Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





Fodfæste på arbejdsmarkedet er både et mål og et middel for integrationen af flygtninge og indvandrere. Den daglige kontakt til danskerne etableres på arbejdspladsen. Her fremmes sprogindlæringen, og her udvikles den enkeltes identitet.

Ungdoms- og voksenuddannelserne skal skabe muligheder for, at tosprogede unge og voksne opnår tilstrækkelige personlige, almene og faglige kvalifikationer til at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Der skal gøres en særlig indsats i forhold til gruppen af unge flygtninge og indvandrere, især de sent ankomne, for at vejlede og støtte disse unge i at orientere sig i det komplekse danske uddannelsessystem.

Social- og sundhedsområdet hører blandt de områder, hvor flerkulturelle og sproglige kompetencer er særligt efterspurgte, og som et led i regeringens handlingsplan Bedre integration er den eksisterende indsats med indslusningskurser kortlagt og evalueret. Der er tale om forskellige former for indslusningsforløb til de ordinære uddannelser, og som foregår på skoler og seminarer, der gennemfører henholdsvis de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (sosu) og pædagogisk grunduddannelse (pgu).

I undersøgelsen er det kortlagt, hvilke sosu- og pgu-skoler, der har gennemført sådanne forløb. Fire af skolerne er besøgt for at få en nærmere beskrivelse af de gennemførte forløb. Det er også undersøgt, i hvilket omfang, eleverne har fået elevkontrakt og er fortsat i en af de to uddannelser.

I dette temahæfte præsenteres resultaterne fra undersøgelsen samtidig med, at forfatterne giver ideer og anbefalinger til det videre arbejde med at få flere tosprogede til at vælge og gennemføre en uddannelse – inden for sosu- og pgu-området.

Undersøgelsen er gennemført af uc2, og medarbejdere herfra har udarbejdet den rapport, der hermed publiceres. Undervisningsministeriet har finansieret gennemførelsen af undersøgelsen og udarbejdelse og udgivelse af temahæftet.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i publikationen naturligvis står for forfatternes egen regning.

Claus Eskesen
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Område for de erhvervsfaglige uddannelser
Februar 2001

Denne side indgår i publikationen "Indslusningsforløb for flerkulturelle elever på sosu og pgu" som forord
© Undervisningsministeriet 2000

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top