Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1.g projekt om emnet vand





Palle Christensen, Borupgaard Amtsgymnasium

Samarbejde mellem kemi og biologi

Ramme for projektet

Tidsrammen var en modulperiode i forårssemestret på 4 uger med opbrudt skema.

Emnet blev aftalt mellem klassen og biologi-/kemilæreren. Der blev anvendt 2 timer umiddelbart før modulperioden til at introducere projektet, redegøre for projektets delemner og foretage en gruppeopdeling af klassen i 7 grupper (se bilag). Det blev aftalt, at projektet skulle afsluttes med 7 grupperapporter, der talte som én af de 4 kemirapporter, der skal afleveres i 1.g. Endvidere blev det aftalt, at gruppernes arbejde skulle fremlægges i plenum.

Eleverne har i forbindelse med det eksperimentelle arbejde og i den følgende efterbehandling anvendt en modificeret kubusmodel, der har omfattet gruppemøder og resumé med inddragelse af projektmappe. Eleverne havde stiftet bekendtskab med Kubusmetoden i en tidligere modulperiode i begyndelsen af skoleåret.

Projektets praktiske del

Projektet startede med et besøg på Måløv Renseanlæg, hvor såvel den biologiske som den kemiske rensning af spildevand blev gennemgået og anskueliggjort ved en grundig rundvisning på anlægget. Besøget på Måløv Rensningsanlæg varede en hel dag (6 timer).

Der blev udtaget vandprøver på forskellige stadier af renseprocessen, og disse vandprøver blev hjembragt til kemilaboratoriet på Borupgaard Amtsgymnasium. De 7 grupper arbejdede efterfølgende 2 gange 3 timer i kemilaboratoriet, hvor de gruppevis analyserede de medbragte vandprøver for oxygen (Winklers metode), organisk stof (kaliumpermanganattal), nitrogen (ammoniak, nitrit og nitrat) phosphor (phosphat og total phosphor) på baggrund af udleverede vejledninger. (Disse vejledninger kan findes. på ).

Efterbehandling

De 7 grupper bearbejdede nu i 3 gange 3 timer de eksperimentelle data til grupperapporter, der blev afleveret i forbindelse med fremlæggelsen i plenum (2 timer). Eleverne måtte i denne fase - med læreren som konsulent - selvstændigt sætte sig ind i nyt stof, fx avancerede redoxprocesser samt teorien bag spektrofotometri og anvendelse af nitratselektrode.

Evaluering

Projektet har i alt haft et omfang på 28 timer, idet biologi alene har behandlet aspekter fra vandmiljøplanen (5 timer). Faget kemi dominerede således projektet; men biologilæreren assisterede ved såvel introduktion, efterbehandling af de eksperimentelle data som ved det afsluttende plenum.

Eleverne har været meget interesserede i projektarbejdet, herunder især i besøget på renseanlægget og i de eksperimentelle undersøgelser i laboratoriet. Under arbejdet med grupperapporterne var der nogen spredning i indsatsen og i resultatet, der varierede fra det meget fine og seriøse til det ret jævne og fagligt "tynde". Fremlæggelsen i plenum var ikke imponerende.

Elevernes selvstændige efterbehandling virkede spændende og motiverende for nogle elever, medens det for andre forekom for svært og uoverskueligt. Det skal således understreges, at det er nødvendigt at være realistisk med hensyn til, hvor langt man kan nå fagligt i 1.g.

Mange elever har givet udtryk for, at det var spændende at få lov til selvstændigt at arbejde med et større projekt, hvor de kunne se en sammenhæng mellem teori og eksperiment, og hvor resultaterne til slut kunne anvendes i en almen konklusion.

 


Denne side indgår i publikationen "Projektarbejde i kemi" som kapitel 6 af 17
© Undervisningsministeriet 2001

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top