative demokratis normer og vilkår. "Kunsten er at vi har fået lært nogle voksne at man kan lave værdifuldt samarbejde med unge ... Der er slået hul på nogle fordomme.", siger en projektleder på arbejdsmødet.

Både koordinator og formand for den ungdomspolitiske arbejdsgruppe fortæller, at disse mere traditionelle holdninger til unge og demokrati er blevet udviklet og nuanceret på alle niveauer i kommunen. Med ungdomskommuneforsøget og bla. oprettelsen af et projektorganiseret ungdomssekretariat blev der sat fokus på unges anderledes måde at organisere sig på, og på at unge har et anderledes demokratibegreb end det traditionelle. "Politikerne skal forstå, at de unge står for et andet demokratibegreb, det er ikke det traditionelle repræsentative demokrati. Det er også projektorganisation, hvor man møder de unge, der hvor de er", fortæller lederen af arbejdsgruppen. Ungdomskommuneforsøget har medført en opmærksomhed omkring, at: "alle har et ansvar, men hvis ikke politikere og voksne omkring de unge vil give slip, så kommer vi ikke videre. Vi skal holde mund, holde igen og lytte", vurderer han.

De erfaringer, der er gjort i ungdomskommuneforsøget, udgør et væsentligt grundlag for formuleringen af deres ungdomspolitik. Betydningen af holdningsændringen indfanger han ved at vurdere, at : "Det er en revolution at få ungdomspolitikken på kommuneplanen. Engagementet er vokset i processen, specielt fordi den har fået større politisk valør. Ungdomspolitikken har fået status."

Koordinatoren mener, at ungdomspolitikken netop afspejler en ny måde at inddrage unge i kommunen på. I den forbindelse er de blevet opmærksomme på, at fokus skal ligge på processerne og handlingerne omkring ungeindflydelse og ikke så meget på formen. "Demokrati handler ikke kun om magt, men om læring".

I et andet eksempel fremhæver en nøgleperson i en anden ungdomskommune også den holdningsændring, hun synes der delvis er opnået i kommunen i løbet af ungdomskommuneforsøget. I kommunen har man haft tradition for børne- og ungepolitik, der på papiret lagde op til aktivisme. I praksis var det dog en brugerkultur, der var fremherskende - folk var forbrugere af en række tilrettelagte kulturelle tilbud. Desuden var det svært at få politikerne til at være risikovillige, når det handlede om ungeprojekter - "... der har det handlet om at passe ekstra meget på, fordi der bruger man måske pengene på slik og sådan". For nøglepersonen fremstod en sådan holdning som en "... mærkelig opfattelse af, at børneliv og ungdomsliv er det samme". Kommunen har gennem længere tid også haft et ungdomsråd, men pladsen til aktive unge har været meget lille, vurderes det. "Ungdomsrådet har dybest set ikke haft politisk indflydelse. Det har været en sovepude til at politikerne kunne sige, vi gør noget for de unge." Men med ungdomskommuneforsøget har man forsøgt noget nyt, nemlig at tage aktivismeoplægget på ordet. Nu skulle de unge ikke længere være brugere, men arrangører. Meget af forsøgets succes var afhængig af de unge og af at unge gad gå ind i projekterne. De har brugt ungdomskommuneforsøget til at gøre op med de traditionelle holdninger - og det er til dels lykkedes. F.eks. har ungdomsrådet nu en plads i folkeoplysningsudvalget, og ungdomsrådet har fået en pulje, de selv skal administrere. En politiker beskriver selv i et interview betydningen af ungdomskommuneforsøget som en "aha-oplevelse for byrådet at mødes med de unge. Politikerne har fået lyst til at gentage succesen med dialogmøder. Byrådspolitikerne er blevet mere opmærksomme på unge som en gruppe, der kan formulere sig. ... Den vitaminindsprøjtning forsøget har udgjort har betydet, at vi har fået sat nogle ting i gang mere målrettet, og vi har sat nye initiativer i gang." Ungdomskommuneforsøget har således rokket ved en række opfattelser og gjort unge mere synlige og hørelige. Men også dette trækker skillelinierne op. Således er der flere voksne, der ser positivt på unge som en ressource, men der er også nogle voksne der bliver skræmte af al aktiviteten. De ser de unge som autonome, der overtager byen, fortæller ungekoordinatoren.

De to eksempler ovenfor fortæller historien om holdningsændringer. I mange kommuner fremhæves vigtigheden af, at man arbejder bevidst med, hvilken grundholdning man har til unge i det hele taget og til præmisserne for unges indflydelse. Sat på spidsen tager mange diskussioner udgangspunkt i det firkantede spørgsmål - skal de unge tilpasse sig systemet eller skal systemet tilpasse sig de unge? Og selv om nuancerne er mange, synes der at være en grundlæggende enighed om, at det ikke handler om et enten eller, men om et både og.

Holdningsmæssige forankringer kan også forekomme i form af kommunernes eller nogle aktørers forsøg på at systematisere erfaringer og ny viden indvundet i forbindelse med ungdomskommuneforsøget. Som en koordinator udtrykker det i forbindelse med en snak om fortsatte aktiviteter: "Man må også skelne mellem aktiviteter og metoder. Meget har været metodeudvikling. Vore ungdomspolitik skal nu implementere disse metoder. Aktiviteter kan ophøre, men man kan ikke tage metoder fra folk, hvis de først har fået dem".

Systematisering af erfaringer og viden i form af metode- og modelbeskrivelser er således i nogle kommuner sket i forbindelse med en evaluering af deres forsøg. Der er i evalueringerne beskrivelser af forskellige involveringsformer, typiske ungeroller, typiske forvaltningsroller, en kompetencefordelingsmodel.

I boksen s. 77 gives der et eksempel på en modelbeskrivelse. En anden kommune beskriver i deres evaluering 3 forskellige former for involvering eller inddragelse af unge. Disse kalder de: 1) Den ungestyrede, 2) Den voksenstyrede, 3) Den politikerstyrede.

Centralt her er, at det er de(n) unge selv, der får ideen, gennemfører den, tager beslutningerne og ansvaret osv. Der kan godt være voksne involveret, men de har ikke noget ansvar og er uden indflydelse på ideens udformning og virkeliggørelse. De voksne kan deltage i afgrænsede og af de unge definerede roller, f.eks. regnskabsaflæggelse. Ejerskabet ligger altså suverænt hos de unge i forhold til både idé og gennemførelse. Det betyder også, at aktiviteten er følsom i forhold til de unges interesse i den og tid til den. Falder de unges interesse for aktiviteten, flader aktiviteten bort.

Denne involveringsform er udtryk for at voksne - oftest i dialog med unge - kommer med forslag til aktiviteter, som unge kan gennemføre alene eller i samarbejde med voksne. Der lægges her vægt på medbestemmelsen, mere end selvbestemmelsen (som er fremherskende i den ungestyrede involveringsform). Ejerskabet til ideen er altså de voksnes. Unge i målgruppen eller unge, der har bidraget med ønsker, tilbydes af de voksne aktiv medvirken. Ansvaret for aktivitetens gennemførelse ligger hos de voksne. Hvis de unge ikke har en kontinuerlig eller stabil deltagelse, er det voksnes ansvar at holde liv i aktiviteten. De unge har indflydelse på aktiviteten, men ansvar og ejerskab deles med de voksne, hvis ikke det ligger udelukkende hos de voksne.

I denne involveringsform er det politikere, embedsmænd, udvalg, der på baggrund af undersøgelser, viden eller egne ideer vil gennemføre en aktivitet. Det vil være voksne medarbejdere, der suverænt har ansvaret. Der er ikke sikkerhed for, at unge er med i planlægning eller udførelse, men de vil være deltagere eller brugere af aktiviteten, hvis den er aktualiseret og har deres interesse. Det vil være de voksne (politikere el. embedsmænd), der er ophav til ideen, der også har et engageret ejerskab. Unge kan engagere sig i tilrettelæggelse, men er uden ansvar for gennemførelsen. Unge vil meget sjældent ‘købe’ en færdig idé og ‘overtage’ ejerskabet.

Disse tre involverings- eller demokratiformer er idealtyper, påpeges det i kommunens evaluering. Det betyder, at de skitserede involveringsformer oftest ikke vil findes i sin rene form i praksis, men at der vil være en række genkendelige træk mellem beskrivelse og praksis.

Skitseringen af de tre involveringsformer får altså karakter af en model, der kan danne udgangspunkt for diskussioner af formål, metoder, midler og målgruppe for et projekt, såvel som for diskussioner af dragede erfaringer, erfaringsudvekslinger og eventuelle revurderinger og omstruktureringer af igangsatte projekter.³¹

4. Hvordan kan bæredygtigheden fremmes - aktørernes vurderinger

På en række arbejdsmøder blev bæredygtige elementer diskuteret i relation til, hvilke aktiviteter, der er fortsat i ungdomskommunerne, og hvad der kendetegner disse projekter og aktiviteter. Men også bæredygtige elementer og gode erfaringer fra de ikke fortsatte aktiviteter og projekter blev trukket frem af deltagerne på arbejdsmøderne.

Som oplæg til diskussionerne blev de kendetegn ved steder, hvor aktiviteter fortsætter, som man har beskrevet i midtvejsevalueringen, brugt³²:

• At forsøget byggede videre på aktiviteter, der var i gang.
• At der har været en tæt tilknytning af aktiviteterne til det eksisterende apparat - f.eks. ungdomsskolen.
• At der er en ramme og kerne af personer, der har været med længe og brænder for aktiviteterne, samt at generationsskifteproblemet er løst (de unge der startede for 3 år siden er blevet afløst).

De tre kendetegn er generelle træk, der ikke nødvendigvis alle tre gælder for alle kommunerne. Generelt viser det sig, at et eller flere kendetegn vil være at finde i kommunerne, og at man i kommunerne lægger vægt på forskellige elementer i disse kendetegn. Dog gælder det for et enkelt sted, at de ikke kunne nikke genkendende til nogle af de tre kendetegn. Alligevel er størstedelen af deres aktiviteter fortsat. Det er derfor ikke overraskende, at de tre generelle kendetegn på mange arbejdsmøder gav anledning til diskussion og nuancering. I det følgende beskrives de forhold og elementer i ungdomskommuneforsøget, som aktørerne på disse arbejdsmøder vurderede ville fremme bæredygtigheden af projekter og aktiviteter.³³

Et væsentligt forhold i relation til bæredygtighed ser ud til på tværs af ungdomskommunerne at være samarbejde på tværs - det gælder samarbejde på tværs af sektorer, forvaltninger, institutioner og fag.

Samarbejde på tværs anses i flere kommuner at være et af de forhold, der sikrer realiseringen af deres lokale helhedsorienterede og/eller sammenhængende ungdomspolitik. Men også i forhold til de meget forskellige projekter og aktiviteter, der har været i de enkelte kommuner, bliver samarbejde på tværs fremhævet i flere kommuner i forhold til at dele de høstede erfaringer. Samarbejde på tværs vurderes at være vigtig i forbindelse med udvekslinger mellem og forståelser af forskellige faglige og organisatoriske normer, traditioner, metoder, forståelser og forholden sig til unge i de forskellige sammenhænge, der som en større eller mindre del af deres daglige arbejde beskæftiger sig med unge. Endelig fremhæver flere netværkselementet i samarbejde. Netværksdannelser synes at være væsentligt både under forsøget, men også som en del af aktørernes almindelige arbejdshverdag efter forsøgsperioden. Netværksdannelser ses både som noget, der sikrer, at man kan holde sig opdateret omkring, hvad der sker på ungeområdet, men også i forhold til at kvalificere eget arbejde ved at trække på andres viden og erfaringer. I en kommune beskriver man det som ‘et beredskab af voksne’. I en anden kommune opretter man et ‘fødselshjælperkorps’, der skal hjælpe unge, der får projekttilskud fra ungepuljen, over administrative og finansielle barrierer samt give generel vejledning omkring projektgennemførelse.

I nogle kommuner har samarbejdet været formaliseret på forskellig vis, f.eks. ved at koordinator har indkaldt til møder, eller man har forsøgt at etablere forskellige ‘ungefora’. Fordelen der trækkes frem ved det mere formaliserede samarbejde er, at aktørerne faktisk får prioriteret tiden til netværksdannelser og erfaringsudveksling, påpeges det. I andre kommuner har samarbejdet fungeret mere uformelt, og her finder man det vigtigt, at tværfagligt samarbejde netop foregår som en uformel aktivitet. Det betyder bl.a., at når man mødes, har man noget konkret at mødes om. Man laver ikke erfaringsudveksling blot for at mødes, man laver erfaringsudveksling om noget. Når dette noget er relevant for alle parter, kan der komme meget positivt ud af tværfagligt samarbejde og erfaringsudveksling.

Uanset måden, tværfagligt samarbejde realiseres på i de enkelte kommuner, har flere kommuner på arbejdsmøderne påpeget forskellige konflikter og besværligheder i at arbejde på tværs af sektorer, forvaltninger og institutioner. Konflikter og besværligheder kan handle om f.eks. normer og kulturer i de forskellige forvaltninger, forskelligt sprog, forskellig ungdomsforståelse. At der eksisterer sådanne forskelle bliver tydeligt i forbindelse med samarbejde, og det kan betyde, at samarbejde og tværfaglige møder af aktørerne opleves som træge og langsommelige processer, der overskygger selve det konkrete projekt og de konkrete problemer, man oplever i sit daglige arbejde. I flere kommuner fremhæver man dog, at det er væsentligt at sætte fokus på disse forskelligheder og være opmærksomme på dem i forbindelse med et forsøg som ungdomskommuneforsøget såvel som mere generelt samarbejde omkring unge.

I flere kommuner fremhæves ildsjæle (koordinatorer / projektledere) som væsentlige i forbindelse med at sikre bæredygtigheden i projekter og forsøgsvirksomhed. I et par kommuner peges der eksplicit på, at der er behov for unge ildsjæle, men ellers synes ildsjælebegrebet fortrinsvis at være forbeholdt såkaldt voksne. Ildsjæle bliver ofte beskrevet som nogen, der ‘brænder for sagen’. Dette indebærer bl.a. et engagement, der smitter af på de øvrige aktører i projektet. Men det indebærer ofte også, at ildsjælen er den, der gør det ekstra, der nogle gange skal til for en succesfuld gennemførelse af et forsøg.

Ejerskab fremdrages også på flere arbejdsmøder som et bæredygtigt element. Ejerskab og ildsjæle hænger ofte tæt sammen i praksis. I en kommune har man i evalueringen arbejdet mere eksplicit med ejerskabsbegrebet. Ejerskabet relateres her til idé og gennemførelse af projektet - altså det at opleve et særligt engagement i forbindelse med gennemførelsen af ideen eller aktiviteten, herunder at overvinde eventuelle barrierer i processen. Ejerskab udløser et særligt engagement, og den eller de, der har ejerskabet, vil oftest af omverdenen blive opfattet som ildsjæle.³⁴ I ovenstående knyttes ejerskab til projektet eller aktiviteten og kædes ikke som sådan sammen med bestemte personer eller grupper. En sammenkædning af ejerskab med ungegruppen er den italesættelse, der oftest finder sted i kommunerne. Her lægges der vægt på, at unge har ejerskabsfølelse for projektet. I et par kommuner henviser man til, at også det politiske ejerskab er væsentligt for forsøgets bæredygtighed.

Mens der således tales meget om, at det er vigtigt, at der er nogen, der har ejerskabsfølelse, kommer der i langt mindre udstrækning konkrete bud på hvordan ejerskab kan udvikles og eventuelt vedligeholdes. Det nærmeste man kommer bud på, hvordan ejerskab udvikles er, at man i det fleste kommuner forbinder ejerskab med en tidlig inddragelse af aktørerne i forsøgets / projektets tilrettelæggelse og gennemførelse. Meget tyder på, at man med fordel fremover (i pædagogiske sammenhænge) kan beskæftige sig mere konkret med ejerskabsbegrebet, herunder hvordan det udvikles og vedligeholdes.

Hvor ejerskab oftest beskrives som noget positivt og ønskværdigt, påpeger en koordinator fra én af ungdomskommunerne, at ejerskab også kan have negative konsekvenser. I pågældende kommune har de oplevet, hvordan unges ejerskabsfølelse i forbindelse med et ungdomssekretariat næsten blev for stor. Dette medførte, at ungdomsmiljøet omkring ungdomshuset lukkede sig om sig selv og blev meget internt. I den forbindelse har såkaldt voksne en vigtig rolle, mener han. Som voksen bliver man begejstret, når man ser ejerskabsfølelsen vokse hos de unge. Det er en del af den voksnes opgave at se til, at ejerskabsfølelsen og ungdomsmiljøet ikke lukker sig og dermed lukker andre unge ude.

"Forsøgets begrænsede brugergruppe er i høj grad karakteriseret ved at være projektpiloternes professionelle vennekreds, og de besidder lignende kulturelle projektmagerkompetencer, som dem projektpiloterne har. ... Det er problematisk, at en pædagogisk metode til involvering af unge gennem andre unge i den grad skal være afhængig af en bestemt ungdomskulturel identitet, idet andre ungdomskulturelle identiteter let kan blive udelukket fra at deltage på lige fod i projektet.", lyder det konkluderende i kommunens evaluering.³⁵

I flere kommuner påpeger man, at bæredygtigheden i et forsøg / projekt viser sig gennem forsøgets evne til at tage udgangspunkt i de unge selv. Det dækker tilsyneladende over, at projekter og aktiviteter bygger på reelle og synlige behov hos unge. Behov der reelt er opstået hos unge og helst også udtrykt af de unge selv.

Rollemodeller fremhæves også som et bæredygtigt element i nogle kommuner. Det betyder, at man i projekter og/eller forsøget har arbejdet mere bevidst med rollemodeller og her fortrinsvis, at unge agerer rollemodeller for andre unge. Det kan både være lidt ældre unge, der agerer rollemodeller for lidt yngre unge. Det kan være unge, der har været i projektet i længere tid, der fungerer som rollemodel for ‘nystartede unge’, og endelig kan det være unge, der på baggrund af særlige kvalifika-tioner ansættes i f.eks. et ungdomshus som ‘projektmager’, og herigennem skal fungere som rollemodeller for andre unge, der gerne vil lave projekter. I et par kommuner bliver bevidstheden om rollemodeller nævnt specifikt i forbindelse med forebyggelsesaktiviteter (f.eks. projekter i socialt belastede miljøer og integrationsprojekter). I disse tilfælde påpeges vigtigheden af, at rollemodellerne hentes inden for målgruppens eget miljø.

Spørgsmålet er, om de processer der ligger bag det at operere med rollemodeller ikke foregår meget tiere, end vi er opmærksomme på, som en integreret del af mange projekter. Dette peger i retning af, at arbejde med en øget bevidsthed omkring processerne bag rollemodeller. Når unge mere eller mindre bevidst agerer rollemodeller for andre, ligger der implicit i dette, at de er ‘gamle i gårde’ og bevæger sig naturligt i pågældende miljø. Derfor kan en øget bevidsthed om rollemodelprocesser måske finde sin naturlige plads i forlængelse af ungdomskommuneforsøget, de steder hvor projekter, huse, råd, væresteder osv. fortsætter. Det er dog her vigtigt at være opmærksom på, om unge, der agerer rollemodeller for andre unge, skal løfte en social opgave eller om fokus er lagt på deres bidrag til at åbne det ungdomsmiljø, som de er en del af for kommunens øvrige unge.

Hurtige beslutningsprocesser og -veje er et element, man i de fleste kommuner har arbejdet med på forskellige måder og som trækkes frem som bæredygtigt element. Logikken bag synes at være, at der for at bevare de unges engagement og interesse skal være hurtig vej fra idé til handling, og at unge helst vil se konkrete resultater af deres engagement inden for en overskuelig tidsramme. I de fleste ungdomskommuner er man enige om, at de traditionelle beslutningsveje i det kommunale system ikke er gearet til at efterleve dette tilsyneladende grundlæggende vilkår. Rundt om i kom-munerne har man forsøgt forskellige muligheder for at gøre beslutningsprocesserne i forhold til ungeinitiativer hurtigere og mere smidige. I nogle tilfælde har en koordinator, evt. en ung-ansat haft en rolle som formidler mellem unge og det kommunale system. Her fremdrages det også, at det er vigtigt, at en sådan person kan begå sig både i forhold til politikere, forvaltning og unge. I et par kommuner bemærker man fordelen i at have en sådan ‘formidlerfunktion’, men som en uafhængig del af det kommunale system. Når personen er ansat uafhængigt af det kommunale system, kan han/hun lettere agere som legitimt bindeled mellem unge og forvaltning. Andre steder har man arbejdet med ungepuljer, hvor unge kan søge om penge til realiseringen af et projektet. Ansvaret for sådanne puljer ligger enten hos én eller flere voksne, f.eks. i ungdomsskolen, eller - og i de fleste tilfælde - hos de unge selv i tilknytning til et ungdomshus, -råd eller -sekretariat. I denne forbindelse såvel som i forbindelse med realiseringen af projekter, fremhæves vigtigheden af, at unges ansvar også er reelt. Det vil sige, at unge skal overdrages reel beslutningskompetence. Rammerne samt ansvars- og kompetencefordeling skal være klar og synlig for alle. Som en koordinator udtrykker det: "Hvis de unge finder ud af at kompetencen ikke er reel, så smutter de!" Endelig kan forskellige former for voksen-netværk være et led i hurtigere beslutningsprocesser.

De sidste bæredygtige element, der er blevet fremhævet på arbejdsmøderne, er en formuleret ungdomspolitik. To kommuner fremhæver eksplicit det forhold, at ungdomskommuneforsøget byggede videre på en formuleret ungdomspolitik, som et bæredygtigt element. Dette kan ganske givet tillægges, at man i og med formuleringen af en ungdomspolitik har været i gang med processer omkring ungdomsområdet i kommunerne, hvorfor ungdomskommuneforsøget såvel som fortsættelsen af forsøget eller dele af det har faldet ind som et naturligt led i udviklingen af området. (Se også kapitel D).

5. Sammenfatning

I dette kapitel har fokus været rettet mod ungdomskommuneforsøgets bæredygtighed og i hvilken udstrækning der er skabt erkendelser samt strukturer og engagement, der lever videre efter forsøgsperioden og som kan danne rammen om fortsatte (eller nye) aktiviteter. Bæredygtighed i denne sammenhæng forstås ikke kun som et spørgsmål om, hvad der stadig lever efter forsøgsperioden. Fokus er strakt ud til også at rumme selve forsøgsperioden.

I alt 157 eller 47% projekter og aktiviteter fortsætter. Alle kommuner angiver, at mindst én aktivitet / projekt fortsætter.

For de projekter, der ikke fortsætter, skyldes det overvejende økonomiske og politiske prioriteringer. I nogle kommuner antydes det, at forsøgsvirksomhed ikke altid er lige populært i det politiske system, da man netop er nervøs for de økonomiske merudgifter i forbindelse med en eventuel efterfølgende forankring af forsøgvirksomheden.

En anden grund er, at andre projekter og aktiviteter har haft karakter af at være afrundede og enkeltstående begivenheder som f.eks. forskellige typer af kulturelle arrangementer, foredragsvirksomhed ect., og har derfor haft deres ‘naturlige’ afslutning i løbet af forsøgsperioden. En stor del af disse aktiviteter fortsætter ikke, men typen af aktiviteter gør.

Der er flest af aktiviteter og projekter inden for typen organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter, der fortsætter efter ungdomskommuneforsøget. Således fortsætter 63% af de oprindelige aktiviteter og projekter. De udgør ca. 44% af de fortsatte aktiviteter.

Herefter følger forebyggelsesaktiviteter, hvor godt halvdelen af aktiviteterne fortsætter.

Af parlamentariske og demokratiske aktiviteter, kommunikations- og medieaktiviteter samt kultur- og livsstilsaktiviteter fortsætter mindre end halvdelen.

Typen parlamentariske og demokratiske aktiviteter fylder også meget i det samlede billede af, hvilke synligt aftryk ungdomskommuneforsøget har frembragt.

Projekternes organisatoriske og økonomiske forankring

I forbindelse med de fortsatte aktiviteters og projekters administrative og økonomiske forankring er der tre tendenser, der gør sig gældende:

• Aktiviteter og projekter fortsætter med samme administrative og økonomiske forankring som under forsøget.
• Aktiviteters og projekters fortsættelse føres administrativt og økonomisk over i ungdomsskoleregi.
• Aktiviteter og projekter fortsætter som selvstændige enheder med egen økonomi og administration.

Ungdomskommuneforsøgets strukturelle side må siges at være forholdsvis traditionel. Det generelle billede er da også, at der ikke i løbet af ungdomskommuneforsøget er skabt nye strukturer på forvaltningsniveau til at fortsætte aktiviteterne.

Den holdningsmæssige forankring blandt aktørerne

Flere nøglepersoner påpeger, at ungdomskommuneforsøget har medført en større bevidsthed og synlighed om ungdomsarbejdet generelt og unge og indflydelse mere specifikt. I flere kommuner er man blevet opmærksom på problematikken ifm. ansvars- og kompetencefordeling mellem unge, medarbejdere, forvaltning og politikere. I mange kommuner fremhæves vigtigheden af, at man arbejder bevidst med, hvilken grundholdning man har til unge i det hele taget og til præmisserne for unges indflydelse.

Hvordan kan bæredygtigheden fremmes?

Det er fremgået af drøftelser med aktørerne, at bæredygtighed fremmes af:

• At forsøget byggede videre på aktiviteter, der var i gang
• At der har været en tæt tilknytning af aktiviteterne til det eksisterende apparat - f.eks. ungdomsskolen
• At der er en ramme og kerne af personer, der har været med længe og brænder for aktiviteterne, samt at generationsskifteproblemet er løst (de unge, der startede for 3 år siden, er blevet afløst).

Samarbejde på tværs af sektorer, forvaltninger, institutioner og fag er også afgørende for bæredygtighed. I flere kommuner fremhæves ildsjæle som væsentlige i forbindelse med at sikre bæredygtigheden i projekter og forsøgsvirksomhed, og ejerskab fremdrages også som et bæredygtigt element. Ejerskab og ildsjæle hænger ofte tæt sammen i praksis. Et bevidst arbejde med rollemodeller fremdrages ligeledes.

I flere kommuner påpeger man, at bæredygtig-heden viser sig gennem forsøgets evne til at tage udgangspunkt i de unge selv. Hurtige beslutningsprocesser og -veje er et element, man i de fleste kommuner har arbejdet med på forskellige måder, og som trækkes frem som bæredygtigt element.

Denne side indgår i publikationen "Ungdomskommuneforsøget" som kapitel 7 af 11
© Undervisningsministeriet 2001